BILTUR 10: DEN LANGE TUR MOD NORD

Jeg kunne have sagt det på forhånd – men hotellet lagde ikke billeder op af deres indgang. Udenfor står flag på stribe, deriblandt det danske. Dannebrog er jordens smukkeste flag – men når jeg er på rejse, skal det holde sig langt væk. Jeg går gerne kilometer udenom steder, der flager med Dannebrog, fordi man bare VED at ejeren vil komme en i møde med: “hvordan går du det og har” udtalt med gebrokken ligegyldighed. Eller også råber de “Laudrup” ind i snotten på mig, og ideen er så at jeg skal anderkende hans enorme viden om vort land. Jeg synes det er fint at jeg skal føle mig velkommen – men flaget og den eneste stavelse de kan (ofte på svensk) er udelukkende et forsøg på at sælge mig et eller andet skrammel. Så hellere et velkommen på spansk, så jeg ikke forstår en lyd. Det er jo derfor jeg rejser. Ikke for at få opfrisket dele af den danske fodboldhistorie.

Af samme grund er jeg ikke sådan en, som sætter mig over til de andre danskere om aftenen, når guiderne fra animation team skal synge og danse på scenen på hotellerne. Så snart vi er udenfor Danmarks grænser, kommer vi hinanden ved som var vi naboer. Selvom jeg bor i Aalborg kan man nemt møde en dansker i Spanien, der spørger om man kender Bjarne. Vi rotter os sammen og taler sammen, som aldrig før. Vi lever ellers i et land, hvor vi gennem nyhedsstrømmen kender alt til styret i Burundi, men ikke kender dem i vires egen opgang. Indtil vi gør det derhjemme, gør jeg det heller ikke her. Hvis vi skal komme hinanden ved, skal det ikke være fordi vi begge har valgt uge 29 sydpå, men fordi vi vil hinanden. Så sent som i går mødte jeg en kvinde i elevatoren, der sagde “nå du er også fra Danmark”. Jeg tror det var min T-shirt der afslørede mig, da den reklamerer for Viby Efterskole, og derfor kan mit svar på hendes spørgsmål ikke have været den store overraskelse.
“Sikken et hotel”, fortsætter hun så. “Det er godt nok gammelt. Vi tager også videre imorgen”. Det er da en trøst.

Forleden kaldte en anden familie mig over til deres bord. Vi sad i skygge og holdt øje med hver vores børn. “Kom da herover og sid”, mente de. Og der sad jeg ellers lige og nød Spanien. Det viste sig, at de læste med på min side og synes jeg var sjov. Godt jeg ikke nåede at skrive om dem. Det var tæt på forleden, da både far og mor deltog i animation teams vandgymnastik. Men jeg lod være. Måske alligevel vi danskere har en form for fællesskab, hvor vi på afstand kan lure, at det er samme stamme og derfor naturligt beskytter. Jeg undlod også at spørge, hvordan de kan læse med her på hotellet, hvor wifi er med en hastighed, som selv de gamle modems fra opasia i 80’erne havde grinet af.

Til gengæld mødte børnene en fantastisk dansk famile ved stranden her til morgen – så nogle gange nyder man jo også det hjemlige i det fremmede.

FÆDRELANDSKÆRLIGHED
Uanset hvor vi har været, har de været stolte af deres egne flag. Det er en dejlig tradition, at man i Frankrig og Spanien vigter med nationalflaget overalt. De hænger på huse, ud fra private lejligheder og hvor der ellers er plads. Vi kender det også fra Amerika, hvor flaget er udenfor på facaden af enhver lille campingvogn eller villa. Det skulle vi gøre hjemme. Hejse Dannebrog og vise hvor glade vi er for vores land. Har vi det hængende på huset, er det nærmest i dag et statement om politisk tilhørsforhold til højre – men den gode gamle fædrelandskærlighed måtte gerne få en optur. Jeg kom i tanke om forleden, at jeg har nogle flag tilbage fra dengang vi drev cafe i Ribe. Sådan nogle man kan sætte op på vinduerne i en lille holder. Dem skal jeg have sat på huset derhjemme. For jeg elsker virkelig Danmark. Helt vildt.

Ja vi har skiftende vejr.
Vi debatterer små tåbeligheder og vi brokker os.
Vi har et skattesystem uden ordentlig styr på finanserne og vi får først vores post efter en måned.
Vi styres af regler og afgifter og friheden er så som så.

Men vi er et folk, der har et stærkt fællesskab – trods alt. En stor viden om vores nutid og fortid. En stolthed over det vi var. Nu skal vi bare huske også at være stolte, af det vi er. Mens vi reparerer det, der er fået galt undervejs.

KAN VI LÆRE AF DE ANDRE?
Man kan sige meget om en bilferie, hvor man gør stop i små og store flækker – men man opdager så sandelig landenes forskellige kulturer og de mange ting, der ikke fungerer som hjemme. Og så tager man op til revision, hvad vi bør lære af og hvad vi kan være glade for, at vi ikke kopierer.

Hvorfor skal der f.eks. ikke være bræt på et lokum? Det er da virkelig en flad fornemmelse at sætte røven direkte ned på fajancen. Det skal vi ikke lære af.

Men hvorfor skal vi styre al udvikling så centralt og hårdt, når vi på ferier elsker den vildskab og det leben der opstår ved, at alle mulige og umulige ting foregår på strandene og i nærområderne. Vi har kystlinje nok til at skabe nogle festlige strand eet sted og uspoleret natur de mange andre steder. Vi styrer så meget, at en minister ikke kan acceptere 30 minutters forsinkelse over Storebælt hvert tredie år og hellere lukker en festlig begivenhed, end besværliggør en køretur hver tusinde dag. Det hele kunne vi godt løsne lidt op for. Sæt os fri, eller også bryder vi nok selv lænkerne en dag.

Sikkerhedsnettet i Danmark er rart at ha og grundlæggende godt for borgerne. Vi skal ikke vænne os så meget til det, at vi bliver dovne. Jeg læste forleden om en kvinde, der mente, at staten skulle finansiere hendes læber, som hun mente var for tynde. Det er selvfølgelig en tøs, der skal ha et slag over hovedet og forstå, at staten redder dig når du er helt nede i mudderet – ikke før. Du skal også kunne noget selv. Og selv tage ansvar. Vi kan ikke lære af de andre lande vi har passeret, hvor man ser for mange borgere i mudderet. Uden skyggen af fremtid eller redning. Det kan vi ikke lære af – men det er sundt at se niveauet.

På vejen til Spanien passerer vi konstant små betalingshuse, der skovler penge ind fra turister, der benytter vejen. Det er da sund fornuft at de skal bidrage en smule – hvis vi danskere altså fik et kort, så det var gratis. Vi har jo betalt – tre gange mindst – for ydelsen. På den måde kunne også broerne blive gratis for os, mens turister uden at knibe øjnene sammen smider småpenge i boksen, for at komme hurtigt frem.

I det hele taget virker de samfund vi har holdt ferie i som samfund, der er mindre kontrollerede end vores. Hvor man bare stiller sig med en batteridrevet fryser og sælger is. Stiller sig op med et staffeli og maler turister. Derhjemme er vi vilde med, at “der er styr på det hele” – og der er dele af den kontrol, som er sund fornuft – men man kan have så meget styr på alt, at man dræber noget væsentligt. Dræner det livlige og ustyrlige i kontrollens hellige navn. Det er jo tankevækkende, at vi på ferier elsker vildskaben og forskelligheden – kulturen med et liv og leben, men ikke ønsker det samme derhjemme. Der vil vi ha ro. Og orden. Vi kan godt løsne en smule mere op her. Det ville være charmerende.

LØJ FOR UNGERNE OM SENGETID
Imorgen forlader vi den synkende skude her i Casa de Whatever og kører mod Schweiz.
Ungerne skal se Meiringen. Og jeg skal gense min barndoms campingferier i området.
Der skal rigtig høj top på bjergene, fremfor det lunkne fis, der pryder udsigten her i Nordspanien.

De kom tidligt i seng i går. Vi sagde klokken 20 at klokken var 22. Det hoppede de begge på. Så måske er de så udhvilede i dag, at vi kan håbe på en biltur uden drab. Der er 2000 kilometer hjem, fortæller google. 2000 potentielle skænderier på bagsædet. Eller på forsædet. Alt kan ske. Måske ses vi snart. Man ved aldrig…
/Søe

Continue Reading

BILFERIE DEL 9: CASA DE FINALE

Så nåede vi Castello de Whatever på vores vej nordpå. Når man er på bilferie har man jo den absolutte frihed og kan dreje ind, når man synes det er for varmt – eller hvis krigen på bagsædet pludselig bryder ud, fordi Nordkorea ikke vil se den samme lortefilm som Sydkorea.

DET RUSSISKE FÆNGSEL
Vi drejede en postgang for tidligt og er endt på et hotel, i stil med de russiske fængsler som BBC har lavet dokumentarer om. Lidt skægt at prøve det selv. Vi fik rabat på hotels dot lokom, hvis vi købte tre dage. Det så virkelig pænt ud på billederne, som må være fra dengang det blev bygget. Til gengæld ligger det tæt på stranden, så vi kan forlade hotellet og hurtigt være sammen med titusinder af andre nuttede badegæster. Det kan straffefanger normalt ikke. Samme følelse dog.

SOLSENG MED AIRCON
Jeg er ret sikker på, at Simon Spies har set dette hotel i 60erne. Altså præcist dette. Med samme møbler og samme interiør som dengang – intet er rørt siden, men står som en tidslomme fra dengang, som en slags historisk dokument. I hvertfald kan man se på bygningen, at folk har holdt ferie her i århundreder. Og ikke fattet hvorfor de valgte dette sted i århundreder.

Der er enkelte solsenge som har alle lameller, men ellers skal man ofte vælge hvilke dele af kroppen, der skal røre terrassen. Hos enkelte er der intet valg og det havde givet mere mening at smide sig på fliserne. Der er udsigt til havet hvis man læner sig mere ud, end godt er. Ellers ser man mest ind i værelserne på nabohotellet, hvilket passer mig fint. Jeg elsker at glo på mennesker der tror de er alene. Normalt kaldes det strafbart, men her er det umuligt at undgå.

UDSIGT TIL TRE PAR
På tredie bor et ægtepar der har alt med hjemmefra. Håndklæder er fra Tyskland og bærer landets nationalflag. Det burde være mindst ligeså strafbart at tvære det rundt i et svedigt solcremesdækket underliv, som at brænde det af på offentligt sted. De sidder mest og drikker Jack Daniels på værelsets altan. Og ser ud på livet, fremfor at leve det. Ligesom jeg selv gør. Måske vi ser på hinanden og de skriver om mig nu. På tysk.

Parret på fjerde er noget mere levende. Nygifte er mit gæt. De ligner ihvertfald nogle, der stadig er glade. Han smører hende nænsomt ind i solcreme og hun ham. Det er der ellers ingen grund til, da de ikke skal ud og altanen er badet i sort skygge. Men smøring er godt. Et sidste par der er værd at nævne består af en kone, der taler så højt at jeg kan høre hvert et ord her på den anden side af gaden. Fatter dog ikke en bjælde. Det gør manden tydeligt heller ikke. Hun har talt i en halv time – og han sidder bare og kigger umælende ud i luften.

Jeg tror ikke han ser på noget specifikt, men bare har sat gluggerne på uendelig og lukket ørerne. Sidstnævnte er en særlig evne jeg beundrer – men den komplette lukning kommer efter sigende først efter 25 års ægteskab – indtil da er det kun kortvarige afbrydelser en mand kan sætte i værk. Det er så i præcist de samme minutter, vi glemmer at slå brættet ned, holde øje med børnene eller rette strålen i skålen.

ANIMATION TEAM
Der er strandbar med delvis bemanding 24/7. Eller… der er en strandbar der har åbent, når de ansatte gider. Til gengæld virker deres musikanlæg døgnet rundt og spiller dirty dancing, Grease og andre hits, der er yngre end hotellet – og som man jo aldrig bliver træt af. Kun afbrudt af en spansk sangerinde, der har fået den tåbelige ide at indsynge Witney Houston i en coverversion så dårlig, at man bliver helt lykkelig over hendes tidlige død. Det her havde slået hende ihjel. Men ikke os. Vi nyder det jo. Højt fra et par højttalere, der gør deres bedste trods alderen.

Ved siden af baren står to andre ansatte, der er på hårdt arbejde. De er underholdningen! De er “animation team”, der lyder som en flok superhelte alla “de fantastiske fire”. Men de er kun to og ikke særligt super. De arrangerer dagen igennem de sjoveste konkurrencer for os: dart, vanddans og hullahop. Point lægges sammen til den store overrækkelse i aften. Det bliver voldsomt spændende hvem der vinder den larmende olympiade, især da der kun er en enkelt familie der gider deltage – mens godt 40 andre ligger med høreværn for at slippe for at deltage. Dog kigger vi op, når moderen laver hullahop. Jeg tror ikke jeg får problemer med kvindekampen (men lige der ved man aldrig) når jeg antyder, at hendes krop ikke er skabt til hullahop. Når hun trækker ringen op, sidder den fast som et bælte og hun vil kunne stå med den der i årevis, uden at den falder ned. Og det gør hun så.

Der er nærmest minigolf.
Selvom der er flere huller i hver bane.
Det gør spillet markant nemmere.

WIFI UDEN NET
Der er wifi på hotellet. Her betyder wifi noget helt andet end internet. Wifi er noget man logger på – og så består den spændende udfordring i, om man har ramt de 5 daglige minutter, hvor andre ikke også er på. Der er båndbredde til at hente forsiden på Politiken hjem – men vi er 1500 om at dele, så jeg må holde mig til overskrifterne. Det bliver Politiken markant bedre af.

Med udsigten til de tre par havde det været rart med lidt red… youtube. Men snart har Animation Team præmieoverrækkelse til familien hullahop. Det skal vi se!

Continue Reading

BILFERIE DEL 8: MINDER ER SMÅT BRÆNDBART

Har du nogensinde oplevet at blive inviteret til fødselsdag hos et menneske – og få en ønskeseddel, hvorpå der står “fransk baguette som køleskabsmagnet”. Eller en ønskeseddel, hvor fødselaren brændende ønsker sig “et stykke glas med indgraveret Eiffeltårn”? Nej vel?

Der findes absolut I N G E N der ønsker sig de souvenirs man prakkes på, i de lande man besøger. Og man ønsker sig dem heller ikke selv.

Når man sidder på en sydfransk strandbar i 36 grader er det mere end muligt, at en blomsterkrans af plastic virker som et fornuftigt stykke beklædning, men man tager den ikke på, når man går tur på strøget i september – end ikke for at undgå facere fra WWF. Man kan nemt finde på at investere i en fransk kasket med nitter, der meget åbenlyst signalerer en kombi af Paris og prostirueret – og mene, at man sætter den hat som man vil – men der er indtil videre ingen, jeg har set, der går i byen på de fine steder i Aalborg med sådan en hat og scorer. Der er nok en del der går hjem alene, som har den på – men forskningen på området er ikke afsluttet.

I LOVE BRUN SOVS
På Nibe Festival købte jeg sidste år i absolut kådhed en smart T-shirt med teksten “I love brun sovs”, hvor LOVE er et hjerte. Simpelthen så godt fundet på. Det grinede vi meget af de 13 minutter købet fandt sted. Men jeg har endnu ikke valgt den som udtryk, når jeg er blevet inviteret ind i fjernsynet til debat hos Clement eller holder et foredrag. I virkeligheden ligger den T-shirt mig ekstremt fjern. Ligesom skjoldet med to sværd, der markerer en spansk kommune – og den pusseløjerlige kuppel med indlagt figur af en tyrefægter ikke står på min hylde, selvom det sner når man ryster den.

NÅR DET SNER I JUNGLEN
Hvem fanden finder på det lort? Det er jo så virkelighedsfjernt at selv Luke Skywalker ville mene, at man var for langt ude. Sne på en tyrefægter??
Hvornår har du været på sommerferie og besøgt en spansk arena med tusinder af hujende spaniolere og pludselig er det hele endt i snestorm? Jeg kan forstå det med den lille havfrue, da sommervejret i Danmark ofte kan pakkes sammen omkring 12-14 sikre årlige dage, men over hele verden kan man købe kupler med sne. Selv regnskoven med indlagte dyr kan man vælte rundt i sne, ved at ryste. Og man kan ikke engang drikke indholdet på en varm dag. Det giver mavepine. Har jeg hørt…

JYTTE OG BENDT FRA OUTRUP
Jeg har besøgt enkelte hjem, der er præget af stor rejseaktivitet. Jeg husker især Jytte og Bendt. Navnene er opdigtet men ekstremt tæt på det, de ofte hedder. Jeg påstår ikke de bor grimt, men det gør de. De boede et sted i det vestjyske og hele deres hjem var fyldt af gode minder fra ferier. Jeg synes generelt minder er godt – men det særlige ved minder er, at man skulle ha været der selv, for at finde affaldet fra regionen spændende at se på.

Det vil Jytte og Bendt skide på. Deres hjem var en losseplads af minder. De må selvfølgelig gøre derhjemme helt som de vil, men de skal ikke samtidig undre sig over, hvorfor de andre par i bridgeklubben altid vil mødes andre steder. Ensomhed hører med til våbenskjolde fra Barcelona.

PARAPLY FRA STAR TOURS
I entréen stod en grim kasse, som man i syden brugte til, i gamle tider, at placere sit sværd i når man kom hjem. Hverken Jytte eller Bendt brugte sværd ret meget, så deri var sat paraplyer. Alle selvsagt med enten motiver af byer i Schweiz eller møller fra Holland – eller slet og ret navnet på deres rejsebureau. Den paraply guiden slår op, så fårene følger med på turen, hvorunder guiderne bræger en indlært historie om det man passerer – med indlagte jokes. Helst på fire sprog. Samtidig.

I stuen har de hyldemeter af alt det, man kan få på gaden i udlandet for under en euro – hvis man prutter. Gadehandlere starter helst på 35. Parret har været på alle de mest eksotiske steder på kloden, som feks Belgien, Spanske øer, Grækenland og Østrig (Hansi Hinterseer optil flere gange). Sidstnævnte gør, at der er ølkrus på en ekstra hylde under loftet – hele vejen rundt. De er virkelig sjove. Og sender et godt signal. Og da de netop står for sig selv – på egen hylde – er de nemme at kassere, når børnene en dag skal rydde op.

KUKKEURET VARSLER SNARLIG DØD
Reolerne er et virvar af våbenskjolde, sølvfigurer af græske fontainer, plastickopi af gondol fra Venedi og det skæve tårn i Pisa, skævere end nogensinde. Men støvet af dagligt. Et kukkeur markerer hver time at tiden går – at det lakker mod enden. En lille håndskåret fugl, der mere ligner en fejl, kommer frem og pipper – og døden er nu nærmere end før. I køkkenet står møbler og spyd med videre fra Indonesien. Der har de dog aldrig været endnu, men de købte dem på et marked i Brønderslev. De håber dog stadig på det eksotiske en dag. Bendt gør i hvertfald. Han har hørt om Happy endings i Thailand. Det har Jytte også, så Bendt kan godt glemme det.

DET SJOVE BØVS
Fik man en mellemmad hos parret, bryder frokostbordet ud i fuldt flor med dækkeservietter med en tyrefægter og tyr. De er lavet så lækkert. Hvis man bevæger hovedet fra side til side kommer tyren nærmere den røde klud. Så kan man sidde der og vugge frem og tilbage og drømme sig tilbage til arenaen. En slags rituel frokost-Boogie-woogie lige der midt i det hele. Øloplukkeren (samfundshjælperen) bøvser når man lukker en øl op. Virkelig fed gimmick. Kun næsten ligeså sjov som den årlige pruttepude, der i virkeligheden aldrig virker og både smager og lugter af kondom. Jytte griner hvergang. Og trækker man på smilebåndet – og dermed kommer til at vise skyggen af interesse for deres kinky samling af lort – viser hun også den halvfede pattegris der reagerer på lys i køleskabet og siger “are you sure” når man vil snuppe en snack. De har det simpelthen så sjovt hos Jytte og Bendt.

NÅR BØRNENE SKAL RYDDE OP
Grisen, kukkeuret og tyren ryger også ud, når børnene skal muge ud. (Muuhe). Har du egentlig selv, hvis du tænker lidt over det, gemt noget af den slags junk som minde om dine afdøde i familien?

Har du en glasklump med Eiffeltårnet som eneste minde fra din oldemor? Gemmer dine skuffer på en køleskabsmagnet med fransk brød, som du har tilbage fra din mormor? Nej vel. Lortet er det første der ryger ud. Fordi vi udemærket ved, at den slags KUN har værdi hvis man var der selv. Og jeg vil i virkeligheden omformulere:
– Souvenirs har KUN værdi, MENS man er der selv!

 

Continue Reading

BILFERIE DEL 7: ET DIKTATUR MED STORE ØRER

Mandag morgen flygtede vi ud af Frankrig. Eftersøgt for forsøg på at ødelægge bilturismen i den gamle kolonimagt ved at skrive disse klummer. Vi havde det lidt som familien von trapp i Sound of Music, der først kører langt i bil og derefter vader over bakkerne for at krydse en grænse. Vi nåede grænsen mandag ved middagstid og råbte på asyl.

Grænsekontrollen var den mest omfattende jeg endnu har set. Selv Pernille Vermund og Inger Støjberg ville mene det var for hardcore. Hver ny borger blev gennemtestet og målt. Havde jeg haft nyresten havde apparaterne givet udslag. Vi nåede alle igennem kontrollen og fik et pas med fem dages midlertidig opholdstilladelse.

HÅRBØJLE MED DIKTATORENS SYMBOL
Det var et besynderligt land. Alle indbyggere gik og smilede, grinede og dansede, som om de fik penge for det. Der var musik i små højttalere overalt i landet, der fik folk til at gå fremad i takt. Beboerne hyldede en diktatorisk leder, med store ører. Og en del af integrationsprocessen var – blandt ekstremt meget andet – at tage en hårbøjle på med diktatorens ører. Måske for at vise ham, at store ører er normalt, så han ikke opdagede at han havde bygningsfejl.

I starten kastede vi os ikke over den underkastelse. Ingen skal bestemme hvilken hovedbeklædning jeg skal gå med! Så jeg trodsede så længe det var muligt.

STRAFFEFANGER KLÆDT UD SOM MUS
Der blev gjort ganske meget for, at alle skulle smile og grine. Mange klædte sig ud som Lederen eller dennes venner. Der gik mus, hunde, heste, ænder og alskens besynderlige væsner rundt i 25 grader i disse uld-dragter. Jeg forestiller mig, at det er straffefangerne der på den måde afsoner i landet. De skulle uddele knus og kys og smil til alle, der ville kramme. Egentlig en smuk måde at afsone hvis man er voldtægsforbryder. At rende rundt og sige som en and og uddele smil og knus.

Selv min lille søn overgav sig hurtigt til manipulationen fra styret. Han smilede og uddelte knus til en and – og viste ægte hengivenhed til denne, selvom vi alle jo godt vidste at der indeni dragten var en svedig pupertetsdreng på 16 år ved navn Jean Paul, der ikke havde fået gode karakterer og derfor måtte sommerjobbe. Men knus fik han. Fra mit ophav.

INKLUSION MISLYKKES
Jeg synes der blev kigget skævt til mig i landet. Både indbyggere og indvandrere gik jo og smilede – og havde ører på – og derfor følte jeg mig absolut ikke velintegreret. Jeg besluttede at overgive mig, nu familien var på vej ind i sekten. Jeg prøvede nogle ører, iførte mig en T-shirt med hyldest til diktatoren og kunne dermed gå mere under radaren i dette besynderlige land.

TOTALT TILBAGESTÅENDE FOLKEFÆRD
Det er svært at beskrive. De lever så absolut i en tidslomme. Måske mest af minedrift, kunne jeg observere. Landet består af fem regioner, med hver deres kultur. Lidt som Schweiz. Bare med større ører.
Hver region har eget navn, som fantasi, adventure, frontier og discovery. Og disse stod for at levere indtjenening til landets statskasse. Frontier var dem, der primært levede af minedrift. De var ikke særligt udviklede og havde små latterlige vogne, der blev kørt frem og tilbage i skaKten. Dog mindre latterligt end ovre i fantasy, hvor vognene blev trukket af syv dværge.
Adventure var det rene Christiania med pirater og alternativ indkomst. Deroppe så jeg også et negerband. Eller rettere fire musikere med anden etnisk hudfarve end Slagelse. De stod i samme tøj, som afrikanere gik i før de mødte den hvide mand. Stammekrigere med rytme.

Resten af landet var præget af stor fattigdom. Både biler og udstyr svarer til det, vi kender fra 20’erne og 30’erne. Totalt udenfor vores udvikling. En tidslomme, hvor popcorn ikke bliver lavet i en microbølgeovn men i en hestevogn. Husene er enten på linje med dem, vi rev ned i 60’erne eller noget der ligner skovfolkets gamle jordhuler.

PENGE KASTES NED I ET HUL – HELT SOM HJEMME
Men selvom indbyggerne boede i fattigdom, smilte de konstant. I hver en vandpyt, vandhul eller brønd lå hele landets BNP i mønter. Overalt hvor der var vand, havde man hypnotiseret borgerne til at kaste alt de ejer i hullet. Lidt som skat derhjemme, bortset fra at pengene bliver der og ikke bare forsvinder helt ned i hullet. De ligger der og minder om, at mange har så mange mønter, at de kan smide dem ud – og andre har så lidt, at de laver popcorn i en fucking gryde.

SEKTENS SINGLEPIGER UDSTILLES SOM SLAVETØSER
Ingen forskel på Nordkorea og dette land. Lederens ord er lov og står overalt i citater. På plakater, trøjer og kopper. Man skal ligne lederen i godkendte nationaldragter og sektens øjne lurer overalt på en åbning, hvorefter de angriber med et knus og du er fanget i sektens klamme klør. Selv kvinder i niqab gik rundt med ører på. Styrets kultur er stærkere end religion.

På scenen fremviste de landets singler frem i store prinsessedragter. De var alle smukke og glade og med på lige det du vil – og de kostede 2000 kroner. Eller det samme som et par sko, eller hvad siger du Lars Løkke Rasmussen?

De blev gift hver hele time med stor musik og fyrværkeri og sang og smil. Andre af dem stod på udvalgte steder og gav knus – og man kunne så stå i kø for at ordne dem. Børnene ville ikke vente, selvom jeg synes, at der var mere fornuft i det arrangement end at få taget et billede med en bumset Jean Paul, en rumfigur der ikke talte som Thomas Eje, en dinosaurer der langt fra lød som Anders Bircow eller en cowboy der ikke hed Preben Kristensen. Intet var som hjemme. Alt alt for fremmed en kultur til, at vi kunne tage den ind.

SKJULT BAG HØJ TRYLLEHAT
På sidstedagen sendte de stormtropperne efter os.
Vi havde ellers politisk asyl, men Macrons tropper under ledelse af den stygge Darth fandt os – og vi måtte gøre alt for at ligne de andre. Foran mig stod en borger med Lederens store magiske hat på, så ingen kunne se scenen og heller ikke os. Mage til totalt tåbelig hovedbeklædning skal man fandme lede længe efter. Jeg vil hellere gennemføre en bjergetape i 36 grader iklædt burka, end stå og ligne en tåbe i et fremmed land. Den tryllehat forhøjer din krop med en halv meter, men sænker din IQ med præcist samme mål.

FOR MEGET FOR LANGT AF KORT
Det hele var ved at blive for meget. Børnene fik jeg malet i hovederne. Jeg selv begyndte at smile og lade mig fotografere med 16-årlige Jean Paul i andedragt. Eneste vej ud var gennem Lederens slot, der var bevogtet af en række svært bevæbnede spillekort. Selvfølgelig hjerter. Hvor sukkersødt kan det blive. Jeg skubbede min søn foran, de greb ham men faldt for komedien og troede han ville have taget selfies i Lederens stol. Vi filmede som gjalt det livet. Og smilede. Med ører på. I regnvejr.

DU SKAL HOLDE I HÅND!
Malthe og Villum stjal hver deres bil og drønede mod grænsen. Kun børn må køre bil i landet. Bare de er over 1.02 meter. De syv dværge måtte dermed ikke. I bilerne var et billede der viste den sande manipulation. Man skulle sidde og holde hinanden i hånden! Ikke noget med at danse eller skeje ud – men udelukkende sidde roligt og holde i hånd. Jeg vil fandme ud. Nu. Selv hjemme i det frie Danmark trodser jeg nationale tests og vil hverken gå i takt eller trues til at holde i hånd. Jeg trives trods alt bedre ude i Frankrig, trods Macrons tropper.

Jeg trænede familien til at kunne forsvare os. Vi skød med rifler og Villum vandt et terrorsæt med ekstra patroner. Vi trak et sværd op af en sten, hvor det bare stod og rustede. Vi samlede kanonkugler fra en gammel fiskers baghave og trænede hos Sparrow. Vi smilede os langsomt mod grænsen og stak af sydpå i ly af mørket, mens et enormt fyrværkeri markerede Bastilledagen, der påbegyndte den franske revolution. Planen var at passede de franske alper og ende i Middelhavet et sted. Vi er der. Næsten.

Continue Reading

BESYNDERLIG UDVIKLING PÅ BILTUR

Macron satte sin efterretningstjeneste til at oversætte en række af mine beskrivelser af bilferien i Frankrig. Vi blev nødt til at gå under jorden og eftersøges nu af Europol – dem vi stemte nej til. Anklagen er at vi skader fransk turisme. Trump har haft krisemøde om sagen i Paris. Vi har fået midlertidig asyl og opholdstilladelse i et andet land i 5 dage og jeg har kun sporadisk kontakt med nettet, for ikke at afsløre vores lokalitet. Jeg har en helvedes masse at berette, når vi igen kan tale frit. Har kontakt med eksperter hos wikileaks og kan snart tale her igen krypteret. Drabelige fortsættelser af bilferie del 6-10 følger snarest…. stay tuned

Continue Reading

BILFERIE DEL 6: LIVET ER EN RUSTEN HÆNGELÅS OG GRÆS ER HELLIGT

NØJ hvor har det sikkert været rånuttet og super romantisk da Jon og Marie skrev dato på en hængelås og satte den fast på en smuk bro i Paris. År senere rustede hængelåsen og var ikke længere unik og alene, men del af millioner af låse, fastgjort til alt der sidder fast i Paris. Egentlig tidstypisk for kærligheden, der ikke længere er noget man har sammen – men noget man flasher som var det et guldarmbånd eller andre accessories. Se min kone, se min kæreste – og opdateringer på Facebook med en kærlighed, der kun var så rosenrød i det 1/100 af et sekund det tog kameraet at filme.

Folk skal se vores lykke. De skal overkysses og befamles af en stinkende beruset brudgom på en polterabend, så alle kan se at hans liv snart er slut. De skal hyldes i store limousiner med blomsterhav på gennem byen og brylluppet skal helst være storslået. Og så skal den også sætte sit præg på smukke bygninger, kan jeg nu forstå.

FASTLÅST OG RUSTEN

Kærligheden er åbenbart som en hængelås. Man lever et frit liv og er sig selv. Gør hvad man vil og spørger aldrig om lov. Så er man derefter fastlåst til evig tid. I starten føler man ingen lænker, selvom ringene på fingrene jo er slavernes ringe. Fra starten blankpoleret, smukt og nyt. Funklende i solens stråler sidder hængelåsen på sin nye plads. Langsomt ruster kærligheden. Facaden bliver brunlig og låsen virker ikke mere og man er fastlåst. Tid og vejr sætter sit præg – og det hele ender med at en statsansat fjerner dig og smelter resterne ved kraftig varme.

Låsene sidder nærmest overalt i Paris. For nogle år siden var den kendteste bro ved at kollapse, da kærlighedens låse vejede over 100 ekstra ton. Men de sælges endnu og folk valfarter stadig til broen for at kundgøre for evigheden, at deres kærlighed er fastlåst. Men kærligheden kan ikke bære. Broen kan ihvertfald ikke.

NØGLEN KAN RAMME EN TURIST

Man kan købe hængelåsen af en gadehandler, der samtidig fortæller hvordan man skal gøre. Man tager den funklende nye hængelås, der koster det tredobbelte af tilbudsprisen i bauhaus. Derpå skriver man sine navne – man sætter den fast i den faldefærdige bro og forurener derefter floden med nøglen. Der må ligge et arsenal af gamle nøgler dernede og ruste langsomt. Alternativt kaster man nøglen ned i en tourbåd og rammer en tysk kvinde i øjet som Amors pil. Kærlighed gør blind. Fattigrøvene bare skrevet deres navn med tush ind i bygningen. Det skal vi da selvfølgelig rumme. Det er jo kjærlighed. I virkeligheden er der ikke forskel på at hænge en hængelås på en historisk bygning og på at skrive FUCK THE POLICE på et S-tog. Det her er grafitti for de borgerlige.

BLØD I BOLDEN – ANHOLDELSE TÆT PÅ

Malthe vandt en af de der bløde lortebolde, som du kan få i netto for 9.95. Den kan nærmest ikke trille – og er så let, at hvis en due letter på en flise i nærheden, vil bolden straks sætte af, på grund af luftstrømmen. Vi hyggesparkede til bolden på en græsplæne midt i byen, da tre tykke madammer af anden etnisk herkomst end fransk kom vandrende i uniform – de stilede direkte efter os. De forsøgte på fransk at få os til at forstå, at græsset ikke kunne holde til den type bold. Det skulle være en blød bold – en mousse Ball.
Jeg vil tro det er en af dem, de fleste husker fra stikbold i folkeskolen. Totalt håbløs bold der er ubrugelig til andet end at dyppe i vand og kaste efter pigerne i anden klasse. Men sådan en skulle det være, sagde overmagten til min uvorne og dybt kriminelle søn. Jeg forsøgte at vise dem vores lortebold og hvor blød den var, men der var no Mercy. Græsset kan kun holde til “mousse-balls”. På mig lyder den Ball mere som en sadomasokistisk leg – end et stykke legetøj.

GRÆS ER EN HELLIG PLANTE

På samme græsplæne sad en familie og spiste mad, der var thai thi, en mand lavede fitness-strækøvelser og flere havde stole med. Hvordan fanden kan en lortebold skade plænen mere end en havestol?
Hvad er det med franskmænd og græs?
Er det helligt på en eller anden måde?
Står der i den katolske lære, at man skal direkte i skriftestolen hvis man har bøjet et græsstrå?

I Amsterdam skrev jeg forleden om en fortryllende park, hvor folk i samspil tog ansvar for Parkens liv og friheden gav samvær i særklasse – uden at det kunne ses på græsset. Her i Paris har de bygget de der små hegn rundt om plænerne på 15 centimeter, og vi mennesker ser hegnet (som selv en gråspurv kunne træde over uden at foretrække en muskel) og tænker “derind kan vi sørme ikke komme”.

Resultatet er parker, hvor alle stierne er proppet med mennesker og liv, mens alle de firkantede små græsarealer er helt tomme og ubrugte. Græsset må ikke betrædes. Og må det endelig benyttes, skal man have balls af mousse.

Der sker noget helt fint ved at slippe mennesker løs. Give dem frihed. Pludselig føler de, at de også selv må tage ansvar for det man er givet. Men pariserne ser ud til at synes det er mega smart at hyre tre matroner til at marchere rundt og kræve specialbolde hos drenge på 9. Tid til en ny revolution?

Malthe ville spille videre, da fremmedlegionen havde forladt området. Men jeg fortalte selvfølgelig, at vi er gæster i deres land og derfor skal følge deres skikke og regler uanset hvor super sinddsyge de måtte virke. Det siger Pernille Vermund selv. Så selvom vi med enhver form for fornuft ville kunne forklare en mand i dommervagten, hvordan vores bold var lettere end mousse, stoppede vi omgående vores destruktion af græsstrå og overlod arbejdet med at nedbryde den franske plæne til de andre.

VIRKELIGHEDEN KALDER – OPDATERING AF FORÆLDREINTRA

Lige da jeg var færdig med at grine af bold-hæren og tænke godt om mit eget lands frihed og plads til leg, bibbede min telefon med en opdatering af forældreintra. Det er aldeles forfærdeligt at blive mindet om, lige når man havde høje tanker om hjemlandet. Forældreintra, der lige nu er roligt i ferietiden, men om kort tid igen vil bimle og bamle dagligt med ligegyldigheder om læreplaner og alskens andet gøgl – som man får besked om er kommet i indbakken, men aldrig rigtigt kan få læst, fordi koderne skal ændres eller hvad det måtte være. Forældreintra midt i Paris.

Og i det sekund åbnede sluserne sig. Vi prajede en taxa og smuttede hjem og spillede pokemon go på værelset. Vi kunne nå to pokestops fra vores seng og fangede lidt franske monstre inden sengetid, der blev udsat en anelse på grund af torden.

Verden er da vidunderlig underlig.

Continue Reading

BILFERIE DEL 5: AIRBNB, NY SPINNER, DUEMANDEN OG EN RASENDE FULDKONGE

Så er vi i mit højtelskede Paris. Byernes by (Skjern på en delt andenplads). Romantikkens centrum (hvis man ser bort fra swingerklubben ved Kolding). Pariserpigernes Can Can (de fleste glor som hjemme ned i en smartphone istedet) og gadekunstnere der faldbyder portrætter (der absolut intet ligner). Men her er såmænd ganske tåleligt.

Vi valgte at leje en lejlighed gennem det dersens Airbnb. Efter myrerne i Amsterdam er vi lige hotels dot com utro og kaster os over noget disruption. Hella Joof skal være velkommen til at brænde det andet hotel ned om 7 år. Ligesom indianerne. Perfekt lejlighed til 4 personer med Eiffeltårnet tæt på for 500 pr nat incl vaskemaskine og wifi. Sidstnævnte selvsagt vigtigst. Mødte Audrienne der gav os nøglerne og vupti. Ingen myrer. Ingen farmor. Absolut ikke noget at skrive hjem om – og det irriterer mig jo, nu jeg blogger fra turen. Hun kunne sgu da have et eller andet sjovt gemt i lejligheden man kunne grave lidt satire fra. Nogle familiealbums, en AppleTV med private billeder eller en dildo under sengen, som alle andre der lejer ud og glemmer at jeg er spionuddannet – men nej. Istedet tager familien afsted mod Eiffeltårnet.

I KØ MED EIFFEL

Når Audrienne skriver “tæt på tårnet” i sin beskrivelse er det 30 minutters gang. Vi går ind på området og får tjekket alt i sikkerhedskontrollen med kun 5 min kø. Derefter kun 30 minutters kø inden billetten var købt, yderligere 15 inden elevatoren kom – og på anden sal skulle vi videre op til øverste etage, 15 minutters kø – men jeg havde de forkerte billetter, fordi mit franske er præcist ligeså ringe, som franskmændenes engelsk. I kø 30 min for at få de rigtige billetter, 15 min for at få noget kildevand og så igen 15 min for at komme op med elevatoren. Øverst oppe sendte vi live på Facebook og lurede ned – og stod så i kø i 15 min for at komme ned på anden sal – og igen i 15 min for at komme helt ned. Paris – køernes by. Vi kiggede ud i sammenlagt 10 minutter og ventede på at få lov i sammenlagt 2 timer og 15 min. Og der var ingen krige mellem de to lande imens. Øverst oppe sidder Hr. Eiffel og taler med Hr. Edison i det lille kontor, som blev lavet deroppe. Jeg forsøger at få lidt kultur ind i knægtene, men eneste kommentar var, at det måtte være rimeligt træls at have glemt at købe gulerødder hvis man var kommet helt derop. Logikken skal man enten være barn eller aldeles evnesvag for at forstå.

SIRI SKAL HOLDE KÆFT

Frokosten skulle indtages. Malthe snuppede mors mobil og spurgte Siri efter nærmeste McDonald’s. 9 minutter væk. Jeg insisterede på at det skulle være en lille fransk beværtning istedet. Siri er en syg lille viruskvinde der kræftenædemig ikke komme her og tage min forældrerolle fra mig. Hun kan svare på spørgsmål om vejret imorgen eller ringe op mens man kører bil. Derudover skal hun knytte sylten og blande sig udenom. Det tror jeg også hun ville svare. Vi fik en sandwich der smagte af at have været udstilling et stykke tid og en pizza som italienerne ville have kaldt blasfemisk. Salaten var overhældt med deres syreholdige eddike i en grad, så det ville virke afkølende og sødt at sluge en citron.

BØRNEARBEJDE

Mobilen manglede midt i det hele strøm. Det er noget nær det værste – men nede ved floden stod nogle motionscykler som kunne oplade telefonen med den strøm man cyklede hjem. Da ungerne havde brugt Siri til at finde groteske madforslag i en by med store madoplevelser, måtte de cykle strømmen hjem. Det manglede da vel egentlig bare. Og jeg kan slet ikke se hvorfor det skulle spille ind at der er 33 grader. Uden det børnearbejde ville jeg ikke kunne tjekke nyheder som “du gætter aldrig hvad hun opdagede da hun åbnede døren” eller “denne kendte vært skifter job og du vil blive overrasket over hvortil”. Jeg kan heller ikke holde styr på Tinder eller svare alle jer på diverse kommentarer. No mercy – op på cyklen og afsted med jer. Far skal opdatere sin Facebook.

GULDKONGENS HÆVN OVER REVOLUTIONEN

Der står en levende statue på en bro. De der mennesker der får penge for at stå helt stille. Han er smurt ind i guld og forestiller en slags konge. Han er dog ret elendig til det. Enten er han rastløs – hvilket man virkelig ikke må være, når man lever af at gå i stå – eller også klør det et eller andet sted. Uanset hans ringhed, stopper det jo ikke en japansk turist fra at mene der er en god fotomulighed. Der skal uendelig lidt til. De kommer hjem med 20.000 billeder af dem selv foran alt fra skraldespande til gadebelysning. Stakkels familie og venner. Nå men ham guldkongen flippede skråt og bad hende betale ham for at få taget sit billede. Det ville hun ikke. Man må jo gerne fotografere på offentlig vej – så han må jo flytte sig. Kampen stod på i kort tid – det var et syn for guder at se en guldkonge skælde ud og lave fagter på den lille piedestal han stod på. Japaneren var iskold og trådte fire skridt tilbage og tog billeder i flæng. Han eksploderede inde bag guldet og glemte helt, at han er konge i et land, der halshuggede netop den slags i fordums tid. Nu ender han med at blive gjort til grind på en Facebook video. Lidt det samme.

ET LYS FOR DE DØDE

Notre Dame er mit yndlingssted. En kirke der emmer af gotisk stemning og den dystre magt kirken engang havde over landet. Krydset selvfølgelig med Victor Hugos pukkelryggede klokker, som også børnene husker takket være DISNEY og senere Fredericia Teater. Vi kom ind i det gigantiske rum – og jeg tændte et lys for at mindes min far og bedsteforældre. Villum spurgte om han også måtte tænde et lys. Det måtte han selvfølgelig. Og da de små hænder langsomt andægtigt førte tændsatsen til den lille væge på lyset spurgte jeg, hvem han ville tænde for. Michael Jackson! Ak den der tid, hvor man endnu ikke har mærket livet træde dig i bollerne men bare kan lade sig trille rundt i klapvogn og synes det er synd at ham den sort/hvide ikke kan Moonwalke mere. Jeg er jo helt enig iøvrigt. Vi så på lysene en kort stund og mindedes hver vores konge.

DUER IKKE, VÆK

Udenfor stod en mand med hundrede duer omkring sig. En moderne rottefænger – dog uden fløjte, men istedet med korn som blev solgt i små mængder. Vi må være oppe på godt 1000 euro kiloet for fuglefrø. Måske redningen for dansk landbrug. Villum vadede direkte ind i duernes verden og han så sit snit til et angreb. Korn på skulder og i hånd og i vupti var min søn forvandlet til et foderbræt. Helt uden at spørge. Det duer jo ikke. Villum synes det var fortryllende. Da kornet var spist gav jeg villum en euro, som han kunne give til duemanden – men han var videre. Han havde faktisk af egen sød og venlig vilje givet Villum en gratis tur. Villum tog mønten i lommen og gik ti skridt længere hen og købte en ny FidgetSpinner, som erstatning for den i Nordsøen. Der stod i virkeligheden 4 euro på skiltet, men gadesælgeren godtog knægtens tilbud. Børn kan satme smigre sig til meget. Vi andre havde fået skældud. Som hende med guldkongen.

P.S. En croissant smager faktisk elendigt? Jeg havde egentlig glædet mig til et gensmag, men i virkeligheden er det tæt på samme konsistens som den kiks en præst faldbyder i flæng derhjemme med ordet “Jesu Kristi legeme”. Han må ha været en indtørret fætter ham Jesus. Har selvfølgelig også været død i en rum tid. Som Grauballemanden. Deres lagsagne smager helt anderledes end knoor. Det skuffer mig enten at de ikke kan lave den som den skal være – eller at knoor ikke kan. En af delene. Franskbrød kan man heller ikke få i Frankrig. Det franske brød er med en skorpe så overmunden bløder efter berøring. Man skal have en usund mængde spyt klar til at blødgøre, inden man sluger. Det sagde hun også igår.

Continue Reading