2004 – Tale til christiania, farvel konservative

Jeg har altid haft holdninger til samfundet. Stærke politiske holdninger. Men som enhver anden, har jeg det svært med at blive sat i bås. Jeg kan se gode sager både til højre og venstre for midten – og da jeg er en person, der tror på samtale og på at mødes, så er midten til stadighed mit holdepunkt.

I de 10 år jeg sad som nyhedsvært kunne jeg selvfølgelig ikke gøre meget. En nyhedsvært skal være neutral, udadtil ihvertfald. Men jeg kommer fra et radikalt hjem, der dog senere brød med radikale, da de blev for EUforiske. Indtil den dag, så var venskabet mellem min far og Niels Helveg Petersen indtakt og godt og jeg husker aftener, hvor Helveg besøgte far i Uldum, og hvor jeg listede op af sengen for at lytte med, da de to runkedorer drøftede verden i vores stue.

EU fjendskabet var dog også stort i mig. I mine teenageår deltog jeg aktivt i arbejdet mod en union. Jeg deltog i Højlunds forsamlingshus blandt publikum, overfor et panel med blandt andre Uffe Ellemann. Holdninger røg ud af mig, da Højlunds mikrofon ramte min mund. Men det gjorde næppe den store forskel i andre end mig selv.

Senere, da jeg boede i Solrød Strand, var der igen afstemning om en traktat – men denne gang mente politikerne ikke, at det var gavnligt for danskerne at læse den. Vi fik tidligere traktaten husstandsomdelt, så vi kunne gennemskue hvad vi stemte om – men pludselig var det for farligt at indvie danskerne i sagerne. Hvis vi ville vide, hvad sagen handlede om, kunne vi tage på biblioteket.

Den manglende oplysning til folket gjorde mig rasende. Og derfor tog jeg ned på Solrød Bibliotek og hentede alle deres udgaver af traktaten, og begyndte at dele den rundt til alle husstande i Solrød Strand. Biblioteket fik nye hjem, som jeg også hentede og delte rundt. Pressen elskede den lille dreng, der satte sig op mod systemet – og jeg husker at radioavisen var med mig på en husstands-omdeling.

Jeg mente dengang, og frygter fortsat, at EU ville ende i en borgerkrig, hvis det blev en regulær union. “Medlemsstaterne” blev et ord, som ja-folkene brugte, og det var jeg rasende over. Vi er fortsat lande! Men sådan så de ikke på det – før her 15 år senere, hvor man hører ja-partierne bruge præcis den samme retorik som nej-folkene brugte. Nu handler det igen om, at vi skal ha lov til at bestemme meget mere selv – men dengang var flertallet af politikerne EUforiske uden lige. Problemet var, når jeg læste traktaterne, at EU bygger på katolsk tankegang. Ja hele EU er opbygget efter den katolske kulturtanke, fremfor den frie nordiske grundtvigske frihedstanke, som vi lever efter. Jeg forudså, som mange andre gjorde, at vi i norden ville få det frygteligt med at være trådt så kraftigt under fode af EU reglerne – som det jo også nu er blevet tilfældet.

Men vores danske NEJ til unionen, som gik verden rundt, gav langsomt forandringer. Andre landes befolkninger turde pludselig standse op og tænke sig om. Og hele EU systemet begyndte at se, at deres projekt ikke var et folkeligt projekt, men et politiker-projekt. Åbenhed begyndte man at indarbejde, der mangler stadig meget, men arbejdet er fortsat igang. Man prøvede at få mere demokrati og selvstændighed ind, uden at det dog er blevet voldsomt bedre med årene. EU er fortsat et politisk projekt.

Alle troede, at NEJ sigere bare ville leve i egen andedam. Intet kunne være mere forkert! Jeg kæmpede for, og gør det stadig, at vi skal have et stort og tæt forpligtende samarbejde med andre regeringer – alt andet er da tåbeligt. Men man kan nemt samarbejde, uden at det skal være en union. Vi havde allerede gode samarbejder igang.

I 2004 sprang jeg for første gang offentligt ud i politik. Konservative havde forsøgt at få fat i mig nogle gange gennem 4 år. Den første henvendelse kom fra en kreds på sjælland, og var det mest tåbelige jeg har hørt længe. Konservative havde i den periode stor tiltro til kendte mennesker. Var man kendt, så blev man hurtigt konservativ. Om man så faldt ned med et fly eller trak kugler op af en kasse i DRs bingoprogrammer. Også jeg blev kontaktet, og jeg glemmer aldrig ordene fra kredsens formand: “Vi kender dig jo fra TV og jeg tænkte, om ikke du havde lyst at være vores spidskandidat til folketinget”. Jeg svarede hurtigt, om det ikke gjorde en forskel, at jeg ikke var enig med de konservative? Hans svar var: “Det kan du hurtigt lære, vi er mange der kan hjælpe dig med at finde ud af vores holdninger”.Jeg kan ikke huske hvordan jeg formulerede mit afslag, men pæne ord har det næppe været. Det var første gang jeg opdagede, at politik er blevet en handelsvare som et pladeselskab eller en pampers-ble.

Men det skulle vise sig, at han et sted havde ret. Konservativ KAN man lære at blive – ihvertfald da Konservative blev del i flere grupper. En jeg lærte at kende i Aalborg tilhørte den gruppe i Konservative, der gerne så et bedre samarbejde på midten af dansk politik – en regering over midten. VKO havde i den grad set til DF, som jeg hader af et godt hjerte – og hvis jeg kunne være del af et parti, der kunne rykkes mod midten, så ville det være en sand fornøjelse. Jeg fortalte dog, at jeg havde sær-standpunkter! Jeg er ikke EU tilhænger, jeg går ind for frihed til forskellighed, jeg vil f.eks. bevare Christiania, og jeg kan ikke udstå hverken Lene Espersen eller Brian Mikkelsen – ikke som personer, men som politikere. En enig bestyrelse vdtog, at det kunne de nemt leve med. Og så tog jeg til kredsmøde som opstillet kandidat til folketinget.

Jeg holdt en lang tale den aften, for de meget gamle mennesker der var mødt op for at få gule ærter. Flere faldt i søvn, nogle tror jeg sov allerede da de kom. Men der var også enkelte, der brændte for tankerne i mine ord. Jeg talte om friheden til forskellighed, jeg talte om et K der arbejdede over midten, jeg talte om et andet skattesystem, jeg ønskede bevarelse af små skoler i landsbysamfund og ikke mindst et mindre bestemmende EU og så et par lægehelikoptere for at løse udkantsproblemerne. I den efterfølgende debat blev jeg latterliggjort for mine tanker om en helikopter, det var langt ude i fremtiden og den synes de at jeg skulle lade være med at sige offentligt. Et par år efter var det virkelighed. Men mine tanker om EU, Christiania og midterpolitik blev ikke drøftet i debatten.

Pressen i Nordjylland fandt Jante frem. Tidligere TV Vært skulle ikke komme der, og nappe en fin nordjysk kreds. Nordjyske og Socialdemokraterne har altid været gode venner, og derfor kom en historie op, som efter alle journalistiske og moralske begreber ikke burde være skrevet. Kasseren i Socialdemokratiet udtalte til avisen, at “jeg var socialdemokrat og bare gik efter et parti, som det gik godt for”. Historien var nu ikke sand, da jeg havde meldt mig ud. I 2001 var vi igang med at lave en dokumentar om politiske partiers leflen for kendte mennesker, og både jeg og en række andre kendte meldte os ind i politiske partier, for at se hvad der skete. Men historien var en and – ingen kom med specialle tilbud, som vi ellers var blevet tippet. Og derfor meldte vi os ud igen. Socialdemokrat har jeg ihvertfald aldrig været. Meget kan man beskylde mig for, men ikke det. Jeg forklarede journalisten om den journalistiske arbejdsopgave, men de holdt fast, Endda skrev den daværende såkaldte redaktør Ulrik Haagerup en historie om det i journalisten, hvor han skrev at han “fandt det besynderligt og uetisk at udgive sig som noget, for at få en journalistisk historie frem”. Ren latterlig holdning i et mediesamfund, hvor man netop ved, at man som journalist ofte bliver nødt til at bruge enten skjult kamera eller stråmænd for at få sandheden ud af organisationer eller myndigheder. Det var en journalistisk virkelighed overalt i pressen, men måske ikke på nordjyske, der i hans tid primært havde afsløret historier om næsehornet brutalis, som jeg skrev dengang. Jeg har aldrig tilgivet Haagerup eller Nordjyske for ikke at droppe en historie, der udelukkende var baseret på en journalist, der har udført sit arbejde. Haagerup er blevet klogere i hans senere jobs.
Jeg ringede straks til EkstraBladet, da historien jo i den grad var dobbelt god. Een ting var, at jeg blev beskyldt for at være socialdemokrat – det fik mig kun til at gå til modangreb. Det gav mig jo mulighed for at sige, at jeg synes det er en grov beskyldning at blive kaldt socialdemokrat – og at partiet har et problem, når de selv udtaler, at jeg melder mig ind i et parti der har chancer – har de da ikke selv opfattelsen af, at de har chancer?
Men historien var jo også en historie om den anonymitet og foreningsfrihed vi har i landet. Her har vi en kasserer, der går til pressen med oplysninger om medlemmerne. Det er helt uhørt. Jeg husker at Ekstra Bladet spurgte hende, hvem der ellers var medlemmer. Det ville hun ikke svare på. Sådan er der så meget – og i politik er verden rå.

På trods af historien forblev jeg konservativ kandidat, der var fuld opbakning i bestyrelsen – men det er klart, at jeg havde en del at bevvise. Nordjyske er jo en statsreligion i Nordjylland, og når de skriver det, så må det være sandt.

Når jeg talte politik kunne jeg tale frit. Jeg havde jo allerede før jeg blev kandidat sagt, hvad jeg stod for og hvad jeg ikke var enig i hos konservative. En af de ting var Christiania, som pludselig blev et varmt emne. Helge Adam Møller ville pludselig normalisere fristaden, hvilket er en umulighed. Hvis fristanden bliver normal, er den jo ikke fri – og slet ikke noget for sig. Og hvad er normalt? Skal vi alle være som Helge Adam Møller, eller er det mere normalt at være som mig? Eller dem?

Så jeg gik i kamp for fristaden, som jeg altid har haft den største respekt for. Der er så meget vi kan lære af christianitterne, ting som lader sig gøre for dem – og som vi “herude i samfundet” slet ikke kan finde rundt i. Jeg blev spurgt, om jeg ville holde en tale til en demonstration for Christiania på slotspladsen foran christiansborg – og en efterfølgende debat i den grå hal. Det ville jeg selvfølgelig gerne! Uanset om man er enig eller uenig i en demonstrations indhold, så skal man da altid deltage. Demonstrationer er altid ensidige, og det er så væsentligt, at begge sider blever hørt. Så deltage ville jeg – at jeg så var enig i det meste, er en anden sag.

Jeg drog mod København. Historien begyndte at brede sig i medierne. Konservativ folketingskandidat taler på slotspladsen for Christiania. Det havde jeg det godt med, da jeg jo vidste at hele mit bagland vidste at jeg gik ind for Christiania, og at jeg ville tale fristadens sag. Så jeg stod med panden løftet og så udover 20.000 mennesker på slotspladsen. Om lidt skulle jeg på. Telefonen ringede. Det var baglandet, der lige ville sige, at hvis jeg talte på slotspladsen, ville det betyde, at jeg ikke længere var kandidat. Og det havde de også sagt til Nordjyske. Jeg sagde, at jeg forlængst havde fortalt dem hvad jeg stod for, og at ansvaret derfor var deres, og at jeg med sikkerhed ville holde talen. Alt andet ville være vælgerbedrag. Fra en ven i konservatives bestyrelse fik jeg senere at vide, at sagen om mig havde været vendt i toppen af partiet, efterhånden som den ramte medierne – og at deres glatte målrettede linie ikke kunne have den slags særstandpunkter i partiet. Med andre ord ville man have slaveagtige partisoldater, der sagde hvad Bendt Bendtsen sagde. De kunne rende mig et vidst sted!

Jeg stod sammen med Ebbe Kløvedahl Reich, som jeg har haft den ære og glæde af at kende og møde gentagne gange – og sammen med Jacob Ludvigsen, der var medstifter af fristanden og en ven af familien. På scenen var tre christianiabørn, der holdt en tale om “de mange svin på borgen, der ville tage deres hjem”. Det var sødt på en barnagtig Che Guevara måde, og folk på pladsen råbte med: “Skal de ha lov at tage vores fucking hus”, råbte den lille purk på knap 10 år – og hele pladsen råbte “NEEJ”. Og så var det min tur.

“Og nu skal vi høre fra en konservativ kandidat”, sagde speakeren til de 20.000 mennesker. De stod stadig med knyttede næver efter den 10-årige Che Guevara, og mod mig strømmede automatisk en byge af BUUUUH råb. Fandme om en borgerlig skulle tale på deres slotsplads. Sveden haglede ned, men jeg var fattet indeni. Hvis Christiania mener friheden, så må de også kunne rumme mine holdninger, ellers er det hele jo helt ligemeget. Ebbe klappede mig beroligende på skulderen. “Jeg ved hvad du kommer af”. Og med den sætning gik jeg på scenen, vel vidende at dette, ville blive min sidste tale som kandidat for konservative. De mange buuh-råb blev færre, efterhånden som talen skred frem. Det stoppede først helt, da jeg nåede til at “det er uanstændigt at smide 800 voksne og børn ud, fordi man har lyst”.

Jeg sluttede talen med at se op fra papiret. Folk smilede til mig, de nikkede… Jeg talte frit i 1 minut og fortalte, at forskelligheden har trange kår – ikke kun i virkeligheden, men også på Christiansborg. Andre holdninger er ikke velkomne, fordi vi kun hører vores eget. “Vi vil ikke lytte til andre, ligesom I jo begyndte med buuh-råb, men nu er mere rolige. Sådan er det også i mit parti. Jeg har fået besked om, at hvis jeg siger noget foran jer her idag, så er jeg ikke længere konservativ kandidat. Så det kan jeg hermed meddele! Jeg værner så meget om friheden til forskellighed. Samfundet skal kunne rumme Christiania, ellers er samfundet fattigt – og et parti skal kunne rumme andre holdninger end diktatoren i toppen – ellers er partiet fattigt. Det er derfor med glæde i stemmen jeg lige nu kan sige, at jeg ikke længere er konservativ kandidat”.

Man må sige det havde sin virkning på slotspladsen – der var taktfaste klapsalver, fordi de kunne se og høre, at jeg stod ved mine holdninger – og var klar til at miste for dem. Da jeg kom ned fra scenen var jeg våd af sved, Ebbe Kløvedahl Reich tog imod mig med et knus. “Det var virkelig en flot tale, her tag min dansk vand”…

Jeg svor, at det var det sidste jeg nogensinde ville have med politik at gøre. Som nogle måske ved, kom det ikke til at holde…

—-

—-

TALEN (i stikord) – Holdt foran Christiansborg 2004

Der var engang fem ærter. De boede i en bælg.

Ærterne var grønne, bælgen var grøn og derfor sagde de; Hele verden er grøn.

Det er H.C. Andersen der har skrevet eventyret om ærterne ­ og vi kender alle sammen de ærter.

Folk der kun kan se deres egen virkelighed. Folk der kun ser den grønne farve fordi der er for besværligt, at gå ud og møde noget nyt. Sådan er der mange der har det med fristaden.

Vi udenfor lever i vores grønne verden, og forstår ikke at nogen vil leve i en gul.

Når vi så taler os varme i vores fordomsfulde ærtebælg, ja så vil gerne rykke ind med vores malerfirmaer og farve de andres verden samme kulør som vores egen. Det, er udansk!!

Hvis alle var som mig ville verden være dødssyg at leve i. Ikke fordi jeg opfatter mig selv som en dødbider, men fordi det er rædselsfuldt når alle er ens.

Vores samfund kører, desværre, efter den linie at alle skal være ens. Vi skal bo i små huse, have bil, boblebad og boxerhund. Vi skal starte en uddannelse i børnehaven og vælge hvad vi gerne vil være i første. Vi skal droppe sabbatåret, droppe højskolen ­ vi skal bare gå lige i mål!

I det samfund er der ikke plads til forskellighed.

Hvis naboen er præcis som du selv er han ikke værd at snakke med.

Derfor har jeg altid hyldet friheden til forskellighed. Et stærkt samfund er et samfund der giver plads til dem der ikke vil leve som os andre. Et stærk samfund er et samfund der accepterer og lytter til dem der melder sig ud. Sådan har det været med Christiania siden starten ­ det er stiltiende blevet accepteret.

Jeg kender nogen der har et sommerhus. Vejen op til sommerhuset har vi kørt på i mange år. Pludselig ville ejeren af grunden vi kørte på ikke længere tillade, at vi brugte den. I retten sagde de, at når man gennem mange år har brugt vejen, så har man vundet hævd, man har altså brugsretten til vejen.

Jeg mener situationen er den samme med Christiania. Gennem 32 år har vi ikke ryddet staden, vi har ladet den ligge. Oveni købet har samfundet erklæret, at et hus derude er ulovligt byggeri, derved må man jo sige, at det er de andre ikke!

Det er uanstændigt pludselig at smide 800 voksne og børn ud fordi man har lyst.

Christianitterne har vundet hævd på fristaden ­ de har brugsretten og derfra må vi så finde ud af, at løse uenighederne. Hvis ikke det er jura, så er det i alt fald anstændighed og sund fornuft!

Pusherstreet har samfundet reageret kraftigt overfor, men Christiania, som landsby, har fået lov til at leve, stort set, i fred.

Turister kommer fra nær og fjern for at se dette monument for et Danmark der giver plads til forskellighed ­ et monument for rummelighed.

Fjerner vi fristaden, bliver samfundet ufri. Turister vil se det samme område, hvor vi tidligere gav plads, og opfatte det som en skamstøtte! Så er Danmark blevet som alle andre ­ med fem grønne ærter i en bælg.

Vi skulle hellere samarbejde med Christiania. Acceptere at der er flere måder at leve liver på og lære af hinanden. For, der er meget at lære for begge parter.

Når talen falder på Christiania handler det altid om hashhandel. Der er også masser af hashhandel i Varde, Tønder, Odense og Aalborg uden, at vi af den grund, taler om at rydde de byer. Hash er kun en lille del af Christiania. Hash og Christiania er to forskellige debatter!

Hvis man bevæger sig lidt længere ind end til pusherstreet, hvad presse og politikere sjældent gør, så møder man 600 voksne og 200 børn i deres eget samfund. Man møder 50 virksomheder, registreret i samfundet udenfor. Ikke lovløse der snyder i skat eller virksomheder der ikke betaler moms ­ kun mennesker der bare vil leve på en anden måde.

Det er klart at Christiania må overholde loven. Vi skal alle sammen overholde loven, også selvom vi er imod dem. Christiania er ikke lovløst område. Handel med hash er ulovligt ­ også på Christiania. Der begås heller ikke mord på Christiania hvor samfundet vender det blinde øje til fordi det skete derude. Selvfølgelig skal regler overholdes. Sker andet må man gribe ind eller ændre reglerne sammen. Men, eftersom man ikke rydder Odense kommune pga. hashhandel kan man heller ikke nedlægge samfundet Christiania.

Tværtimod er det lykkedes christianitterne at smide de hårde stoffer på porten ­ det er jeg sikker på, at mange i samfundet udenfor gerne ville lære.

Derfor er det tid til samtale. En samtale hvor begge giver og tager og finder en form der stadig giver plads til forskellighed.

Da historikerne i 1800 tallet påviste, at dele af biblen var skrevet af fra andre religioner, ville præster ikke tale med historikere og omvendt. Der fandtes bare en mand der gik imod; N.F.S. Grundtvig.

Han mente, at det netop var nu man skulle tale og lytte. Ikke på universiteterne hvor historikerne og videnskaben hørte hjemme ­ og heller ikke i kirkerne, der var præsterne og religionens domæne. I det øjeblik skabte han højskolen. Her var der plads til at forskellige synspunkter kunne mødes og lære af hinanden ­ eller blive stærkere i det de selv kom med.

Det er den samtale der ikke gives plads til i dag. Flertallet lukker i stedet sine modstandere med magt.

Mit spinkle håb er, at christianitter og regeringen kan finde sammen på neutralt sted og sammen finde en løsning. Alt andet ender i kaos og gør os alle ufri!

God kamp for forskelligheden – i samtale begynder livet igen.

Continue Reading

1990 – Grundtvigs oplysningstanker – HF rapport

På HF skulle vi på andet år lavet en “2. års rapport”. Vi skulle skrive om et selvvalgt emne, og jeg var helt sikker på mit valg. Det skulle handle om Grundtvig og hans oplysningstanker. Jeg blev sat i bås, og skulle skrive den under faget “historie”. Men det nægtede jeg. “Grundtvig er ikke historie, grundtvig er samfund”, sagde jeg. Men skolen ville ikke lytte. Allerede dengang var jeg stædig – så jeg begyndte en større kamp om at få lov til at skrive om Grundtvig med Samfundsfag som overskrift. Og jeg kæmpede hårdt. De sagde det ville koste mig en del i karakteren, men karakterer jeg jeg totalt ligeglad med. Jeg går ikke på HF for at få et papir, men for at blive klogere som menneske. Sagen endte helt oppe hos rektor, efterfulgt af et par paragraffer, og jeg fik til sidst lov til at skrive rapporten i samfundsfag.

Man kan mene – og sikkert med rette – at man skal vælge sine kampe med omhu. Jeg kunne med sikkerhed have brugt de mange ugers kamp og ord til at skrive rapporten i bedre tid inden deadline, men for mig er det væsentligt at have en holdning og stå ved den, om det så koster kamp. Og det er altså helt nd til de “små” ting.

Jeg husker, at mit hovedargument var, at rapporten jo netop skulle påvise at Grundtvig ER en del af vores samfundstanker hver eneste dag – historie er det der var, samfund er det der er.

Og Grundvig ER!

—-

GRUNDTVIGS OPLYSNINGSTANKER I DET MODERNE SAMFUND


af Jeppe Søe

Forord:

Uden tænkeren, oprøreren, digteren og præsten Grundtvig fra det forrige århundrede ville Danmarks folkelighed, demokrati, partiholdninger, frihed, undervisning, kirke, kvindesag og mere til se anderledes ud. I hvert fald, hvis man skal tro dem, der mener, at Grundtvig er mere end “Dejlig er den himmel blå”.

Når de bruger store ord, får man det indtryk, at han ikke bare har påvirket, men bestemt samfundslivet og det personlige liv i dag. Andre finder det umuligt at spore Grundtvig i nutidens Danmark. En israelsk Grundtvig-forsker talte med en fransk Grundtvig-forsker. Israeleren sagde, at “han havde spurgt mange mennesker i København, hvad de vidste om Grundtvig, og han fik det indtryk, at Grundtvig var helt ukendt.”

Andre føler sig lukket ude, holdt udenfor, når der tales om Grundtvig, fortæller den tidligere højskoleforstander Finn Slumstrup:

“Under det nordiske højskolemøde i Finland i 1979 var der på et vist tidspunkt en god kollega som sagde til mig, at nar vi danske højskolefolk begyndte at diskutere Grundtvig, fik han altid associationer i retning af middelalder og hemmelige katolske ceremonier.”

Det var udsagn, som ligner ordene fra Finn Slumstrups “svenske kollega”, der fik mig til at vælge Grundtvig som emne til en HF 2.ars rapport. For han har jo ret, Finn Slumstrups svenske kollega. Vi kan altid trække en “Grundtvig-tanke” frem, som tit vil ende diskussionen i enighed. At slynge tanken ud med stor beundring for Grundtvig i stemmen, er uundgåeligt for alle Grundtvigkendere.

Jeg blev spurgt, af min første 2.års rapport-vejleder, om det ikke var en opgave der hører til under Historie. ”Det er ikke Samfundsfag”, som han så smukt formulerede det, samtidig med at han nægtede at tage opgaven. Denne bemærkning er paradoksal’ da temaet i min opgave netop er at bevise at Grundtvig ikke er historie, men i høj grad er baggrunden for mange af de emner, der diskuteres i Samfundsfag, at hans ideer og tanker til stadighed præger det demokratiske billede Danmark er så stolte af at have malet. Jeg har valgt at skrive om Grundtvigs oplysnings-tanker, ikke oplysning som ren og skær undervisning eller som indlæring. Den form for oplysning er ikke Grundtvigs. Han mener, at “Man forstaar ikke mere af Livet, end man har oplevet, og det gælder den enkelte som Slægten.”

Oplysningen kommer af erfaringen, den enkeltes erfaring og de fælles erfaringer. Nar jeg prøver at leve op til opgavens ord “En diskussion om Grundtvigs oplysnings-tanker”, gør jeg det i forhold til nogle emner, jeg har valgt ud: folkelighed, demokrati, parti-holdninger, frihed, undervisning, kirke og kvindesag.

Jeg mener ikke, han skal bruges som en kagebog. Han tænkte ikke som den nyudnævnte kulturminister Grethe Rostbøll, der i Tv-avisen 18.12.90 sagde, at Det kongelige Teater var vigtigere end børneteatrene, fordi “elitens kultur er grundlaget for folkets”. Grundtvig mente det modsatte: “…solen står med bonden op. slet ikke med de lærde…” (Grundtvig: “28de Mai i det Danske Samfund”. 1839. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 462)

Tanken adskiller sig altså fra et moderne slagord om, at kulturen skal ud til folket. Grundtvig mente, at kulturen skulle komme fra folket.

At hans oplysnings-tanker har den bredde, jeg søger at vise, fremgår af hele det digt, han senere selv kaldte “Oplysning”:

Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave?
Nej. himlen under flere godt, og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op. Slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde.

Er lyset i planeter kun, som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund et lys for alle sjæle?
Det giver os for ånder syn som solens skin for kroppe.
Det slår i sjælen ned som lyn fra skyerne hist oppe.

Er lys paa visse vilkår så kun halvvejs at ophøje?
Gør det ej alle vegne godt, er lys ej livets øje?
Skal for misbrugens skyld måske på Åndens himmelbue
vi heller mulm og mørke se end solens blanke lue?

Nej, aldrig spørges det fra Nord, vi lyset vil fordunkle!
Som nordlys i fribårne ord det sås på himlen funkle,
og ses det skal ved nordens pol, ej blot i kroppens rige,
midsommerens den bolde sol vil ej for midnat vige!

Oplysning være skal vor lyst, er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst – oplysningen om livet:
den springer ud af folkedåd og vokser, som det vugges,
den stråle i vort folkeråd, til aftenstjernen slukkes!”

1. GRUNDTVIGS LIV OG TANKER

For at kunne forstå hans tankegang må det være på sin plads kort at skitsere hans liv – i hvert fald i forhold til de hovedemner, jeg har valgt.

“Og vokser, som den vugges”

Kvindesag:
Frederik Severin Grundtvig blev i 1783 født som yngste barn af præsten fra Udby. Johan Grundtvig. De fleste, der skriver om Grundtvig, mener dog ikke, at det er hans far, der er den vigtige, men kvinderne -moderen, søsteren Rikke og en gammel tjenestepige, Malene jensdatter, som lærte Grundtvig “det levende ord”s, det talte ords magt:

Frederik Severin Grundtvig blev i 1783 født som yngste barn af præsten fra Udby. Johan Grundtvig. De fleste, der skriver om Grundtvig, mener dog ikke, at det er hans far, der er den vigtige, men kvinderne -moderen, søsteren Rikke og en gammel tjenestepige, Malene jensdatter, som lærte Grundtvig “det levende ord”s, det talte ords magt:

“…Da jeg var i Sindet liden, sad hun med mig paa sit Skød, med en røst saa blid og sød sagde hun mig Sagn om Tiden.” (Grundtvig. Saga. Digtsamling 1811)

“Frederik blev altså med sin moders, Malenes og Rikkes hjælp fortrolig med det andet køn endnu før han kendte sit eget ordentligt fra andre end sig selv. Således har andre drengebørn det også, han havde det blot i overordentlig grad.” (Reich. 1972. Side 23.)

Mange, der skriver om Grundtvig, siger igen og igen, at det er kvinder, der fører til alle skifter i hans liv. Første gang var. da han blev huslærer på Egeløkke på Langeland 1805-08 og ulykkeligt forelsket i husets frue. Det fører til en krise, der som jeg tolker Grundtvigs “Dag- og Udtogsbøger” fra den tid gør, at han bliver romantisk i sine digte og samtidig har religiøs tvivl. Han beskriver her ganske nøje sine utæmmede følelser for den gifte Constance Steensen de Leth og den vældige “siælekamp”, det koster at lære at leve med dem: “Jeg kom her. Jeg læste i denne hulde Kvindes Øje, og hvad var al Verdens Bøger imod det?” (Grundtvig: Dag- og Udtogsbøger. 1806.)

Han får noget andet ud af det end det seksuelle.

“Men da kærligheden er ulykkelig, må den sublimeres. om han skal redde sig selv fra undergang(…)” (Thaning. 1971. Side 13) Livet igennem henter han inspiration hos kvinderne, skriver de fleste forfattere om Grundtvig. Måske siger Ebbe Kløvedal Reich det bedre, nemlig at Grundtvig lærte fra kærligheden – den lykkelige og ulykkelige – at hente inspiration fra den kvindelige del af sig selv.

“Hvem der er mest på færde”

Undervisning:

Grundtvig blev som barn undervist hjemme, og så snart han havde lært at læse, pløjede han sig gennem tykke bind med Danmarks historie og kirkehistorie. (Slumstrup. 1983.) Som ni-årig mødte Grundtvig for første gang kostskoleformen, da han blev sendt hjemmefra til sin families tidligere huslærer Laurids Feld i Thyregod. Måske var det her han fik ideen til højskolernes ydre form. Som student hørte han på fætteren Henrik Steffens’ forelæsninger over tysk digtning og filosofi og blev endnu mere klar over magten i “det levende ord”, fortællingen og samtalen.

“Ej blot i kroppens rige”

Kirke:

Hjemmefra var hans tro på Gud nærmest en pligt, og han troede da også, da han begyndte at læse teologi, ukritisk og rutinemæssigt på Gud. Han tog fat på det teologiske studium uden begejstring. (Slumstrup.1983)

I virkeligheden var han som ung mere optaget af fortællingerne om de gamle nordiske guder. Han havde ikke – skriver han selv – klaret forelskelsens kvaler på Langeland, hvis ” han ikke havde haft de oldnordiske skrifter”. Han lånte dem og gav sig til at gendigte dem. Denne vilde optagethed af de gamle, hedenske guder måtte selvfølgelig komme i modstrid med hans teologi og kristentro. Han prøvede at forene modsætningerne: “Høje Odin, Hvide Krist! Slettet ud er eders tvist, Begge sønner af Alfader…” (Grundvig, her efter Larsen. 1983. Side 18g)

Ud af erfaringerne fra indterpningen af teologien kom en del af de grundholdningerne i hans senere oplysningstanker. Det var. mens hans læste til teolog, han møde “Den sorte skole”, hvor der blev indlært for indlæringens skyld. Det var her, man påduttede drengene et videnskabeligt sprog, så de kunne lære, hvad han kaldte “Drenge-videnskabeligheden” – viden som en ydre form, men ikke som liv. At ville gøre alle til videnskabsmænd fører med sikkerhed til, at “99 ud af 100 bliver narre”, skriver han. At læse teologi kaldte han “en børnesygdom, jeg ønskede overstaaet, jo før, jo heller…” (Grundtvig: Lykønskning til Danmark… 1847. Side 17)

Han var tilhænger af kirkelig frihed og derfor modstander af statsstøttet kirke eller statskirke og også af grundlovens ord om, at kongen skal være evangelisk-luthersk. Det var da vigtigere at skrive, at kongen skulle være dansk, mente Grundtvig. (Andersen. 1940. Side 27) Professor i teologi H.N.Clausen skrev et stort værk og kun få uger senere havde Grundtvig, på kirkens vegne, skrevet en bog som svar. (Grundtvig: Kirkens Gienmæle… 1825.) Børsen i København lukkede den dag, bogen udkom, fordi alle ville læse den. (Thaning.) Det har ingen andre bøger kunnet gøre siden, og Børsen er kun lukket af nogen udefra en gang siden, da en nøgen kvinde i tressernes kvindekamp gik gennem børssalen. H.N.Clausen ønskede ikke at nedlade sig til debat med Grundtvig. Han stævner istedet Grundtvig for injurier. Den 30 oktober 1826 taber Grundtvig sagen og bliver sat under livsvarig censur. Herefter nedlagde han sit præsteembede.

“Vil ej for midnat vige”

Frihed:
Den direkte grund til, at Grundtvig ikke ville være præst mere, var, at også kirken censurerede ham. Da kirken festede, fordi det var tusind år efter kristendommens indførelse, skrev Grundtvig salmen “Den signede dag”, men de kirkelige myndigheder lagde sig imellem og forbød, at der blev brugt salmer, som ikke stod i salmebogen. (Koch.1943. Side 111.) I dag er Grundtvig den, der har flest salmer med i salmebogen. Censuren førte til, at Grundtvig for alvor kastede sig over emnet, hvad fribed er – i kirken og i et samfund.

“Den stråle i vort folkeråd”

Demokrati:
I 1929-31 foretog Grundtvig tre rejser ti] England, hvor han i deres skolesystem så en langt mere ligefrem holdning lærere og elever indbyrdes, end han kendte fra danske forhold. Her begynder hans tanker om demokratiet, selvom han, siger de fleste, der skriver om ham, er meget sen til at godtage demokrati. Han vil have, at folket og kongen skal stå sammen mod adel og borgerskab.

Englandsrejserne blandet med den politiske udvikling i Danmark fik umiddelbar betydning for Grundtvigs virksomhed i de følgende år. De revolutionære rystelser i Europa fik også konsekvenser i Danmark: “Julirevolutionen havde vakt folkene, så de rejste sig imod den hellige alliances løftebrud og krævede meddelagtighed i statsstyret. Herhjemme havde holsteneren Uwe Lornsen i en politisk pjece med heftighed fremsat kravet om en fri forfatning for Slesvig-Holsten.” (Slumstrup. 1983. Side 25)

Kort efter, den 28. Mai 1831, udstedte Frederik VI kundgørelsen om oprettelse af rådgivende stænderforsamlinger i rigets forskellige dele. Det gav Grundtvig stødet. Nu fik hans oplysningstanker naturligt belæg for at komme frem i lyset: “Thi skal den menige mand herefter tale med om rigets anliggender, så må han også vide besked med. hvad han taler om, men det ved han ikke ud fra den ringe oplysning, han bringer med fra sin skolegang. Vi må derfor have en undervisningsanstalt, der kan vejlede ham til med omsigt og ro at dømme og vælge. (…) Fremfor alt skal folk her lære at bruge deres modersmål, så de er istand til at udtrykke sig i tale som i skrift. (…) om alt dette skal en sådan HØJSKOLE give redelig besked”. (Borup.1943.)

Højskoletanken kom altså i en tid hvor Grundtvig så mangelen på oplysning og samtidig var i opgør med sig selv, og tumlede med det demokrati, der var undervejs fra Europa. Ligeså var han, ifølge Grundtvigforskeren Kaj Thaning, ved at ridse en kampfront op: “Før rummede Bibelen for ham den højeste visdom, som ingen verdslig visdom kunne konkurrere med. Nu er visdommen, erkendelsen, menneskesynet, livstolkningen skilt ud fra begrebet tro og kan deles af folk, der ikke er kristne, men har ånd, d.v.s. opfatter livet som levende, menneskeligt – og ikke dyrisk, blot biologisk. Sammen med dem og uanset tro erklærer Grundtvig derfor at ville begynde en kulturkamp. (…) Kristendom kan ikke forene et folk (…) Nordens ånd er en anden end Helligånden. Og nu gælder det om at tale Nordens ånds sag”. (Thaning. 1971.)

“Men først og sidst med folkerøst”

Folkelighed:

Baggrunden for denne ny tankegang var. at der i 1820’erne startede en kamp mellem historikere og præster. Historikerne påviste, at dele af Bibelen var taget fra gamle religioner og tekster. Mange præster mente, at nu kunne man ikke samtale med historikere mere. Grundtvig sagde det modsatte. Det handlede nu om som aldrig før at tale med dem, der ikke var kristne, men debatten kunne ikke foregå i kirken hvor troen herskede, og heller ikke på universitetet hvor videnskaben herskede. Og her foreslog han en højskole som et neutralt mødested. Folk med forskellig baggrund, forskellige meninger kunne her mødes. Han var på vej til at tænke kirke og samfund adskilt. Den nye tanke kaldte han folkelighed.

Censuren voldte ham dog hele tiden store problemer, men var han ikke blev underlagt den, havde hans virksomhed nok kun præget kirkeomradet. Han gik fra kun at være kirkens mand til nu også at være samfundets. folkets mand.

Grundtvig skelner mellem nationalisme og folkelighed. også det gør han ved en slags praktisk brug af sine egne oplysningstanker: Viden kommer fra erfaring. Eller igen: Et menneske ved ikke mer, end det har oplevet. Grundtvig har oplevet at være nationalist, men også at nationalisme indsnævrer. Han er nationalist, nar fjenden, tyskerne, står i landet. Han mente, at Gud holdt med danskerne:

“Sort ser det ud, men almægtig er Gud, dine fjender til lands er og fjenderne hans, de er fjender ad sandhed og retten, de er fiender ad kærlighedsætten, de har alle det værste tilbage, thi end lever den gamle af dage!” (Grundtvig: Til Danmark. 1848. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 157)

“Bladet, som Herren det ville, vendte sig tit, nar det gik Danemark ilde, vendte sig blidt.” (Grundtvig: “lykkens foranderlighed. 1853. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 157)

Men der er ingen racisme i hans nationalisme: “Sanddru hedning, tyrk og gøde, dem har Gud l grunden kær, hader frem for alt de søde, som på skrømt ham træder nær” (Grundtvig: Udvalg af “Til mine to sønner”.1839. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 460.)

Senere ser han forskel på nationalisme og det, han kalder folkelighed. Nationalisme er det, der gør verden lille, så man har nok i sig selv. Folkelighed peger udad. Han mener nu, at den, der har det set som noget godt for sig selv at høre til et fællesskab i et folk, også vil fa øje på, at det er vigtigt for andre folk. Han nævner ligefrem tyskerne, svenskerne og polakkerne. Og stadigvæk er der ikke racisme i hans folkelighed, man kan ikke se, om et menneske hører med til det folkelige på nedarvede træk ved mund eller næse:

“…hvad betyder folkeligt? er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? …Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild”. (Grundtvig: Folkeligheden. 1848. Her fra Højskolesangbogen. Nr. 459.)

“Den stråle i vort folkeråd”

Partiholdninger:
Grundtvig var medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling året før grundloven 1849 og derefter af Rigsdagen fra december 1849 til maj 1858. Der fandtes politiske partier eller forløbere for dem’ men grundloven nævner ikke partier, og i Rigsdagen var det forbudt at nævne et medlems tilhørsforhold til et parti. Grundtvig var ikke tilhænger af partier og sluttede sig ikke de partier, der var under dannelse. Han sagde i Rigsdagen: “Jeg tilhører ikke og vil ikke tilhøre noget andet parti end hele det danske folk”. Senere i sit liv frabad han sig, at der blev dannet partier i hans eget navn, “grundtvigianere”. Jeg synes, det ser ud til, at han prøver at jævne modsætninger ud, for eksempel da han kom i folketinget, var det danske parlament endnu var delt i to kamre, som tørst blev til i 1953, men: “Grundtvig ønskede principielt, at Rigsdage skulle organiseres som Etkammer. Folket bør ikke mere deles efter Stænder og Klasser.” (Andersen.1940. Side 41)

2. GRUNDTVIGS TANKER – OG VORES LIV

“Den springer ud af folkedåd”

Folkelighed:
Begrebet folkelighed er Grundtvigs eget påfund. Ordet fandtes ganske vist før ham og betød dengang som nu i nogle sammenhænge “det populære”. Grundtvigs oplysningstanker, sådan som vi bruger dem i dag, har hans egen udlægning af ordet folkelighed som grundlag, og derfor gør jeg lidt ud af hans tanker. Så jeg også kan gøre det tydeligt for mig selv, at der er forskel på en folkelig sanger og en folkelig oplyser.

Professor Hal Koch var under krigen med til at lægge planer om en højskole, der skulle uddanne unge til at blive politikere, nemlig Krogerup Højskole i Humlebæk. Det var selvfølgelig, fordi der var sammenhold mellem danskerne mod tyskerne, at partierne havde den tanke, at deres unge skulle uddannes på samme højskole. Da Krogerup blev til, meldte der sig næsten ingen. Krigen var forbi. Men højskolen lå der og fik samfundsfag som de vigtigste. Hal Koch prøvede at gøre sig klart, hvad Grundtvig mente med folkelighed:

“Selve Ordet “Folkelighed” er et Hovedord hos Grundtvig. Han har selv sat det i Omløb, og det betød for ham noget helt andet end det “populære”, det almen-fattelige; det havde i og for sig heller ikke noget at gøre med det “demokratiske”, så lidt som det kan identificeres med det “nationale”. Folkelighed og Folkeaand hører nøje sammen. Begge Ordene er Udtryk for den Overbevisning, at ganske ligesom et Menneske er mere end Føde og Klæder, saaledes er ogsaa et Folk mere end “mængde, Muld og Strand”. I Mennesket bor der en levende Kraft. som ytrer sig i Talen, og som former Menneskelivet – Menneskeaanden. Anderledes er det ikke med et Folk. Et Folk er ikke blot en Samling Mennesker, der bor paa et bestemt Omraade og knyttes sammen af sociale, økonomiske og politiske Baand. Et folk er ikke blot “et sociologisk Fænomen”. Det er det ogsaa. Men naar man ikke længere end til dette, har man dog ikke forstaaet det væsentlige: at der i et Folk rindes en Livskraft – gaadefuld som alt levende – som indefra gennemtrænger olket, som har skabt dets Historie og formet dets Liv – Folkeaanden.” (Koch. 1gA3. Side 135.)

I dag ser det pludselig ud til, at Grundtvigs tanker om folkelighed er helt moderne. Alle vegne i Europa tales der om folkelighed, efter at dele af Østeuropa er blevet fri. Bare for få år siden var Grundtvig umoderne. Da kunne Danmarks statsminister, EF-tilhængeren Poul Schlüter sige, at “Nationalstaternes tid er forbi”. Han havde knap fået det sagt, før nationalstaterne myldrede frem. Tjekkoslovakiet, Ungarn og Polen ville ikke nøjes med at være det, som Hal Koch kalder “et sociologisk fænomen”, de ville være et folk. Og flere og flere af Sovjetunionens enkelte republikker sagde og siger stadigvæk det samme. De vil have deres folkelighed sikret i en nationalstat. Samtidig ser det så ud til i den valgkamp, vi har haft her i 1990, at polakkerne, ungarerne og tjekkerne er bedre til at forstå Grundtvigs tanke om folkelighed end danskerne selv, i hvert fald de danske partier, for meningsmålingerne siger jo stadigvæk trods det store flertal af ja til unionen i folketinget, at de fleste vælgere er imod. (Tv-avisens valgdækning 1990). Men når flertallet i befolkningen er imod kan det jo netop skyldes en påvirkning fra Grundtvigs tanke om, at et folk er mere end geografi og sociologi.

Selvfølgelig spørger man sig selv, om vi i dag kan sige med samme sikkerhed noget om Grundtvigs indflydelse som de mennesker, der levede Samtidig med ham eller i næste slægtled, om de nu hørte til hans kreds eller ej: Kritikeren Georg Brandes (1842-1927), der i det meste stod modsat Grundtvig, sagde i en tale i Sorø 1902: “Grundtvigs livsværk er en af de Hovedhjørnestenen, paa hvilken det Danmark, som bestaar, er bygget.” (Simon. 1989. Side 12.)

Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen (1864-1953) skrev, at Grundtvigs forfatterskab er blevet “om ikke det klareste, saa alligevel det stærkeste udtryk for det danske Folk og den danske Aands Kamp for at blive sig selv bevidst”. (Simon. 1g89. Side 12.)

Professor Hal Koch (1904-63) valgte under anden verdenskrig Grundtvig som emne for en række foredrag på Københavns Universitet’ fordi han mente at genhøret med Grundtvig ville styrke den danske modstand. På spørgsmålet om, hvorfor han lige valgte Grundtvig, svarer han: “Jeg tvivler paa, at man i noget andet Land vil kunde finde et enkelt Menneske, som har sat saa dybe Spor som han i sit Folks Liv”. Digteren Jakob Knudsen fra generationen efter Grundtvig sagde om folkelighed, at Grundtvigs tanker indgår i “selve støbningen af danskerens sjæl”. (Slumstrup.1983.side 55.).

I dag er det mennesker med meget forskellige standpunkter, som selv siger, at de er påvirket eller bestemt af Grundtvig og hans tanker. PS den yderste venstre fløj gælder det forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, der ved valget 1990 opstillede for Enhedslisten, som var sammensat af arbejderbevægelsens venstreorienterede partier, og på højre fløj gælder det den nyudnævnte kulturminister Grethe Rostbøll, højskoleforstander i Ryslinge gennem mange år. Netop i landsbyen Ryslinge har de tre kirker – en frimenighed, en valgmenighed og en folkekirke – de er alle tre grundtvigske. Da Mogens Glistrup dannede Fremskridtspartiet i begyndelsen af 1970’erne, henviste han til Grundtvig om en af dem, partiet byggede på. Jeg har dog aldrig hørt “Sømanden” Preben Møller Hansen henvise til Grundtvig…

Fra de sidste tyve år er det også folk med forskellige standpunkter. der fremhæver nutidsværdien af Grundtvig: Tidligere chefredaktør, forfatteren Eivind Larsen, dagbladet Information siger i 1983 om Grundtvig og folkelighed: “…Folkelighed nu er mere nødvendig end før Han var blot hundrede år forud for sin tid, hvad man knap kan bebrejde ham.” (Larsen.1983.side 25).

Tidligere højskoleforstander Finn Slumstrup, Dansk Flygtningehjælp. siger: “Der er (…) en række forhold i hele tidsklimaet, som gør det nødvendigt, at finde Grundtvigs skrifter frem fra reolen igen.” (Slumstrup.1983. Side 8.)

Grundtvig-forskeren, dr. teol. Kaj Thaning skriver i et værk til udlændinge om danske højskoler: ”He who crosses the Danish border will discover, sooner or later, the tension that has arisen as a result, on the one hand, of a modern, technically-mindet outlook on the naturel sciences and, on the other, of a more or less hidden heritage from Grundtvig’s emphasis of what is humanly vital, and from his claim that humanity and freedom are interdependent fac-tors”. (Thaning.1972.side 165)

Selvom citatet fra Kaj Thaning tyder på, at danske grundtvigianere prøver at eksportere Grundtvigs tanker, så er det aldrig lykkedes i stort omfang. Ganske vist har Norge mange folkehøjskoler, skabt over Grundtvigs model, men de norske højskoler er næsten alle modsat de fleste danske knyttet til en bestemt kirkelig eller politisk retning.

De er ikke blevet, som Grundtvig foreslog det, skoler for forskelligheder. De norske skoler er kirker, religiøse kirker eller politiske kirker. Og i Sverige er folkehøjskolerne endt som eksamensskoler med en toårig eller treårig uddannelse som grundlag, selvom også svenskerne siger, at de har Grundtvig som udgangspunkt. En af forklaringerne på, at Grundtvig stadig mest bruges i Danmark er nok, at andre folk ikke har forstået hans syn på det, han kalder folkelighed. De opfatter det som nationalisme, som en blanding af “Gud, Konge og fædreland”. Den socialdemokratiske professor og højskoleforstander Hal Koch gik imod beskyldningerne mod Grundtvig for at sammenblande det nationale og kristelige: “Tværtimod bestræbte han sig i høj grad for at holde det danske og det kristelige ude fra hinanden, ikke som to uforligelige ting. men dog som noget højest forskelligt”. (Koch. 1943. side 167)

Det samme spørgsmål dukker også op i dagens Danmark. Vi har lige set det i debatten om det nationale over for forsøgene på at gøre EF til en stærkere europæisk blok: “…Spørgsmålet for mig – i forhold til udsigterne for det indre marked – er, hvorvidt eller hvordan “folkelighed” og det nationale hænger sammen. Her i efteråret har flere, bl.a. Poul Schlüter i London, talt om, at nationalstaten som en suveræn størrelse er ved at være forbi. Forsvinder grundlaget for “folkelighed” så? Eller kan det tænkes at komme til at gå anderledes, at “folkelige” kræfter frisættes, hvis landegrænser ikke længere er lig med told-, stats-, afgifts-, kapitalbevægelses-, miljøbeskyttelses-, og sommerhuskøbsgrænser.? (…) Det indre marked er en moderne udgave af det tyranni, som Grundtvig kaldte “det romerske åg”, mens folkeligheden “nedefra” slumrer i de utallige etniske enheder jorden over”. (Grøn, Jens: Grundtvig og det indre marked. Højskole- bladet. nr.4.1990.)

“Gør det ej alle vegne godt…”

Demokrati:
Den mest kendte indflydelse, Grundtvigs tanker har i dag, er påvirkningen af demokratiet, sådan som det virker i Danmark. Professor og højskoleforstander Hal Koch, Københavns Universitet cg Krogerup Højskole, kaldte i sin bog “Hvad er demokrati?” den danske eller grundtvigske udgave for “Mindretalsdemokrati”. Hal Koch tænker her på Grundtvigs tanker om “det levende ord”, omsat i politisk samtale mellem modstående grupper. Hvor man i de fleste demokratier mener, at man er demokratisk, bare man har stemt om det. så har Hal Koch lært hos Grundtvig, at afstemninger bare er en anden form for slagsmål, nemlig med stemmesedler som våben.

Hal Koch skriver det sådan: “Der findes et sted her i landet et sogneråd, i hvilket der er to grupper, en flertalsgruppe på 7 medlemmer og en mindretalsgruppe på 4 medlemmer. Flertallet er således solidt, og der er ingen grund til at tro, at det skulle kunne rokkes i de første mange år. I møderne går det meget ofte sådan til, at flertallet kort og knapt, fremsætter det forslag, som man i gruppen er blevet enig om. Derefter får oppositionen ordet. Det er jo en demokratisk forsamling! Den afgiver et langt og ofte velbegrundet indlæg, som viser vanskelighederne ved sagen. Under dette indlæg kan ingen se, om flertalsgruppens medlemmer hører efter eller sover, men vi må vel gå ud fra, at de gør det første. Når oppositionen har fremsat sine indvendinger, kan det ske, at formanden eller en anden siger et par ord – gerne temmelig hvasse ord. Men man er sjældent nået ret langt, før flertalsgruppen foreslår, at man går over til afstemning. En videre drøftelse finder man som regel ikke nødvendig. Det er den heller ikke. For flertallet har afgjortsagen i forvejen og bryder sig ikke en døjt om modparten eller dens synspunkter. Men mødet slutter altid med en god demokratisk afstemning, hvor stemmerne mærkeligt nok falder 7 mod 4, hvorefter man går hver til sit, overbevist om at have gjort et godt demokratisk arbejde. Har ordet ikke været frit, er sagen ikke blevet afgjort ved afstemning, og har flertallet ikke fået lov at bestemme? Hvad vil man mere? Alle ville blive højst forbavset – mindretallet måske glædeligt overrasket – ved at høre den påstand fremsat, at denne ordning er i højeste grad udemokratisk”. (Koch. 1946.)

Når bl.a. mindretalsdemokrati sættes i forbindelse med Grundtvig skyldes det, at han var imod ordet “flertal” i Den grundlovgivende Rigsforsamling 1848: “I stedet for Majoritet bruger Grundtvig det gode Udtryk Overtal.” (Andersen. 1940. Side 14.)

Højskolelærer Holger Kjær, Askov Højskole, skriver, at når Grundtvig ikke ville bruge ordet flertal, så var det i modsætning til reformatoren Calvin, der sagde, at flertallets mening også er udtryk for folkeviljen eller fællesviljen. (Holger Kjær: Frisind og/eller tolerance.)
Jeg mener så, at det har ført til, at Danmark er anderledes end alle andre lande, også på demokratiets område. Vi er det eneste folk i verden, der i næsten et Århundrede aldrig har givet flertal til en enkelt person eller et enkelt parti. Alle andre steder kalder de den slags for roderi og kaos, mens vi i Danmark bliver ved med at stemme sådan, at ingen far flertal. Følgen er, at heller ingen får magten alene, ingen person og intet parti, men de er tvunget til at samarbejde.

Med regeringdannelsen efter valget 1990 har det igen vist sig, at der er noget galt med demokratiet i Danmark – eller med det, jeg her har valgt at kalde den grundtvigske form for demokrati. Ikke blandt det danske folk, de stemte på samme måde som så mange gange før, men blandt visse partier i folketinget. Een måde at gøre ting på kan være fin. Indtil “hullerne”, frihederne, bliver udnyttet imod hensigten. Så bliver det et folkekrav at der måske en stramning. Da det Konservative Folkeparti og Venstre dannede regering, skulle man tro Hal Koch’s rædselsbeskrivelse af et lille menighederåds demokrati-problemer, blev brugt som model. I 1990 er vi bare kommet endnu tættere på det, andre lande kalder roderi og kaos. Vi kan se, at samarbejdet vil blive tvunget frem, og på den måde vil mindretals-demokratiet arbejde igen, men Samtidig er der det gamle magtspil, som ikke er løst, eller som måske er så tydeligt, fordi Grundtvigs tanker af nogen kun bruges som pynt.

“Vil ej for midnat vige”

Partiholdninger:
Mange, som kun kender lidt til Grundtvig, tror at bare fordi han er fra forrige århundrede, så må han høre hjemme i konservatismen og liberalismen. Da Grundtvig sad i Den grundlovgivende Rigsforsamling var de andre sure på ham, fordi han i lovteksten vi l le fjerne fremmedord, som han kaldte “pluddervældsk’. Nogle af de ord, han i sin tid som politiker foreslog byttet ud med danske, røber samtidig noget om, hvor han ikke hører hjemme, for eksempel “naar han i Stedet for konservativ siger: stædig, i Stedet for liberal: løbsk”. (Andersen. 1g40. Side 14.)

Jeg synes, at de to ord stædig og løbsk om de to, Det konservative Folkeparti og Venstre Danmarks liberale parti, der nu har dannet regering, kan være en god kommentar fra Grundtvigs tid til det, der sker i dag. Modsat Grundtvigs ord om, at han ikke tilhørte noget andet parti end hele det danske folk, så har demokratiet i Danmark jo valgt at partidele sig. Dele af partiernes ideologier ligger nær nogle af Grundtvigs tanker. Undervejs i min læsning har jeg haft lyst til at fordele nogle af hans ord på partiprogrammerne:

Socialdemokratiets lighedspolitik: “Thi da har i rigdom vi drevet det vidt. når fa har for meget og færre for lidt”. (Grundtvig: “Sange til 10. april 1820”. Her taget fra Højskolesangbogen. Nr. 159.)

Retsforbundets jordpolitik: “Kærlighed til fædrelandet er den sande odelsret…” (Grundtvig: den danske Nødvendighed. 1853. Her taget fra Højskolesangbogen. Nr. 155.)

Det konservative Folkepartis grundejerpolitik: “Ejendomsretten er ikke blot det borgerlige Selskabs Grundlov, men også dets Grundvold, saa naar den tages bort, synker hele Bygningen i Grus.” (Grundtvig. Tidsskriftet Danskeren. 1848. Her fra Andersen. 1940. Side 35)

Venstres frie markedsøkonomi: “Han satte (med hensyn til fordelingen af de økonomiske goder) sin Lid til, at den største mulige Næringsfrihed i forbindelse med Ejendomssikkerhed ville fremme den jævne Velstand og den ønskelige Ligevægt” (Andersen. 1940. Side 37)

Fremskridtspartiets, Trivselspartiets og Fælles Kurs’ og Dansk Folkepartis udlændingepolitik: Grundtvigs danskhed førte ham til at omfatte Indfødsretten med særlig Interesse. Han var tilhænger af Grundlovsudkastets Bestemmelse om, at ingen kan erholde Indfødsret uden ved Lov, og advarede mod, at der blev aabnet Adgang for for mange fremmede.” (Andersen. 1940. Side 47)

Socialistisk Folkepartis og Det radikale Venstres EF-politik: “Kun indfødte burde kunne være Grundejere; da Jordegodser i Århundredets Begyndelse blev givet hen for intet, “kunde jo Rothscild… købe det halve Danmark”. (Andersen. 1940. Side 48)

Man kan på den made også se, hvor let Grundtvig kan misbruges, hvis man river hans meninger ud af sammenhængen. Men det jo som regel sådan, man hører ham brugt fra talerstole og i artikler.

“Som nordlys i fribårne ord”

Frihed:
Grundtvigs syn på frihed kommer af den ufrihed, han selv oplevede, først og fremmest da han var under censur. Fra da af bliver han den, der går til det yderste i krav om fribed. Vi har stadig frihedsrettigheder nu, der skyldes ham. Først og fremmest religiøs fribed og fribeden til at lave de skoler vi selv har lyst til. Eller til slet ikke at gå i skole. Danmark er det eneste land, der ikke har skolepligt, men undervisningspligt. Han gik så vidt, at han også ville afskaffe værnepligten. Et menneske, der bliver tvunget til at forsvare noget, vil ikke gøre det som den, der har meldt sig frivilligt.

Det er dog i forbindelse med de frie skoler, højskolerne, efterskolerne og friskolerne, at ordet fribed mest er blevet hængende efter Grundtvig. Men herfra er der smittet af på andre skoleformer, for eksempel folkeskolens metodefrihed, lærerens ret til at følge sin egen form uden hensyn til skoleinspektøren eller de forældre, der er valgt, hvis læreren tør. Og når en præst i folkekirken har lov til at prædike, som han vil, hvad de end mener i menighedsrådet, så er det en fribed af samme skuffe.

Grundtvig var den første, der foreslog et elevråd, som “karlene” på en højskole skulle danne, hvis de kedede sig. Men den frihed, der var tiltænkt eleven, blev også i de frie skoler til forstanderens fribed Det blev aktuelt, da Askov Højskole kom i krise. Det har tidligere højskolelærer Finn Brandt-Pedersen skrevet om i en bog, der kom sidste år:

“Frihed har altid været et nøgleord, når der taltes om højskoler. Frihed er et smukt ord, og let at sige. Men begrebet er blevet l1dt mere kompliceret, efter at man er blevet mere opmærksom på at den enes fribed begrænser den andens. Hvad vil det sige at en højskole er fri? Hvem har friheden? I forestanderudvalgets “grå betænkning” i januar 1965 var opfattelsen klar: Skolens frihed er forstanderens fribed til at lede skolen efter sit hoved. Dermed var lærerens frihed begrænset til det frie valg mellem at blive og acceptere, eller forsvinde til et andet sted”. (Brandt-Pedersen. 1969. Side 175.)

Og frimenighedspræsten Poul Engberg, Rønshoved, kan også bruge Grundtvigs gamle tale om fribed i dag – nemlig når han taler om EF og union, som han kalder “et europæisk forræderi”: “… Stod vi endda samlet i Norden – og uden for unionen – kunne der blive tale om at vi – i samarbejde med de østeuropæiske folk, der i dag har kæmpet sig frem til folkelig fribed – kunne få ørenlyd i det Vesteuropa, hvis magtpolitiske formål afslører sig i unionsbestræbelser.

Grundtvig tænkte sig jo noget i den retning. Til forbløffelse og forargelse for sine samtidige og da også for os, der lever i dag, forestillede han sig, at de nordiske folk skulle træde ind i verdenshistorien og tale folkelighedens sag både på oplysningens og på politikkens område. Vi har naturligvis allesammen nærmest betragtet disse hans drømme om et nordisk “hovedfolk” i historien på linje med grækere og jøder som en slags storhedsvanvid hos ham. (.. .) Og så har vi trukket os tilbage i os selv og vor egen gode folkelighed – langt borte fra de andre europæeres krigsfremkaldende magtpolitik.

Grundtvigs syn på frihed kommer af den ufrihed, han selv oplevede, først og fremmest da han var under censur. Fra da af bliver han den, der går til det yderste i krav om fribed. Vi har stadig frihedsrettigheder nu, der skyldes ham. Først og fremmest religiøs fribed og fribeden til at lave de skoler vi selv har lyst til. Eller til slet ikke at gå i skole. Danmark er det eneste land, der ikke har skolepligt, men undervisningspligt. Han gik så vidt, at han også ville afskaffe værnepligten. Et menneske, der bliver tvunget til at forsvare noget, vil ikke gøre det som den, der har meldt sig frivilligt.

Men nu banker historien os frem fra indelukket. Hvad enten vi vil det eller ej, trænger spørgsmålet om Europas fremtid sig på som en uundgåelig nødvendighed. (…) Medlemmer eller ikke af EF, så bliver fremtidens europæiske billede alle de nordiske folks skæbne”. (Poul Engberg. højskolebladet. nr.26/30.1990.)

“Er det så kun om sivet”

Undervisning:
Oplysningstankerne hos Grundtvig er ikke en pædagogisk opskrift på, hvordan man skal drive skole eller undervisning. Han har aldrig skrevet et samlet værk, der fremstiller hans oplysningstanker. De er altid kun en del af det, han i øvrigt vil, har altså sammenhæng til fribed, folkestyre, folkelighed o.s.v. Den afgørende forskel på hans og andre skolefolks tanker er, at eleven er god nok, som han er. Selvfølgelig kan eleven lære noget. men når tyskerne taler om “Det danske dummerhoved”, så skal vi være stolte af det, mener Grundtvig. For efter tyskernes mening er kloge folk alene dem, der har lært et eller andet udenad. Hos Grundtvig er der forsker på klogskab og visdom. Visdom kommer af livserfaring

Lærerens hjemmefra forberedte indlæring er derfor aldrig vigtig. Ja, man kan sige, at undervisning slet ikke er vigtig. Hos Grundtvig er kun den samtale, der er en følge af undervisningen og af den visdom, eleverne selv og i fællesskab medbringer, vigtig. Han kalder den oplysning–form for Veksel-virkninqen. Læreren lærer også. Blandt højskolefolk har Grundtvigs tanke om vekselvirkning ført til en udskiftning af det gamle slagord “Man lærer så længe man lever” med “Man lærer så længe man har elever”.

Det slagord bliver selvfølgelig kun ændret p.g.a. en højskolekrise, for før i tiden overlevede nogle højskoler med kun 5 elever. Grundtvigs tanke om undervisning var “Een lærer, Een elev”, en tanke der virker urealistisk, men mange steder var der i krisetiden ikke flere elever end lærere. højskoler var nødt til at fa penge fra staten for de elever der ikke dukker op. Og mange steder kan de penge end ikke række. Firsernes højskolebillede var præget af krise, og mange højskoler prøvede at løse den ved at lade sig enten opkøbe af organisationer eller omdøbe til Faghøjskoler. Økonomisk krise, kan løses på mange måder. Men udsalgsløsningen gjorde det værre. Mange højskoler der prøvede at overleve krisen uden disse fiksfakserier, (ved at vedholde den Grundtvigske tankegang og håbe på at den igen ville blive moderne), blev trukket med ned i fortegnelsen over tomme bygninger i Danmark. Faghøjskoler lever på tidens bølgegang, og tidens bølger rider højt den ene dag, men er maske glemt igen dagen efter. Naturhøjskoler, Kvindehøjskoler, sundhedshøjskoler alle må forny sig for hver dag, og det er der ingen der kan. For at følge højskole-ldeen må man kigge i fortiden (historien) for at kunne forstå nutiden, og for at den bliver hvor den er. Denne undervisningsform er højskolen vant til, den kalder sig jo også for TRADITIONENS HØJSKOLE, Så rigtig højskole vil disse FiksFakseri-skoler efter min mening aldrig nærme sig .

Det næste i Grundtvigs tanker om folkeoplysning er, at oplysningen har folket og den enkelte selv som grundlag. Det er i de fælles, folkelige erfaringer, al livserfaring og oplysning ligger. Han siger det ikke som nogle flotte, demokratiske ord, men mener det helt bogstaveligt: “Kun ord, som går i sagn og sang fra mund til mund i folkevang opholder folkelivet. I folkets egne gamle ord kun folkelig oplysning bor, af folkeånden givet.” (Grundtvig: “Budstikke 1 Høinorden” 186~. Her efter Højskolesangbogen. Nr. 130.)

Når jeg har valgt at gå på HF, er det bl.a. fordi den store aldersforskel gør, at eleverne har livserfaring i forvejen. De kommer ikke for at blive dannede eller modne, som på mange gymnasier. Diskussionen i timerne bliver til lære, udfra de mange forskellige livserfaringers synspunkter. Undervisningsdelen ligger ikke i skolebøgerne, men i samtalen. SS HF svarer de fleste steder til Grundtvigs “I Samtalen Begynder Livet”, som digteren Ole Wivel udtrykker det. På den anden side kan jeg godt se, at HF har præg af den pædagogiske videnskabelighed, som Grundtvig var modstander af. Alene de modeller, man foreslår os at lave 2. års rapporter over, er hentet fra videnskabelige afhandlinger. Drenge-videnskabeligheden lever i bedste velgående. Grundtvigs synspunkt er desuden, at forklaringen på oplysningen om livet, det personlige liv og det fælles liv, aldrig findes i fagene sociologi, psykologi eller biologi, men i den fælles, folkelige livserfaring: “Da skal man se, at klarhed bor slet ikke i bælgmørke ord og stumme tankestreger, men i hvert sandhedskærligt bryst, det jævne ord, den jævne røst, som livet vederkvæger.” (Grundtvig: “Budstikke i Høinorden” 1864. Her efter H77skolesangbogen. Nr. 130.)

Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich Udtrykker Grundtvigs oplysningstanker sådan: “Der findes to dominerende måder at tænke på. Man kan kalde dem den logiske måde og den analogiske måde, den videnskabelige og den poetiske. Logikken har at gøre med de åbenlyse forskelle, analogikken med de skjulte ligheder.” (Reich. 1978. Side 30.)

Selv kalder Grundtvig formen, den ikke-logiske, i folkeoplysning for “det historisk-poetiske”. Om det siger tidligere højskoleforstander Finn Slumstrup: “På Grundtvigs tid ville den umiddelbare reaktion på en elev, der kom og bad om livsoplysning, være den, at han burde melde sig til filosofi. I dag vil svaret være, at eleven sikkert vil kunne have udbytte af psykologi eller socialpsykologi. Og det er da også sikkert, at en god hø7skolelærer vil kunne tilrettelægge undervisningen på en sådan måde. at der kommer livsoplysning ind. Grundtvig selv henviste imidlertid til historien og litteraturen. Han veg endda ikke tilbage for at kalde dig–terne for de bedste lærere” (Slumstrup. 1983. Side ‘-13)

Det er en misforståelse, også blandt nogle højskolefolk og i de andre frie skoler, at skolen skal omvende eleverne – til kristendom eller en bestemt politisk retning. Til friheden i Grundtvigs oplysningstanker hører, at han ikke har de hensigter med oplysningen: “Skolens opgave er vækkelse, at vække til forståelse af, at mennesket er ånd og hører til et folk, at stille det ansigt til ansigt med virkeligheden – mere ikke. Skolen skal ikke forkynde en bestemt anskuelse, ikke prædike, heller ikke prædike kristendom. Dens opgave er ikke at gøre de unge til kristne(…) Nej, dens opgave er at gøre dem til mennesker. Derfor skal der være frihed i skolen. frihed for alle mennesker og for alle anskuelser.” (Koch. 1943. Side 149)

Man kan på den anden side hævde, at Grundtvigs oplysningstanker netop ikke var så fastlåst, at der kun kunne blive en slags skole ud dem. Allerede mens han levede, dukkede der mange forskellige former for frie skoler op. Og siden hen har også hans modstandere gjort brug af højskoleformen, både politiske og kirkelige modstandere. for eksempel Indre Mission og Scientology: “Han havde ikke drømt om den situation, han kunne se ud over ved sin død i det tidlige efterår 1872: et Danmark med over 50 folkehøjskoler, rejst af lokale initiativer, men understøttede af den danske stat. Man kan sikkert sige, at enevælden sad Grundtvig i rygmarven i så hø: grad, at han mente vejen man matte gå for at få rejst en folkehøjskole, paradoksalt nok ikke var til folket, men til dets konge. Han kunne i sin alfaderlige visdom se, at folket netop trængte til at blive vækket.” (Slumstrup. 1g83. Side 38.)

Måske det bedste eksempel på, at Grundtvigs oplysningstanker kan bruges i dag, findes i den kendegerning, at hvad som helst, der vil være moderne kalder sig “højskole”. Som modtræk mod arbejdsløsheden de sidste tiår er der lavet “Daghøjskoler”. Da græsrødderne skød frem med emner som energi og økologi, blev det mange steder kaldt “højskole” i firserne. og græsrødderne lavede også særlige folkehøjskoler for disse emner. Pensionister, der i de senere Ar er blevet mere bevidste om, at deres alderdom har en selvstændig værdi, kommer sammen og kalder mødeformen for “Højskoledage” over alt i Danmark. Forud havde vi “Aftenhøjskolen” i mange landsbysogne. og de såkaldte Oplysningsforbund, der i virkeligheden ligger så langt fra Grundtvig som tænkes kan, fordi Oplysningsforbundene er de politiske partiers forlængede arm og bruger undervisningen som partipolitisk lokkemiddel, siger også, at de bruger Grundtvigs oplysningstanker.

Et af oplysningsforbundene har i en annonce fagområder, de kalder for “højskolefag”, og hvis man sammenligner med det, jeg har skrevet om Grundtvigs oplysningstanker, vil man se. hvor fjernt annoncens indhold ligger fra tanken om højskolen, men ordet skal bruges som lokkemiddel. Sådan definerer AOF Højskolefag 1990, da oplysningsforbundet søgte lærere: “…Højskolefag: Psykologi, psykoanalyse, transaktionsanalyse, talerkursus, slægtsforskning, personlig planlægning, alternative behandlingsformer, læseteknik….”(Dagbladet Politiken. 18.5.90)

Det er også en vigtig bestanddel i oplysningen, som Grundtvig forestiller sig den, at den skal være frivillig. Eleven skal ikke lokkes med nyttevirkning, levevej og eksamenspapirer: “I vort Land kan man nu vel ei godt tænke sig en Oplysnings-Anstalt, hvor der ikke skulde være befalede prøver (Examener) baade ved Indgangen og Udgangen; men at man ved den folkelige Højskole enten maa opgive dem eller opgive den, er dog soleklart, thi tænke vi os udsigten til “levebrød” eller Eneretten til at drive en vis konst og næringsvei borte fra examinerne ved universitetet, da er vi visse paa, Faa eller ingen vilde underkaste sig dem, og vil man altsaa have den folkelige Højskole besøgt og benyttet, uagtet der hverken er levebrød eller enerettigheder at lokke med. da maa Besøget være aldeles frit for alle dem, der vil føre sig skikkelig op…”.(Grundtvig. Om indretningen af… 1843)

Grundtvig udtrykker sin modstand mod eksamens-skolen stærkest i et oplysningsskrift, som højskolefolk sjældent citerer fra, maske fordi bogens titel blander højskole og dummerhoveder sammen. For Grundtvig er begge dele en lykønskning værd: “Derfor blev det ogsaa Skik i Danmark, og er saa endnu, at naar En af vore Bekendtiere har taget sine Examener. da lykønsker vi ham, ingenlunde med hvad han har lært, som vi godt veed, han skal ikke løbe langt med. men vi lykønsker ham med at have overstaaet de lærde børnesygdomme, ligesom Kopper, Mæslinger og Kighoste, og vil han ikke endelig være lærd Skolemester da raader vi ham i al Oprigtighed til at lægge al Eksamens-Stadsen paa Hylden og lægge sig efter noget, som man kan have Nytte og Fornøjelse af i Livet.” (Grundtvig. lykønskning til Danmark… 1847. Side 16.)

Det ville være usandfærdigt at hævde, at den slags oplysningstanker hos Grundtvig præger politik i dag Det er kendt, at landets undervisningsminister, Bertel Haarder, som er af højskoleslægt, opvokset på højskolen i Rønshoved og har været højskolelærer på Askov Højskole, er tilhænger af eksamen og prøver og vil indføre prøver. der sorterer studerende undervejs. (Haarder. 1990.)

Andre forsøger at bruge Grundtvigs oplysningstanker til at modernisere højskolen og undervisningssystemet. Studerende Eva Christensen, Den f r i e Lærerhøjskole i Ollerup, siger: “…Før i tiden var der tradition for at det sted landmanden tog hen, nar han havde brug for mere end den grundlæggende skolegang, for sammen med akademikerne, at fa mulighed for at deltage i offentlige debatter og beslutningsprocesser. Nu om dage er skellet ikke mellem bønder og akademikere. men mellem menigmænd og specialister Højskolerne i dag har stadig fag som: Livsanskuelse, filosofi og “politiske beslutningsprocesser” – men langt de fleste bruger mere tid på socialt arbejde og kreative fag, der gør eleverne istand til at udfylde deres fritid eller arbejdsløshedsperioder. Jeg synes, at der mangler fag, der hjælper til (og tilskynder) at “menigmand” og “specialist” kan kommunikere med hinanden. (…) Højskolen må være med til at bygge en kommunikationsbro mellem de allerede eksisterende menigmand og specialister. Sætte sig det mål at gøre deres elever i stand til at deltage i demokratiet, ved at arbejde med den “uigennemskuelige” TEKNOLOGI”. (Eva Christensen. Højskolebladet nr.24.1990)

Men blandt dem, der indser nødvendigheden af modernisering, kan man også finde ord om, at det egentlige i Grundtvigs oplysningstanker ikke kan få plads i dag: “…Højskolerne lever også af at følge med tiden, men desværre er tiden desværre ikke i øjeblikket så meget for at følge med højskolen. Der er – sjovt nok – ikke plads til det levende ord i informationssamfundet”. (Larsen, Charlotte Rørdam. Højskolebladet. nr.1~.1985.)

Moderniseringer af oplysningstanker rummer to farer, der. at ende som kursuscenter og den at blive museum for Grundtvigs tanker. Det mener tidligere højskolelærer ved Ry Højskole, nu kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad Anders Raahauge: “Skal der ske omstillinger for at “følge med” tiden, må højskolerne derfor ikke kapitulere og blive strømlinede efteruddannelsescentre med mere tydeligt kvalificerede tilbud. Dette er selvfølgelig en trivialitet for højskolebladets læsere. Men omvendt skal man passe på ikke at lade sig definere af en overbærende velvillig omverden, som en slags hyggelige enklaver, med frilandsmuseers berettigelse, sanatorier for ånden, hvor man kan rekreere sig lidt, inden eller under “det egentlige”. (Raahauge, Anders .højskolebladet. nr.27.1987.)

Tit ser man, at det er folk uden for de frie skolers maske lidt for lukkede kreds, der har øje for, at de gamle ideer i oplysningstankerne hos Grundtvig kan genbruges, for eksempel socialrådgiveren Erik Bergholdt, der kan se frihed og ubrugte muligheder i det grundtvigske: “Mange, der er afhængige af det sociale bistandssystem, er håbløst låst fast i deres situation. Det sociale hjælpesystem kan i almindelighed kun bøde på skete skader, men har ikke værdier der kan bruges som pejlemærker for udveje: Bistandskontorene har fået livredderens funktion, ikke svømmelærerens. (…) For mig har det imidlertid været nok så nærliggende at rette opmærksomheden mod højskolerne, der her i Grundtvigs fædreland har solidt rodfæstet tradition for folkelig kulturel virksomhed. Højskolerne er steder, hvor der er plads til at afprøve utopier og mulighed for fællesskab og vækst.” (Bergholdt. 1985. Side 4.)

Ifølge Højskolebladets debat i 1990 er nogle højskolefolk bange for, at netop Grundtvigs gamle tanker kan spærre for højskolernes deltagelse i den nye vægt, der politisk lægges på uddannelse som modtræk mod arbejdsløsheden. Et eksempel på uddannelsers nye placering er ord, der faldt i Afslutningsdebatten i Danmarks Radio 10. december 1990. Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen hævdede her, modsat Svend Auken, at Sveriges arbejdsløshedstal var “sminkede”, fordi folk under uddannelse ikke blev talt med som arbejdsløse. Da greb statsminister Poul Schlüter ind og sagde, at netop her kunne vi lære af Sverige og selv sørge for, at flere arbejdsløse kommer under uddannelse. Det er synspunkter., som partierne til venstre for midten og fagbevægelsen har haft i mange ar, og som højskolerne har diskuteret, om de kan gå ind i. Om sagen skriver en socialistisk højskolelærer fra den nu nedlagte Store Restrup Højskole, Kjell Rodin: “…Folkehøjskolen er mere end en uddannelsesinstitution. men derved må vi ikke overse, at den faglige uddannelse er et grundlæggende element i den folkelige dannelse”.

I den epoke vi står på tærskelen til, og som mange kalder ”informationssamfundet”, vil uddannelse spille en afgørende rolle. Alle kvalifikationsanalyser og “tegn i sol og måne” fortæller, at der vil blive stillet helt nye krav til menneskets kvalifikationer.

Men hvilke kvalifikationer? Og, hvem stiller betingelserne for kvalifikationernes karakter?

Der gøres i disse år store bestræbelser på, at udvikle nye uddannelsesmodeller for at imødekomme de krav den nye teknologi og de nye produktionsmåder vil stille. Krav som på mange måder indeholder elementer, der i høj grad kan minde om centrale dele af folkehøjskoletraditionens syn på den folkelige dannelses konsekvenser, men som også, dersom der ikke indledes en debat på grundlag af de nye uddannelser, kan ende med at interessere med et helt andet menneske- og samfundssyn end det folkehøjskolerne – med al deres forskellighed til trods – er bærere af. Politikerne sætter “dagsordenen” og udformer både uddannelsernes indhold og pædagogiske form.

Ved dette års generalforsamling i foreningen for folkehøjskolen, kom kulturministeren derfor med en indtrængende appel til folkehøjskolerne om at engagere sig i de uddannelsesreformer man nu er i gang med at udforme. Ole Vig Jensen gav klart udtryk for, at dette ikke kun var en nødvendighed for folkehøjskolerne, men en nødvendighed for folket og samfundet at nogen taler det almene og den folkelige traditions sag. Han opfordrede derfor folkehøjskolens folk til at blande sig i debatten og give ammunition til dem, der i folketinget og i de store organisationer kæmper for en menneskelig og folkelig udvikling. “Her står højskolerne overfor et nutidigt ansvar, som er historisk begrundet” konkluderede Ole Vig Jensen”.(Rodin, Kjell og Floris, Kirsten. Højskolebladet Nr. 46. 1990.)

Jeg spørger mig selv, om hele den diskussion i virkeligheden er ufolkelig. Når folk snakker om højskole, så er det ikke ret tit Grundtvigs oplysningstanker, de henviser til. Denne beskrivelse kommer nok nærmere: “Hvis vi ikke havde højskolen, så måtte vi opfinde den. Anderledes kan en højskolemand ikke se på det. Men mange andre har en underlig tvetydig holdning til højskole-bevægelsen. På den ene side er højskolen det sted, hvor man sender sine håbefulde teenagerbørn hen. Men Samtidig er man ikke bleg for at bidrage til det blakkede ry, som højskolen tit og ofte forsynes med i offentligheden. Hele den smøre om flippere, kommunister, pædagoger, sprut og gruppesex – i en syndig redelighed.

Den får ikke for lidt. Og det er en trist holdning, den klæder ikke folk, s0m kalder sig liberale. (…) I dag er det så småt ved at dæmre at “hele mennesker” er det bedste. Vi mangler bare at erhvervsfolk, forældre og politikere indser at højskolen ikke er tidsspilde..” (Sørensen, Erik Dam. Flensborg avis.16.6.1990.)

En ting er kendetegnende for den måde højskolerne førte sig frem På i firserne. Nar man bladrer i højskolernes fælles reklamebog “Danmarks Folkehøjskoler 1987” får man ikke længere en garanti for skolens meninger, når der star GRUNDTVIGIANSK. Så godt som alle højskoler fører sig frem med flotte faglige ord, i dette højskolernes salgskatalog.

En højskole præsenterer sig selv som “en grundtvigsk folkehøjskole” (trykt med fede typer). “Det vil sige, at vi ikke vil præge andre i een bestemt retning. Men vi lægger mange forskellige tanker og holdninger frem”. Knud Riis skriver i højskolebladet nr. 8 1987 om denne slags højskole: “Ak. Det er jo ikke at sælge men at være til fals. Her er Grundtvigs kæmpende, engagerede frihedssyn degenereret til frygt og kapitulation til tidsåndens pluralisme, og den engagerede oplysning, der vil eleverne noget – under respekt for deres åndelige frihed – er tilsvarende blevet til ligegyldig fremlæggelse af de “åndelige” varer for eleven på den anden side af disken. Og hvordan fanden skal man blive menneske, hvis der ikke er nogen, der vil en noget?”(Knud Riis. Højskolebladet nr. 8. 1987.)

Men vendte Grundtvig sig i sin grav i krisetiden. Havde han et bestemt mønster der skulle følges? Grundtvig har aldrig talt om højskolen i flertal, han var ikke optaget af ideen med mange højskoler. (Slumstrup.s.38.) Den eneste han havde i tankerne var den, der skulle oprettes på Sorø akademi. Så egentlig har Grundtvig vel aldrig sagt noget om hvad en højskole deltallieret skal indeholde. Kun kernen var lagt fast. Eller som Finn Slumstrup udrykker det:

“I Grundtvigs skoleskrifter vil man lede forgæves efter et mere detailleret program for højskolens indretning og undervisning. I sine visioner var han bange for at låse fremtiden fast. han ville lade livet selv vise, hvordan tingene kunne udvikle sig, og var parat til at acceptere forskellighed, nar blot kernen i arbejdet var rigtig. (…) Og det kan ikke undre, at vi i over 100 år har set ganske forskellige højskoler være fælles om at kalde sig grundtvigske – og tilsvarende uenige om, hvordan dette grundtvigske skulle defineres”. (Slumstrup. 1983 Side 39.)

Højskolerne prøver hele tiden at ændre sig. I august læste jeg i dagbladet Politiken en artikel om en faghøjskole, der bryder med traditionen for at skaffe elever: “…Det er Svendborg Højskole (Den Røde Højskole), der tilbyder en toårig kulturuddannelse, som skal kvalificere til Jobs i kommunalforvaltninger, medborgerhuse og fagforeninger. En ny, erhvervsrettet rolle, som bryder med en mere end 100-årig folkeoplysende tradition…” (Mogensen, Hans. Politiken. 28.8.1990)

Det må da reelt siges at være en erhvervsuddannelse, hvad der ikke efter Grundtvigs tanker er højskolens formål. Højskolen i Svendborg kalder sig ikke Grundtvigsk, men dog stadig for Højskole. Direktøren for Folkeoplysning i Kulturministeriet løser modsætningen ved at kalde Svendborg-højskolens erhvervstilbud for “markedsføring”:

“- Vi blander os ikke i hvordan højskolerne markedsfører deres kurser. Bare de overholder de regler, vi har godkendt kurset efter,” siger K. E. Larsen, Direktoratet for folkeoplysning. “Og det gør Svendborg Højskole. Den binder blot fire forskellige, godkendte kurser sammen, og tilbyder dem som en toårig kultur uddannelse.” (Mogensen, Hans. Politiken. 28.8.1990)

Men er en højskole kun en højskole hvis den er blevet godkendt? Ifølge “Lov nr. 259 af 4. juni 1970 om folkehøjskoler…” er en højskole godkendt hvis undervisningsministeren finder den i orden. “Skolens kursusplan skal være godkendt af undervisningsministeren.”

Ligeså er højskoler som den i Svendborg sikret i loven:

“Folkehøjskoler kan, hvor særlige forhold gør sig gældende. tilbyde rettighedsgivende undervisning efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren.”

Det står altså meget åbent hvad der kan godkendes som højskoler, alle kan blande sig. Der skal i øvrigt ikke godkendelse til for at oprette højskoler, det eneste, undervisningsministeren godkender til – er statstilskud.

Konklusion:

Oplysning hos Grundtvig er ikke en metode. Hans oplysningstanker findes ikke som opslagsværk. Oplysning er altid knyttet sammen med hans øvrige holdninger og meninger. Hans tanker er virkeliggjort i en række forskellige skoler, der indbyrdes har smittet hinanden. De frie skoler har påvirket de offentlige skoler med grundtvigsk tankegang, men de oprindeligt helt grundtvigsk prægede frie skoler har også påvirkning fra de offentlige skoleformer. Oplysnings-tankerne har også påvirket det danske samfundsliv, foreningslivet og partiholdningerne.

Derimod er afsmitningen til udlandet meget ringe. Ved dannelsen af nye samfundstiltag i dag bruges Grundtvig stadig som inspirator eller som målestok, det gælder ved græsrøddernes frembrud i halvfjerdserne og firserne, og det gælder mellem de frie skoler indbyrdes.

Grundtvigs oplysningstanker er stadig et kabel, der trækkes nye lampesteder fra i dag.
Nogen er blålys. Andre brænder varmt og klart.

Continue Reading

1985 – Lønne Højskole – at skabe det oprindelige

Lønnes mulighedsværdi

Nogle troede sikkert at gamle Søe var blevet gak gak da han i 1985 meddelte, at han ville starte en ny højskole i det vestjyske landskab. Krisen i højskolen kradsede begyndende landet over og højskolebladet skrev mere om lukningstruede skoler end om nystartede. Ikke desto mindre var det hvad min far og mor, Charlotte og Poul Erik Søe, ville. De ville starte en højskole på gammeldags maner. Genfinde højskolens oprindelige fundament. Gå helt tilbage til grundtanken, og se om ikke det kunne bære. Finde de gamle dyder som højskolen levede på før controllere og ministerier fik fingrene ned i friskolens værdigrundlag. Starte en højskole, der virkelig var fri og i øvrigt familieejet og familiedrevet, som et landbrug. En skole, der sagde nej til de støttekroner statskassen ellers gerne ville putte i højskoler, dog mod at få kontrol med en række af de ting, der skulle foregå – eller i hvert fald kræve dokumentation for, hvad der skete. En skole der stod selv og dyrkede friheden til forskellighed. Men Søe var ikke gak gak. Som altid havde mor og far den overbevisning, at hvis man virkelig vil noget og tror på det, så er det ubetinget det rigtige at arbejde på – en visdom der også er grundstenen i min lillesøster Astrid og min egen opdragelse. Man kan hvad man vil, der skal bare knokles for det. Og knoklet blev der fra 1985 til 2007, hvor Lønne Højskole slukkede lyset i foredragsstuen en sidste gang, mens den stadig var på sit højeste med totalt fuldtegnede ophold.

Det var oprindeligt K E Larsen der kaldte far ind i højskolens verden. Ungdomsoprøret i slutningen af tresserne havde godt fat i de unge, og K E ville ha far til at undervise og samtale om demokrati med eleverne. Mødet med Krogerup Højskole og i særdeleshed K E forseglede fars liv til højskole og plantede den grundtanke, der senere blev til Lønne Højskole. Far slap aldrig K E igen og byggede videre på hans skoletanker, eller rettere hans tro på den oprindelige tanke. I en nekrolog til K E Larsen skrev far i 1998:

”Den, der har været kort sammen med ham, vil kende ham i bund og grund. Den, der har levet længe med ham, vil aldrig begribe ham. Der er ingen afmærkede pædagogiske Marguerite-stier efter ham. Der kan ikke rejses højskole-templer i hans navn. Han var selve det åbne frisind, der lukkede sig om dagligdagen og ikke søgte overskrift. Han var fortælleren, der skyede store ord, skuespilleren, der ikke gjorde sig til, og i sig selv en påstand, der undrende og mildnende måtte høre og svare på andres påståelighed. Der er hos K E ingen enkle hemmeligheder, der kan graves og forskes i. Han var grundlæggende tilfreds med mennesker, som mennesker er. Selvsagt ville han lave os om, men med kendskab til sig selv overtalte han sig i gerningsøjeblikket til at lade være – uden at grunde over det eller at have brug for at stå til regnskab over for Grundtvig og Kold. Højtråbere er de bedste lyttere, skuespillere har størst agtelse for ægte ord, og jurister er mindst rædde for love og regler. I højskolen turde han det sværeste, den programløse skole. Der var hele tiden modetrælle nok med deres liniefag, slagtilbud, korstog og internationaliseringer. Den slags kræver kun stillingtagen et par gange i livet og kan lånes i alle bøger. Men det er sjældent at møde selve det grundtvigske frisind i praksis som hos ham. Pludselig opdagede man, at de fastlåste ideologiske og teologiske systemer ned over et sted er ”holdningsløse højskole”. Hvor alt, også livet selv, retter sig ind efter budene, manifesterne og paragrafferne, er juristen i lederstolen til sidst ene om at turde hævde, at det at være fri endog af systemerne, intet har at gøre med at være ståstedsfri, men at en holdning kan være så lidt påtaget, være så ægte, at den har plads til andre holdninger. At der kan siges ja – og det endnu sværere nej – til andre, ikke som dom, men som hjælp”.

Enhver der har krydset min fars vej enten i hans tid som journalist eller i højskoleverdenen kan nikke genkendende til denne tro på alle mennesker som værdifulde. Kærligheden til frisind. Højskolen indfangede far fuldstændigt. Journalistikken er et godt udgangspunkt for et liv i højskole, da man lærer at beherske ordet og gennem kommentarer og holdninger er med til at beskrive verden omkring sig. Men journalistik er også præget af ensomhed eller tosomhed. Man interviewer et menneske, skriver det i avisen – og så ellers videre til næste historie. Ikke at livet er uinteressant eller mennesketomt, slet ikke, men far brændte for andre mennesker. Det bar hans radioudsendelser også præg af, ligesom hans politiske journalistik på skrift altid indeholdt stor indlevelse i politikernes grundtanker og holdninger, frem for de ofte letkøbte politiske slagord. Far ville fordybe sig i alle han mødte, høj eller lav. Enhver var værd at lytte til, ingen var ligegyldige – alle var lige gyldige. Denne respekt for alle mennesker uanset status, viden og værd er i sandhed hele kernen i far og mors skabelse i Lønne. At lytte og samtale med andre, var den benzin, der fik dem til at tage nye skridt, træde nye spor – og her var højskolen en fuld tank af møder med mennesker. En af dem han mødte i Krogerup var netop min mor, Charlotte, der kom dertil som elev. Det endte med bryllup. Far blev med mor endnu stærkere. De to kunne ikke uden hinanden, de havde samme tankesæt og havde hver deres styrker. Et stærkt arbejdsfællesskab i højskole på både Krogerup og Uldum højskole. Et fællesskab, der var som skabt til at søge tilbage i tiden og genopfinde det oprindelige midt i nutiden. Det blev i hvert fald, efter sammenlagt 12 år på både Krogerup og Uldum højskole, deres livsstykke i Lønne. Et livsstykke der holdt 22 år, indtil de selv traf valget om at sige, at nu er det slut

En højskole bliver til

Jeg glemmer aldrig turen på bagsædet af vores gamle blå Volvo i 1984. Astrid og jeg havde fået en dag fri fra Vejle Fri Børneskole og turen gik til Nørre Nebel i Vestjylland. Den tur var der ikke noget sært ved, vi kom derovre tit, idet mors familie stammede derfra og vi børn elskede at besøge Anni og Søren, der havde møllen i Nørre Nebel. Men midtvejs mellem Uldum og Lønne fortalte mor og far så denne turs ganske specielle baggrund. De fortalte, at familien skulle lave en ny højskole. Flytte fra Uldum og lave vores helt egen skole. Mor og far vidste endnu ikke helt hvor den skulle ligge. Turens formål var at se en gammel folkeskole i Lønne, der måske kunne danne rammen om familieopgaven. På bagsædet var vi ellevilde. Selvfølgelig sendte vi også tanker til vores elskede friskole, der jo skulle forlades – og til den svømmehal der jo var ren luksus for børn at have i baghaven på Uldum Højskole. Men tanken om at skulle lave vores helt egen højskole, sammen med mor og far, tog hurtigt over. Hvis der var noget mor og far altid kunne, så var det at tage vi to børn med i alt der skete. Vi var allerede i Uldum med i højskolen, vi var altid velkomne med mor og far på arbejde, hvis vi da havde lysten. Højskolen skulle ikke være et sted, hvor mor og far hele tiden havde deres gang – men en måde at leve på, hvor også børnenes naturlige skridt havde muligheden for at bevæge sig ind i højskolens univers. Mens Volvoen nærmede sig Vestjylland, gik snakken derfor om den nye højskole. Vi lavede i bilen en lang liste over mulige navne til aftenkaffe og sang på skolen, der ikke bare skulle hedde aftenkaffe, men skulle have så stor værdi, at skulle ha sit eget varemærke. ”Elverhøj” blev det navn, der gennem 22 år betød kaffe, fortælling, hjemmebag og sang. Opfundet i en bil på vej mod vest.

Folkeskolen vi så i Lønne var ikke en helt ny bygning… for at sige det mildt. Bygningen var da i fin stand, men lignede jo slet ikke de paladser der rundt omkring holdtes højskole i. Der var ingen svømmehal, ingen musiklokaler eller store sportshaller. Linoleummet på gulvet var præget af datidens sløjdlokaler, vandet stod op i gymnastiksalen hvis ikke en pumpe kørte udenfor 24 timer i døgnet. Det var lidt slidt og gammeldags. Nogle vil endda sige grimt – men for os var det perfekt til at holde en højskole, der ikke skulle leve på surfing, golf eller modetrælleri, men stå fast på det levende ord. Det levende ord kræver ikke nye gardiner, og det var heldigt, for vi havde ikke pengene. Vi flyttede ind i februar 1985. Som familie kom vi til at vide en del om håbets arbejdsform. Far beskrev det senere i en takketale, hvor højskolen modtog Egholtprisen:

”Min Charlotte, vore børn Jeppe og Astrid og jeg blev hinandens håb da vi begyndte at holde højskole på bar mark. Vi vidste ikke hvad vi ville, men vidste hvad vi længtes efter. Jeg tror på, at længsel er håbets fødested. Det er noget, alle mennesker ved. Og har vidst før alle tænkere og digtere. Man ligger ”alvorligt syg” med mindst 38,2 i feber. Man synes i hvert fald det er nok til at melde afbud. Familien er flinke og tager det helt alvorligt: Vil du ikke have havregrød med sødmælk, ligesom da du var dreng. Har du ikke lyst til rødspætter med persillesovs? Uden at være højtuddannede rådgivere i livsforståelse ved de straks, hvad der skal til. Det handler bare om at få den såkaldt syge til at længes. Ligegyldigt efter hvad. Hvis man bare kan få den vandrette til at længes, så er håbet allerede til stede. At få en pris er for en enkelt dag at få en fjederham, som det hed i gamle Danmark. Håbet melder sig og hedder Egholt i stedet for persillesovs. Men virkningen er den samme. Håbet kommer altid fra de andre. Desuden ved enhver, som arbejder i de frie skoler, at håbet kommer fra deltagerne, fra eleverne. I usædvanlig grad er vi på Lønne Højskole holdt oppe af de folk, der kommer der. Der er ingen andre til at betale, fordi vi har sagt pænt nej tak til statstilskud, og meget kan man sige om staten, men den sender ikke ligefrem penge til folk, der ikke søger om det”.

At højskolen i Lønne var et familiehåb bliver tydeligt, hvis jeg tænker tilbage på alt det der skulle laves, før de første deltagere kunne komme indenfor. Alle de pæne møbler fra barndomshjemmet blev sat over på højskolen – alt hvad vi holdt af skulle gerne være del af højskolen. Hjemme satte vi de møbler, der ikke var pæne nok til at vise frem. Hurtigt virkede den forladte skole som en hjemlig højskole og for os blev det endnu mere et familieprojekt, når deltagerne sad i vores egne sofaer og drak kaffe ved spisebordet fra vores hjem i Uldum. Stole til deltagerne fulgte med i købet af folkeskolen, men de var jo til børn i de små klasser og derfor alt for lave. Her mødte vi for første gang de lokale, der bærer en stor del af æren for at opstarten i Lønne blev så nem. Den lokale tømrer mente ikke vi skulle købe nye stole, de skulle bare ha en klods under alle fire ben. Som sagt så gjort, 320 klodser blev sat på og ingen klodser faldt af gennem de 22 år. Nøjsomhedens land tog mod os – og selv de, der kunne tjene penge på at være skolens håndværkere, fandt på gode spareråd. Enten fordi de forstod hvad der kunne få os til at overleve, eller også netop manglen på tro. En håndværker sagde engang i opstarten: ”Det er en flot bygning, synd der aldrig kommer noget i den”. Vi troede på det. Min gamle mormor malede alle stolene himmelblå, alt imens tømreren gik i gang med skolens ganske specielle talerstol. Far ville jo lave et grundtvigsk sted, hvor ”solen står med bonden op, slet ikke med de lærde”. Et sted, hvor det ikke var foredragene der var det vigtige, men mødet mellem forskellige mennesker. Og de grundtanker skulle også være i skolens møblement. Derfor skulle talerstolen ikke være et ophøjet alter, som det ofte ses, men et simpelt læhegn. Tanken var at man skulle tale med naboen henover hegnet, og præcis sådan blev talerstolen i foredragsstuen. En lokal maler cyklede en dag indenfor i gårdspladsen. Med sig havde han en række tegninger af højskolen, som han havde lavet til fri brug i vores foldere. Med tegningerne fulgte de forløsende ord: ”Vi skal jo ha det her til at gå”. Mødet med Vestjylland var hjertevarmt. Et godt naboskab med egnen er livgivende for højskoler, og er jo nogle steder gået galt. En højskole skal ikke være et samfund i samfundet, men et levende sted på en levende egn. Derfor var ordene fra maleren et stempel på en kontrakt og gensidig respekt mellem egn og skole. Bag højskolen lå egnens fodboldbane, hvor Lønnes eget fodboldhold have deres hjemmebane. Det ville vi selvfølgelig ikke ødelægge, så da vi byggede bostederne bag højskolen opkøbte og drænede vi nabogrunden til fodbold. Efter nogle år var Lønnes fodboldhold dog blevet så lille, at man måtte låne nogle af modstanderens spillere for at stille fuldt hold, og derfor blev fodboldbanen til en sagahave, hvor vi med deltagernes hjælp plantede træer og buske fra oldtidens Danmark. Vi satte runesten, lavede tingsted og ikke mindst lavede Danmarkshøjen, hvor deltagerne kunne tage en græstørv med hjemmefra og ”skrive sig i bogen”. Sagahøjen voksede gennem de 22 år og indeholder jord fra hele Danmark, medbragt til højskolen af deltagere i poser og sække. Enkelte sendte også græstørv med posten til højskolen, til landpostens store forundring.

At strække det midlertidige ud

Sagahavens Danmarkshøj, dannet af deltagernes græstørv, er faktisk et sindbillede på det Lønne Højskole blev. Højen var aldrig blevet virkelig uden møder mellem mennesker. Den voksede i takt med dem, der deltog. Og indholdet kom fra dem, der medvirkede. Og helt i tråd med mor og fars grundtanke, er det ikke dem der får ideen til en høj som gør den mulig, men dem der deltager i ideen og husker at gribe spaden og grave i den danske undergrund før de drager af sted mod højskolen. Da far og mor valgte at lukke højskolen i 2007 skrev de i en takkehilsen på højskolens hjemmeside netop om dette samvær med deltagerne:

”Højskole vil altid være et midlertidigt fællesskab, men for os har det været enestående, at deltager efter deltager strakte det midlertidige ud og gjorde det varigt, sådan som vi også mærker det her i sommeren, hvor det føles, som om Lønne stadig lever – som om hænder, der blev strakt frem, aldrig vil synke. Kun ordet helliger huset, siger Grundtvig om kirken. Udsagnet kan overføres på højskole, når indhold og samvær bygger på det, han søsatte. Målet i Lønne var aldrig at sælge fastlåste synspunkter og holdninger, men alene at gøre folk stærkere i det, de selv kom med. Lønne Højskole levede af den forskellighed, som deltagerne medbragte. Virkeligheden får ånd og kraft af den spænding og den iver efter at komme hinanden i møde, som kun findes i forskelligheden. Folk, der kom her, blev aldrig kaldt elever, som om højskolen på nogen vis var i stand til med ånds-elevator at løfte mennesker op over sig selv. Vi valgte ordet deltagere, netop mennesker, der tager del i det folkelige møde, højskole kan være. Næsten 48.000 ansigter ser på os fra det, der nu er erindringens skatkiste, hvori det gemte finder en fælles form, ikke som et lukket kredsløb, men som en uendelig kæde, der er stadig ny ved indledningen og slutningen. Tilværelsen slutter sig sammen og får deraf kraft til at tage fat forfra”.

Hvis man vil tage fat forfra, må man skønne på de skatte der er efterladt af andre. Og hvad var det så Lønne Højskole kunne. Enhver kan se, at jeg er inhabil i det spørgsmål. Derfor må det tolkes som ren højskolesnak. Men set i bakspejlet er det meget synligt for mig, hvad der gjorde Lønne Højskole så speciel – og hvad der fik nogle i højskolebevægelsen til at fremhæve skolen gang på gang i tale og skrift: Det nye var alene respekten for det gamle. At turde gå mod strømmen. At ville stå selv, i en tid, hvor politikerne helst ville ha at man stod på række og gik march. Og så er det klart for mig, at også mødet med min fars ord trak fulde huse og min mors omsorg for enhver der kom indenfor gjorde stedet hjemligt og eftertragtet. Far har dog altid benægtet, at stedets succes havde noget med hans ord at gøre. At skabe Lønne kan enhver, der tager højskolens værdi og grundtanke alvorligt.

Grundtanken mødte mor og far som tidligere nævnt stærkest hos K E Larsen, og en enkelt oplevelse fra Krogerup trak far igen og igen op som eksempel på hvad vi skulle efterleve. Den historie forklarede meget af det, der blev Lønne: I tresserne skrantede sangen på højskolen i Krogerup. Højskolesangbogen blev næsten ikke taget frem. Det kunne K E Larsen ikke ha. Sangen var højskole for ham, som han kendte den fra højskoletiden i Sønderborg. Hvis sangen forsvandt, så ville folkeligheden også forsvinde. Far oplevede K E Larsens kamp for sangen på Krogerup, her beskrevet med fars egne ord:

”K E blev ved, selv da sangen for længst var død mange andre steder. K E Larsen sad sidst i tresserne morgen efter morgen ved flyglet på Krogerup og spillede fra Folkehøjskolens Melodibog. Det var første vinter, jeg var der. Det særegne var imidlertid, at morgensangen var ikke på timeplanen. Det var frivilligt, blev det understreget. Der kom ti den første morgen. I løbet af en uge var vi nået ned på fire, og vi kom ikke højere op. Det var K E, to elever og jeg. Der var i hvert fald plads nok i skolens store sal. Her fik jeg min første opdragelse i frihedssynet på Krogerup efter K Es læst. Jeg fandt det lidt koldt og tomt med fire mennesker i den store sal, og derfor foreslog jeg efter fjorten dages forløb K E, at morgensangen blev flyttet. Der stod et klaver i et af de mindre undervisningsrum, og det mente jeg var et mer passende sted i forhold til besøgstallet. – Nu skal du høre, Søe, sagde K E og blev meget KE’sk i stemmeføringen. Hvis vi flytter til et lille rum, hvor ikke hele skolen kan være, så gør vi os selv til en sekt, så er morgensangen en religiøs handling for de særindviede. Når vi er i salen, så er tilbuddet om frivillighed ægte. Der er plads til alle. Kommer de en dag, så falder de ikke ind i en lukket kreds, men kan bare sætte sig ned og være med. De kom ikke. I løbet af den vinter holdt morgensangen op. Men jeg må sige, at det var en værdig død.

Den grundtanke om frihed og frivillighed var gennemgående i alt hvad Lønne Højskole stod for. Far og mor ville ikke forme eller gå forrest, danne eller påvirke. De ville gøre folk stærkere i det de selv kom med. Højskolen skulle ikke meddele noget nyt. Livsoplysning er generindring. Lønne skulle bygge på folkets fælles viden. Den skulle være et mødested, hvor den folkelige viden som et fællesskab udveksles mellem mennesker med forskelligt udgangspunkt og forskellige holdninger. Alle synsmåder skulle kunne komme til orde og måtte finde sig i modsigelse. Vigtigst var den samtale, der ikke tvang sit eget igennem, men hvor man var hinandens mulighed.

Friheden til forskellighed

Det er flotte ord – og kan i et skræmmende øjeblik forveksles med virksomhedernes slogans eller slagord. Men for mor og far var det blot almindelig virkelighed, som de levede efter både som højskolefolk og forældre. Far sammenfattede det oprindeligt i slagordet ”Frihed til forskellighed”, der i dag – til hans store glæde – har bredt sig til mange andre munde rundt omkring i samtale. Fjerner man Kold fra højskolens skabelsesberetning, så mente far at højskolen blev til hos Grundtvig i det øjeblik historikerne sagde offentligt, at hvis gud havde skrevet biblen, så havde de skrevet det meste af fra andre religioner. Der var stor splittelse mellem præster og historikere, samtale blev til debat og konfrontation. Præsterne ville ikke tale med historikere længere, og omvendt. Grundtvig tænkte anderledes. Det var netop NU det var væsentligt at tale sammen. Det var først nu, hvor forskelligheder kunne brydes, at samtale var værdifuldt. Men samtalen kunne selvsagt ikke finde sted i kirkerne, da præster og religion herskede her – og ej heller på universiteterne, hvor forskere og videnskab havde magten. Man måtte kunne finde et neutralt sted, hvor holdninger kunne brydes mellem forskelligheder. Det var i fars øjne Grundtvigs virkelige skabelsesøjeblik for højskolen. Netop derfor skrev far mod faghøjskoler, der enten tilbød idræt eller golf som hovedfag. De steder ville primært blive opsøgt af folk med samme interesser, som så ikke ville kunne andet end at samtale om det alle de andre vidste i forvejen. Også hjerteforeningens højskole var i fars øjne dødsdømt, da deltagerne her jo bare ville tale om pacemakere og hjertemedicin. I fars øjne var det værdifulde, at en læsehest mødte en fodboldsspiller og en bonde mødte en forbruger. Netop som han og mor selv havde det, når de mødte andre mennesker. Et sådan mødested blev Lønne Højskole.

Stolthed er ikke et ord som mor og far ville bruge om deres livsværk. Det må andre kalde det på deres vegne, hvis de vil – og det vil med sikkerhed blive slået hen. De to kunne få det til at lyde helt nemt og selvfølgeligt at Lønne blev det sted det blev. Og det er nok netop der hemmeligheden ligger, man skal føle værdien fra Grundtvig så meget, at den bliver del af sig selv. Mærke grundtanken så voldsomt, at den bliver en naturlighed i tanke og virke. Sådan var det hos mine forældre en del af deres hjerte. Men jeg kan med sikkerhed sige, at det var en bedrift at starte og drive Lønne Højskole. Det kørte som et landbrug, hvor bondekone og mand måtte slide og slæbe for at få det til at gå – også med børnenes hjælp. Far og mor var ”på gården” fra morgenmad kl. 8 til ”Elverhøj” sluttede klokken 22 – og min søster og jeg blev taget med på råd og taget med i arbejdet som en naturlighed. Vi holdt begge vore første foredrag i Lønne, og stoppede aldrig med at have Lønne som vores livs udgangspunkt. Lønne blev stedet vi vendte tilbage til og stadig vender tilbage til i tankerne, når vi skal træde nye skridt i livet.

Når højskolen var deltagerfri, så skulle regnskaber og foldere laves. Forberedelserne blev gjort med sikker og stilren hånd i tæt samarbejde mellem mor og far. Fælles ideer blev til ord i højskolens foldere, og mor sad på kontoret ved telefonen for at få medvirkende ved klaver, folkedans og fortælling på plads. Far sad ved en rimelig nymodens computer, der kunne mindre end hvad nutidens mobiltelefoner kan. Men for far, der fra sin avistid kendte typografiens blysætning, var computeren meget moderne. Han omdøbte dog med det samme de udenlandske EDBord til dansk – og således blev tekstprogrammet WORD omdøbt til runehakning. Folderne var enkle i deres design, altid i sort hvid – og langt væk fra de brochurer, der ellers kaldte til samling på andre højskoler. Også her var rammen ikke det væsentligste – ordene skulle leve selv. Når runehakkeren havde spyttet en folder ud, så gik mor i gang ved en gammel offset trykmaskine vi havde købt brugt, og her blev folderne til mængder. Familien blev hidkaldt, helt ud i sidste led af slægstræet, for nu skulle alle de trykte 4Asider foldes, samles sammen i bunker med 18 forskellige i hver og lægges i kuverter. På disse skulle frimærker slikkes 10.000 gange og påklistres for at spare en portomaskine, og en lille lap med adresse skulle også klæbes på med en limstift, derefter afsenderadressen med limstift og også limstift til en lap med ordet ”tryksag”, der forsinkede posten 2 dage, men sparede 25 øre. Senere blev der råd til noget så fornemt som et stempel med afsenderadresse og tryksag, hvilket sparede mindst en dags arbejde. Det år vi for første gang kunne stemple hurtigt, frem for at lime lapper på kuverterne vidste vi, at Lønne var godt i gang. Det var et kæmpe arbejde, men også det vi i familien forstod ved hyggeligt samvær – det var de to årlige familiefester – og det virkede.

Der blev sendt til alle lægers venteværelser og til biblioteker – samt til dem der ringede for at få foldere. Det blev flere og flere kuverter gennem årene, og ringede man én gang efter foldere, så sendte vi i 5 år. Man kunne jo bare give dem væk til naboen. Vi averterede kun de første år, ikke helsidesannoncer i fuldfarve med billeder og slagord, men bitte små annoncer der blandede sig med dødsannoncer og ”jern afhentes gratis”. Præcis de rubrikker, der altid bliver læst i en lokalavis. Efter nogle år blev annoncerne skrottet og lykkeligt afløst af mund til mund metoden. Det er dog den bedste og mest livgivende reklame, at folk vil fortælle videre og endda kan finde på at komme tilbage. Vi kaldte tilbagevendende deltagere for stedsegrønne, og de blev del af familien.

Da friheden blev genopdaget

I starten lignede ophold i Lønne de kurser man kan få om sommeren på andre højskoler. Ikke i indhold, men i form. Friheden der fulgte med det rungende NEJ til statstilskud var endnu ikke gået op for os på højskolen i Lønne, selvom vi jo selv havde råbt NEJ. Ophold varede 8 eller 14 dage, som var det tidsrum der andre steder udløste tilskud. Men langsomt bevægede højskolen sig i en friere retning. Det var en pludselig opdagelse at emnet kunne bestemme længden af et ophold. Vaskerimanden, der kom med rent linned til bostederne, ville gerne selv til Lønne, men tiden og arbejdet krævede ham, og derfor kunne der kun blive tid til en weekend. Pludselig gik det op for mor og far, at netop en weekend kunne være fin tid til højskole. Dog skulle weekend i det Søe’ske omdøbes omgående. ”Vi skal tale dansk om vores fridage”, sagde far, ”og når man kan sige årsskifte, kan man også sige ugeskifte”. Og således kom ”skiftedage” til verden, et højskoleophold fra fredag eftermiddag til søndag middag. Den højskoleform ramte plet, langt som en kroferie, men med mere indhold end mad og dans – et kik ind i højskolens verden, et tiltrængt besøg på rastepladsen før man ræser videre derudaf. Skiftedage i Lønne var til genbrug – som en ferie i forbifarten. Af og til må man stoppe op for at komme videre! Skiftedage fortsatte alle år og mere end 19.000 mennesker fandt vej til netop denne højskoleform. Skiftedage var for den, der aldrig havde været på højskole. For den, der ikke havde længere tid fri. For den, som ville prø­ve højskole før et længere ophold. Og for den, der engang var på højskole og ville genopleve det som levende nutid. Skiftedage blev en sammenhæng af højskolernes bedste erfaringer – fortælling, foredrag, samtale, musik, kunst, sang, fest og dans. Et ugeskifte med skiftende indhold og skiftende fortællere. Foredrags-emnerne så man først ved ankomsten til højskolen. Overraskelser hørte med til et skift.

Skiftedage blev livgivende gensyn med mange deltagere – og nu blev friheden for alvor synlig på Lønne Højskole. Ophold begyndte at vare hvad emnet holdt til. De 8 og 14 dage blev afløst af en skole, der for alvor stod selv og tænkte nyt. Man kunne lave et ophold, hvor vi skulle synge hele Grundtvigs ”Syvstjernen” på 849 vers, med fortælling og foredrag om versene undervejs. Det ville tage 3-4 dage og kunne nu ligge fra mandag til fredag. Det blev livgivende at opdage hvad frihed kan gøre ved sindet. Her kom også højskolerejserne ind i billedet, som også blev en stor del af højskolens liv. Lønnes rejser havde altid en historisk kerne som udgangspunkt og stræbte efter at indleve sig i folkenes nutid. Færøerne var stedet vi igen og igen besøgte, en kærlighed som både mor og far havde – men også Schweiz, Danelagen, Slesvig, Estland, Holland, Normandiet og Ungarn var nogle af de lande, der blev besøgt gennem årene. Næsten altid i bus, med fars fortælling hele vejen frem og næsten altid i danskernes fodspor. Vikingerne og oldtiden var med i bussen fra Lønne, som i bugen også havde campingborde til tag-selv-bords frokoster i det grønne eller i grøftekanten, hvor det nu engang passede ind med et stop. Formen på rejserne blev velkendt og mange tog på flere højskolerejser gennem de 22 år. Det var en rejseform med indhold, og som gruppe kom vi også ind steder, hvor man normalt ikke fik adgang. Alle steder var fortællingen og sammenhængen med det nordiske folk en fast og gennemgående overskrift.

Man står i gæld til dem, man kæmper mod

Det kan virke som et opgør med det eksisterende at fremhæve modstanden mod statstilskud. For nogle kan det virke som om hele Lønne Højskoles fundament var et stort angreb på alle de andre højskolers måde at være i live på. Men sådan måtte Lønne Højskole aldrig opfattes, og blev det da heller ikke af dem, der havde hørt far tale om de frie skoler – eller blot de, der havde krydset vores vej. Far var aldrig modstander af sine modstandere. Tværtimod hyldede han dem, der var uenig med ham – eller gjorde tingene på en anden måde. Selv skrev han om sine modstandere: ”Når jeg her kæmper mod andre og deres meninger, er det først og fremmest en kamp med mig selv. Derfor står jeg i gæld til dem, jeg skriver imod. Uden ville jeg ikke vide, hvad jeg mener”. Og han mente det! Han udlevede det hver eneste dag. Far var en krigsmand på ord, men ønskede ikke nødvendigvis at vinde kampene. Kampens hede ord var vigtigere end sejren. Han ærgede sig over, at højskoler ikke længere var en selvfølgelighed i Danmark og i det danske demokrati. Da højskolerne blev trængt, blev højskolen pludselig noget man skulle forsvare, noget man skulle kæmpe for. Da Poul Nyrup Rasmussen i 1998 ville stramme op blandt unge, for at komme fjumreår og spildtid til livs, hvilket blev en ”trend” der i nogle år kostede højskolerne mange elever, skrev far om Nyrup: ”Umiddelbart får man det indfald, at det må være bedre at fjumre som ung end som statsminister. Men skønt enhver tæt eller langt fra Nyrups parti kan se, at den nuværende statsminister er det største fjumrehoved, der nogen sinde har siddet på statsministerposten, Madsen-Mygdal medregnet, så tør ingen sige det”. (Jeg bør tilføje, at det er skrevet i samtiden og altså før Fogh). Far mente det var mod livets lov at stramme op, for det er ens fjumren og fejl, man lærer af. Også når han blev angrebet på det personlige opfattede far det som en styrketest på ord.

Lønne Højskole var ikke velkommen i det fine selskab af folkehøjskoler, vi måtte ikke komme med i foreningen af folkehøjskoler – ligesom vi ikke måtte være med i fællesbogen over højskoler. Det var nemlig kun for dem, der modtog statsstøtte. Tvind, scientology og Indre Mission havde fri adgang, men Lønne Højskole kunne ikke være med. I stedet for surhed så far altid fremad. Han mente istedet at tiden hurtigt kommer, hvor vi bliver nødt til at finde sammen om andre grænser end hvem der søger statsstøtte og hvem der ikke gør. Han mente højskolerne skulle søge tilbage til deres sammenhænge i friskoler og efterskoler i stedet for at være fine på den. Vi skulle kendes ved slægten i højskolebevægelsen. Han talte for højskolernes frigørelse fra staten og det blev også taget op af SF’eren Poul Dam på tinge, der udarbejdede et lovforslag om højskolernes overlevelse, der netop byggede på selvsamme tanker. Far undrede sig meget over, at Niels Højlund ikke ville trykke det forslag i højskolebladet, men tilføjede: ”Vi i Lønne skal ikke presse på, vi har nemlig ingen drøm om at være læst for andre højskoler. Vi mærker jo ikke krisen i Lønne, hvor deltagerantallet har været stabilt gennem alle årene. Men vi mærker det da i sindet”. Far mestrede de hårde ord, der trods hårdheden havde en form, så de ramte blødt og vakte til eftertanke frem for vrede – og de ord blev ofte til på Lønne Højskoles talerstol.

Den gamle samfundsrevser havde højskolen slet ikke slukket for, og far fortsatte med sine skriverier og kommentarer i aviser og magasiner. Da internettet blev virkelighed, startede han derfor også en enmandsavis på nettet. Jeg var selv fanget af nettet og lavede hjemmesider, og lærte far det basale indenfor produktion af hjemmesider. Der gik ikke længe inden han, som sædvanligt, havde overhalet indenom. Det blev til tusindvis af artikler, der kommenterede politik og livet højaktuelt, humoristisk og råt. Han blev for alvor bidt af internettets tilgængelighed og frihed. Ingen redaktør behøvede at godkende holdningerne. Et tryk på en knap og holdningerne var delt med dem, der ville være med. Ligesom i Lønne. Efter kun et år på nettet havde han flere læsere på enmandsavisen end kristeligt dagblad og Information. Nu, efter hans alt for tidlige død i marts 2008, har vi bevaret enmandsavisen som et billede på den respekt han havde for dem han talte imod. Og sådan var det altså også med den øvrige højskolebevægelse. Han kæmpede indædt en kamp for at fremhæve ordet FRI i friskolebevægelsen, men ikke som et opgør eller nedgørelse af dem, der tænkte anderledes. Han ville bare ikke selv bindes på hånd og mund.

Ordets mulighedsværdi

Et eksempel på hvor livgivende andres kampe var for far er striden i højskolerne omkring det reklameslogan der fortalte om højskolerne som et sted, ”der danner din succes”. At tage på højskole skulle give succes og bedre karriere. Højskolerne brugte pludselig tidens selviske penge-sprog og glemte hjertesproget. Det var springbræt til en ny tanke i Lønne. Far ledte efter et ord, der kunne bruges om Lønne når de andre brugte succes. Ordet blev fundet hos den danske tænker Ludvig Feilberg. ”Mulighedsværdi” var hvad Lønne havde, og hvad Lønne kunne byde på. Der var ikke lovet guld og grønne skove efter et ophold i Lønne, man kunne ikke få en karakter eller bruge opholdet positivt i forhold til karrierens papirer. Faktisk måtte man ikke få noget med hjem – og gjorde man alligevel, så var det fordi man havde grebet muligheden til samtale med de andre. Fordi man var blevet stærkere i det man kom med.

Ordet var det stærkeste i højskolens virke. Både ord fra sagn og sang, fra fortælling, foredrag og samtale. Ordet var det bærende og nok til at bygge højskole på. Fars liv var ord! Fra 2002 blev han optaget af ordets magt, da han første gang skrev om ordets evne til at skabe og skæbne. At ”ordet skæbner hvad det nævner”, som også er de ord vi har valgt til hans gravsten i Agri på Mols. Til friskolernes 150-årsdag skrev han om ordets skæbnekraft følgende, der her bringes frit i uddrag:

”Ord er skæbne. Jeg tror på, at ordet ikke bare skaber, hvad det nævner. Ordet skæbner også, hvad det nævner. Vi er styret af de ord, andre tildeler os. Den egentlige skæbne er at være i ordenes vold. Vi lader os voldtage af ord, indtil friheden melder sig som salig helbredelses-kløe i et sår. Sådan løb ordene social og socialisme imellem os og endte med at gøre os ufri. Det, der skulle skabe fællesskab, blev til undertrykkelse. Da fællesskabet blev ideologi, en forestillingsverden af fremtidig lykke, så endte det i vold og ufrihed. Men man kan ikke binde ånd, frihedens ånd. Friheden vil melde sig som nye sange, nye salmer, ny nøgleraslen og nye tællelys-flammer, hver gang modetrælleriet gør os ufri og gør politik til religion. Sådan vil markedsøkonomien ende i sit eget vrangbillede. Sådan vil evalueringen dø den dag, nogen evaluerer evalueringen og opdager, at dens mål er styring og ufrihed. Lige nu falder de fleste for den kriblende lyst til at udfylde skemaer. Der er folk, der ikke kan bo en enkelt nat på et hotel uden med liderlig lyst at udfylde et skema, der gør sig til dommer over hotellets medarbejdere. Nullermændene under sengen og et par glemte underbukser indgår i en nøje evaluering, før gæsten uddeler stjerner eller kokkehuer. For et øjeblik har man magt over et andet menneske, tilmed én man ikke kender. Ikke et sekund er der plads til den tanke, at den, der skulle have gjort rent, netop i går havde et sygt barn. Lysten til at dømme gør ikke bare hende ufri, men også én selv. I de frie skoler sidder man med et nyt trældoms-ord, værdigrundlag. Styrelser, forældre og lærere skal sidde og skrive fristil om, hvilke værdier skolen bygger på. Og ordene skal indgå i vedtægterne. Alt sammen fordi det for en halv snes år siden blev mode i erhvervslivet. Pengefolkene ville skjule, at det egentlige værdigrundlag var størst mulig indtjening og mindst mulig beskatning. Vi har haft frie skoler i mere end 150 år uden noget nedskrevet værdigrundlag. Slægtled efter slægtled så de frie skoler som væksthuse. De skulle ikke befamles med enshedens sprøjtning og vare-deklarationer. Værdigrundlaget var aldrig nedskrevet, men altid historisk-poetiske ord. Loven for folkelivet – som alt for liv – er uophørlig bevægelse. Sådan mente Grundtvig. At tvinge folk til at skrive trosbekendelser for fri skoledrift er ene og alene at berede mulden for ny fundamentalisme, hvor det nedskrevne værdigrundlag ender som en spændetrøje. Det, undervisningsministeriet kræver af skole-styrelser, skoleledere og lærere er det, som Grundtvig aldrig selv kunne. Ministeriet tror ud fra nedskrevne værdigrundlag at kunne spærre de frie skoleformer inde i et æske-system. Værdigrundlag er alene skabt for evalueringens skyld. Man skal have noget at måle ud fra. Den egentlige frihed er, at vi er fri for opskrifter. I fremtiden skal vi sættes i stå af fristile, der kaldes værdigrundlag og er bestilt af statsmagten. Vægten, centimetermålet og karaktererne skal dræbe det ustyrlige i det historisk-poetiske. Det grundtvigske og det koldske skal laves om til ideologi. Tro mig, de nedskrevne værdigrundlag er indledningen til fundamentalisme. De bliver til trosbekendelser. Man skal være rigtig grundtvigsk, rigtig koldsk. Væk er retten til at træde ind i den frie skole helt som sig selv, uden særlige forudsætninger og en hel masse grundtvig-koldske læreregler, bare med lyst og i forvisning om, at er man ikke grundtvigsk i dag, så bliver man det nok i overmorgen – ikke fordi det kræves, men fordi i 150 år er det, hvad der er sket med de fleste. Det er derfor skolen skal være fri”.

Friheden i Lønne var ikke bare noget omkring statsstøtte. Den var som tidligere nævnt selve skolens sjæl og ånd. For far og mor var friheden ikke et begreb, men et levende væsen som er en af de stærkeste kræfter i tilværelsen. Et levende væsen, der overlever enhver underkuelse.

Efterdønninger der lønner sig

Hvis man skal tale om en efterdønning fra Lønne Højskole, må det være at vi genkaldte bevidstheden om, at den oprindelige højskoletanke er mere end nok at bygge skole på. Fjerner man alt, der er kommet til siden: statskroner, kontrol, statistik, reklameslogans og politisk magt – ja så står man tilbage med den rene vare, som kan vise sig at være nok. Kærligheden viste sig at ligge i gentagelsen. Og det er da en forjættende tanke for enhver friskolemand.

Grundtvigs højskoletanke er stadig et kabel, der kan trækkes nye lampesteder fra. Nogle er blålys, andre brænder varmt og klart. Tiden i Lønne viste, at jo tættere på hovedkablet man vælger at sætte lampestedet, jo stærkere brænder lyset. Stedet vi valgte gav et ganske godt højskoleliv, der ikke er brændt ud – selvom det er slukket.

Næste artikel: Grundtvigs oplysningstanker… Læs den HER

Continue Reading

1984 – Kasettebånd og mareridt

Jeg var samler. Samlede på alt muligt fra sten til musik. Musikken blev mit første store fald. Der var fest på Uldum Højskole. Eleverne havde pyntet op og alt var klar til det helt store. Jeg måtte være med til kl 22 og nøjedes med at se på. Var omkring 12 år gammel og måtte som altid gerne deltage på højskolen, indtil et vist punkt. Det var tit der det for alvor blev sjovt, men også der, hvor eleverne var i en tilstand der nok ikke var sund for en dreng på 12. Det vidste mor og far udmærket godt. Selv var jeg selvfølgelig uenig.

Men elever på højskole kan såmænd godt feste før kl 22. Også rigtigt gå til den, og det gjorde de også denne aften. Musikken flød ud gennem højttalerne, endda musik af den gode slags. Musik jeg ikke havde hørt før. Jeg gik hen til stereoanlægget for at se på de kasettebånd der lå på anlægget. Der kunne jo stå et kunstnernavn, som jeg så måtte ind på Vejle Bibliotek for at finde. Men det gjorde der ikke på ret mange af dem. Det var som altid i 80’erne nogle ting, der var optaget fra radioen. Man kunne næsten høre pauseknappen blive trykket ind og ud, for næsten at skjule en af speakernes stemmer mellem numrene.

Jeg ved ikke hvad der skete. Ved ikke hvad jeg tænkte eller hvordan det lod sig gøre, men pludselig var jeg hjemme i min seng med 8 kassettebånd i lommen. Jeg havde stjålet. Jeg var en tyv. Satte et bånd på båndoptageren og lå under dynen med god musik og dårlig samvittighed.

Jeg skjulte båndene og tænkte, at det nok gik over. Når det så var gået over, kunne jeg lægge dem over på skolen igen som var de faldet ned af en hylde. Måske ingen savnede dem. Turde i hvert fald ikke andet.

Efter en uge gik alt i sort. Eleverne tog det op på et fællesmøde, der var forsvundet bånd fra festen og det var ikke en måde at leve på i et fællesskab. De efterlyste dem igen og igen og det blev en stor sag på skolen. Jeg var helt ude af den. Forstanderens søn havde stjålet fra eleverne. Den dreng, der måske var den mest opdragede efter fællesskabstanken var nu tyv. Jeg smed båndene ud. Skrækslagen. Sagen forsvandt og jeg var lettet. Det var det værste jeg nogensinde havde følt, men nu så det lyst ud igen.

På Uldum Højskole var ….

Eleverne skulle på besøg hos far og mor. Det gik på skift mellem lærerne at have åbent hus.

En elev trak mig til side. I hånde havde hun et bånd, som hun havde fundet under sofaen. På båndet stod hendes navn. Ved siden af mit. Jeg troede båndet var mit eget, og at hendes navn var et kunstnernavn på hende der sang på båndet. Derfor havde jeg skrevet mit eget navn på. Men det var et af de bånd jeg havde stjålet. Ovenikøbet med begge vore navne på. Hun sagde, at hvis jeg bare lige kom med resten skulle hun nok lade sagen ligge, men for det første havde jeg dem ikke – og for det andet sagde hun det jo alligevel til en, der sagde det til en anden. Jeg havde nogle frygtelige dage, hvor jeg ikke vidste om hun ville gøre noget ud af det eller ej.

Jeg skulle til fødselsdag hos Søren fra klassen. Og jeg skulle sove der. Midt i chokoladen og kagen ringede min mor til Sørens mor. Jeg fik mor i røret, og hun sagde vi skulle snakke sammen. At jeg ikke skulle sove hos Søren. At hun ville komme og hente mig omgående. Og at jeg godt vidste hvad det handlede om.

Det havde hun ret i. Blodet susede gennem min krop. Jeg stammede og havde ondt i maven. Jeg vidste udmærket hvad det her handlede om – men ikke hvad der skulle ske. Mor kom hurtigt i vores blå volvo. Jeg satte mig på bagsædet, så jeg ikke behøvede øjenkontakten. Hun hentede mig uden et ord, kørte ned på en parkeringsplads i Vejle og satte sig på bagsædet hos mig. Vi talte og græd i mange timer, det satte spor.

Næste artikel: Nu er det nok Synnøve Søe – Læs den HER

Continue Reading

1978 – Vejle Fri Børneskole – at lære er at ville

Logoet forestiller en sol, der med tykke stråler lyser på to børn der leger og læser. Det er lavet en smule ubehjælpeligt af børn eller en lærer, der ikke burde ha haft noget med kreative fag at gøre. Det ligner lenoliumstryk, men bag det lettere barnlige ydre ligger netop kærligheden til det barnlige. For en skole er det jo netop kærligheden til dem, der skal gå der og have deres liv der. De 7 år i Vejle har betydet så frygteligt meget for Den og Det jeg er i dag. Vejle Friskole var nemlig ikke bare en skole, hvor man fik nogle år til at gå – det var et værested, hvor man lærte om livet sammen med mennesker man holdt af. Vejle Friskole har for mig været en skole for livet. Jeg husker derfor med gru mit skifte fra Vejle Friskole til en helt almindelig folkeskole i Nørre Nebel. Det er noget af det mest rædselsfulde skifte jeg til dato har lavet.
Pludselig var lærere, lærere og elever, elever. Pludselig sagde man Hr. og Fru og lærte fine remser med konger, dronninger og havnebyer i Danmark. Væk var nærheden og de grundlæggende holdninger til hvordan et forhold mellem barn og voksen skal være. Ud med indlæring gennem smil og oplevelser – Ind med udpensling af detaljer i lærerbøgerne i strenge ordrer. På folkeskolen i Nørre Nebel fik man også eftersidninger på rektors kontor. Jeg fattede ikke pointen i eftersidning – “Det bør da ikke være en straf af skulle blive på skolen – i burde da lave en skole, hvor det var en straf at blive sendt tidligere hjem”, var reaktionen – men den fattede de vist ikke. De har jo heller ikke gået på friskole i Vejle.

Et nyt begreb indfandt sig kort efter skiftet fra Vejle Friskole – Et begreb jeg ikke før havde kendt til… Skoletræthed.

Men hvad er det så Vejle Friskole kunne. Egentlig ligger forklaringen gemt i skolens gamle navn, der blev droppet kort efter mit skifte. Dengang hed skolen Vejle Fri Børneskole. Og det var netop sandheden. Skolen var til for børnene – på børnenes præmisser. Forholdet mellem lærer og elev var ikke opdelt så stift som på andre skoler – Lærerne var mere gode venner som man godt kunne li’ og respekterede af venskab – ikke af rolleopdeling. Forholdet mellem skole og familien er også værd at nævne. Forældre var ikke blot til forældremøder, der jo nærmest på andre skoler er noget der skal overstås, men deltog i skolearbejdet. Jeg husker tydeligt de arbejdsweekender der blev holdt på skolen, hvor vi var med til at male og ordne skolens bygninger. Den slags skaber respekt for bygningerne – der var ikke hærværk og graffiti på væggene, fordi man selv havde været med til at male skolen. Samtidig kendte vi alle forældrene til vores kammerater og det gav en fornemmelse af at alle elever og lærere var én stor familie.

Jeg bruger ofte de ting Vejle Fri Børneskole lærte mig – de oplevelser jeg fik. Jeg husker tydeligt et interview om stenalderfolkene for et par år siden. Hvis jeg ikke havde gået på Vejle Friskole havde jeg nok bare set billeder i en bog om stenalderen, og derfor ville det sikkert ha været vanskeligt for mig at forstå hvor svært det f.eks. har været at lave en flinteøkse. Men det prøvede vi på Vejle Fri.

Vi havde en uge, hvor alt stod i stenalderfolkenes tegn – vi lavede økser, bagte brød på sten, sov i stenalderhuse (trods alt i soveposer) og prøvede at leve ligeså primitivt og uden midler som stenalderfolkene. Derfor kunne jeg lave et godt interview med denne mand, og fortælle egne oplevelser og hvad jeg synes var svært ved at leve på den måde. Og det er bare et eksempel på hvad den form for indlæring betyder for et menneske senere i livet.
Man vender tilbage til de ting man lærte gennem leg.
Pludselig husker man ikke blot det man skulle lære, men også de ting man oplevede samtidig.
F.eks. står det ganske klart lige nu mens jeg skriver, hvordan natten i stenalderhuset endte med at jeg fik den kæreste i klassen jeg så gerne ville ha. Vi pralede lidt af at ha været i seng sammen – men i bakspejlets sande lys ved jeg, at vi bare sov i samme hus og sendte hinanden et blik – højst to. Mere skulle der ikke til før man var kærester dengang !

Men friskolen i Vejle HAR været og er et dørgreb for mig. Døre åbnes livet igennem til forskellige arbejdspladser og til forskellige livssyn. Man lærte aldrig kongerækken eller remsen med jyske havnebyer, men hvor ofte har man da også brug for at remse havnebyerne op. Jeg kan ikke lige komme på et job, hvor man til ansættelsessamtalen bliver bedt om at repetere danske konger op gennem tiderne.
Derimod kan man brillere med et menneskesyn og evne til samarbejde der langt overgår de fleste af dem, der har valgt kun at læse bøger barndommen igennem.
En barndom på Vejle friskole er en nøgle til viden om mennesker OG et dørgreb til livet…

Næste artikel: Kassettebånd og mareridt – Læs den HER…

Continue Reading

1973 – Karise – tidlig barndom

Højskolen i Humlebæk blev skiftet ud med en villa i Karise. Far arbejdede som freelance-journalist – af at sælge holdninger hver dag og hvert minut. Mor passede os børn og far arbejdede hjemme ved sin skrivemaskine, men når døren var lukket til fars kontor, så var far på arbejde. Det holdt vi nu ikke helt, kan tydeligt huske at jeg åbnede døren på klem og så ham sidde foroverbøjet ved det gamle skrivebord fra Rigsdagen og en kings i munden, mens han terpede på maskinen. Ord for ord blev kronikken eller kommentaren til. Jeg vidste ikke hvad der skulle komme ud af de mange lyde fra skrivemaskinen, men elskede at se ham arbejde. Altid et smil når man blev opdaget i døråbningen, selvom der var deadline sekundet efter. Overskud til det, der var vigtigere end papiret, hans børn.

Udover skrivearbejdet var far på Danmarks Radio. Jeg forstod stadig ikke meget, men kom med på arbejde og sad for første gang i et studie. Jeg husker de store høretelefoner, der slet ikke passede mig, en mikrofon der lyste rødt og en stor glasrude, hvor teknikeren sad og smilede til mig. Far interviewede mig om landbrug. Jeg nævnte genert alle de dyr jeg kunne komme i tanke om. Synes det hele var utroligt spændende, om end stadig helt uforståeligt.

Far lånte en spolebåndoptager hjem. Med mikrofon. Vi har stadig båndet vi optog den morgen. Man hører min mor kalde på mig, men som det har været hele livet kan jeg ikke stå op om morgenen. Morgener er ikke skabt til liv, de er skabt til at forlænge nattesøvnen med mindst en time. Mor kalder ganske mange gange, men jeg kommer ikke ned i køkkenet. Min lillesøster er derimod kommet for længst. Jeg hører at der sker andet end morgenmad i køkkenet og bliver pludselig mere vågen. Far laver radio i køkkenet. Jeg ser på den spændende maskine, der optager hvert et ord – og bagefter kan vi høre os selv snakke. Jeg bliver grebet af hans verden. Helt tændt. Suget ind i mikrofonen og den fantastiske teknik. Man kan høre på spolebåndet, hvordan jeg går fra søvndrukken til i den grad at være på.

Jeg bruger stadig sut som fire/fem-årig, og det er slet ikke i orden. Jeg er alt for gammel til at bruge den. Men jeg klynger mig til den og vil helst ikke af med denne lille trøstende gummisag. Til sidst overgiver mine ellers så pædagogiske forældre sig. Jeg må få et spil og en skrivemaskine, hvis jeg smider sutten ud. Jeg kan stadig huske da jeg smed sutten ned i skraldespanden. På trods af det store bytte, var det øjeblik farligt for mig. Jeg sagde farvel til noget, som jeg holdt af. Og anede endnu ikke om det jeg fik i bytte var et godt bytte.

Spillet var fantastisk. Man trak i en lille dims, og så kørte nogle hjul rundt indtil der var jackpot. Fik man tre jackpot i plastikhullet, åbnede en lille plasticlåge sig, og så kom der plasticpenge ud, hvis man havde lagt dem derind først.

Jeg var ganske optaget af, hvordan den lille dims kunne få hjulene til at dreje rundt og skilte den ad. Jeg fandt aldrig ud af hvordan den lille dims fungerede, og fik aldrig hjulene til at køre rundt igen. Skrivemaskinen var derimod stadig indtakt. Jeg satte papir i, som jeg havde set far gøre så mange gange før, og tastede løs. De lange pinde slog mod farvebåndet og dannede bogstaver på papiret, men efter et stykke tid følte jeg mig snydt. Én ting var at kunne lave bogstaver, men jeg kunne hverken læse eller stave og så var fornøjelsen kort. Derfor fandt jeg sutten frem fra skraldespanden igen. Det manglede da bare!

Selvom ord var vigtige, havde jeg ikke noget sprog. I dag havde bange pædagoger sikkert sendt mig til taleklinikken, men mor og far var ikke nervøse. De opdagede nemlig, at jeg havde sprog – det var bare mit helt eget.

Far skrev en hel ordbog over mit sprog.

Næste artikel: Vejle Fri Børneskole… Læs den HER

Continue Reading

1971 – Krogerup Højskole – udgangspunkt for liv

Et lille barn kigger op i trækronerne, uden at vide hvad det er. Betagelsen er blot at se noget bevæge sig, og solen skinne gennem de huller der kommer med mellemrum. Striberne af sol kastes ned i barnevognen, der er stillet af kærlige forældre under et stort træ i haven på Krogerup Højskole. Stedet der dannede ramme om min mor og fars møde – og min egen tilblivelse.

Det lille barn ved endnu ikke hvad der er forude. Alt står åbent og venter på de første skridt og alle veje kan føre til lige det, som barnet ønsker. På det tidspunkt er det dog mest mælk fra den livgivende moderkrop, men ethvert glimt af livet i trækronen varsler også, at der er mere mellem himmel og jord end barnet kan fatte. Barnet griber længselsfuldt i luften, men kan endnu ikke nå. Og der er heller ikke hastværk. Vi når det hele med tiden.

Det var oprindeligt K E Larsen der kaldte far ind i højskolens verden. Ungdomsoprøret i slutningen af tresserne havde godt fat i de unge, og K E ville ha far til at undervise og samtale om demokrati med eleverne. Mødet med Krogerup Højskole og i særdeleshed K E forseglede fars liv til højskole og plantede den grundtanke, der senere blev til Lønne Højskole. Far slap aldrig K E igen og byggede videre på hans skoletanker, eller rettere hans tro på den oprindelige tanke. I en nekrolog til K E Larsen skrev far i 1998:

”Den, der har været kort sammen med ham, vil kende ham i bund og grund. Den, der har levet længe med ham, vil aldrig begribe ham. Der er ingen afmærkede pædagogiske Marguerite-stier efter ham. Der kan ikke rejses højskole-templer i hans navn. Han var selve det åbne frisind, der lukkede sig om dagligdagen og ikke søgte overskrift. Han var fortælleren, der skyede store ord, skuespilleren, der ikke gjorde sig til, og i sig selv en påstand, der undrende og mildnende måtte høre og svare på andres påståelighed. Der er hos K E ingen enkle hemmeligheder, der kan graves og forskes i. Han var grundlæggende tilfreds med mennesker, som mennesker er. Selvsagt ville han lave os om, men med kendskab til sig selv overtalte han sig i gerningsøjeblikket til at lade være – uden at grunde over det eller at have brug for at stå til regnskab over for Grundtvig og Kold. Højtråbere er de bedste lyttere, skuespillere har størst agtelse for ægte ord, og jurister er mindst rædde for love og regler. I højskolen turde han det sværeste, den programløse skole. Der var hele tiden modetrælle nok med deres liniefag, slagtilbud, korstog og internationaliseringer. Den slags kræver kun stillingtagen et par gange i livet og kan lånes i alle bøger. Men det er sjældent at møde selve det grundtvigske frisind i praksis som hos ham. Pludselig opdagede man, at de fastlåste ideologiske og teologiske systemer ned over et sted er ”holdningsløse højskole”. Hvor alt, også livet selv, retter sig ind efter budene, manifesterne og paragrafferne, er juristen i lederstolen til sidst ene om at turde hævde, at det at være fri endog af systemerne, intet har at gøre med at være ståstedsfri, men at en holdning kan være så lidt påtaget, være så ægte, at den har plads til andre holdninger. At der kan siges ja – og det endnu sværere nej – til andre, ikke som dom, men som hjælp”.

Enhver der har krydset min fars vej enten i hans tid som journalist eller i højskoleverdenen kan nikke genkendende til denne tro på alle mennesker som værdifulde. Kærligheden til frisind. Højskolen indfangede far fuldstændigt. Journalistikken er et godt udgangspunkt for et liv i højskole, da man lærer at beherske ordet og gennem kommentarer og holdninger er med til at beskrive verden omkring sig. Men journalistik er også præget af ensomhed eller tosomhed. Man interviewer et menneske, skriver det i avisen – og så ellers videre til næste historie. Ikke at livet er uinteressant eller mennesketomt, slet ikke, men far brændte for andre mennesker. Det bar hans radioudsendelser også præg af, ligesom hans politiske journalistik på skrift altid indeholdt stor indlevelse i politikernes grundtanker og holdninger, frem for de ofte letkøbte politiske slagord. Far ville fordybe sig i alle han mødte, høj eller lav. Enhver var værd at lytte til, ingen var ligegyldige – alle var lige gyldige. Denne respekt for alle mennesker uanset status, viden og værd er i sandhed hele kernen i far og mors opdragelse. At lytte og samtale med andre, var den benzin, der fik dem til at tage nye skridt, træde nye spor.

Det var det der ventede det lille barn. En opvækst, hvor Grundtvig og mennesker var omdrejningspunktet for liv. Hvor ordet er det stærkeste våben, og den der behersker ordet, kan skabe hvad han nævner. Den stærkeste gave man kan få, fik jeg hjemmefra. Ordet!

Næste artikel: Tiden i Karise… Læs den HER

Continue Reading

PORTRÆT: Jeppe Søe giver ordet agt som det har magt.

Jeppe Søe er journalist, foredragsholder, kommunikationsrådgiver og tidligere studievært. Han har en fortid som nyhedsvært på TV3 og har tidligere været ansat på TV Aalborg, TV2, Nordisk Film og TV Danmark.

I dag er Jeppe Søe professionel ordkløver. Herudover er han en flittig klummeskribent, anerkendt foredragsholder og kommunikationsrådgiver.

Jeppe Søe er født 1971 på Krogerup Højskole og opvokset på Uldum Højskole ved Vejle, indtil familien Søe i 1985 startede Lønne Højskole ved Ringkøbing Fjord. Fodfæstet er således fundet i højskoleverdenen og den slags sætter spor:

“Højskolen har altid spillet en stor rolle i mit liv ­ og gør det stadig”, siger Jeppe Søe. “Min far var forstander en stor del af mit liv, jeg selv var en stor del af Lønne Højskole og har også været ude som elev på Ungdomshøjskolen ved Ribe. Jeg er absolut højskolebarn og sætter stor pris på den verden. Mit professionelle liv har altid båret præg af min kærlighed til højskolen og det den verden rummer. Om end kommunikationssamfundet kan være flygtigt og overfladisk er der meget at hente hvis man dykker ned i det. Min baggrund, og det den repræsenterer, er hele mit fundament også i den henseende”.

 

Det var i Vestjylland, på Lønne Højskole, at Jeppe Søe begyndte at drømme om en dag at kunne være med til at sætte ord på verden og være en aktiv del af samfundsdebatten. Som søn af Poul Erik Søe, tidligere journalist, var tanken om en fremtid i medieverdenen ikke fjern og når man tilføjer en passioneret interesse for teknologiske muligheder er det måske nærmest givet at Jeppe Søe ti år senere bød velkommen til sin første nyhedsudsendelse:

“Jeg vidste tidligt at jeg ville den vej. Far vagte en interesse i mig og udfordrede mig konstant med sin viden og magt over ordene. At jeg blev tv-journalist hænger sammen med min store interesse for teknologiens mange muligheder. Tv er i mine øjne den perfekte formidler. Fusionen af lyd, billede og tekst. Højskolemennesket i mig stræber så efter at vi skal vide at bruge og forstå det med omtanke ­ og det bliver jeg heldigvis aldrig træt af at tale om”, siger Jeppe Søe.

Jeppe Søe startede sin karriere i medieverdenen som elev på TV Aalborg, siden gik turen til TV Nord hvor han både stod for nyheder og lavede magasinprogrammer – senere blev han vært på TV2 i programmet “Set&Sket” der dengang var et stort program i bedste sendetid, som tog regionernes lokale historier alvorligt. Han blev headhuntet af TV3 og satte sig i stolen som ankermand og tilrettelægger af Danmarks nyeste bud på en anderledes nyhedsformidling med seeren som omdrejnings og udgangspunkt – TV3’s nyheder – og i Viasat stod han også for andre programtyper samtidig med nyhedsopgaven.

På samme tid var Jeppe Søe vært og ophavsmand til adskillige udsendelser og projekter. Heriblandt produktion og udgivelse af børnespil til computeren, hjemmesider på det dengang nye Internet og en række udsendelser til TV3’s platform.

Siden valgte han i 2000 at træde ud af den etablerede form og hellige sig indhold. Jeppe Søe etablerede sig som selvstændig og som direktør i medievirksomheden WideVision blev der fokuseret på ny teknologi, ny formidling og nye ideer. Projektmageren, idemanden og kommunikationsanalytikeren fik plads til udfoldelse:

“Det var et spændende skifte. Først et opgør med et hektisk mediebillede der ikke giver plads til eftertanke og siden arbejdet for at skabe en pendant der værdigt kunne være et alternativ inden for samme rammer. Mit ønske er at skabe og formidle tidssvarende, men med plads til parenteser og tankestreger”, siger Jeppe Søe. Jeg elsker medieverdenen, men jeg mener virkelig at vi skal ruste både afsender og modtager bedre til at begå sig i strømmen af formidling.

Jeppe Søes evne til at formidle og forstå medieverden har gjort ham til en meget efterspurgt rådgiver og foredragsholder. Hans baggrund som selvstændig erhvervsdrivende, bestyrelsesmedlem, højskolemenneske, projektleder og journalist betyder at han formår at formidle sine budskaber i mange sammenhænge.

Således gør både efterskoler, højskoler, etablerede erhvervsvirksomheder, politikere og folkeskoler brug af hans evner.

Uheldige omstændigheder betød i 2008, at Jeppe Søe måtte erklære sin egen virksomhed konkurs. En både personlig og professionel voldsom oplevelse, da den skete samme dag som faderen Poul Erik Søes død. Alligevel formåede Jeppe Søe menneskeligt og fagligt at arbejde sig videre og i dag fungerer han som kreativ direktør i virksomheden Blended Media og holder flere foredrag end nogensinde:

“Når man mister alt og ender i en livskrise, så ser man pludselig alt med nye øjne. Jeg valgte tidligt at tale åbent og ærligt omkring min krise, ikke for at markedsføre mig selv eller være i rampelyset, men for at fortælle andre i samme situation, at der ER lys forude, hvis man kigger efter. Lysten til at beskæftige mig med den her verden er omdrejningspunktet”, siger Jeppe Søe. ¨

“Skabertrangen og fortællelysten ulmer altid og jeg ved at det er her mine kompetencer trives bedst, siger han. Min ambition er, konstant at være med til at præge mediebilledet bare en lille smule. Forstået sådan, at jeg gennem selverfaret viden ønsker at ruste seere, i alle aldre, til at ruske op i den sunde skepsis”, siger han.
“Vi skal huske at ordet har uendelig magt og mine foredrag er en intention om også at tage os en smule i agt for hvad det formår, det er væsentligt for vores samfundsforståelse”.

Jeppe Søes foredrag er fortællinger om en medieskabt virkelighed med udgangspunkt i dagsaktuelle eksempler – altid sprudlende og boblende engagement og altid uden manuskript. “Ord skal komme fra hjertet og alle de nymodens Power Point præsentationer og andet gøgl er kun til folk, der ikke han huske hvor de er kommet til. Jeg bruger det levende ord – og det er mere end nok”, siger Jeppe Søe med et smil..

Således, og meget mere, Jeppe Søe. Bogstaveligt talt.

Continue Reading