PORTRÆT: Jeppe Søe giver ordet agt som det har magt.

Jeppe Søe er journalist, foredragsholder, kommunikationsrådgiver og tidligere studievært. Han har en fortid som nyhedsvært på TV3 og har tidligere været ansat på TV Aalborg, TV2, Nordisk Film og TV Danmark.

I dag er Jeppe Søe professionel ordkløver. Herudover er han en flittig klummeskribent, anerkendt foredragsholder og kommunikationsrådgiver.

Jeppe Søe er født 1971 på Krogerup Højskole og opvokset på Uldum Højskole ved Vejle, indtil familien Søe i 1985 startede Lønne Højskole ved Ringkøbing Fjord. Fodfæstet er således fundet i højskoleverdenen og den slags sætter spor:

“Højskolen har altid spillet en stor rolle i mit liv ­ og gør det stadig”, siger Jeppe Søe. “Min far var forstander en stor del af mit liv, jeg selv var en stor del af Lønne Højskole og har også været ude som elev på Ungdomshøjskolen ved Ribe. Jeg er absolut højskolebarn og sætter stor pris på den verden. Mit professionelle liv har altid båret præg af min kærlighed til højskolen og det den verden rummer. Om end kommunikationssamfundet kan være flygtigt og overfladisk er der meget at hente hvis man dykker ned i det. Min baggrund, og det den repræsenterer, er hele mit fundament også i den henseende”.

 

Det var i Vestjylland, på Lønne Højskole, at Jeppe Søe begyndte at drømme om en dag at kunne være med til at sætte ord på verden og være en aktiv del af samfundsdebatten. Som søn af Poul Erik Søe, tidligere journalist, var tanken om en fremtid i medieverdenen ikke fjern og når man tilføjer en passioneret interesse for teknologiske muligheder er det måske nærmest givet at Jeppe Søe ti år senere bød velkommen til sin første nyhedsudsendelse:

“Jeg vidste tidligt at jeg ville den vej. Far vagte en interesse i mig og udfordrede mig konstant med sin viden og magt over ordene. At jeg blev tv-journalist hænger sammen med min store interesse for teknologiens mange muligheder. Tv er i mine øjne den perfekte formidler. Fusionen af lyd, billede og tekst. Højskolemennesket i mig stræber så efter at vi skal vide at bruge og forstå det med omtanke ­ og det bliver jeg heldigvis aldrig træt af at tale om”, siger Jeppe Søe.

Jeppe Søe startede sin karriere i medieverdenen som elev på TV Aalborg, siden gik turen til TV Nord hvor han både stod for nyheder og lavede magasinprogrammer – senere blev han vært på TV2 i programmet “Set&Sket” der dengang var et stort program i bedste sendetid, som tog regionernes lokale historier alvorligt. Han blev headhuntet af TV3 og satte sig i stolen som ankermand og tilrettelægger af Danmarks nyeste bud på en anderledes nyhedsformidling med seeren som omdrejnings og udgangspunkt – TV3’s nyheder – og i Viasat stod han også for andre programtyper samtidig med nyhedsopgaven.

På samme tid var Jeppe Søe vært og ophavsmand til adskillige udsendelser og projekter. Heriblandt produktion og udgivelse af børnespil til computeren, hjemmesider på det dengang nye Internet og en række udsendelser til TV3’s platform.

Siden valgte han i 2000 at træde ud af den etablerede form og hellige sig indhold. Jeppe Søe etablerede sig som selvstændig og som direktør i medievirksomheden WideVision blev der fokuseret på ny teknologi, ny formidling og nye ideer. Projektmageren, idemanden og kommunikationsanalytikeren fik plads til udfoldelse:

“Det var et spændende skifte. Først et opgør med et hektisk mediebillede der ikke giver plads til eftertanke og siden arbejdet for at skabe en pendant der værdigt kunne være et alternativ inden for samme rammer. Mit ønske er at skabe og formidle tidssvarende, men med plads til parenteser og tankestreger”, siger Jeppe Søe. Jeg elsker medieverdenen, men jeg mener virkelig at vi skal ruste både afsender og modtager bedre til at begå sig i strømmen af formidling.

Jeppe Søes evne til at formidle og forstå medieverden har gjort ham til en meget efterspurgt rådgiver og foredragsholder. Hans baggrund som selvstændig erhvervsdrivende, bestyrelsesmedlem, højskolemenneske, projektleder og journalist betyder at han formår at formidle sine budskaber i mange sammenhænge.

Således gør både efterskoler, højskoler, etablerede erhvervsvirksomheder, politikere og folkeskoler brug af hans evner.

Uheldige omstændigheder betød i 2008, at Jeppe Søe måtte erklære sin egen virksomhed konkurs. En både personlig og professionel voldsom oplevelse, da den skete samme dag som faderen Poul Erik Søes død. Alligevel formåede Jeppe Søe menneskeligt og fagligt at arbejde sig videre og i dag fungerer han som kreativ direktør i virksomheden Blended Media og holder flere foredrag end nogensinde:

“Når man mister alt og ender i en livskrise, så ser man pludselig alt med nye øjne. Jeg valgte tidligt at tale åbent og ærligt omkring min krise, ikke for at markedsføre mig selv eller være i rampelyset, men for at fortælle andre i samme situation, at der ER lys forude, hvis man kigger efter. Lysten til at beskæftige mig med den her verden er omdrejningspunktet”, siger Jeppe Søe. ¨

“Skabertrangen og fortællelysten ulmer altid og jeg ved at det er her mine kompetencer trives bedst, siger han. Min ambition er, konstant at være med til at præge mediebilledet bare en lille smule. Forstået sådan, at jeg gennem selverfaret viden ønsker at ruste seere, i alle aldre, til at ruske op i den sunde skepsis”, siger han.
“Vi skal huske at ordet har uendelig magt og mine foredrag er en intention om også at tage os en smule i agt for hvad det formår, det er væsentligt for vores samfundsforståelse”.

Jeppe Søes foredrag er fortællinger om en medieskabt virkelighed med udgangspunkt i dagsaktuelle eksempler – altid sprudlende og boblende engagement og altid uden manuskript. “Ord skal komme fra hjertet og alle de nymodens Power Point præsentationer og andet gøgl er kun til folk, der ikke han huske hvor de er kommet til. Jeg bruger det levende ord – og det er mere end nok”, siger Jeppe Søe med et smil..

Således, og meget mere, Jeppe Søe. Bogstaveligt talt.

Continue Reading

Portræt: JEPPE SØE, OM AT ISCENESÆTTE SANDHEDEN

Min tese er, at pressen kan være en afgørende faktor for din virksomheds succes. Der er kamp om spaltepladsen og du skal virkelig have en god historie for at få ordlyd. Omvendt skal du passe på, at du ikke – ufrivilligt – ender som en god overskrift…
Sådan siger Jeppe Søe, medierådgiver og journalist, der under stor pressebevågenhed har fungeret som rådgiver for Anni Fønsby, der for nyligt ved retten i Odense, er kendt skyldig i flere forhold, i forbindelse med en anklage for rufferi.
Hans medvirken i sagen mod Anni Fønsby er en blandt mange, men den massive pressedækning har været med til at sætte fokus på den problematik Jeppe Søe qua sit virke som medierådgiver møder dagligt.
– Det er som om det endnu ikke er en fuldt integreret bevidsthed hos os, at medierne ikke længere er en ”public service” der sagligt og fagligt informerer om verden, men en kommerciel forretning der har brug for at udbyde det mest salgsbare produkt, siger Jeppe Søe. Det er ikke mange år siden, at den daglige avis var vores forudsætning for at kunne følge med – sådan er det ikke længere, og i dag er den primære avislæser en der er blevet overtalt af en fængende overskrift, siger han.
På samme måde forholder det sig for TV, internet og radio. Der er mange om buddet, og derfor handler det for redaktioner landet over, om at finde den mest kontroversielle udgave af den historie de vil fortælle.
– Udbuddet af medier og kommunikationsplatforme er eksploderet, siger Jeppe Søe, og det betyder, at vi i dag skal være selektive forbrugere. Der er ingen der kan kapere mængden af informationer og nyheder, men alle journalister skal jo betales for deres arbejde og slutresultatet er, at historiens primære præmissen ofte bliver, at overtale en potentiel læser til at ”købe” den.

MEDIESKABT VIRKELIGHED
I hans hverv som kommunikationsrådgiver, er Jeppe Søe dagligt i kontakt med virksomheder der er kommet i pressens søgelys – eller forgæves forsøger at komme det, og han påpeger, at mange virksomheder i dag stadig undervurderer værdien af strategisk målrettet kommunikation.
– Mange virksomheder har endnu ikke indset, og det kan jeg da godt forstå, at vi lever i en medieskabt virkelighed. Enhver forbruger er opdateret og informeret som en følge af den informationsstrøm vi præsenteres for dagligt. Det betyder, at de efterspørger helt nye informationer – og at man skal gøre sig uhyre umage i den kommunikationsform man vælger. Det kan være fatalt for en ellers sund og stærk virksomhed at overse det faktum, konstaterer Jeppe Søe.
Kampen om den eftertragtede spalteplads betyder, at du skal gøre dig umage når du skal sælge din egen historie, men også for de virksomheder der ufrivilligt ender på forsiden, defineret af lidet flatterende overskrifter, kan uovervejet kommunikation være en direkte deroute.
– Jeg har jo selv arbejdet som journalist og nyhedsvært i mange år, siger Jeppe Søe, og derfor kender jeg godt den mekanisme der træder i kraft når pressen lugter blod. I de tilfælde er det altafgørende, at du er forberedt. Jeg er jo absolut fortaler for alle de nye medier, jeg mener bare, at vi alle sammen skal kende præmisserne for brugen af dem. Og være forberedt i forhold til hvordan vi så agerer i dem.
Jeppe Søe har en fortid som journalist og studievært på TV Aalborg, TV Nord, TV 2 og TV3, men har siden 2001 drevet selvstændig virksomhed, herunder medie og tv produktion. Hans primære fokus har været strategisk kommunikation og presserelationer i forhold til virksomheder og ledelse. Han er en anerkendt foredragsholder og holder årligt mere end 60 foredrag om medierne og deres magt.

FIKTIONS FØNSBY
I forhold til sagen om Anni Fønsby var det et konkret ønske fra hendes side, at blive guidet og rådgivet i håndteringen af det presseopbud der fulgte hendes retssag, med et hidtil uset engagement.
– Annis sag er meget konkret. Hun har deltaget i et realityshow og har siden hen, lidt naivt, gået med ind i det pressecirkus der uvilkårligt følger den slags. Hun er et godt eksempel på, hvad der kan blive udfaldet når man ikke selv har en dagsorden i forhold til pressen. De endte med at bruge hende som en dukke i deres historier og hun var et godt værktøj, fordi hun nemt kunne vinkles ind i deres dagsorden. I virkeligheden er hun en meget begavet og oprigtig kvinde, men det kan være så inderligt ligegyldigt i den sammenhæng, hvis hun ikke kan få journalisterne til at tage notat i den retning, konstaterer Jeppe Søe.
Sagen om Anni Fønsby handler om bordelvirksomhed. Hun er anklaget for rufferi og har i forvejen en betinget dom i en lignende sag. Privat er Anni Fønsby gift med IT millionæren Erik Damgaard og det var sammen med ham hun deltog i det realityshow der gjorde hende til en god historie.
– Pressen tildelte fra start Anni en bestemt rolle og den fastholder de hende i. Det betyder at hun vinkles efter forgodtbefindende, fuldstændigt uagtet de faktiske og konkrete omstændigheder. Derfor var min strategi ret konsekvent at hun slet ikke skulle deltage i pressens cirkus. Jeg rådede hende, som jeg råder de virksomheder jeg arbejder med, til at arbejde med at vinkle sig selv. Det betyder i praksis, at man skal gøre sig klart hvilke signaler og hvilken del af sig selv man gerne vil udstille. Et konkret eksempel fra Annis sag kunne være, at hun hver dag forberedte sig meget grundigt op til retsmøderne. Sine egne notater havde hun – helt naturligt – med sig i en taske. Jeg rådede hende til at tage den mappe op af tasken og derved sende et klart signal om, at hun faktisk gik til sagen med stor omhu, fortæller Jeppe Søe. Det er sådan noget der kan være svært selv at få øje på – især hvis man ikke har den faglige tilgang til situationen.

KRISEKOMMUNIKATION OG STRATEGI
Anni Fønsbys sag er på mange måder sammenlignelig med de sager Jeppe Søe dagligt beskæftiger sig med. Det handler om krisekommunikation og om at sætte sig selv i en position hvor du forklarer dig i stedet for at forsvare dig. Det handler om selv at være med til at præge pressens billede, uanset om du har bedt om ordet eller ufrivilligt har fået det tildelt. At Anni Fønsby valgte at have en medierådgiver ved sin side under retssagen skabte en del debat og det finder Jeppe Søe både glædeligt og helt nødvendigt.
– I forbindelse med min rolle i sagen var jeg i debat med flere chefredaktører og jeg synes det er en væsentlig og helt nødvendig debat af få på dagsordenen. I forhold til de meget subjektive og entydigt vinklede historier er det væsentligt at vi igen og igen gør opmærksom på, at det altså er pressens præmisser sådan at historiens modtager har mulighed for selv at forholde sig kritisk.
Når Jeppe Søe bliver kontaktet af en virksomhed er det som regel fordi den er i krise og har brug for rådgivning i forhold til kommunikationen omkring en konkret situation, eller også ønsker virksomheden at være på forkant og optimere en måske allerede eksisterende strategi for derved at kunne udnytte potentialet i de gode historier, medarbejdere og samarbejdspartnere optimalt.
– De allerfleste virksomheder har jo en eller anden form for kommunikationsstrategi liggende i skuffen, men ofte viser det sig, at verden har ændret sig siden den blev lavet. Så er det relevant at få den tilpasset og få skabt en strategi der er omstillingsparat. Ofte er jeg også ude og lave medietræning og det er jo i erkendelsen af, at uanset hvor velformuleret du er i den taletid du får, kan det nemt ende med at blive undermineret i formen. Det er forbløffende hvor stor betydning det har om du kigger ned, flakker lidt i blikket eller retter på en knap, fortæller Jeppe Søe.

DEN GODE HISTORIE
I virksomhedsledelse og drift er det efterhånden en grundlæggende sandhed, at kommunikationsplatformen er væsentligt. De fleste virksomheder er online og flere og flere bruger video og andre teknologiske platforme i håbet om at få fortalt den gode historie effektivt. Mange mennesker – og potentielle kunder – søger primært deres informationer online og det kan være teksten på dit websites forside der afgør om du får ordren.

I forhold til din virksomheds lokalområde er den lokale presse væsentlig og et godt bud på et medie der er interesseret i at fortælle din historie fordi den er væsentlig for egnen eller landsdelen. Jeppe Søe opfordrer virksomheder til at opsøge de lokale medier og til at huske at sige til når de har en god historie.
– Mange virksomheder sender jævnligt pressemeddelelser ud, men de er ofte hægtet op på et konkret produkt eller meget konkrete historier fra virksomheden. Her opfordrer jeg til, at man også husker at fortælle når virksomheden på andre måder har noget på hjerte. Det kan være du i din virksomhed med succes har integreret medarbejdere fra andre nationaliteter eller har lavet nogle miljømæssige tiltag og så kan du roligt læne dig op af samfundsdebatten og med stolthed gå ud og fortælle den historie, siger han.
Jeppe Søes råd til virksomhederne er meget konkret. Gør jer umage. Brug de ressourcer der skal til for at kommunikationen fungerer. Det kan godt betale sig. Han opfordrer til at man tænker over hvordan man præsenterer sin virksomhed og at man forsøger at se på den med mediernes øjne.
– I enhver virksomhed er der mindst 10 oplagte gode historier der endnu ikke er fortalt, siger Jeppe Søe, og det er en skam. Når først en virksomhed indser at det her skal prioriteres som en væsentligt indsatsområde og får fundet formen på det kan jeg garantere at det i sidste ende betyder en sundere og stærkere virksomhed, konstaterer han.

Continue Reading

Portræt: DET BLI’R SAGT

Han var fortørnet på den rasende måde – ud over det meste af landet. Han var på forsiden af de fleste danske aviser i selskab med en kvinde, som det danske retssystem i oktober måned, dømte skyldig i en rufferisag. Han konfronterede tabloidpressens redaktører og anfægtede for åben skærm deres etik og moral. Jeppe Søe er medierådgiver og stadig en lille smule rystet…

Jeppe Søe har fungeret som medierådgiver, i en af tidens mest omdiskuterede retssager. Sagen mod Anni Fønsby, der stod anklaget for rufferi og ved byretten i Odense er kendt skyldig i flere forhold. Hans rolle i sagen betød, at han påtog sig ansvaret for at guide og rådgive Anni Fønsby igennem det massive presseopbud der før, under og efter dækkede sagen intenst.
– Jeg var velforberedt, siger Jeppe Søe. Jeg havde forventet og indstillet mig selv – og Anni – på, at det ville blive voldsomt og så lykkedes det alligevel dansk presse at forbløffe mig, med deres manglende hensynstagen til de presseetiske regler og almindelig medmenneskelighed.
Strategien i Anni Fønsbys sag var ret ufravigeligt, ikke at deltage i det cirkus der tog opstilling foran retsbygningen i Odense – og landets stab af nyhedsjournalister kvitterede ved at finde superlativerne frem. ”Annis gummiansigt fortrak ikke en mine”, skrev BT og mente ifølge redaktør Olav Skaaning – næsten – hvert et ord.
– Det er, i al sin enkelthed, rystende at være vidne til hvordan dele af pressen med ildhu har kastet sig ind i fiktions branchen, og til tider blot lader sig – perifert – inspirere af virkeligheden, konstaterer han.

TV I AALBORG
Jeppe Søe har en fortid som nyhedsvært og journalist på blandt andet, TV Aalborg, TV2 Nord, TV2 og TV 3 – så han ved hvad han taler om, når han hævder at dansk presse har problemer med etikken. Og det gør han – igen og igen.
Han er højskolebarn, og som søn af Poul Erik Søe, journalist og højskoleforstander, har han aldrig rigtigt manglet ord. De talte meget derhjemme, og allerede som helt ung oplevede han hvordan hans far var debatskabende og meningsdannende, i en verden hvor ordet stod til troende.
Det var derfor primært gode intentioner og sine meningers mod Jeppe Søe havde med sig da han som 20årig flytter til Aalborg, og bliver ansat på TV Aalborg som vært. Han bliver hurtigt et kendt ansigt i byen, og efter eget udsagn var Aalborg et godt sted at starte det, der senere blev en national tv-karriere.
– Det var en fantastisk tid på TV Aalborg. Fantastiske kolleger, og en fantastisk by at dække nyheder fra. Kulturen sprudlede, og jeg deltog i alt jeg kunne. Jeg lavede først et sportsprogram, der ikke kun ville dække AaB og ishockey, men også bueskydning, bowling, hundevæddeløb og brevduer. Der foregik simpelthen så meget heroppe. Og senere, da jeg kom på nyhederne, havde vi et godt team, hvoraf mange i dag er på de landsdækkende kanaler. Aalborg var desuden et godt sted at være et kendt ansigt. Nordjyder er sådan et befriende uimponeret folkefærd, i modsætningen til livet i København, hvor man fik tæsk på den lokale bodega, fordi en fyr synes man havde kigget på hans kæreste, fortæller Jeppe Søe.
Jeppe Søe blev efter nogle år, hentet til TV2 NORD som nyhedsvært, ligesom stationen hurtigt tildelte ham værtsrollen på den landsdækkende udsendelse “Set&Sket”.
– TV2 NORD var noget helt andet end TV Aalborg. På den lille lokale station var det en daglig kamp, og det ER jo sjovt at skulle kæmpe. På TV2 NORD var der udstyr som virkede, og på en helt anden måde styr på tingene – og penge til at lave TV, fortæller Jeppe Søe. Jeg kan huske, at hver gang byen fik besøg af kongeskibet foreslog jeg for sjov på TV Aalborg, at vi skaffede en helikopter. Det grinede vi meget af. Da jeg foreslog det på TV2 NORD, bestilte de en med det samme. Jeg elskede begge dele meget! Både den daglige kamp med umulige midler – og de mere ordnede forhold.
At lave lokaljournalistik var for Jeppe Søe en gave. Man kan lave nok så mange landsdækkende indslag om flytningen af en milliard fra sygehusene til skoler, men det bliver ofte ved snakken og flytter måske ikke ret meget i den store sammenhæng. I det lokale pressebillede derimod, mener Jeppe Søe, at man virkelig kan gøre en forskel med modig og væsentlig journalistik.
– Jeg kan huske, at jeg på TV Nord lavede et program der hed Kultiva2ren. Det var fem udsendelser om den nordjyske kultur og udvikling, afsluttende med en debatudsendelse. Vi var provokerende og fik sagt alt det, som ingen ellers ville sige. Kommunen havde lige havde lavet en stor kulturrapport, der havde kostet 5 millioner kroner. Den smed jeg i en skraldespand for åben skærm. Det var ikke helt en stil, man var vant til – men i sidste ende gav det en bedre debat, som handlede om hjerte og værdier frem for tal. Jeg hader stadig, at lytte til politikere, der ævler løs om tal og statistikker i en debat, i stedet for at sige hvad de virkelig står for, siger Jeppe Søe.

JETSETTER OG HØJSKOLEDRENG
Efter en årrække at have været ansat som vært på TV Nord, blev Jeppe Søe headhuntet til ankermand på TV3 nyhederne.
Han blev kendis, levede jet-set livet og serverede dagens EU historie med det helt rigtige kommercielle tvist og et overbevisende smil.
– Min tid på TV3 startede fantastisk. Jeg nød det. Fyrede den af i hurtige biler, deltog i et utal af arrangementer og var yderst samarbejdsvillig når Se og Hør ringede på, fortæller Jeppe Søe. Jeg havde ikke overvejet, at det kunne være en del af jobbeskrivelsen, men da jeg stod midt i det blev jeg betaget og levede mig ind i rollen.
Et eller andet sted var der alligevel noget der ikke var helt som det skulle være, og en sommernat i familiens sommerhus i Nordjylland, første en samtale mellem Jeppe og hans far til, at Jeppe kort efter afleverede sin opsigelse på den tv kanal der ellers var hans garant for det gode liv.
– Det var et godt liv, siger Jeppe Søe. Det var økonomisk trygt og den faglige anerkendelse, og egentligt også menneskelige, vi alle sammen stræber efter flød i stride strømme – og oven i købet ofte på tryk i store oplag tilgængeligt for hele den danske befolkning. Alligevel var der en højskoledreng inden i mig der havde svært ved at stå ved de vilkår vi arbejde under. Det faktum at vores journalistiske udfordring ofte primært var at vinkle historien, i et forsøg på at gøre den konfronterende eller give den en unødvendig underholdsværdi, begyndte at konflikte med min barnetro og det journalistiske virke min far altid har repræsenteret. Derfor var beslutningen overraskende nem, siger han.

NU BLI´R DET SAGT
Jeppe Søe etablerede sig som selvstændig og har siden beskæftiget sig med rådgivning af virksomheder og erhvervsledere. Han producerer indhold til skrevne, digitale og webbaserede medier og så er han en travl foredragsholder, der hvert år holder mere end 60 foredrag på udannelsesinstitutioner, foreninger og i virksomheder.
– Jeg elsker at holde foredrag og rigtigt mange skoleelever landet over har efterhånden stiftet bekendtskab med mit foredrag om medier. Det glæder mig meget, for det er nemlig den målgruppe der er allermest udsat i forhold til medierne og deres påvirkning, siger Jeppe Søe. Det er dem der skal være rustet til at navigere i medieverdenen og have tillid til deres egen selektive dømmekraft. Det kan måske lyde frelst når en tidligere journalist fra en kommercielt orienteret tv kanal hævder, at det her projekt ligefrem er en hjertesag, men det er altså tilfældet for mig, siger han.
Jeppe Søes holdning til dansk presse og hans beslutning om at vende den verden ryggen, til fordel for i egen virksomhed at arbejde for en mere reel og oprigtig kommunikation, har han aldrig lagt skjul på. Både som foredragsholder og debattør har han igen og igen ytret, at danskerne skal bruge medierne i den erkendelse, at det meste af stoffet har en dagsorden og i øvrigt en subjektiv vinkling. Når Anni Fønsby valgte at ringe til Jeppe Søe i forbindelse med sin sag, var det efter eget udsagn i håbet om at kunne fokusere på sagen, uden at skulle forholde sig til medier og fotografer, i en grad der måske kunne betyde, at hun mistede fokus fra det væsentlige.
– Jeg ringede til Jeppe fordi jeg godt var klar over at min eneste udfordring ikke ville blive retssagen og dens konsekvenser. Medierne prøver altid at finde en historie der styrker deres billede af mig som dyr dame, ubegavet blond eller hensynsløs ruffer. Det billede er nemt at få frem, hvis det er det man leder efter og i øvrigt ikke stiller for høje krav til sandhedsværdien – og det havde jeg brug for Jeppe til at hjælpe mig med at navigere i, fortæller Anni Fønsby. Han rådgav mig omkring kommunikationen – men var også en ven og en stor støtte der hjalp mig igennem retssagen psykisk, fortæller Anni Fønsby.

Jeppe Søe er stadig rådgiver for Anni Fønsby og vil fortsat være ved hendes side når ankesagen skal for landsretten engang i 2011. I mellemtiden passer Jeppe Søe sit hverv som medierådgiver og konsulent, nyder en sparsom fritid med familien og selv om han nu er bosat i Vejle, glæder han sig over stadig, med mellemrum, at være en del af livet i Aalborg.
– Aalborg er jo sådan en by der sidder lidt fast i dig. Jeg har to børn og en svigerfamilie heroppe, og det betyder at jeg jo stadig kommer her en del. Det nyder jeg, siger Jeppe Søe. Det er spændende at følge med i den udvikling byen gennemgår og jeg glæder mig over, at der er flere og flere erhvervsfolk og kulturpersonligheder der tager teten og vil noget på Aalborgs vegne. Jeg har jo desuden giftet mig med en inkarneret aalborgenser og det er faktisk ikke sjældent hun fremhæver byens potentiale, så hvem ved om jeg en igen en dag gør krav på postnummeret, slutter Jeppe Søe.

Continue Reading

Portræt: Højskoledrengen der mistede alt… undtagen livet

Nogle gange væver ord sig sammen til helt rigtige sætninger. Sætninger der giver liv og spreder håb. ”Skriv! Start med din lortedag. Den værste i dit liv. Derefter hvordan du kom dertil, og hvordan du vil komme videre. Jeg er din ven, Jeppe. Tak fordi du altid bevarer dig selv. Hvis du vil sparre, er jeg lige her.” Ordene kom fra vennen Biker Jens på et tidspunkt, hvor Jeppe Søe var erklæret personlig konkurs, havde mistet sit livsværk, sin far, sin fornuft og midt i det hele skulle til at være noget for sin nyfødte søn. Peter Bollerup Andersen og Jonas Wisbech Vange fortæller historien om den i dag 39-årige Jeppe Søe, der voksede op på Grundtvigs højskoler, sad som landets yngste studievært og var ved at miste sig selv i penge og berømmelse. Det er fortællingen om en rådden mediebranche, om falskhed, sex, død, dræbende ord og menneskelig deroute, men også om kærlighed, liv, medmenneskelighed, Anni Fønsby og genopstandelsen. Men først og fremmest er det historien om højskoledrengen, der mistede alt – undtagen familien, evnerne og livet.

Berømmelsen

Den røde løber fører direkte hen til elevatoren. Til højre står pøbelen i kø. Pertentligt afskærmet fra alle dem, der er noget; rigmandssønnerne, de nyrige og kendisserne.
Studieværten hilser på de hvidklædte dørmænd og finder sit ”boarding pass” frem. De byder velkommen. Han går langsomt videre mod elevatoren. Lidt sminke sidder tilbage i ansigtet, og jakkesættet fra Tiger of Sweden sidder, som det skal. Pøbelen kigger, nogle peger. Det er han vant til. Og denne aften nyder han det helt vildt.
Han går ind i elevatoren og vender sig om. Gennem glasruden ser han ud på de mange mennesker, der ser ind på ham. Elevatoren sætter i gang. Langsomt men sikkert hæver han sig fra jorden. Menneskene bliver utydelige, til sidst en ansigtsløs masse.
Han træder ind på NASA, der her i 1998 fremstår som det hotteste og mest eksklusive sted i København. Alt er hvidt, blankt og skinnende. Lamper, stole, sofaer, gulve, vægge, båse leder tankerne mod fjerne galakser og en rumstation blandt nattens stjerner i en dårlig science fiction-film. Det er her, man med garanti mister jordforbindelsen, hvis ikke man har mistet den i forvejen.
Bartenderen ved godt, hvem han er. Han kommer der tit, ham Jeppe Søe, den unge studievært på TV3. Han bestiller en fadøl og sender et indforstået nik: Han vil gerne købe et bord. Med spiritus naturligvis. 4000 kroner, det er et greb i inderlommen.
Lounge-musikken spiller. Han er beruset, ikke af fadøllen, men af dagens begivenheder. På Sporten, hvor han for tiden arbejder, havde de tidligere på dagen scoret den første danske fodboldlandskamp i TV3s historie. Det skulle fejres. Men da kollegaerne endnu ikke var færdige med arbejdet, var han taget alene i byen. Før eller siden måtte han rende ind i nogen, han kendte. For kendte kender hinanden, og kendte kommer på NASA, hvor pressefotografer er forment adgang.
Det er lidt plat at sidde alene ved et 10-personers bord, tænker han. Men hvis der kommer nogen, siger han jo bare, at han venter på nogle venner, og at de er velkomne til at sætte sig. Fra sin plads i den hvide sofa, der følger det runde bord, ser han sig omkring. I baren står nogle stykker og hænger, blandt andet Morten Løkkegaard fra TV-Avisen.
– Gud, sidder du her helt alene?, lyder det fra en gruppe mennesker, han ikke ved, hvem er. Han fyrer sin indstuderede frase af, nikker til dem, inden de sætter sig og begynder drikkeriet. Flere kommer til. Som skolegårdens førstevælger kan han vælge og vrage. Og det gør han, til sofaen er fyldt.
Alkoholen flyder. Flasker kommer, flasker går og kommer igen. Jeppe Søe drikker sine Gin & Tonics lige så hurtigt, som han har blandet dem og supplerer med Jack Daniels – uden is. Han griner, pjatter og hygger sig med en masse mennesker, han ikke kender: rige og forkælede Hellerup-unger, en børsmægler, nogle kendte og nyrige. Og snakker – om ingenting. Om de dejlige plastikpatter på dansegulvet, og at pressen er nogle svin, hvilket de fleste er enige om. Nogle fra bordet går på toilettet, sniffer noget coke og kommer tilbage igen. Selskabet er også på dansegulvet, men for det meste sidder de bag en slagmark af sprutflasker, sodavand og isterninger, dybt falske og selvfede.
Hænderne glider rundt under bordet. Jeppe Søe mærker en hånd i skridtet. Han snakker med en lækker blondine med blå øjne og lange, sorte øjenvipper. Tøjet er så godt som ikke-eksisterende. Kjolen lårkort, maven bar med piercing i navlen.
– Skal vi gå ud på toilettet nu, eller vil du hellere vente?, spørger hun.
De går mod herretoilettet og direkte ind i en ledig bås. De ved begge, hvad det handler om. Folk kan sikkert høre dem. Jeppe Søe er skideligeglad. Han er fuld, og de gør jo alligevel det samme i båsene ved siden af. 20 minutter efter låser de sig ud og går hver til sit. Nogle timer senere tager han endnu en tur. Med endnu kvinde. Han er pløkfuld, og detaljerne fortaber sig. Natten er først lige begyndt.

***

Året er 1998. 27-årige Jeppe Søe ligger solidt plantet i tilværelsens overhalingsbane. Han svømmer i penge, drøner rundt i sin italienske sportsvogn, indtager byens diskoteker og værtshuse fire gange om ugen og fremstår som en frisk og dygtig studievært på tv. Det månedlige tøjbudget på omkring 15.000 kroner betales af TV3, så han kan tage sig godt ud, når han betræder røde løbere og bonede gulve til premierer, kendis-arrangementer og royale fester, hvor et fedt, blitzende, hegn af journalister og fotografer vælter over hinanden for at få ord og billeder til deres kulørte blade. Hans optræden i tv og bladene har for længst gjort Jeppe Søe til en kendis i Danmark. Og kvinderne, de kommer af sig selv.
Alt er tilsyneladende fantastisk. Men i sig selv mærker Jeppe Søe en kamp. Nærmest skizofrent kæmper den indre blærerøv med den højskoledreng, han som søn af en højskoleforstander er opdraget til at være. Han kan sin Grundtvig udenad og har altid lært om fællesskab, humanisme og mangfoldighed. Nu render han rundt som et levende symbol på egoisme, overflod og overflade med ”stiv pik og håret tilbage”, som Den Gale Pose proklamerer i årets landeplage ”Spændt op til lir”.
Jeppe Søe er ved at køre af sporet. Det var ikke det her, der var planen, da han slog ind på den journalistiske løbebane.

***

– I skal vide, at I har verdens bedste journalist ansat til at klippe reklamer.
Sådan lød det igen og igen, når cheferne på TV Aalborgs gange stødte på den 20-årige tv-praktikant Jeppe Søe. Han havde ingen journalistuddannelse, kun et kursus i tv, lidt ungdomsavis og nogle debatindlæg i bagagen. Alligevel blev ihærdigheden belønnet. Han kom på sportsredaktionen og blev kort efter indlemmet i nyhedsredaktionen. Det betød arbejdsnedlæggelse fra de øvrige medarbejdere, som ikke fandt det rimeligt, at sådan en hvalp kunne blive journalist fra den ene dag til den anden. Chefen reagerede prompte: fuld løn til hvalpen, og så var han fuldgyldig nyhedsjournalist. Jeppe Søe begyndte at knokle fritiden væk for at leve op til tilliden. Det lykkedes ham. I en sådan grad, at han et halvt år senere blev tilbudt jobbet som studievært. Han sagde ja tak.
På ingen tid var den urutinerede grønskolling steget i graderne. 21 år gammel sad han som den yngste studievært i Danmark med ordet og seerne i sin magt, som vidensformidleren, der havde til opgave at samle nyhedshistorierne fra et hårdtarbejdende team. Teamwork, det var det, det handlede om.
Som nyhedsvært gjorde han en dyd ud af at formidle nyhederne på en anderledes måde. Ikke noget med slips, ikke noget stivhed. Det var Jeppe, der præsenterede nyhederne, og Jeppe måtte de godt møde. Han brugte lang tid på at skrive gode og sjove op- og nedlæg til indslagene, så han kunne sætte sit personlige præg på udsendelserne. Et eksempel var hans demonstrative brug af danske og kun danske ord. Fra sin far havde han arvet et mildest talt skeptisk forhold til fremmedord. Så når alle andre nyhedsværter i landet sluttede fredagens udsendelse med at ønske ”god weekend”, lød det anderledes i Aalborg. Hav et godt ugeskifte, sagde Jeppe Søe. Og det blev han ved med.
I de kommende år stod svingdørene sjældent stille. Efter et par år på TV Aalborg blev han i 1994 hentet til TV 2/Nord. Det var pludselig ordnede forhold med SNG-vogn, så man kunne sende live fra Brønderslev, når det nye bibliotek åbnede. Samme år blev Jeppe Søe også far til sønnen Jonathan, som han fik med sin daværende kæreste. Med fulgte Mia, et barn kæresten havde fra et tidligere ægteskab, som Jeppe tog til sig som sit eget.
I 1995 startede han som vært på det landsdækkende TV 2-program ”Set & Sket”, der samlede de bedste indslag fra de regionale udsendelser. Et år senere ringede TV3. De ville have ham til København som ansigtet på deres første større nyhedssatsning TV3 Direkte. Jeppe Søe var bare 24 år gammel.
På TV 3 var nyhedsredaktionen præget af en fandenivoldsk ”wild wild west”-stemning med den bidske hund, tidligere Ekstra Bladet-journalist Paul Gazan og den garvede tv-mand Karsten Kjær i spidsen. Pengene var små, ambitionerne store. Det måtte for alt i verden ikke blive ligeså kedeligt, som det var på TV 2 og DR, og som en naturlig følge deraf var alt tilladt. Symboliseret ved den kvindelige journalist, der havde flere bekendte i det kriminelle miljø. Hun blev uden tøven udnævnt til kriminalreporter og ringede med største selvfølgelighed til de farlige typer, når der var historier fremme: ”Jojo, den er god nok. Det var mig, der gjorde det”.
Der skulle også være plads til uhøjtidelig fis og ballade. Så da Jeppe Søe på en landskampsaften, hvor TV3 havde rettighederne, var nået gennem de klassiske ”Sult i Afrika”-historier og skulle slutte sin nyhedsudsendelse, rev han som en anden Clark Kent skjorten op, så knapperne sprøjtede og den røde landsholdstrøje kom til syne. God kamp!
Som ansat på TV3 kunne man dog ikke nøjes med at læse sine nyheder og gå hjem. Man havde pligt til at deltage i premierer. Det gjorde Jeppe Søe gladeligt i starten, indtil han på et tidspunkt nøjedes med at tage turen op af den røde løber og gå direkte hjem igen. Helt i TV3s ånd stillede han også op i kanalens egne quizshows, kæmpede adskillige gange i Fangerne på Fortet, ligesom han blev taget med bukserne nede i Rent Fup.
Og så var der bladene. Som TV3-ansat havde man pligt til at optræde fast i medierne, hovedsageligt kulørte blade som Se og Hør og Billed-Bladet. De skrev gerne om hans forhold til halvsøsteren Synnøve Søe, som familien havde slået hånden af efter, hun i 1989 var kommet med diverse beskyldninger mod faderen. Ellers slap han nådigt.
Hver måned kom der på TV3 en liste over, hvor mange spaltemeter, der var skrevet om den enkelte studievært. Så kunne Jeppe Søe ærgre sig over, at Thomas Mygind havde overhalet ham, så han var røget ned på 5. pladsen, mens han til gengæld kunne glæde sig over at have god luft ned til Pernille Aalund på 6. pladsen. Var man ved at ryge af listen, skulle der gøres noget. Så ringede presseafdelingen til medierne og fortalte, at man havde fået ny hund, kæreste eller bil, og så røg man lidt op af listen. Det, syntes Jeppe Søe, var dybt latterligt, men omvendt var det hans job. Det stod jo i kontrakten.
En anden del af kontrakten var boligen. Jeppe Søe bosatte sig i første omgang i Taastrup, senere Herlev. De fede huse i Hellerup var ikke noget for en jordbunden højskoledreng. Det var sportsvognen til gengæld. En italiener med TV3-logo på siden, måske var det en Alfa Romeo. Det med biler sagde ham ikke så meget. Men han kunne godt lide at køre i den. Det skete bare igen og igen, at han på vej hjem fra arbejde blev stoppet af politiet, der ville se hans papirer og høre, hvor han skulle hen. For der var jo ingen i Taastrup, der havde sådan en bil. Sportsvognene kørte nordpå, ikke vest. Og så fik han det ganske dårligt, når han holdt for rødt, og bilerne kørte op på siden af ham. ”Nå, der sidder studieværten med den fede bil og det fede liv,” kunne han høre dem tænke. Det havde den indre højskoledreng det ikke godt med. Til sidst droppede han sportsvognen. Og købte en Golf.
Mens han i København var ved at drukne i den brusende strøm af fristelser, der fulgte i kølvandet på pengene og berømmelsen, var det ikke ualmindeligt, at han besøgte forældrene på Lønne Højskole og underviste i folkedans, ligesom han holdt foredrag om Grundtvig rundt om i landet. Den indre højskoledreng levede endnu. Men aldrig før havde den været så skrøbelig, og blærerøven så dominerende som den NASA-nat i 1998.

***

Snakken, råbene og musikken klasker sammen til en grødet masse, som den kun kan gøre det i et sammenstuvet kælderlokale. Med solopgangen i ryggen er selskabet fra NASA slingret til det foretrukne morgenværtshus Snabels Kælder, der ligger i en sidegade til Kongens Nytorv. Her kommer alle typer. Kendte og ukendte, lovløse og lovlydige. Og så er det stedet, hvor de har håndgranater i køkkenet. Skal man bruge våben, kan man få dem på Snabels.
Jeppe Søe har mast sig frem til baren. Bestiller som så mange gange før ubåde. En fadøl, hvori man søsætter et shotglas med Nordsø Olie, som hældes med øllen ned i ganen. En drink, de ikke kan præstere ret mange steder i København, men bartenderen er ligesom ubåden nordjyde. De skibes af sted til vennerne, Jeppe Søe og så selvfølgelig nogle tilfældige mennesker i baren.
Han hygger sig med NASA-kammeraterne, herunder et par tøser, hvor den ene er veninde til den kvinde, han tidligere på aftenen har haft med på toilettet. De drikker. Det hele. Han forlader dem for at rafle med nogle af stamgæsterne. En af dem, en bred mand, der alt andet lige aftvinger en smule respekt. Han hedder Jønke. De hygger sig, indtil de sidste terninger kastes. Jeppe Søe vælter tilbage mod bordet.
Alkoholen flyder rundt i blodet, balancenerven er stækket. Indtrykkene vælter ind i knolden på ham. Synsfeltet gynger fra side til side. Som et svingende skib i tivoli. Han snaver lidt med den ene af pigerne, vist også lidt med den anden, og så står de to tøser pludselig og snaver hinanden. Han ved godt, hvor det ender, og han glæder sig.
De sidder ved et bord i hjørnet til venstre for indgangen, da en høj herre træder ind af døren. Jeppe ser ham, slipper øjeblikkeligt de to tøser, skubber dem nærmest væk. Han føler sig som en lille, uartig dreng, der er blevet taget med fingrene i (kage)dåsen. Han tænker pludselig over hele situationen. Hvad er det, du har gang i? Folk står jo og kigger på dig. De ved, hvem du er.
Han koncentrerer sig om at gå lige, virke kontrolleret, forbi baren og op til den høje herre, hans chef Karsten Kjær, ved et af de høje barborde. De får sig en øl og en snak, da de to tøser kommer hen og spørger, om de ikke skal tage hjem nu?
Jeppe afslår, men tænker, at han tager dem ligeså snart bossen er skredet. Det når han ikke.
– Du skal lige komme med mig, siger Karsten Kjær.
De ledsagende ord pisser Jeppe af:
– Det er nok bedst.
Han er jo ikke min far. Hvad fanden bilder han sig ind, tænker han, men følger pænt med, da Karsten Kjær hiver ham ud af Snabels Kælder.
De går mod D’Angleterre. Og hører et postyr bag sig. Vender sig om og ser, hvordan en ordentlig håndfuld betjente stiger ud af to politibiler og rykker ind på Snabels. Sandsynligvis på jagt efter kokain og våben.
– Det der, kunne du have været en del af, siger Karsten Kjær og peger i retning af Snabels.
Jeppe ser over på sin chef. Han har lige reddet hans karriere. Hvis han var blevet ført væk eller kropsvisiteret ved siden af de to piger, var det røget i bladene. Og sådan noget kan man ikke som nyhedsvært. Så er man færdig.
Jeppe Søe sætter sig ind i en taxa og kører mod Herlev. Alene.
Han ligger i sengen. Mega træt. Havde arbejdet hele dagen og efterfølgende været på druk i ti stive timer. Han er pissefuld, og havde de ikke også røget hash? Men han kan ikke sove. Ligger bare og tænker over, hvor galt, det kunne være gået, tænker over alt det, han har gjort i løbet af natten. Tømmermændene er ikke kommet endnu, han er stadig fuld. Men nedturen har sat ind. Hold kæft, han har nedtur på. At han med sin grundtvigianske højskoleopdragelse, med alt hvad han er opdraget til, nu er forfaldet til det her. Han har knaldet to kvinder, han ikke engang havde telefonnumrene, sågar navnene, på – og så på et toilet. Han har opført sig selvfedt, teet sig og smidt om sig med penge, klattet 20.000 kroner væk. Men værst af alt, føler han, han har mistet sin integritet, kastet sin troværdighed over styr.
Det var aldrig sket før, og det skulle aldrig ske igen.

***

Jeppe skulle sådan set i skole om morgenen, men han sad stadig oppe med ørerne foldet ud. Ebbe Kløvedal Reich havde holdt foredrag i det østjyske på Uldum Højskole, hvor faderen Poul Erik Søe var højskoleforstander og hustruen, Jeppes mor Charlotte Søe, hans uundværlige hjælper. Nu sad Kløvedal Reich så hos familien Søe, hvor de konverserede til langt ud over Jeppes sengetid. Men han fik lov til at blive oppe, og han fik lov til at deltage på lige fod med de voksne. Klokken blev fem, før Jeppe kom i seng.
Næste morgen lod faderen og moderen knægten blive hjemme fra skole, og da han dagen efter mødte op, afleverede han kontaktbogen til læreren, hvor forklaringen på gårsdagens fravær lød: ”Jeppe var i går nat til møde med Ebbe Kløvedal Reich. Det, mener vi, er undervisning.”
Sådan stiftede Jeppe allerede som dreng bekendtskab med store intellektuelle kapaciteter som Kløvedal Reich, Dan Turèll og Johannes Møllehave. Det betød meget for Jeppes far og mor, at deres børn sad med til bords, når de store personligheder var på besøg. Og Jeppe stillede alle de spørgsmål, han kunne finde på og fik altid svar. Svarene forplantede sig i det lille hoved.
Jeppe var altid omgivet af liv – og ord. Fra barnsben fik han morgen, middag og aften indprentet det grundtvigianske tankegods, der var stammen i den klassiske, danske højskoletradition. Sammen med lillesøsteren Astrid nød han livet på skolen. Der skete noget hele tiden. Han var omgivet af debat, fællesskab og alverdens mennesker, som strømmede ind og ud af den åbne dør i højskoleforstanderens hjem.
Moderen og faderen mente, at Jeppe skulle have lov til at opleve forskellighed. Han så tidligt ting, som hans jævnaldrende endnu havde til gode mange år frem i livet. Som ti-årig overværede han første gang gruppesex. Det var nu noget mærkeligt noget at kigge på. Og en aften så han folk ryge nogle skøre cigaretter, der udsendte en masse røg og gjorde dem helt tossede i hovedet. Han fortalte det til sin far, som undlod at gøre noget ved sagen, til trods for at det var udsmidningsgrundlag. Sønnen skulle ikke opfattes som forstanderens sladrehank.
Alt sammen gav det Jeppe en fri holdning til, at forskellige ting kunne og måtte ske, og så gav det ham et særligt forhold til forældrene, at han kunne dele sine oplevelser med dem.
Højskolen rummede alle typer. Også ludere, narkomaner og lommetyve. Da Jeppe var 13 år kom en drukkenbolt i fyrrerne som elev på højskolen. Han skulle tage sin antabus, ellers ville Socialforvaltningen pille ham af kurset. Hans næse var den største Jeppe nogensinde havde set, og ansigtet var ødelagt af tyve års druk. En dag da Jeppe bag døren overhørte et lærermøde, lød det derindefra: ”Vi bliver simpelthen nødt til at smide ham ud. Han kan ikke komme op om morgenen, og han kommer ikke til undervisningen”. Jeppes far svarede: ”Lad os give ham fjorten dage mere. Jeg tager en snak med ham”.
Fra den dag satte Jeppe vækkeuret til at ringe halv syv, en halv time tidligere, end den plejede. Så listede han over gårdspladsen, vækkede drukkenbolten og smuttede tilbage i sengen, hvor han lod som om han sov, når moderen kom og ruskede i ham.
Sådan kom manden op hver morgen de næste fjorten dage og undgik at blive smidt ud.
I 1985, da Jeppe var 14 år, drog familien fra Uldum til Lønne i Vestjylland, hvor Poul Erik og Charlotte Søe startede Lønne Højskole. Her nåede Jeppe at bo i nogle år, inden han drog mod København.
Selvom han havde forladt højskolen, havde han Grundtvig med sig, da han som 19-årig HF-studerende skulle skrive 2. årsrapport. Emnet, han valgte, var Grundtvig, og det skulle naturligvis skrives i samfundsfag. Den gik ikke, fik Jeppe at vide. Det var historie og skulle skrives som sådan. Det ville han dog ikke finde sig i. Fandeme nej, tænkte han. Grundtvig var ikke historie. Han var i live, fandtes overalt i samfundet og i den måde, vi levede på.
Jeppe tog hjem til sin far og fik moralsk opbakning. Faderen skrev breve til skolen, og sagen endte på rektors kontor, hvor man til sidst overgav sig, dog med beskeden om, at det ville koste på karakterskalaen. Det var han ligeglad med. Han skrev sit hæsblæsende forsvarsskrift i samfundsfag og fik karakteren 10.

Efter at have fået sin HF-eksamen, lokkede hans daværende kæreste ham til Aalborg. Han var begyndt at spekulere over fremtiden. Faderen havde været journalist på Danmarks Radio og chefredaktør på Skive Folkeblad. Jeppe ville også gerne være journalist. I Aalborg fandt han ud af, at man kunne komme på tv-kursus, hvis man havde været arbejdsløs i et halvt år. Så Jeppe Søe gik ned på arbejdsformidlingen, hvor de spurgte ind til hans mål og hans drømme. Han ville gerne på kursus, men han skulle jo være arbejdsløs i et halvt år, før de gad gøre noget, sagde han. Det tog de til efterretning. Samme uge startede Jeppe Søe på kurset. Det skulle blive begyndelsen på hans journalistiske karriere.

***

– Hvad er det så, du vil fortælle mig?
Spørgsmålet hænger ubesvaret i aftenrøden. Vesterhavets bølger bruser. Jeppe har ikke antydet, at han vil sige noget. Men faderen ved det.
De sidder på terrassen i ”Sneglehuset”, familiens stråtækte sommerhus beliggende på en bakketop ved den nordjyske by Lønstrup. Resten af familien er gået i seng. Mørket er så småt ved at sænke sig over området denne juliaften.
Jeppe og faderen sidder med hver sin cigar i hånden. De drikker Guinness. Altid Guinness. Tidligere på dagen har de spist krabbekløer. Krabber, som Jeppe meditativt havde banket i stykker, tilsat faderens fede, hjemmerørte majonæse og en klar Brøndum til at få det ned. Sådan har det altid været. Sådan er de tro mod traditionerne.
Jeppe er ikke længere tro mod sig selv. Han er ikke tro mod den journalistik, de bedriver på TV3. I ham rumler en faglig kamp. Han er studievært på toppen af sin karriere, men han mærker, hvordan nyheder og underholdning smelter sammen. Han føler, de bukker under for seertyranniet. Laver nyheder for at få flest mulig seere, ikke for at formidle verdens begivenheder. Han føler, de udnytter almindelige mennesker, uden at de kan overskue konsekvenserne af deres valg. Og så har han pisse dårlig samvittighed over for et skambidt spædbarn og hendes mor. Det er det, han vil fortælle sin far.
Han fortæller om den lille pige på fem måneder, der i foråret var blevet angrebet af en pitbull, mens hun lå i sin barnevogn. Hunden havde væltet vognen, bidt sig fast i den lille piges højre kind og trukket hende langs asfalten. En skide god historie. Problemet var bare, at moderen ikke ville lade sit barn filme. Og de skulle bruge billederne. Derfor havde cheferne bedt Jeppe, det kendte ansigt, om at forsøge at overtale moderen. Det havde han egentlig ikke lyst til. Men han ringede til hende og hørte på et tidspunkt sig selv sige, at hun skulle gøre det. For hvis barnet blev vist på tv, ville seere, meningsdannere og politikere hoppe på historien og måske ændre loven, forbyde pitbulls eller lignende. Til sidst gik moderen med på idéen.
Faderen lytter. Siger ikke noget. De skiftevis ser på hinanden og ud på det vejrbidte klitlandskab, hvor lysene i de små sommerhuse slukkes, en efter en. Fyrtårnet i Hirtshals lyser videre. Stædigt.
Jeppe fortsætter. Fortæller, hvordan indslaget med den skambidte baby havde vakt stor opstandelse hos seerne. Hvordan formiddagsaviserne var gået med på dagsordenen og Justitsministeriet ind i sagen. Man havde talt om pitbulls i flere uger, men ingen havde gjort noget, og så døde sagen. For alle, undtagen moderen. Med vrede i stemmen havde hun ringet til Jeppe: Hvad er der sket? Hvad har de gjort?, havde hun spurgt. Moderens opkald blev ved. Uge efter uge.
Jeppe ser over på sin far.
– Er det journalistik?, spørger han.
Faderen giver sig god tid.
– Nej, det er det ikke, men det er det måske i dag, svarer han.
Typisk far, tænker Jeppe. Sådan er han. Han giver ikke noget endeligt svar, det må man selv finde. I stedet begynder faderen at fortælle om sit syn på journalistik. Om fairness, objektivitet og fordybelse, om den respekt, der var mellem ham og politikerne, dengang han selv var journalist.
De sidder med tæpper og nyder stilheden. Ryger videre på deres cigarer. Og cigaretter. En helvedes masse cigaretter. Jeppe vender tankerne med sin far. Og får bekræftet sin egen fornemmelse. Branchen er ved at bevæge sig i den forkerte retning. Det er på tide at stå af.

Da Jeppe efter sommerferien møder op på TV3, går han til chefen og stiller ham et noget alternativt ultimatum. Enten siger han op, eller også skal samtlige journalister på TV3 have en juridisk uddannelse. For ellers er man ikke i stand til at dømme folk, som TV3 gør lige nu. De griner begge. Men Jeppe mener det. Han har lige sagt op.

Faldet

Det tog vel to-tre år sådan at ryste sit TV3-image af sig, tænkte Jeppe Søe. Og det var nødvendigt, hvis han skulle tilbage på skærmen. Til enten DR eller TV2, der begge havde haft snøren ude efter ham. Han elskede jobbet som studievært og ville lave rigtig journalistik. Gerne nyheder.
Men bare fordi han holdt pause, betød det ikke, at han stod stille. Han knoklede i sit firma Søe Film & TV, som han havde stiftet i 1996. Lejligheden i Herlev var propfyldt med udstyr. Han lavede tv-portrætter, markedsføring og kommunikation for virksomheder, udgav dvd-samlinger og så føjede han et nyt foredrag til samlingen. Om etik og moral i medierne.
I 2000 blev han kontaktet af Nibe Festival. De ville høre, om han havde lyst til at være konferencier. Det takkede han ja til, hvilket viste sig som en klog beslutning. For det interview han som nyudnævnt konferencier skulle give til festivalmagasinet, skulle hurtigt vise sig at blive et interview, han aldrig ville glemme. For der var noget helt særligt over den kvindelige interviewer. Og følelserne gik begge veje, så snart flyttede hun, Pia Møller, ind i lejligheden i Herlev. Fire måneder senere friede Jeppe til Pia. Han var helt sikker. Det var hende, det skulle være. Også selvom hun kun var 20 år og han på vej mod de 30. Hun sagde ja. Tre år senere blev de gift.
Ligesom der var lykke på hjemmefronten, gik det godt for firmaet, som bare buldrede derudaf. Jeppe havde en række projekter kørende og havde senest fået det danske skotøjsfirma ECCO ind i kundekredsen.

Jeppe fortsatte ufortrødent. Pengene var tabt, han måtte videre. I 2005 flyttede han og Pia til Ribe, Danmarks ældste by med stolte traditioner. Der hvor tunge drenge som Tausen og Brorson havde båret deres præstekjoler og skrevet deres salmer. Det var ren højskole.
Også i Ribe var der efterspørgsel på hans produkter. I en sådan grad, at han fik brug for flere hænder, flere hoveder. Til sidst havde han ansat ni medarbejdere, inklusiv Pia. Der var journalister, tv-folk, grafikere, designere og en bogholder.
Jeppe fes rundt på opgaver, holdt foredrag og gik til utallige møder i uendelige sammenhænge. Han havde ikke længere tiden til at lave det, han brændte for: det journalistiske, arbejdet med pennen, mikrofonen og kameraet.
Problemet var, at Jeppe ikke kunne lade være med at engagere sig. Og så var han så satans dårlig til at sige nej. Han kastede sig ud i de vildeste projekter, uanset om det var lønnet eller ej.
Et eksempel var, da byens lærerseminarium i 2006 skulle flyttes til Esbjerg. Han havde egentlig ikke noget tilhørsforhold til stedet, alligevel fattede han sympati for sagen og kastede sig skånselsløst ind i kampen. I fire måneder slap han alt andet og arbejdede som en besat for seminariet. Han lavede plakater, arrangerede demonstrationer og fik mobiliseret hele byen, særligt skolens studerende. En morgen havde de smidt fisk foran seminariet og hængt dem op ved indgangen. ”Væn jer til lugten,” stod det skrevet på de store bannere.
Kampen var nyttesløs. Seminariet lukkede.
På dette tidspunkt var han ved at miste overblikket over firmaet, der havde skiftet navn fra Søe Film og TV til WideVision. Han var der kun sjældent og havde ikke styr på medarbejderne; hvor mange timer de brugte på de forskellige opgaver og så videre. Han var ikke nogen leder. Det havde han aldrig været. Og han havde heller ikke tiden til at være det. Han kunne komme hjem klokken 23.30 efter at have holdt foredrag om Grundtvig, sætte sig til computeren og arbejde til klokken 3 om natten, gå i seng og stå op igen tre timer senere. Der var ikke tid til at sove.
For hver måned blev det sværere at betale medarbejdernes løn. Efterspørgslen var ikke længere den samme, og Jeppe fandt det nødvendigt at afskedige seks medarbejdere. Så nemt var det dog ikke. De seks medarbejdere skulle også have løn de næste tre måneder. Og da WideVision manglede den sidste måneds betaling til de afskedigede medarbejdere, gik det galt. To entreprenørvirksomheder, som firmaet havde lavet store ordrer for, gik konkurs. Dermed gik de glip af halvanden million kroner for et stykke arbejde, der var lavet. Det slog bunden ud af WideVision. Kassen var tom og mere til.
Fem år tidligere var Jeppe blevet snydt af en partner, der var stukket af med hele kassekreditten i deres fælles firma. Dengang havde han ved at hæve sin opsparing undgået en personlig konkurs. Nu var hans eget firma efter 12 år gået ned, og denne gang kunne bankbogen ikke redde ham. Pia var gravid, han var gået konkurs og på vej ind i sit livs største krise.

***

Natten har sammen med stilheden sænket sig over det nye hus. Men ikke over Jeppe. Han ligger vågen. Om ti timer skal han i skifteretten fratages alt, hvad han ejer, så tankerne kværner rundt i hovedet på ham. Pludselig ringer telefonen. Jeppe tager den og går ud af soveværelset for ikke at forstyrre Pia. Men hun er vågen og følger efter ham ud i køkkenet. Hun kan mærke det. Der er noget galt. Pia sætter sig ved spisebordet og kan gennem det åbne køkken se Jeppe, kun iført underbukser, stå foran vasken. Han kigger ud af vinduet med ryggen til Pia. På køkkenbordet står vinglas og rødvinsflasker tilbage efter en aften med gæster i huset. Jeppe holder telefonen til øret, det er moderen i den anden ende. Hun har grædt, kan han høre, men prøver at tage sig sammen. Hun har en besked til ham. En besked, hun dårligt selv forstår og dårligt kan få over sine læber. For, hun ved, det er den værste besked, hun overhovedet kan overbringe sin søn.
– Far er ikke mere.
Moderens ord rammer som en knytnæve af sorg i mellemgulvet. Han bliver tung, føler sig afkræftet. Tom. Pia lytter med fra spisebordet. Jeppe lyder helt forkert. Han taler til sin mor, som var hun et lille barn:
– Nårhh… nårhh, småklynker han medfølende.
Han spørger, om moderen er okay. Græder ikke. Pludselig vender han sig om. Pia ser ham direkte i ansigtet, det er tomt og gråt. Øjeblikket efter ser hun sin mand styrte sammen i køkkenet. Han lander hårdt på køkkengulvet og river vinglas og rødvinsflasker med sig. Pia løber mod køkkenet og finder Jeppe. Smurt ind i blod, rødvinssjatter og glasskår.
Jeppe kommer hurtigt til bevidsthed igen og ser op på sin chokerede kone, der ringer efter hjælp. Han messer moderens besked igen og igen.
– Far er død, far er død, far er død…
Pia kigger på ham. Kan slet ikke genkende det, hun ser. Hun er sikker på, at han er blevet sindssyg og tror ikke på, at faderen er død. Det rabler for ham. Han må være gået fra forstanden.
Senere kommer FALCK-redderne og bringer en omtumlet Jeppe Søe ind i ambulancen med kurs mod Vejle Sygehus. De spørger ham, hvad der er galt. Ingenting, svarer han. Han har bare været lidt stresset på det sidste, og har snart deadline på nogle opgaver. Han vrøvler. Spørger til priserne på det udstyr, der står i ambulancen. Plaprer vist lidt om Osama bin Laden.
Faderens død nævner han ikke med et ord. Han kan simpelthen ikke fatte det.

***

Næste morgen stod han i skifteretten i Kolding for at blive erklæret konkurs. Han havde ikke lukket et øje hele natten. Var nærmest kørt direkte dertil fra Vejle Sygehus. Dommerne og konkursadvokaten var alle venlige mod ham. De vidste, hvad der var sket. Det gjorde Jeppe ikke. Dommeren spurgte ind til, hvad han havde af værdi. Han nævnte firmabilerne, kameraerne, computerne og telefonen. Til sidst firmaet, hans livsværk. Alt det han havde knoklet for i 12 år, måtte han med et pennestrøg sige farvel til.
Det tog en time. Højest. Da han forlod lokalet, ejede han intet. Det var den mest ydmygende følelse, han nogensinde havde haft. Han følte sig totalt umyndiggjort. Som én stor, ussel fiasko. Reduceret til en belastning for samfundet. Han ejede ingenting. Ejede han overhovedet sig selv længere?
Ude af skifteretten, var det atter faderen, Jeppe tænkte på. Eller rettere: de praktiske gøremål. Det var det eneste, han kunne forholde sig til. Så han kørte til forældrenes hus på Mols for at vente på moderen, der ville komme hjem med kisten fra København, hvor Poul Erik Søe pludselig var faldet om med et hjerteslag. Da rustvognen stoppede op foran huset, forstod han det ikke. At den sådan parkerede midt i deres virkelighed. Den måtte være kørt forkert. Og da faderen blev taget op af kisten og lagt i sengen, ventede Jeppe hvert et øjeblik, at han ville vågne og sige noget. Det gjorde han ikke. Så Jeppe lukkede stille døren til soveværelset og lod ham sove. Han vågnede jo nok senere.
I de følgende dage kastede Jeppe sig over forberedelserne, som var det endnu et projekt, der krævede al hans opmærksomhed. Han hentede faderens gravsten på Lønne Højskole, valgte de helt rigtige salmer til bisættelsen og ringede til adskillige restaurationer på Mols og udfrittede dem om de mest tåbelige detaljer, til han havde fundet det rette sted for den efterfølgende sammenkomst. Han fik også gennemført sine to planlagte foredrag. Og så trøstede han moderen og den øvrige del af familien. Han tog sig af alt og alle. Bare ikke sig selv og sin sorg.
Ved begravelsen fra Agri Kirke græd han for første gang siden faderens død. Da de bar kisten ud, var han lige ved at besvime.
Derhjemme sank han ned i det sorteste hul. Prøvede at lægge låg på alle de følelser, der havde forbindelse til faderen. Han kunne ikke magte dem. Om natten vågnede han. Lå der uden at kunne sove, så han ringede som så mange gange før til faderen, for han kunne jo sikkert heller ikke sove… Og så skete det nogle gange, at han tænkte så voldsomt på sin far, at kroppen kortsluttede og kastede ham besvimet i brædderne. Psykologen skulle senere forklare, at det var reptilhjernen. Den prøvede at skåne Jeppe for den endeløse sorg ved at slå relæet fra.
Han fik ikke nogen breve, de var alle sammen omadresseret til kurator. Telefonen var også omstillet til kurator, hvilket betød at de fleste af de støttende telefonopkald fra familie, venner og bekendte gik tabt. Og Gud hvor var det ydmygende de gange, hvor kurator havde sendt en indscannet indkaldelse til tandlæge og værre endnu en invitation til sin gode vens bryllup. Han var afskåret fra verden, verden afskåret fra ham. Men han havde heller ikke lyst til at gå ud. For kiggede folk ikke også mærkeligt på ham?
Samtidig begravede han sig i praktisk arbejde. Ved at banke og skrue i det nye hus, kunne han lade som om, han levede et normalt liv. Det var ren overlevelse. Hvis ikke han fik andre ting i hovedet, ville han dø. Med hele sit liv gik han op i Pias scanninger, snakkede indgående med jordemoderen og gik shop-amok i baby-ting. Han skulle jo være far om et par måneder.
Selvom det endnu kun var Jeppe og hans nærmeste, der kendte til konkursen, så var han nervøs de første par gange, han holdt sine foredrag. For hvorfor skulle folk lytte til sådan en som ham? Han var jo gået konkurs. Visse steder svedte og stammede han sig igennem. Men klapsalverne kom. De lød næsten højere, end de plejede. Han kiggede bagud. Bare for at være sikker på, der ikke stod en B.S. Christiansen eller Bubber bag ham. Det gjorde der ikke. Det var ham, de klappede af. Pludselig fik han troen tilbage. For en stund.
To uger efter faderens død kunne Jeppe klikke sig ind på en internet-blog og læse en række alvorlige anklager mod ham. Han var ”en hustler af rang” og ”en god gammeldags plattenslager”. Han blev anklaget for ikke at have betalt for at have videreudviklet et eksisterende computersystem Umbraco til sit eget WebNow, der sigtede mod virksomheder, som ville koble deres varelager sammen med deres hjemmeside. Ejeren af Umbraco mente, at WideVision havde snydt, fordi de ikke havde betalt de 6000 kroner det kostede, hver gang de solgte en løsning. Jeppe forklarede, at de ikke havde nået at sælge nogen løsninger, men blot testet systemet på internettet. Den købte bloggerne ikke. Pludselig haglede kommentarerne og tilsviningerne ned over Jeppe. Fra sin computer i Vejle kunne han læse alverdens postulater om sig selv. Han blev ked af det. Følte sig uretfærdigt behandlet og prøvede at forklare sin sag på bloggen. Forgæves. Nørderne havde smagt blod. Han var mutters alene og ulykkelig. For det værste, man kunne anklages for at være, var en svindler. Det lå så langt fra alt det, Jeppe selv stod for. Han havde jo aldrig nogensinde ville snyde nogen. Aldrig.
Da medierne et par uger senere fik nys om konkursen, slog de den stort op. ”Kendt tv-vært går konkurs”. De tværede rundt i faderens død, og de 3-4 millioner, han skyldte, voksede som fjer til høns, indtil beløbet lød på 15 millioner kroner. Senere kom svindel-sagen oveni. De slugte den råt. Selvom han hverken var dømt eller egentlig anklaget.
Nu mærkede han for alvor, hvordan relæet slog fra. Det var sådan, det føltes. Som om han havde slukket for sig selv, for følelserne og tankerne. Han var ikke værd at være. Der var ikke noget tilbage. Dommeren og Vorherre havde taget det, der havde betydning, fra ham. Nørderne havde taget hans ærlighed og redelighed, og medierne var over ham som frådende gribbe.
Det var som om, det hele var slut. Helt slut.

***

Det er ved at blive mørkt. Jeppe sidder ved skrivebordet, alene i huset i Vejle. Højgravide Pia var få timer forinden taget til Aalborg for at besøge sin mor. Selvom han ikke havde fortalt, at han i P4 Syd tidligere på dagen var blevet fremstillet som svindler, havde hun flere gange spurgt, om han nu var sikker på, det var en god idé, at hun tog afsted. Om han kunne klare sig? Han ville gerne være alene, havde han svaret. Kunne godt trænge til en aften med Star Wars-film. Dem gad hun jo alligevel ikke se med ham. Han nærmest tiggede og bad hende om at overholde sin aftale. Til sidst gav hun sig. De sagde farvel, inden bilen trillede ud af indkørslen. Jeppe vidste godt, han ikke ville komme til at se Star Wars den aften.
Han betragter sin fjerne fortid, der stirrer på ham fra computerskærmens flade dyb. Studerer den unge, håbefulde mand, der netop har været i Magasin for at købe en rød, ternet skjorte fra Marlboro, så han kan fremstå præsentabel i sin første tjans som vært på det landsdækkende TV 2-program ”Set & Sket”. En fremstormende tv-vært i starten af tyverne med en motorvej af muligheder foran sig. Han læser billedteksten, der præsenterer Jeppe Søe, ”som TV-seerne måske husker ham”. Overskriften til nyheden, der sammen med billedet er lagt ud på bt.dk, udstiller med 26 bogstaver kontrasten mellem fortid og nutid, de dømmende ord hugger sig ind i manden bag skærmen og med sætningen ”Jeppe Søe anklaget for svindel” glider den første tåre over kinden, inden et salt hav følger efter. Han tuder som ind i helvede. Tårerne triller mod gulvet. Han føler, at et hviskelæder har slettet alt det, han har brugt sit 37-årige liv på at bygge op, hvorefter der med stor, sort sprittusch fra en blogger er skrevet ”SVINDLER” og ”BEDRAGER”.
På DR er historien den samme. Her fremstilles han også som svindler. DR!
Han skubber kontorstolen tilbage, rejser sig og slukker på vej ud af døren for stikkontakten, der sender computeren i sort. Han går ind i stuen, sætter sig i den sorte lædersofa og græder videre. Midt i mørket falder en lysstribe fra køkkenet ind i stuen og op på den hvide Bodum-vugge, der hænger fra loftet i en krog. Den havde kostet ham en halv seneskedehindebetændelse at skrue i. Han lægger sig ned og ser ud på julebelysningen og den lysende nisse i haven. Selvom det er marts, har han endnu haft overskuddet til at få julepynten ryddet af vejen.
– Nu tager du dig kraftedeme sammen! Du er en voksen mand. Du skal ikke ligge her og tude, siger han ud i intetheden. Han rejser sig for at gå ud i køkkenet og lave noget kaffe.
– Kære Danmarks Radio…, siger han højt og begynder at diktere et brev, hvor han lufter sin utilfredshed med artiklen. Ikke til B.T., for det kunne man ligesom forvente, men Danmarks Radio, som han har så dyb respekt for. Det ligner ikke dem. Han prøver at finde kampgejsten frem. Finder han ikke kampen, så går han ned, tænker han.
Med den friskbryggede kaffe i hånden går han atter ind til computeren og tænder for kontakten. Han går ind på bloggen, hvor det vælter ind med dømmende kommentarer fra folk, der ikke aner, hvem han er. Og via Ritzau har nyheden bredt sig til hvert et hjørne af Danmark. I en hurtig bevægelse skubber han tastaturet fra sig. Tanken, der indtil nu har holdt ham oppe, at der jo er nogen, der kender ham og ved, at han ikke er sådan, forsvinder som en plet i mørket. Der er ikke nogen grund til at skrive til Danmarks Radio. Hvad skulle det nytte? Han er oppe mod overmagten. Det er slut. Slaget er tabt.
Med dystre tanker går han tilbage mod stuen og sætter sig i sofaen. Han græder ikke længere, for der er jo ikke mere at græde over. Han tænder en smøg. Tankerne kredser om Pia. Han har altid følt, det var hans opgave at beskytte hende. Det føler han stadig. Men pludselig er han kommet i vejen for hendes lykke. Han er blevet en belastning for hende. Uden ham ville hun være fri til at skabe sit eget liv. Hun ville kunne finde sig en mand, der hverken var hængt ud på Google eller stod i i RKI.
Han skodder smøgen i kaffekruset. Kigger op på vuggen. Fire timer tidligere tænkte han, at han i det mindste snart skulle være far for et spædbarn, som han skulle holde hånden over, under og ved siden af. Nu er billedet vendt. Hvor er det synd, at et barn skal komme til verden med sådan en far. Han kan ikke engang sørge for, at barnet får Havre Fras om morgenen, for det er der ikke råd til. Han tænker også på sine store børn, Jonathan og Mia, der på internettet kan læse om deres far, svindleren. ”De er blevet store. Han skater, og hun har fået kæreste,” tænker han. ”Deres liv kører på skinner, jeg vil blot være til besvær. De kan nemt leve uden mig. Der er ingen grund til, at jeg er her.”
Han tænder en smøg, skodder den, tænder endnu en smøg, skodder den. Tankerne skøjter monotomt rundt i hovedet på ham. De udtværede smøger arbejder sig op i kaffekruset. Han har mistet enhver tidsfornemmelse. Det er som om, tiden er blevet væk. Væk i en dyb, sort lomme.
”Du er ingenting,” siger en dyb stemme: ”Du kan ikke noget. Hvorfor lader du dog et barn komme til verden, når situationen er, som den er?”
– Det er jo rigtigt, råber Jeppe: – Det er jo rigtigt!
Febrilsk rejser han sig op, går frem og tilbage, sætter sig ned, rejser sig op. Tænder en cigaret.
– Jeppe, det her holder ikke. Du hører stemmer, siger han og tager sig til hovedet.
Stemmerne kværner videre. Han rejser sig op, lukker døren ud til køkkenet, så han ikke skal se på vuggen.
– Jamen, jeg SKAL jo være far, siger han så, går tilbage og åbner døren, så lysstriben atter falder på den stiltiende vugge.
Måske er der gået en time, måske to, måske 40 minutter. Han ved det ikke. Han ved bare, at det med sikkerhed er bedst, hvis han ikke er der. For andre, men også for ham selv. Han indser, at hvis han slår sig selv ihjel, så kommer han op til far. Og det er jo ham, han altid har snakket med, når han havde det skidt. Nu har han ikke snakket med ham længe. Jeppe griber mobiltelefonen, finder kontakten ”Far”, ringer op og hører faderens velkendte stemme: ”Lige nu er vi borte, men ord af de korte kan lægges efter ”dut” – farvel og slut”
”Ord af de korte..,” gentager Jeppe for sig selv. Han kan ikke bruge korte ord til noget. Han vil snakke ordentligt med sin far. Og lige nu er faderen borte.. Men han kan da bare tage op til ham.
Pludselig er han afklaret og i gang med at overveje sine muligheder. Han kan ikke skyde sig selv. For det første har han ikke noget våben, for det andet kan han ikke bære tanken om, at Pia skal finde ham og hans hoved blæst ud over dagligstuen. Han vil heller ikke hænge sig. Det der med at folk skal finde én dinglende fra loftet… puha. Så det må være noget med at forsvinde. Han vil ikke lide druknedøden, men hvis nu han kunne slå sig selv ihjel og siden synke mod bunden af Vejle Fjord med sine personoplysninger på sig, så Pia ikke behøvede at identificere ham, hvis liget blev fundet. Det er løsningen. Jeppe har planlagt sit eget selvmord.
Men så sker der noget. Faderen kommer til ham. Ikke svævende med englevinger og glorie, men faderen i ham selv. Noget i Jeppe siger, at hans far ikke ville blive glad, hvis de mødtes i himlen. Tværtimod. Han ville blive stikhamrende tosset over, hvis han kom derop så tidligt.
Med ét slag dropper han alle selvmordsplaner.
Han sover ikke den nat. Den dårlige samvittighed holder ham vågen. For hvordan fanden kunne han overhovedet overveje noget så egoistisk som at begå selvmord? En af hans venner havde taget sit eget liv et år tidligere. Der havde han siddet tilbage med en følelse af skyld. Nu gjorde det ondt, at han i fulde alvor havde overvejet at efterlade højgravide Pia, den kommende Malthe, sine børn Jonathan og Mia og ikke mindst moderen, som netop havde mistet sin mand. Det var næsten ikke til at bære.
Han sidder stadig i sofaen, da solen slipper sine første stråler. De rammer sofabordet, hvor kaffekopper står tilfældigt plantet langs bordets kant. Nogle er tømt for kaffe, andre fulde, flere af dem omdannet til askebægere. I alt 80-100 cigaretskodder ligger som et symptom på nattens begivenheder. Fra loftet hænger vuggen. Tavs. Men med løfter om liv.

Genopstandelsen

”Skriv! Start med din lortedag. Den værste i dit liv. Derefter hvordan du kom dertil, og hvordan du vil komme videre. Jeg er din ven, Jeppe. Tak fordi du altid bevarer dig selv. Hvis du vil sparre, er jeg lige her.”
Ordene poppede frem nede i højre hjørne. De kom fra Jens Romundstad, også kendt som Biker Jens, en helt tilfældig dag på Facebook. Beskeden gjorde indtryk på Jeppe. Det var de helt rigtige ord, på det helt rigtige tidspunkt fra en god ven.
Der var omtrent gået et halvt år siden konkursen og faderens død. Det var på tide at rejse sig. Jens havde jo ret. Hvis ikke højskoledrengen skulle skrive nu, hvornår skulle han så? Det var nu, han skulle gribe ordene og få skrevet tanker og følelser ud af kroppen, så han kunne finde styrken til at komme videre. Jeppe havde altid kaldt sig ordkløver. Nu begyndte han at kløve på livet løs.

Mandagen efter den voldsomme nat med selvmordstanker var han gået til lægen. Han havde ikke turdet fortælle om det til Pia. Vidste slet ikke, hvordan han skulle få det sagt. Hans læge fortalte ham, at en depression alene kunne komme på grund af en voldsom flytning, et jobskifte eller en fyring, et dødsfald i familien, et barn eller en konkurs. Jeppe havde oplevet det hele på en gang. Det var ikke noget under, at han havde det skidt.
Lægen anbefalede, at han søgte psykolog. Ikke tale om, svarede han. Hvad skulle han bruge en psykolog til? Han kunne løse problemerne selv. Lykkepillerne takkede han dog ja til. Det hjalp. En del faktisk.
Kort tid efter kom hans søn Malthe til verden. En glad lille dreng, der hverken bekymrede sig om konkurser eller sorg. Malthe ville bare elskes. Ubetinget. Følelserne blussede op i den slagne mand. Han blev en stolt far. Malthe var en redningsmand. Det var det, han var.
Han kunne dog stadig besvime, hvis han tænkte meget på faderen. Og det holdt jo ikke. Det vidste han godt. Men han skubbede sorgen foran sig. Det var noget, han endnu ikke havde fået bearbejdet. Han magtede det ikke. Det måtte vente.
Heldigvis havde han fået de fleste af sine ejendele tilbage. Pia havde lavet ”konefinten”, som det hed, lånt penge af venner og familie og købt hele skidtet. Jeppe blev ansat i Pias firma Blended Media, som kun bestod af de to. Flere og flere foreninger, firmaer og uddannelsessteder begyndte at ringe efter foredragsholderen. Og de havde masser af emner at vælge imellem: den medieskabte virkelighed, det levende ord (har fået hjertestop), kommunikation, Grundtvig, folkekirken og landbruget. Blot for at nævne et par stykker. Jeppe tog imod alle de tilbud, han kunne få. Holdt foredrag for 500 kroner, nogle gange gjorde han det gratis. For det var jo hans hobby og svarede vel egentlig til, når andre blev spurgt, om de ville med ud at spille golf. Det skulle de da ikke have penge for. Omvendt så var det ikke helt det samme, han skulle jo leve af det… Uanset hvad, så tog han alle de foredrag, han kunne få. Det var en måde at komme i gang på. Han optrådte sågar ved et sølvbryllup.
I 2009 begyndte han for alvor at engagere sig. Sammen med vennen Anders Bircow oprettede han hjemmesiden www.kandetpasse.dk, hvor mennesker, der var kommet i klemme i pressen, kunne tage til genmæle. Han engagerede sig også i Borgerligt Centrum, men ambitionerne led et knæk, da stifteren Simon Emil Ammitzbøll et halvt år efter partiets fødsel smuttede og tog syv fra den 13 mand store bestyrelse med sig over i Liberal Alliance. Jeppe var rasende og følte sig forrådt. Han blev efterfølgende valgt som ny formand, men har ved det seneste landsmøde trukket sig igen.
På www.soe.dk havde Biker Jens’ indspark kastet en online selvbiografi af sig. En levende fortælling, der skulle udvikle sig i takt med, at Jeppe levede livet. Og det var først, da han havde skrevet det ned, at han fortalte Pia om de selvmordstanker, han havde haft. Mere end et år efter den dystre nat. Pia var ramt.
På det personlige plan tog han noget med fra konkursen. Han måtte lære at sige nej. Det var svært, men han forsøgte. Konkursen havde lært ham, at han skulle huske de ting, der var nærmest. Det, der betød noget i livet. Tidligere var han altid på arbejde. Selv når han sad med Pia og så Sex and the City, kritiserede han kameravinklen eller klipningen. Han levede ikke længere for at arbejde. En lørdag tog han og familien i Legoland. Det havde de aldrig gjort før. Men det var jo sådan noget, det hele handlede om.
Nu levede han for at leve, tænkte han. Hey! Det lød sgu da meget godt!
Men der var lige et par projekter. Trods alt.
I oktober 2010 stiftede han Konkurs Danmark. En forening, der med tilknyttede jurister og psykologer havde og har til formål at hjælpe konkursramte danskere gennem selve sagen og en eventuel krise. Alt det han selv savnede, da han stod i situationen.
Og så var der Anni Fønsby-sagen.
Som god ven af den rufferi-tiltalte reality-stjerne, trådte han til som hendes presserådgiver. Under retssagen påpegede han det løbende, når det voldsomme medieopbud overtrådte aftaler, love og regler, ligesom han beskyttede Anni Fønsby, der i hans optik var offer for en grov behandling – nærmest mobning – i medierne.
I diverse aviser begyndte hans navn at dukke op. Men det var ikke så meget det at se sit navn, men mere titlen: ”Jeppe Søe, presserådgiver” eller ”journalist, Jeppe Søe”. Det samme var tilfældet, da TV2 News i magasinet Presselogen behandlede mediernes dækning af Anni Fønsby-sagen.
Efter en indledende diskussion blandt programmets gæster, som talte chefredaktørerne fra B.T., Politiken, Berlingske Tidende og nyhedsdirektøren for TV2, gav værten Line Ernlund ordet til en gæst i programmet: ”Nu stiller vi om til Jeppe Søe, der er medierådgiver for Anni Brinch i sagen.”
Medierådgiver for Anni Brinch, tænkte han. Ikke konkursrytter. Ikke svindler. Men medierådgiver. Jeppe Søe var tilbage. I den rolle, hvor han befandt sig allerbedst. I en diskussion på ord.

***

Den lyshårede knægt hulker. Højt og utrøsteligt.
– Jeg med, fremstammer han.
Hans øjne er hævede, kinderne røde, og den stribede trøje våd af tårer.
– Far kommer hjem igen i aften, ikke også skat.
Malthe svarer ikke. Men brøler videre, som skulle verden gå under. Pia smiler, kysser Jeppe farvel, inden han på ny trøster Malthe – uden held. Han kysser ham og går ud gennem entréen. Døren lukker.
I køkkenvinduet står Pia med Malthe på armen. Hun vinker, redningsmanden græder videre.
Jeppe sætter sig ind i mariehønen, Pias røde Fiat 500 og triller ud af indkørslen. Taster Saksild Præstegård ind på sin iPhone og overgiver sig til GPS’en. ””Go’morgen Danmark” – nutidens kirkeklokke”, hedder det foredrag, han skal holde i aften for menigheden i Saksild og Nølev sogn, en smule øst for Odder.

Salen summer af småsnak. 130 mennesker er mødt op i det lavloftede sognehus ved Saksild Kirke. De hyppigste hårfarver er hvid og grå. Langt de fleste er fyldt 60.
Ved et af de opdækkede borde bagerst i salen sidder to midaldrende mænd.
– Han er jo et kendt ansigt fra TV, siger manden med poloen.
– Men jeg kan ikke engang huske, hvad det var for en kanal, han var på…, siger hans sidekammerat.
– Det var da vist DR, svarer poloen.
– Ja, det var det nok, nikker sidekammeraten.
Sognepræsten præsenterer dagens foredragsholder. Jeppe Søe sidder til venstre for talerstolen. Ser ud over salen. Han glæder sig over det store fremmøde. Havde vel maksimalt regnet med en 40 stykker. Og så glæder han sig til at komme i gang.
Organisten, en tyndhåret klaverbokser, slår tonerne an til Ole Wivels ”Det truer os i tiden”. Jeppe Søe har selv valgt den. Salens tunger stemmer i.
Man opfanger brudstykkerne ”Afmægtige og nøgne, vi ser vort livs forlis”, ”Vort hjerte banker tungt, og søger i sin feber mod håbets vendepunkt” og til slut ” Mit barn, mit barn, giv agt – alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.”
De færreste tænker vel over, hvad det er, de synger, men det gør foredragsholderen. For ham giver det mening.
Jeppe Søe rejser sig fra sin plads og stiller sig foran talerstolen. Helt ude blandt publikum.
Han åbner munden. Ordene glider ned i den lille mikrofon, han bærer på sin blazers venstre revers og ud gennem de indbyggede højtalere i loftet.
Han indleder blødt, men skyder snart med skarpt mod de ældre tv-seere:
– Folk over 40 år er det mest værdiløse og hjernedøde, som overhovedet eksisterer på denne jord.
– Jow tack, siger en østjysk farmor, mens grinene spreder sig ud over bordene.
– Nu kan jeg jo ikke se, om der er nogle herinde i den aldersgruppe, men skulle der være nogen, så skal I vide, at I er ret ligegyldige. Primært fordi I ikke længere hopper på reklamer.
Højtalerne forvrænger ordene en smule. Alligevel når de folks ører, bliver til sætninger, der giver mening og gør indtryk. Jeppe taler, folk hører efter. De griner, hvisker, ryster på hovedet, bliver forargede. Alt sammen på grund af manden oppe foran talerstolen. På grund af de ord, der kommer ud af munden på ham.
– Vi fastholder jer i en utryghed. Og det er jo ikke kun pressen, der gør det. Vi har jo også partier.. Jeg skal ikke nævne navne på dem.. Men Dansk Folkeparti har da så absolut kørt på utrygheden, siger han.
De fleste griner, men han ser straks, hvordan et par øjne foran ham kniber sig sammen og slår gnister. Det elsker han. Responsen. Hvordan levende ord kan påvirke andre mennesker. Det skal de gøre. Har han ikke provokeret en håndfuld, inden han går derfra, har han ikke været god nok.
Sætningerne springer køen over og direkte ud af munden på ham. Han taler om Ekstra Bladet, Grundtvig, Amin Jensen, Osama bin Laden, samtalens hjertestop, følelsesporno, Madeleine McCann, atombomber, storskrald, Vild med Svans, menneskelighed, værdier, etik, moral og manglen på samme.
Jeppe Søe snakker også om folkekirken, som jo er temaet, om folkekirken som stedet, vi søger, når der er noget oppe i vores liv, som involverer de store følelser, om hvordan han selv søgte kirken, da han i 2008 gennemgik sit livs krise. Og så taler han om folkekirkens mediemæssige fejltrin og adskillelsen af kirke og stat. Men han fornemmer, at folk hellere vil have det spiselige. Lidt sladder.
– Jeg har haft den store glæde og fornøjelse at være Anni Fønsbys medierådgiver i den seneste tids rufferi-sag, siger han.
– Mange af jer tænker så: Hold da kæft! Det er jo hende med de store patter!
Mændene udstøder en bodega-latter, mens et par kvinder i kor tilføjer:
– Og læber.
– Men når man møder hende, siger Jeppe Søe, så møder man et meget oprigtigt, klogt og værdifyldt menneske, som i den grad har holdninger og kærlighed at byde ind med. Jeg HAR læst Bjergprædikenen. I den står, at ord kan være mord. Det kan godt være, du har slået ihjel, men der er noget, der er endnu værre. Det er, hvis du taler ondskab om andre. Hvis du bruger onde ord eller i det hele taget er modbydelig i dit sprogbrug over for andre. Det var lige præcis det, der skete i Anni Fønsbys tilfælde. Vi glemte vores værdier. Vi har et menneske, der er lidt specielt. Hun kommer for retten, og hvad gør vi så? I B.T. kunne man læse sætningen ”kødlæberne i Annis gummiansigt fortrak ikke en mine i retten”, og så tænker man, er det virkelig nødvendigt? Kunne der ikke bare stå Anni fortrak ikke en mine?
Og sådan taler Jeppe Søe i et par timer. Om forskellighed, medmenneskelighed, retfærdighed, etik og moral. På baggrund af egne oplevelser. Med udgangspunkt i et levet liv. De kunne tage meget fra ham, men ikke hans evner og erfaringer. De kunne ikke tage ordet. Og inden længe kører han hjem til dem, det hele i virkeligheden handler om. Familien.

***

Sådan er historien blevet til:

Fortællingen om Jeppe Søe er blevet til gennem en serie af interviews med hovedpersonen, ligesom der er gennemført interviews med hans hustru Pia Møller Søe. Derudover har diverse skriftlige kilder været brugt til at kaste lys over historien med datoer og viden om eksakte forløb. Dialogen er efterprøvet i den grad, det har været muligt. Ellers er den sammen med tanker nedskrevet, som den huskes, undtagen i sidste afsnit, som bygger på journalisternes egne observationer.

Continue Reading

Jeg tager sjov alvorligt!

(Skrevet til modersmål-selskabets årbog 2010)
Jeg tager sjov alvorligt!
af Jeppe Søe, professionel ordkløver
En gammel talemåde siger, at humor er det man mangler, hvis man forsøger at forklare hvad det er. I min tolkning betyder det, at vi bare skal tage humoren med et gran salt, lade den leve eget liv og ikke hverken tænke eller skrive bøger om den. Men det er uomtvisteligt, at humoren spiller en større og større rolle i samfundet. Humoren er med til at sætte dagsorden og med til både at samle eller fjerne os fra hinanden.
Når vi med et satirisk penselstrøg og stor koncentration tegner Muhammed, i håbet om, at hele verden vil forstå, at her må vi skam gerne ytre os – som vi vil – bruger vi humor som et forkølet forsøg på, at udstille noget vi i virkeligheden bare kunne have sagt. Vi tør alligevel ikke helt stå ved det – og derfor vælger vi den gode gamle retorik med stor hat og rød næse – i håbet om, at det bliver vederlagsfrit. Det gør det ikke. Resten af verden, og de der kommer rejsende ind i vores, har svært ved at læse satiren. Det er meget dansk, at vi sådan en smule fejt får sagt hvad vi vil – og lader tonen være satirisk, igen i håbet om, at vi ikke behøver stå last og brast med udsagnet – i fald det ikke bliver vel modtaget.
Vores danske smil er blevet til en mere rå humor, som hverken verden eller de fra verden, der kommer hertil, helt forstår. Pludselig er humoren, der har været vores stærkeste våben og limen i vores samhørighed, blevet et problem. Derfor er det på tide at tage humoren op, kigge på den en sidste gang – og herefter efterlade den til eget liv igen, så den kærligt kan leve videre i et smil. Om humoren er vejen frem ved jeg ikke, men man siger jo at smilet er den korteste afstand mellem mennesker, og så må man vel antage, at vi er på vej i den rigtige retning. Om afstanden så bliver kortere eller længere kræver, at vi kigger på humoren med alvorlige briller. Så nu tager jeg så humoren op som en anden Aristoteles, der jo ville kategorisere alt og tage humoren meget alvorligt – og når du, kære læser, har læst denne sidste bog nogensinde om humorens væsen, så lader vi humoren ligge. Lader den leve og giver den derved fornyet kraft.
Min familie er latterlig!
Det er aldrig sjovt at være latterlig. Det er nemmere at være grinagtig, men helt godt bliver det først, hvis man er morsom. Det er trist at ordet latterlig har fået en negativ klang. Tænk at kunne sprede latter. Tænk at være et menneske, der er lig latter? Det ville være godt at få det ord tilbage i den smilende del af vores ordforråd. Jeg synes i den grad min søn på 2 år er latterlig. Det ved jeg han er, for når han ubehjælpsomt er begyndt at kæmpe med det danske sprog, sker der noget i mig – og jeg slår en latter op. Han er noget af det mest latterlige jeg nogensinde har skabt. Onde tunger vil påstå, at han er til stor morskab, men i disse ligestillingstider mener jeg ikke det er fair overfor en Far at kalde en søn for MORsom. Min kone er da både sjov og latterlig, men MORskab eller MORsom er ikke en FARbar vej når man omtaler et fælles barn. Nu skal man næppe rejse en sproglig kønskamp i en bog, der udgives af en forening der hylder MODERSmålet – men tankevækkende er det dog, at hvis man er ”som mor”, så er man morsom og den rene Dirch Passer – er man derimod ”lig Far”, så er man farlig som Osama bin Laden. Samme situation opstår om ordet Morskab, der i folkemunde er en herlig befriende ting, mens faderskab udelukkende er noget man kæmper for i retten eller med DNA-prøver.
Man kunne altså hævde at sproget giver mor nogle fordele, og tillægger hende egenskaber vi alle sammen finder charmerende og rare at være i selskab med. Og morskabet er et godt sted af være – men der behøver ikke være trangt i faderskabet af den grund.  Så i den kønsløse ligestillingskamps navn, slår jeg hermed i stedet på det latterlige og vil kæmpe det latterliges sag. Lad os bare bruge modersmålet til det formål – men lad os hermed slå fast at det også er fars. Målet.
Humor er så stor og væsentlig del af vores kultur, at den kryber ind alle vegne. Intet er, bogstaveligt talt, helligt. Vi kalder det frisind og lykke – og læner os op af humoren når livet er alt andet end sjovt. Et udtryk som galgenhumor viser meget godt hvor langt ind i livet humoren spiller en rolle. Når vi er allermest ulykkelige, når ingenting giver mening og når vi giver op – skæver vi rundt for at få øjenkontakt med det menneske der skal komme med den forløsende replik. Sig noget sjovt
Humor er magt og hekseri
Når pressen udstiller et menneske på forsiden af deres avis, og med få ord i 24 pkt. klar rød karakteriserer det menneske, kan alle vi andre mene, at det er latterligt. At avisen er. At personen på forsiden er  – eller at samfundet er. Ingen af delene er noget at grine af.  Alligevel er det ofte det vi gør. Når noget er ufatteligt, ubærligt og meget lidt sjovt – trækker vi på smilebåndet. Opfinder, speciel til lejligheden, små sjove ordspil og vittigheder der skal holde os oppe og løfte os ud af det  vi ikke helt kan forholde os til. I skrivende stund er jeg medierådgiver for Anni Fønsby under den store rufferi-sag i Odense. En meget lidt latterlig tid, om end jeg flere gange har hørt, at folk kalder dækningen latterlig. Der er enkelte lyspunkter. Ekstra Bladet havde et billede på deres forside af Anni og jeg, der er på vej ind i retten i Odense. Det er i sig selv ikke latterligt, men på gaden bagved havde den hurtige fotograf knipset på helt rette tidspunkt, da en bil fra Kødgrossisten kørte lige bag Anni. Da sagen handler om rufferi, er netop det firmanavn en gave for et foto – og der var forsiden latterlig. Så latterlig, at jeg var ved at køre galt af grin. Men dagen efter, hvor samme avis i ord citerede forkert fra retsbogen for at sælge deres pamflet i kiosken, siger vi også de er latterlige. Det er de ikke. Den dag er de ondskabsfulde. Vi taler om ”hvor skabet skal stå” som om der kun er eet. Men i det danske sprog er der mange skabe. Faderskab, Morskab, ondskab og klogskab… og de skabe skal gerne stå adskilt.
Når BT f.eks. skriver om Anni Fønsby, at hun ”har et gummiansigt og kødfyldte læber” så smiler nogle måske – og synes det er morskab. I min verden skal de superlativer ind i et andet skab, da humorens væsentligste bestanddel er, at man ikke prøver at være morsom på andres bekostning. Desværre er den form for morskab blevet den farbare vej. ”Bekostning” er i den sammenhæng et spændende ord. Jeg er klar over, at der med sikkerhed menes kost, som i mad eller penge – men kost er jo også en man bruger, til at feje for egen dør. Og i mange sammenhænge er det et bedre billede. Når vi skriver sådan om f.eks. Anni Fønsby, er det jo en heksejagt.
De fleste af os læser med stor gru om fortidens uvidende og onskabsfulde heksejagt, og græmmes over, at vi er folk der engang bekendte os til den slags rædselsvækkende metoder. Bagefter går vi ned i kiosken efter unavngivne dagblade, og slår med stor interesse op på dagens artikel om dagens sag. Vis mig heksen. Og der er hun så. Fanget i et uheldigt øjeblik, i en uheldig situation, i en uheldig sag – udråbt som hele landets ”Dårskabs Dulle”. Vi kan godt sige, at dulle er et pænere karaktertræk end heks, men meningen er akkurat den samme!
Vi synes vi kan tillade os at stemple hende. Artiklerne og indslagene er vinklet og ingen kan – skal – være i tvivl. Her er heksen. Hende vi godt må svine til, pådutte egenskaber og på baggrund af fri fantasi tegne lidet flatterende portrætter af. Nu skal du, kære dansker, dømme hende. Gøre helvedet hedt for hende.  Gøre dig morsom på hendes bekostning – for hvad skulle du ellers! Den kvinde er selvfølgelig ikke brændt, hun er branded – men det er lige præcis det samme.
Derfor, midt i det latterlige er alvoren også. Der er med sikkerhed blevet grinet en del på redaktionen af det billede af kødgrossisten, men på trods af den nedtonede humor i den passerende bil, så er der også en dom i billedet. Pressen går tæt på, det er deres opgave. Pressen skal være vagthunde, men er i stedet blevet bidske pittbulls, der gnaver i benet af historien, til der ikke er mere kød på. Så selv i den lunefulde humor på forsiden ligger en dom over en person, der burde være uskyldig til det modsatte er bevist.
Humoren er et termometer
Humoren er blevet holdning. Humoren bliver dagligt brugt til at vise, hvad man mener – eller skrive/sige ting, som man ikke ville kunne sige, hvis det da ikke var fordi man pakkede det ind i humor. De fleste ved godt, at det er en farlig vej at virke for racistisk – men siger man det i stedet på en sjov måde, så kan man afvente og se hvordan de andre i lokalet tager vittigheden om flygtningen. Hvis de griner højt, så har man genfundet fællesskabet og tør kaste sig ud i en mere alvorlig snak om de fremmede – hvis de siger ”nøj, den var altså grov den der”, så ved man, at man i stedet bør tale om Vild med dans. Vi har altså nedgraderet humoren til et termometer, vi lige kan smide på bordet for at måle, hvor langt vi kan gå. Og det har humoren taget skade af.
Humoren er et stærkt våben. Brugt i en debat, kan humoren sætte et punktum, der er svært at fjerne med nok så væsentlige argumenter. I Danmark er vi ikke kommet så langt i brugen af humoren. I den politiske debat var Uffe Ellemann nok den, der forstod humoren bedst og med sine små stikpiller kunne man kaste nok så meget saglighed efter ham – det prellede af, da den som får os til at le bliver beskyttet af et usynligt filter. Vi ved, at Villy Søvndal har ansat Stand-Up komikeren Sebastian Dorsett til at putte humor ind i sine taler og sine svar. Men humor er noget man skal mestre, ikke noget man skal lære. Villy Søvndal inviterede Fogh ud på en køretur for at se Danmark, og det var et genialt træk, der sødt men råt fik sagt en masse mellem linierne. Siden har Søvndal så inviteret stort set alle han debatterer med på en køretur, og så opdager vi jo, at humoren er et indlært redskab, der kan bruges i pressede situationer, og ikke en frisk kommentar fra hjertet. At mestre humor er en kunst. Den kan man leve af – med mindre man genbruger.
Humorens udvikling

Humoren var i ”gode gamle dage” ren lagkage. Går vi til de gamle folkekomedier og senere spillefilm fra ASA FILM med Dirch Passer og andre folkekære skuespillere, så var humoren, med al respekt, kønsløs. Den var latterlig, grinagtig og folkelig – bevares – men man skal virkelig se mellem linjerne i ”Sommer i Tyrol” for at finde noget samfundskritisk. Humoren ville dengang kun én ting: Den ville bringe smil på læben, måske endda latter til søndagsforestillingen. Af samme grund blev alle, der deltog i filmene, folkekære. De var søde personligheder, der intet ondt ville os. Netop derfor vi kalder dem ”folkekære”. Siden blev humoren spids og satirisk. Pludselig ville humoren os en masse. Det var primært da TV kom ind i vores hjem. Det var som om det medie egnede sig til en satire, der ikke fungerede på det store lærred. TV er jo hurtigere at lave end en film – man kan derfor pludselig være aktuel i sin humor. Bedst husket fra den æra er selvfølgelig Buster Larsens LORTELAND fra programmet ”Hov Hov”, hvor han spiddede regering og politik og samfundsspørgsmål. Humoren var fra det øjeblik blevet en brik i et spil, der var en farlig modstander for de folkevalgte. Det ændrede tonen på Christiansborg. Vi husker alle de tørre kommentarer der prægede datidens politikere, men med humor skal humor bekæmpes – og man fik flere og flere, der begyndte at løsne op.
Man må tilpasse sjov til medierne
Holdningernes humor havde den bagdel, at det var lange monologer. I begyndelsen, hvor man blot havde en knap på et TV og DR var eneste valg, fungerede den langsomme stil fint. Jeg husker fra selvsamme Hov Hov en sketch, hvor familien Danmark lavede gymnastik i stuen til radioens udsendelser med strækøvelser. Sketchen tog 6 minutter, hvor man blot så en familie gøre gymnastik og langsomt smadrede og væltede alt i stuen. Fin seance til statsTV der er ene på markedet, men da konkurrencen kom fra sattelitterne, kunne formen ikke længere holde. Man kunne ikke have en langsom opbygning og en pointe efter 6 minutter. Det gad folk ikke vente på, når nye udenlandske programmer kunne trækkes hjem fra en tallerken på taget.
Herefter blev humoren hurtigere. Man droppede opbygningen til pointen og skulle i stedet levere pointer konstant. Hvert minut bør indeholde fire pointer. Første gang vi for alvor så det var i programmet Dansk Naturgas, hvor Tommy Kenter, Kirsten Peüliche og Per Pallesen mestrede den hurtige replik. Enhver husker Mathiesen, der talte med Fru Christof. Pointerne fløj gennem luften uden opbygning. Pointen var vittigheden i sig selv. Humoristisk en nyopfindelse på TV, der passede til en stigende konkurrence med fjernkontrollen. Per Pallesen forfinede stilen i Hjørring, hvor jeg fulgte revyen gennem flere år – revygenren blev hurtig, små såkaldte ”one-liners” blev brugt igen og igen – og i pauserne, hvor revykunsterne skulle skifte tøj, indførte han i Hjørring små hurtige vittigheder foran tæppet. Indslag, der fik det til at glide i en lind strøm af smil, så man ikke fik lyst til at zappe væk.
Per Pallesen opfandt ikke den hurtige humor, men konverterede den til TV og revy. Den hurtige humor er den københavnske. Den hurtige replik, der er skabt til lejligheden. En pointe, der ikke kan genbruges eller gennemtænkes, men skal mestres og komme fra hjertet. En svajer kommer kørende på budcyklen og er ved at ramme en gammel dame. Hun råber ”Kan du ikke ringe knægt”. Han svarer i farten: ”Sagtens moster, hvad nummer har du”. Det er en frækhed uden sidestykke der præger den humor, som efterhånden har vundet. Vi ser ikke den langsommelige humor ret meget mere, mens den hurtige flyver af sted på skærmen og i virkeligheden hele tiden.
Stand-up bør sætte sig ned

Dagens humor styres hårdt af Stand-Up komikerne, der fører svajerens grin videre. Stand-Up kan meget mere, end den bliver brugt til – men vi er på vej. En stand-up komiker står på scenen. Eneste redskab er mikrofonen og den rappe replik. Han revser samfundet og politik som Buster Larsen gjorde, men pointerne er eneste virkemiddel. De skal være der hvert sekund. Samhørighed med publikum er en dyd. Hoster et menneske på første række, skal den hurtige replik fyres af. Og i begyndelsen var grovheden den lave fællesnævner fra den kant. Skiftende komikere gjorde en dyd ud af at sværte andre mennesker til. Gøre sig morsom på andres ”bekostning”, gøre kendte til hekse og sørge for med grin, spot og spe, at føre dem gennem byen til bålet.
En af de første vi lagde mærke til var Casper Christensen, der i begyndelsen var en rå fyr. Han mestrede om nogen den hurtige replik og turde gå til grænsen. Enhver husker måske, da han til en prisuddeling skulle åbne showet – og stod bag en talerstol. Det eneste man kunne se var et diadem, der stak op. Han parodierede Dronning Ingrid, der som bekendt havde en krum ryg og derfor ikke kunne se folk i øjnene. Det var majestætsfornærmelse og folk blev enten rasende eller følte befrielse. Casper var sin helt egen og turde tage slagene. Mange hundrede stand-uppere har siden forsøgt at gå i hans fodspor, men det er som om de ikke har set, at verden har ændret sig. Ja selv Casper har ændret sig. Det er i dag ikke nok at stille sig på en scene og sige frække ord – i dag skal man gentænke stand-up og forfine. Måske endda genfinde Buster Larsens rolighed i fortællestilen.
Igen er det Casper der fører an i denne fornyelse. Med serien KLOVN, som han skaber med Frank Hvam, har de genfundet folkekomedien fra Dirch Passers tid. De er ikke onde ved andre, men bruger sig selv som heks. De morer sig over sig selv, på egen bekostning. Og så genkender vi pludselig os selv og griner MED og ikke AF. Casper er på vej i den retning, som man for længst har set i USA. Derovre er stand-up blevet en magtfaktor. De fleste stand-uppere der har succes i USA har et budskab og revser samfundet intelligent og med eksempler fra virkeligheden. Får os til at grine af ægte ting, og ikke noget der blot er opfundet i komikerens hoved.
Når humor tages seriøst
Det bedste eksempel kan ses på DR2 i Danmark. Daily Show med John Steward. Dagligt bruger han mediernes klip, sætter dem overfor hinanden og med humor giver os en indsigt i historien. Han har gæster i studiet, som han revser spydigt men med et smil. Og midt i et komisk interview kommer pludselig helt seriøse spørgsmål og svar. Eller Will Ferrel, der i et teaterstykke spillede Præsident Bush og gennemgik hele hans præsidentperiode med komiske briller. Vi får humor – men også noget med hjem. Der bør stand-upperne i Danmark finde base for en ny levevej!
Herhjemme er det dygtigt forsøgt af Flemming Jensen, der gang på gang i den humoristiske danmarkshistorie har været bannerfører for nytænkning. Hans skuespil SPINDOKTOR var på alle måder præcis hvad jeg savner på den danske humoristiske scene.  Peter Larsen revsede også dygtigt i afdøde Nils Ufers teaterstykke om tamilsagen. Bortset fra de to er dansk komik endt omkring bæltestedet. Og jeg vil gerne hæve det op til hovedet, som bør være med hvis man ønsker noget med sin humor, andet end at være folkekær. Humor er blevet en industri. Komikere har de flotteste huse og kører i de fedeste biler. Men en industri skal også overveje hvad den vil med verden, udover at skumme fløden. Og der savner jeg flere, der finder nye veje.
Humor er hjernevask

Humoren har gennem tiden været mangt og meget. Et våben, brugt som overlevelse, eller brugt som scoretrick. Det er sådan set det sidste der gør det til en stor industri. Om man så vil score en pige i byen og få hende med hjem – eller om man bruger humoren til at score seere og læsere og få dem til at blive på kanalen. Humoren har fået besøg af hjerneforskere, der seriøst ser på det latterlige for at finde ud af, hvordan man bedst gør folk glade og giver dem godt selskab. Det gælder for underholdningen på TV, hvor kombinationen af hjerneforskere, livstilseksperter og fokusgrupper gennemser underholdningen inden den rammer pøblen, og der kan vi så måle, om man har fundet en fælles sprogtone, der virker forløsende og som ”godt selskab”. God gennemanalyseret humor fra en charmerende studievært kan fastholde seere, og deri undervises så værterne til at kunne give det lille smil.
Selv i seriøsitetens højborg på TV Avisen og i Nyhederne på TV2 har humoren fundet vej. Ikke som en gennemtænkt løsning til at give seeren noget med hjem, men som en kalkuleret hjernevask til fastholdelse af danskerne i sofaen. Enhver kender slutningen på nyhederne, hvor vi skal ha et lille smil. Enten som sidste historie eller som billeder under rulleteksten. Vi hører i Nyhederne om krigen i Irak, sulten i Afrika – og seerne er ganske enkelt ikke klar til at gå fra sult i Afrika til Amin Jensen og ”Hit med sangen”. Der må komme en lille overgang fra alvor til underholdning. Og derfor præsenterer man under rulleteksten billeder af bøgen der springer ud i Vejle, eller en australsk bæver der har parret sig med en fisk i fangeskab. Så kan vi smile lidt af verden, glemme det grusomme – og gøre klar til at synge med lige om lidt. Humoren er derfor gået fra at være et hjerteligt samspil mellem mennesker, til en kalkuleret hjernevask som sørger for at holde os i sofaen.
Den lille smiley er til grin
En ting er de, der lever af humoren. En anden er alle os andre, der bruger humoren i daglig tale eller i den offentlige debat. FaceBook og andre sociale medier gør, at vi konstant bruger humoren på skrift – med stor risiko for at blive misforstået. Det er vi klar over, og derfor har vi opfundet et skriftligt smil. Enten skriver man i en SMS direkte ”*SMILER*” så man er sikker på, at modtageren ved at man ikke mener noget som helst seriøst. Eller også bruger vi en såkaldt smiley. Det er nok nettes væsentligste nye ord. Det lille tegn, der sørger for at modtageren af vores skriftlige kommunikation ikke bliver sur. Det vælter med smileyer på nettet i debatterne, fordi vi så nødigt vil misforstås. Men det lille ubehjælpsomme ansigt, skabt af tankestreg og kolon har ikke længere effekt. Vi misforstår. Og vil måske misforstå :-)
Taberen i brugen af Stand-Up har været de trykte medier, da Stand-Up fungerer bedst på en TV skærm, hvor vi oplever og ser komikeren. Men aviserne ville ikke tabe kampen, og tilbød derfor klummer til komikerne, hvor de skriftligt kunne angribe verden. Den eneste der mestrer den skrevne komik er Sebastian Dorsett. Resten bliver en forkrøblet kamp om at sammensætte ord pudsigt, og for det meste uden mening.
I dag er det sådan, at alle der ønsker det kan benytte af de mange nye medier og blive publicister i en grad H.C. Andersen ville have misundt dem. Det betyder, at sproget vokser, kryber – udvikler sig og bliver brugt og misbrugt i helt nyt omfang. Du kan udstille både dig selv og andre – forholdsvis – vederlagsfrit og oftest gør vi det i håbet om, at andre vil opfatte os som sjove og underholdende. Hver dag opdaterer millioner af mennesker deres facebookstatus – og vis mig den bruger der ikke trykker send med et veltilfreds smil – i forventningen om andres respons på deres vittige budskaber.
Igen stiller det store krav til vores ansvarsfølelse. Vi efterstræber i helt uhyggelig grad det anerkende smil fra andre mennesker – og i den sags tjeneste – er vi villige til at udstille hvem som  helst og hvad som helst. Jeg tror langt mere på de anerkendende, opmuntrende eller oprigtige smil. Dem der umiddelbart bryder frem i genkendelsens glæde. Dem vi ikke forsøger at skjule – dem der ikke har til formål at sløre misundelse, hoveren eller  en glæde over andres ulykke.
Vi må sjovt nok tage humor alvorligt

Vi må se at blive bedre til at tage humoren alvorligt. Vi må forstå at det ikke er noget at grine af. Man kan mene, at det er en latterlig pointe – og jo, da – der er noget sært grinagtigt over den tilgang til det morsomste i verden. Alligevel mener jeg, at have ret. Man kan sagtens smile, mens man tager sagen alvorligt.
Vi skal stræbe efter at finde tilbage til den umiddelbare latter, det forløsende smil og en overraskende morsom betragtning. Vi skal holde med skrive hverdagens manuskripter med indlagte pauser til insisterende dåselatter. Vi skal turde mene det vi siger – uden af sløre det i humorens navn. Omvendt skal vi gå ud i verden med den hensigt at more os. De to ting skal bare, i langt større grad, skilles ad.
Vi skal sætte humoren fri og lade den leve sit eget uskyldige liv. Vi må aldrig blive så dygtige og kalkulerede i vores kommunikation, at humoren bærer retorikken. Vi må gerne sige tingene med et smil, men vi må ikke være morsomme på andres, eller sagens, bekostning. Morskab er farbar vej, men vi skal se os for!
/Jeppe Søe
Biografi:

Jeppe Søe, født 1971, professionel ordkløver med hang til samtale om medierne, som han har forladt. Revser af samfund og presse i foredrag, debatter og på hjemmesider. Kommunikationsrådgiver for virksomheder og ofre for pressens pres. Tidligere journalist på blandt andet TV2 og TV3, højskoledreng, højskolelærer og grundtvig-kender med forkærlighed for friheden til forskellighed. Kalder sig med glæde ordkløver, selvom det har samme negative klang som latterlig. Men finder ordet så væsentligt, at han mener man skal være stolt over at kunne kløve det.

Continue Reading