FORORD: Livsfortællinger

Ord om liv, der er levet – skrevet efterhånden, som de bliver til. En biografi, der ikke står som et komma i tiden, men i stedet en livslang tankestreg, der løbende samler op og fører videre.
Velkommen til min levende livshistorie.

Portrætbøger kan få selv den mest hærdede dameblads-læser til at kaste op af trivialitet. Tror biografiens forfatter virkelig, at hans liv har været så interessant, at andre gider læse det? Det væsentlige for mig har dog aldrig været hvad andre synes, men hvad jeg selv står for. Jeg har som ordkløver kastet ord i grams, uden tanke på hvordan de modtages. Det er jo ikke op til mig. Det væsentlige for mig er, at ordene er mine. De beskriver et liv, der har indeholdt så mange spændende mennesker, at de næsten ikke er til at rumme. Højskolen har haft den største rolle i mit liv, som rammen om alt der er oplevet – og som deltager i enhver øvelse jeg har kastet mig ud i.

Mødet med en TV verden har også sat sine spor, og jeg vil løbende fortælle hvordan livet var i den tid, hvor medierne var min legeplads. Familien har stået højt i mit liv, og gør det fortsat. Ordet “familie” betyder en skare af slaver, og med mellemrum har enkelte i denne flok da også givet væsentlige hak i det lykkelige liv. Endelig har jeg som selvstændig levet et voldsomt spændende liv, der har givet mig erfaringer jeg gerne giver videre – og i skrivende stund nærmer jeg mig hastigt de fyrre, sidder i en voldsom personlig konkurs, der både har ødelagt mit liv og mit image.

Men jeg ser stædigt fremad, selvom verden konstant ønsker at trække i den anden retning.

Således åbner nu min personlige biografi,
en livshistorie der først er færdig, når jeg er.

God læselyst

Jeppe Søe

Continue Reading

2010 – Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt

“Hvad du ikke dør af, gør dig stærkere”. Jeg har altid hadet den slags letkøbte ordsprog, som vi har opfundet for at kunne trøste uden at have hjertet med. Sandheden er nemlig, at man ikke bliver stærkere af at opleve ulykke og tab. Man får bare det med i bagagen, om i rygsækken der er en byrde, der skal bæres. Gerne med et smil.

Og det er netop hvad man kan. Man kan komme ovenpå efter selv den største ulykke og det største tab. Det sidder der stadig, du er ikke blevet stærk – men du har lært at leve med det. Og med den erkendelse, begyndte jeg på livet igen. Med fornyet mod.

Livet i Vejle er blevet lettere. Der er gået to år siden den værste dag, og i det sidste år har jeg talt åbent – helt åbent – om hvad jeg har gennemgået og hvad jeg står i. Det ligger til mig at være offentlig. Da jeg var omkring de 20 blev jeg allerede nyhedsvært i Aalborg, og var kendt i hele byen. Jeg kunne ikke drikke en øl i Jomfru Ane Gade uden at folk sladrede om “hvorfor drikker Jeppe”. Og jeg levede fint med det. Pressen begyndte at interessere sig for min person, da jeg kom på TV2 – og jeg fortalte med glæde hvad de ville vide. Der går ikke noget af mig for at give mine ord videre.

Og det levende ord har reddet mig. Der er med sikkerhed stadig mange, der dømmer mig på gamle ulykker, men fred være med dem. Jeg kan umuligt få alle til at kunne lide mig, det har jeg efterhånden lært. Men til de, der gider at lytte, har jeg ord om hvordan jeg kom op af hullet. Hvordan jeg valgte at komme videre. Hvordan jeg trodsigt kæmpede mig til overfladen – og kan de inspirere et enkelt menneske, så er det alle ordene værd.

Google er stadig ikke min ven. Ord på Google, både de sande og de løgnagtige, fylder meget i min hverdag. Men jeg har valgt at være så åben, at Google ikke kan komme bag på ret mange. Jeg har åbent fortalt både her og der, i pressen, på facebook og i TV om nedturen – ikke for at vinde sympati, men for at vinde forståelse – og for at give ord, der måske kan hjælpe andre videre.

Ord er vigtige. Derfor skal man veje dem, inden de ryger ud. Ser man et menneske, der har brug for ord, så nytter det ikke at finde et gammelt ordsprog frem og tro, at det er mere end nok. Når folk har mistet, så er hverken “op på hesten” eller “husk det gør dig stærkere” noget man kan bruge til ret meget. Man har brug for ord, der er gennemtænkte og målrettet netop dig. De mest hjertevarme hilsener jeg har fået er ord, som jeg kan mærke folk har sat sig ned og reflekteret over. De mennesker har villet mig det godt. Og uden ord fra andre, havde jeg mistet mælet selv.

Familie har betydet liv og død. Jonathan, Mia, Malthe – og både min kone og øvrige familie har været en stor støtte. Enten ved at indgå i samtale, eller ved at lave være.Nogle gange er den bedste hjælp, at tale om noget andet. Hvis man siger til andre, at man har det skidt, så opnår man ofte at folk ringer konstant og spørger, om man har fået det bedre. Og det får man ofte først, når folk istedet ringer og siger “Nu du har det godt, skal vi så ikke tage i Tivoli”. Alle har hjulpet på hver deres måde – og de, der kender mig bedst, har vidst hvad jeg havde brug for. Levende ord – og plads til også selv at genfinde dem.

Jeg holder flere foredrag nu, end nogensinde før. Glæden ved at holde foredrag er så gennemstrømmende i mig, at det er ubeskriveligt. Når jeg står på en scene, klar til at fortælle levende ord, og ser folk, der er kommet for at høre dem – så lever jeg. Jeg elsker foredragets kerne. Nærheden med de, der lytter. At se dem reagere, når ord sendes afsted – både de, der smiler tilbage og de, der sender verdens sureste blik. Begge er igang med en inde dialog med mig, hvor deres egne holdninger brydes med mine inde i deres hoveder. Nogle får man flyttet, andre får man ikke. Og jeg holder da heller ikke foredrag for at flytte folk. Eller påvirke. Jeg holder foredrag, fordi jeg ikke kan lade være – og fordi jeg glædes over, at være med til at vække folks egne holdninger. Gøre dem stærkere i det, som de kom med. Ordene jeg får retur er meget varme. Og den bedste kommentar jeg har fået kom fra Ringkøbing. Jeg talte om landbruget, som lever i trængte tider – og jeg sagde blandt andet, midt i Venstre-land, at jeg ikke så noget parti på borgen, der kæmper landbrugets sag, og spurgte hvor de ville stemme næste gang. Helt forventeligt var der meget tavst. En ældre mand kom op bagefter og sagde: “Jeg er rygende uenig med dig i dine holdninger, men du har sagt nogle ting, som jeg lige skal hjem og vende”. En uge efter kom der et brev, hvor der stod: “Du kan simpelthen ikke være det bekendt. Jeg har været helt afklaret omkring mine ståsteder, men nu aner jeg ikke hvad jeg skal støtte eller mene længere om mit fag. Det var mig, der kom op til dig efter foredraget i Ringkøbing, og sagde jeg var rygende uenig med dig. Det er jeg stadig, men på en helt ny måde”.

Ordene fik mig til at smile. Tænk at være med til at sætte nye ord i verden i et menneske, der ellers er så stålfast, at han nu pludselig kan være uenig på nye måder.

I Blended Media er vi også på vej på ret køl, selvom det selvfølgelig ikke er så nemt som i de gode gamle dage. Jeg rådgiver en række virksomheder, vi har startet ting op af os selv – og vi har produceret for en række virksomheder i 2010. Det går fremad, og vi hænger i – og nyder at arbejde med de ting, der fortsat er vores største hobby og livsopgave: At hjælpe andre med at finde ord. Krisen har gjort, at mange har haft brug for rådgivning – og vi har stået klar og står stadig klar. Meget har de kunnet tage fra mig i konkursen – men viljen, erfaringen, kendskabet og ikke mindst min faglighed har de ikke kunnet slå ned. Det lever i bedste velgående… og i stor genfundet livsglæde.

Continue Reading

2009 – “Du skal da bare op på hesten igen”

De siger det altid til folk, der hænger med mulen. “Op på hesten igen”. Men det er ikke så nemt som det er sagt. Især ikke, når man er ramt af en konkurs i Danmark. Her stempler vi folk som de rene svindlere, og bare tanken om at vedkommende skal ha et nyt liv, er for de fleste frastødende. Og det ER også i den grad op af bakke!

Når man er erklæret konkurs fjerner de alt hvad man er. De fjerne alle muligheder for, at forsøge at komme op på hesten. Ja hele hesten har de sådan set sat i stald. Mange gange har jeg tænkt, at det ville ha været meget nemmere at sætte mig ned foran Aldi med en kasse bajere. Så havde staten hjulpet med alt fra bistand til tandlægeregninger. Men jeg er ikke et passivt menneske. Jeg ønsker ikke, at staten skal være min arbejdsgiver – jeg ønsker ikke at give op.

Men staten agerer som om, de hellere så dig foran Aldi. Og andre gør det samme! Firmaer bliver pludselig bange for at handle med dig, selvom man kan præcist det samme som før. Bankerne er ganske enkelt umulige, og vil ikke engang give dig en PBS løsning, så regningerne kan blive betalt automatisk. Der er ingen mulighed for at komme ovenpå, uden at det er op ad den stejleste bakke, som jeg nogensinde har bestiget. Ikke desto mindre var det den rejse, som jeg valgte at tage på.

I USA er det et kvalitetsstempel, at man har prøvet en konkurs. De tror på, at man nu kan se den komme, hvis man skulle komme i en lignende uheldig situation. De mener, at man er bedre istand til at se længere frem. Og det har de jo ret i! Jeg kan med sikkerhed sige, at man som erhvervsmand står bedre rustet efter en ulykke, end før. Så at handle med vores firma er det sikreste man kan forestille sig – men firmaer læser jo også aviser!

Søger man på Google på mit navn, så dukker fortiden op. Mængder af historier handler om min konkurs, og har skubbet alle de tusinder af sider der handlede om mit virke, min kunnen og mine bedrifter helt ned på side 12. Der er ikke meget at gøre. I gamle dage pakkede man fisk ind i aviser dagen efter. Udtrykket handler om, at man ikke behøver at reagere på en dårlig forside, den er glemt imorgen. Sådan er det ikke længere – Google husker alt, og er man først stemplet, så er det til døden.

Jeg har siden haft dialog med specialt to store kunder, som jeg ikke husker for noget godt. Vi har helt inde i kontraktfasen, havde aftalt alt og var sådan set gået igang – mange møder og tanker var tænkt og drøftet, så produktionen var på plads. Pludselig bliver der tavst i den anden ende af linien. De havde lavet en google-søgning, og så var ordren væk. Specielt var det tragikomisk for det ene firmas vedkommende, da de havde to konkurser bag sig inden de blev en stor landsdækkende kæde – men fortiden skræmmer kun, når man kigger ved siden af spejlet. Det var næsten ligegyldigt hvad vi prøvede, så gik det hele i vasken når de søgte på Google. Derfor måtte jeg til at tale om min konkurs på første møde. Jeg nåede næsten ikke ind af døren, før jeg fortalte min historie. Jeg skulle altså nu til at sælge vores ekspertise, efter at have renset rummet for ting, der forlængst var overstået. Men hellere det, end at finde ud af senere, at et firma stoler mere på aviser og google end på virkeligheden.

Alt er selvfølgelig et økonomisk kaos. Dankort og lignende luxus-ting bliver taget fra dig, ikke kun mig men fra hele familien. Pludselig hed det hævekort, ned i en automat og så ellers kontanter i lommen, for at klare dagen og vejen. Og det gælder også i firmaet. Skulle jeg på optagelse i København, så havde jeg 5000 kroner i kontanter med i lommen. Ikke en optimal måde at drive virksomhed på, men sådan er en opstart jo for de fleste. Hele firmaet havde kurator fået pakket i kasser, som vi derefter bød på og gudskelov kunne købe tilbage. Alt jeg havde samlet sammen gennem et langt liv siden TV3 lå hulter til bulter i kasserne – vi skulle så sandelig starte på en frisk, men hesten kan man ikke altid komme op på uden hjælp – og da slet ikke, når staten holder fast i benene på dig, for at sikre du aldrig igen bliver ridende.

Man kan nemt stå op en morgen og tro på livet, tro på fremtiden og tro på at der stadig er brug for dig. Men så kommer der et brev, der siges en sætning eller der angribes fra pressen – og så er man dernede igen. Det føles som om alt trækker dig ned mod Aldi, men det kan da umuligt være i statens interesse at man ikke klarer sig selv?

Sindet er følsomt. Det går ud over familien. Det går ud over helbreddet… I Danmark får du krisehjælp hvis du ser en ged blive kørt over, men en konkurs opfattes ikke som noget, der påkræver den store opmærksomhed eller hjælp. Man bør så sandelig have psykologhjælp for at komme ovenpå igen, det er for stort at skulle klare det selv. Jeg havde mistet firmaet, mistet min far, flyttet til en ny by og var blevet far til lille Malthe på det samme år. Men jeg havde ikke set en ged blive kørt over, så hjælpen var umulig at få.

Ordet blev redningen. Igen.

Jeg skrev et nytårsbrev i nytåret 08/09 som jeg sendte ganske bredt ud. Det røg ud til alle kunder, netværket, vennerne, familien og på FaceBook. Nytårsbrevet var mit forsøg på at sige, at jeg lever endnu – og jeg insisterer på at leve videre. Det hjælp at skrive det – men det hjalp endnu mere, at få ord retur. Det er jo netop hvad en psykolog også gør. Svarer dig på dine sagte tanker – og det var hvad vennerne gjorde. Også dem, der var mig helt ukendte skrev retur. Og det var livgivende – ja endda livreddende. Den væsentligste sætning, som flere gentog, var at “de kan jo ikke tage det du kan”.

Så jeg så fremad. Jeg begyndte at gribe af den modstand der ramte konstant. Når endnu et bjerg væltede, grinede vi og sagde “Det er da klart, selvfølgelig væltede det”… og så ellers lappe hullet og komme videre.

Når jeg ser tilbage på den tid, ser jeg et menneske i nød. Et menneske, der i modstanden forsøger at svømme mod den strøm, der konstant går modsat vej – men også et menneske, der er afkræftet. Selvom man griner, er der forskal på et smil. Nogle smil er hjertelige – du kan mærke det kommer helt inde fra det inderste. Andre smil føles ikke på samme måde, det er som om der gemmer sig noget bag smilet. Og det gjorde der. Jeg blev bange for at smile ægte, fordi jeg regnede med, at noget ville indtræffe der fik smilet til at stivne.

Men jeg blev ved at svømme. Vi blev ved at svømme. Målet var ikke længere det samme, men bare at komme over på den anden side, hvor solens stråler kunne ses og mærkes – og hvor vandets strøm ikke var imod os. Grebet af den kamp, begyndte jeg at kaste mig ud i alt der overhovedet kom indenfor min vej. Jeg ville bevise overfor mig selv, og andre, at jeg ikke var død. Jeg gik med i et politisk parti, jeg meldte mig til en række sponsorerede foredrag til gode formål, jeg påtog mig store opgaver i de foreninger jeg var med i, jeg kastede mig ud i opgaver, der måske kunne føre til noget senere, jeg startede alt muligt op selv – i håbet om, at få folk med senere. Satte tusinde både i søen og sørgede for, at holde dem oppe. Jeg knoklede i døgndrift, og hvergang et skib tog vand ind, så pumpede jeg for at holde ideen flydende. Langt de fleste skibe skulle jeg aldrig have sat i vandet. Det var ideer, der ikke kan startes uden et dankort. Og da slet ikke alene. Men ved hjælp af 24 timers arbejde i døgnet, kunne jeg få det ud af havnen. Det blev væsentligt for mig, at have travlt. Væsentligt at vise, at jeg havde travlt. Væsentligt, at folk vidste jeg havde gang i 1000 ting.

Det blev væsentligt med alt det, der ellers er uvæsentligt. Når jeg ser tilbage kan jeg se, at de fleste skibe var udtryk for en slags depression. En stædig kamp for at være i live og vise det. Alt imens det væsentlige var lige omkring mig, nemlig familien. Da jeg så det valgte jeg at skyde en række skibe ned, fylde dem med vand og konservere dem til bedre tider. Fokus skulle være på et enkelt skib, og så på livet!

Det er den bedste beslutning jeg har taget – først da var jeg på vej op på hesten. Ihvertfald var den nu trukket ud af stalden.

Continue Reading

2009 – Nytårsbrev til vennerne om store tab

Vejle, 29 december 2008

Til venner, bekendte, familie, kunder og andre i min nærhed…

Mit nytårsbrev er en fast tradition… men det har aldrig været SÅ svært at skrive som i år.
– 2008 var nemlig fyldt op af begivenheder… og der er så uendeligt mange at takke.

Jeg plejer at skrive to breve: et til forretningsforbindelser og et til venner og familie. I år er der kun et enkelt brev, da ærligheden omkring det private kaos allerede har været underholdning i aviserne, og dermed også bør nævnes i et forretningsbrev. Og hvorfor i øvrigt ikke være intim overfor kunderne. Nogle af jer stoler jo dagligt på mine råd i sager, hvor forkert kommunikation kan være liv eller død. Kun en maskine ville nægte jer den samme indsigt.

Jeg forstår ikke livet baglæns

Et nytår bruger man til at se både frem og tilbage. Jeg har altid elsket den aften, hvor man står med champagneglasset i hånden og ved første slag fra rådhustårnet, ved man året er gået – og et nyt har taget sit første åndedrag. Det er lidt som en genfødsel – eller med Ole Wivel: ”Mit barn, mit barn giv agt – alt er igen uprøvet i dine hænder lagt”.


Lad mig slå fast, at jeg ikke har lyst til at se tilbage i år!

2008 har på alle mulige måder været et dårligt år for mig. Søren Kierkegaard mener vi skal forstå livet baglæns, men uanset hvor meget jeg kigger i bakspejlet, så fatter jeg ikke en brik af det hele. Jeg vælger derfor at se forlæns i stedet. Ubetinget og fordomsfrit se på det nye år, og følge de ønsker og mål jeg har sat mig.

2008 blev et skæbneår. Jeg havde for et år siden kaldte ordet ”skæbneår” for ren retorik og tåbelig floskel, men nu ved jeg at det findes. Et enkelt år, ja faktisk få måneder, kan besegle en skæbne og ændre alt. Begivenheder kan ramme eller ske, som gør at man aldrig bliver helt sig selv igen.

Farvel far…

Mit hårdeste slag ramte 5 marts 2008.

Min kone og jeg var i lykkelige omstændigheder. Vi glædede os enormt til at vores søn skulle se dagens lys, og helt utrolige scanningsmetoder gjorde, at vi allerede havde set tredimensionelle billeder og filmklip af ham – der manglede blot en måneds tid endnu, så var han virkelighed.
Vi havde lige siddet aftenen før og talt om hvor dejligt det ville blive… Men kort efter søvnen var begyndt, blev vi vækket brat. Telefonen ringede, min mor fortalte at far pludseligt var død.

Jeg husker ikke meget mere fra den samtale. Jeg faldt besvimet om på køkkengulvet i mængder af glasskår og blev kørt i ambulance til Vejle Sygehus i en choktilstand. Jeg fattede det ikke, og talte i vildelse om alt og intet.

Min far var (og er) mit ét og alt. Mange daglige telefonsamtaler blev det til. Et menneske der støttede mig i mine valg – og ofte var medvirkende til, at de blev udført. Vi havde samme fag og dermed samme interesser, og alt blev vendt i de daglige samtaler. En støtte – og en stor del af mig selv – var væk. Det var åbenbart mere end min hjerne kunne kapere, og den valgte at lukke ned for kroppen for at undgå ulykker.
Aldrig har jeg fået et større chok. Far blev 70 år, og var lige begyndt på en ny tilværelse som han allerede elskede. Der var så meget vi skulle nå og så mange ord, der endnu ikke var sagt – så mange ting, som jeg på trods af timevis af daglige snakke, endnu ikke havde fået svar på. Det tab kommer jeg mig aldrig over, det ved jeg med sikkerhed. Noget bliver aldrig det samme igen – og det har jeg brugt resten af året til at acceptere, uden det store held.

Jeg blev udskrevet om morgenen, og det var godt – for jeg havde endnu en skæbneting jeg skulle. Jeg skulle lige lukke mit livsværk helt ned, på den allerværste måde.

Farvel firma…

Mit firma gennem 12 år var blevet for stort og uoverskueligt, og i denne uoverskuelighed havde nogle kunder ”glemt” at betale. Jeg så slet ikke hammeren falde, men i ugerne op til den 5. marts fik jeg overblik over situationen. Jeg talte med mange eksperter på området, og lavede nogle løsningsplaner med dem – men banken afviste overraskende revisorens meget realistiske redningsplan. Det hele kunne ha været undgået ved en enkelt håndsrækning, men min hånd famlede i blinde uden noget at gribe fat om.
Jeg havde kæmpet i 10 år – og de sidste 3 år alt for hårdt. Jeg var slidt op af alt for meget arbejde med problemer i virksomhedens måde at køre på. Med 8 ansatte mistede jeg langsomt overblikket. Selvom man er dygtig til sit arbejde, behøver man åbenbart ikke være dygtig til at lede andre medarbejdere. Det ved jeg nu, at jeg ikke er god til. Jeg søgte en personalechef og havde en mentor på – men det var for sent. Og da ingen kunne hjælpe, var der ingen vej udenom. Kampen var forbi. Jeg måtte gå den meget tunge gang i skifteretten for at lukke firmaet ned – erklære mig selv konkurs.

Jeg var konkurs i skifteretten, blot 2 timer efter jeg blev udskrevet.

De to ting har tilsammen gjort, at jeg ikke vil huske 2008! Jeg lærer meget gerne af mine fejl, men mine fejl gjorde det ikke alene. Omstændighederne, og en begyndende finanskrise, gjorde at banken blev alt for forsigtig til små virksomheder, og det blev jeg et af de første ofre for. Efterfølgende kom så pressens behandling af mig, der var meget svingende i kvalitet. Nogle udviste enorm forståelse og var meget påpasselige med ikke at gøre en trist situation til underholdning, her var blandt andre Ekstra Bladet og Se&Hør blandt de meget dygtige og redelige.
Men usandfærdige historier væltede ind, og blev spredt via internettet og Ritzau – og jeg kunne ikke andet end at sidde og læse med i aviser og ugeblade. Jeg havde ikke mulighed for, eller kræfter til, at påvirke noget som helst. Er man tidligere studievært, og har man én gang inviteret pressen indenfor i ens privatliv, skal de ha lov til at gå rundt en sidste gang og lede efter rester i dødsboet. Sådan er tabloid, og det er som det er. Kunder, erhvervsfolk og mennesker der kender mig kunne nemt gennemskue pressens historier, og dermed var der god støtte at hente i breve og telefonopkald fra alle de mennesker, der er i mit netværk – men det var rædselsfuldt at se sin person blive trukket gennem sølet, klædt af og blotlagt i usande påstande og forkerte citater.

Malthe!

Midt i det hele kom Malthe som planlagt. Og sikke et lille væsen der intetanende dukkede op i den kaotiske verden. Han var ret ligeglad med konkursen og pressen. Han ville elske – og elskes. Han krævede det af sin far, som et barn kræver, uden at kunne tage hensyn. Gudskelov.
Krav fra et smilende barneansigt kan man ikke udskyde, og derfor kom dagligdagen tilbage midt i sorgen.

Malthe var en lykkepille uden recept, der gik ind og rokkede ved hele vores hverdag. Alt der var blevet til en egoistisk indadvendt dyb sorg, måtte der åbnes for. Og ud kom den lykke, der altid er omkring et lille nyt menneske. Vi tog det hele til os, indåndede luften i fulde drag og fik mod på at se frem.

Ydermere havde jeg fået en klar fornemmelse af, at min far er hos mig endnu. Far var et ordmenneske, og alle ord han har sagt er hos mig – og i dem er der svar på mange af de endnu ustillede spørgsmål. Jeg bilder mig også ind, at der kommer nye ord fra ham – selvom folk sikkert tror man er skingrende skør når man siger sådan – lidt i stil med at se ufoer – men det er nu altså min tro, at han fortsat er lige omkring mig og kan råde, hvis jeg får brug for det. Med den følelse indeni, kunne jeg begynde at skabe liv igen.

Nye spirer gror frem…

Vi havde to muligheder: Enten kunne vi sætte os ned på havnen, drikke øl og leve et sikkert udmærket liv der – eller også kunne vi tage fat i nakken på os selv, og komme videre med noget nyt. Meget tages der fra dig i en konkurs, men de kan ikke tage din erfaring og din hjerne. Jeg har siden 1990 lavet journalistik og kommunikation for store og små danske virksomheder. Det gik langsomt op for mig, at den evne jo ikke var del af konkursboet… I starten af 2008 var der direktører på topplan, der satte pris på mine råd – hvorfor skulle det være anderledes nu?

Vi greb derfor det halmstrå, der kan gribes fra et sort hul. Den eneste stige der er at kravle op ad. Vi lavede et nyt firma, byggede det hele op fra bunden som dengang i 1996, og valgte også at købe hele konkursboet fra det gamle firma ved hjælp fra gode venner. Vi kan dermed det samme som før rent teknisk, vi fik mulighed for at begynde på en frisk – med erfaringen i skuffen om, hvordan man ikke skal gøre. Vi er på vejen igen, og kan med tiden også sætte plaster på de sår, der måtte være rundt omkring.

Blended Media er nu en realitet, med udgangspunkt i Vejle. Vi laver video, kommunikation og rådgivning – og står også for markedsføringen i nogle virksomheder. Ydermere er vi med i nogle ting på Christiansborg, der vil få betydning i 2009 – samt et stort projekt i København optil klima-topmødet, som tager megen tid og tanke i disse måneder. Dagen har igen fået indhold, og hvert minut tæller i kampen om at nå de mange nye mål. Og midt i det hele kravler Malthe rundt og minder os om, at arbejde ikke er hele livet.

TAK!

Jeg kan slet ikke begynde at takke de mennesker, der med ord eller handling har betydet forskellen mellem liv og død i 2008.

I ved selv hvem I er.

Både jer, der har skrevet og ringet – støttet med ord og gerninger – og alle jer i mit netværk, som jeg ved jeg har, i det sekund jeg får brug for en snak – og dem, som jeg stadig overraskes over at høre fra. Kendte og ukendte. Det har været min væsentligste redningskrans i året der gik, at jeg havde jer alle at ringe til, hvis det blev for meget. Sikke mange gode svar.

Jeg takker også de kunder, der troede på os og fulgte med. Det kommer i ikke til at fortryde!

Det har også været et godt år med FaceBook, hvor mange elskelige venner fra mine dage dukkede op med trøstende ord, folk jeg har truffet tilfældigt i sin tid – folk jeg aldrig har haft kontakt med før, eller folk, der er gledet ud. I kom alle tilbage i mit liv, takket være denne fantastiske hjemmeside – og jeres ord var livgivende udover alle grænser.

Et stort knus til min familie, der deler sorgen over far men også har overskud til nye spor – og en speciel tak til Jens Romundstad, der med vanlig biker-hård hånd gav mig et slag over nakken og et indlysende råd: Skriv for satan! Jeg har siden skrevet og skrevet om alt det der ramte. Det er blevet til mange hundrede sider om tiden der er gået, og hvert ord har det hjulpet at få på papir.

Endelig den største tak til Pia, min kone, som igen har været den faste støttepille i husets fundament. Uden dig var det hele ramlet helt og aldeles sammen omkring mig, men du holder altid lige en hånd på rette sted, så det hele bliver stående. Det er ufattelige kræfter du indeholder, at du kan magte en sorgfuld mand, midt i krise over død og konkurs – og ved siden af lige føde et barn, holde huset gående og støtte mig.
Jeg er dig så ufatteligt taknemmelig, uden forbehold, for at du var livgivende for både en baby og en far i 2008.


-:::-:::-:::-


Nytårsaften står vi derfor igen med champagnen og vælger at se fremad!
Vi går ind i et år, hvor både Malthe og Blended Media for alvor skal op at stå – og begynde at gå.
Begge skal formes og ha et selvstændigt liv.
Begge skal gøre en forskel i verden.


Vi glæder os til at telefonerne begynder at ringe igen, så vi kan hjælpe virksomheder med knas i kommunikationen eller firmaer, der skal markedsføre nye tiltag eller produkter.
Vi håber selvfølgelig at nye og gamle kunder fortsat vil vise os tillid, og tage et møde om muligt samarbejde.


Jeg glæder mig også til at møde nogle af jer alle igen, hvad enten det er til en kop hyggekaffe – eller til en snak om et muligt samarbejde. Begge dele har lige vægt – og jeg ser frem til mange gode møder i 2009.

Vi ønsker alle et GODT NYTÅR!

Continue Reading

2008 – Lad julesorgen slukkes

Lad julesorgen slukkes, står der hos Grundtvig. Det har jeg aldrig forstået. Julen har til alle tider været en glædens tid for mig, der ikke blot bød på gaver – men også på samvær med mor og far og Astrid, uden en masse elever. Julen var den tid, hvor vi var sammen uden forstyrrelser. Jeg elskede vores liv med elever, men julen var hellig. Af samme grund valgte vi aldrig at lave juleophold på Lønne Højskole. Andre højskoler gjorde det, og mange spurgte om Lønne ikke ville være ramme om julen – men vi holdt stand. Julen var vores.

Den 20 december 2008 ramte julesorgen mig. Markant og i mellemgulvet. Det startede bare med lidt almindeligt dårligt humør, men den var uden årsag. Humøret svinger ofte inde i mig, men jeg plejer at kunne sætte fingeren på det, der gjorde udslaget. Her var der intet. Det var bare sorg. Ren og skær sorg. Og det er nok den værste følelse jeg nogensinde har følt. Dårligt humør kan reddes med et smil fra en forbigående eller fra en i nærheden – mens sorgen ikke kan slukkes. Når der ikke er en grund, kan man ikke rette noget op.

Tankerne gik selvfølgelig på hele det lorteår 2008 var. Ved nytåret gik jeg ind i året med en god fornemmelse. Alt kørte godt, højskolen var lukket og nyt liv skulle til at i gang. Firmaet kørte blændende og der var gode folk i stolene på alle pladser. Men det skulle gå så frygteligt anderledes. Her skulle jeg se frem til den første jul i 37 år uden far, uden et firma og uden selvværd. Det er tre væsentlige ting at ha med i bagagen inden tænderne sættes i anden. Jeg kunne ikke bære at skulle danse om et juletræ, uden at holde far i hånden. Kunne ikke bære sangene, konfekten og andestegen uden de kommentarer der altid ville være kommet fra far. Om natten blev det værre, tv’et kørte, men jeg så lige til højre for skærmen. Stirrede blindt ind i væggen hele natten uden søvn. Ikke en eneste tanke var positiv, blev ramt af julesorgen. Dagen efter blev det kun værre, mens familien om mig selvfølgeligt planlagde julen der var få dage væk. Hele svigerfamilien kom her hos os, og det er Malthes første jul. Det er klart at den skal fejres fuldt ud, med alt hvad den kan trække. Men jeg blev bange. Bange for om jeg kunne gennemføre. Havde hverken lyst eller kræfter til noget der så meget som mindede mig om jul. Tre dage før juleaften kom jeg til at sige det højt til Pia. ”Jeg vil bare gerne ha det overstået”. Jeg kunne se hun blev såret og bange for, hvad der dog skete med mig – men havde ikke kræfterne eller ordene til at give hende svar. Jeg vidste den var ved at være gal. At noget måtte ske, hvis jeg skulle klare mig igennem uden enten at eksplodere eller gå ned. Helt ned. Men hvordan fortæller man familien, at man bliver nødt til at gå ud for ikke at gå ned – når hele hytten trænger til en kærlig hånd, indkøbslisterne er lange og gæsterne nærmest på vej.

Overvejede kortvarigt selvmord. Det er nok det mest egoistiske og selvoptagne man overhovedet kan gøre, da det skader de efterladte på livstid. Men overvejelserne kom. Bragende høje var de, i en lang nattetime. Forsøgte febrilsk at holde fast i alle holdepunkter, der bare lugtede og smagte af positive tanker: Pia, Malthe, Jonathan, Mia, Mor, Astrid… men ingen af disse holdepunkter holdt den nat. Oveni væltede pressen rundt i selvmord, idet Johnny fra Kandis havde mistet sin kone til denne vanskelige beslutning. Hun havde efterladt sig Johnny og to børn, og en verden i forundring og sladder. Pludselig slugte jeg det råt. Ikke medfølelsen, men forklaringen. Hun havde skrevet, at familien ville få det lettere uden hende. Og det var netop sådan jeg følte. Uden mig kunne de da støvsuge uden at se på den gnavpot i sofaen. Uden mig, ville de nok smile mere. Og så ville jeg jo se Far igen deroppe. Han ville med garanti blive skide sur over at se mig selvvalgt og så tidligt, men når surheden havde lagt sig, ville vi blive genforenet og kunne spille stratego og skak på en sky et sted. Da tankerne ramte mig, lød det ikke morsomt og til grin – jeg så det for mig som et ønske. Det er præcis derfor pressen ikke bør skrive om selvmord, ja faktisk står det skrevet i presseetiske regler, at man skal lade være. På TV3 var vi under de meget skrappere engelske regler, og der var det helt bandlyst. Jeg forstår nu hvorfor. Det er en appetitvækker for folk, der søger løsninger på en nedtur. Gudskelov havde Ekstra Bladet også den anden side af historien. De havde ringet til forfatter og direktør Anna Thygesen, som jeg altid har haft stor respekt for og via facebook har skrevet sammen med. Hun mistede selv både sin far og mor til selvmordet, og dagen efter min selvmordsnat læste jeg hendes forløsende ord. Om hendes skyldfølelse, og hvor svært det havde været at overvinde. Det er præcis hvad jeg selv har prædiket for pårørende til selvmordskandidater, og præcis de holdninger jeg altid har haft. Jeg græmmedes ved, at jeg ikke huskede dem da jeg var længst nede. Det er netop det, der får folk til at springe. De glemmer hvem de er, og glemmer alt det gode omkring dem. De gør det netop for de pårørendes skyld. Det er næppe en trøst for efterladte, men jeg følte præcis hvad der ligger til grund for de vanvittige beslutninger der tages i flæng rundt omkring. Da jeg så et billede på min iPhone af Jonathan der holder min lille Malthe begyndte jeg at græde og fik dårlig samvittighed over at jeg så meget som havde haft tanken. Græmmede mig over min svaghed.

Med eet var mine selvmordtanker forsvundet, men dermed også løsningen. Problemet var der jo endnu – julesorgen kunne ikke slukkes.

Continue Reading

2008 – En nat bag tremmer

Højgravid var Pia i Aalborg i nogle dage, mens jeg var i København. Vi skulle mødes hjemme i Ribe og jeg længtes efter hende. Jeg kom en time før hende, lavede kaffe og ordnede huset lidt, så hun kunne føle sig godt tilpas. Vi skulle hygge og snakke og nyde det. Endelig ringede det på døren. Jeg åbner og udenfor står alt andet end Pia. Der står på politibetjente og spørger om jeg er Jeppe Søe. Det ville jeg jo nødig benægte. ”Klokken er 22.40 og du er anholdt” sagde de. Det virkede som en meget dårlig gammel spillefilm. Jeg spurgte hvad de mente med det? Hvad der var galt? Fornemmelsen fra dengang på Uldum Højskole, hvor jeg blev taget i tyveri af kassettebånd kom op i mig igen. Bare jeg ser en patruljevogn er jeg nervøs. Jeg tjekker speedometer, ser om lygterne virker på vognen, tjekker kørekortet og tænker så, at de sikkert finder noget helt tredje. Alt det kan jeg nå inden de passerer mig på en motorvej. Stammer også altid når betjenten vil se mit kørekort, selvom der intet er galt. Men magten er voldsom at stå overfor. Her er et menneske, der kan tage mig med. Et menneske, der har magten til at fratage mig noget liv – i hvert fald indtil dommeren får talt. Politiet er, med min respekt for samfundets håndlangere, en overmagt. Og pludselig står de så her i domkirkebyen, på brostenene udfor mit hus og siger hvad klokken er slået.

Jeg siger til dem, at jeg ikke synes det er morsomt. Det ser de heller ikke ud til at synes. De kommer fordi jeg ikke er mødt op i retten til en fogedsag omkring et afdrag på bilen. Jeg bliver super lykkelig, for jeg ved at den sag for længst er løst. Og det forklarer jeg dem og viser dem papirer. Men de siger så, at de har deres ordrer og at tvivlsspørgsmål skal tages op med dommeren dagen efter. De skal tage mig med i arresten.

Jeg griner nervøst og prøver igen og igen at sige, at jeg slet ikke finder deres vittigheder morsomme og spørger endda også, husker jeg, om de ikke har alt for travlt til den slags småting? Men det virker ikke rigtigt overfor betjente, der har en ordre. Jeg mærker efter cirka 10 minutters kamp og ord, at overmagten er for stor. De mener det. Jeppe skal i fængsel. Ryk direkte til fængsel. Selvom du passerer start, skal du ikke regne med at kunne snakke dig ud af det. Jeg løber op i lejligheden efter min mobiltelefon, min tandbørste og smøger – og bliver ført ud til patruljevognen. På bagsædet. Der har jeg siddet før, da jeg var reporter og hot studievært på TV3 og lavede en reportage om politiets arbejde. Denne gang var jeg alt andet end hot. Jeg var afskum, der på bagerste række var trukket ind i en oplagt fejl. Men der var intet at gøre. Jeg spurgte betjentene hvad der skulle ske. Jeg frygtede at jeg om fåminutter skulle sidde sammen med Hells Angels og Bandidos og så det hele passere revy. De trøstede mig med, at jeg fik et eneværelse. I det sekund gjorde det mig lykkelig at jeg kunne være alene, men den efterfølgende nat var det netop ensomheden og alenefølelsen der gjorde mig kuldret.

Fra bilen ringede jeg til Pia: ”Jeg sidder i en politibil og er anholdt. Jeg skal i fængsel og kommer ud i morgen”. Pia troede selvfølgelig ikke på mig og grinede. Jeg kom også til at grine, men mere nervøst end hende. Hendes latter var fri, mens min var mere indelukket. Endelig fik jeg overbevist min kone om, at hendes mand og faderen til vores kommende søn skulle indsættes i fængsel. Jeg nåede at sige, at sagen var tåbelig og en fejl og at hun ikke behøvede at sætte himmel og jord i bevægelse. Jeg skulle nok selv ringe til en advokat, jeg vidste jo fra Hill Street Blues på TV, at man har ret til et opkald. Så ankom vi til arresthuset i Esbjerg. Jeg talte med betjentene om den nye politireform, og det paradoksale i at jeg samme uge havde skrevet en kronik om de manglende midler til politiet. Det grinte de meget af, og jeg håbede blot at de med min store kamp for politiet også ville tænke: Ham der skal lige ha en bedre celle, for det er da ikke en vanekriminel vi har fat i.

Om jeg fik en bedre celle kan jeg ikke vide. Jeg håber det ikke. Det var helt som i et dårligt teaterstykke. Der var en briks med hård madras, et lagen og en pude som Lars Larsen med sikkerhed ikke ville sælge i sine butikker. Der var et træbord og en stol – og et tv. Det var det. Intet andet. Bortset fra tremmerne for vinduerne. Jeg blev frataget min mobiltelefon, min lommecomputer, min livrem og mine sko. Det blev opbevaret af vagtmesteren. Han bad mig tage tøjet af, og tjekkede alt mit tøj. ”Også lige underbukserne”, sagde han. Jeg troede ikke mine egne ører, men parerede ordren fra overmagten. Mens jeg stod nøgen foran ham og han betragtede mig, sugede han mit selvværd ud af mig. ”Fint”, sagde han. Det synes jeg nu ikke det var. Tværtimod!

Der sad jeg, mens den tunge dør lukkede med et brag og lyden af et nøglebundt sørgede for at min verden nu kun var min, og at den ikke kunne udvides til andet, med mindre jeg fik lov. Alt var taget fra mig, bortset fra tre pakker cigaretter og mit tøj.

Jeg tændte for TV. Jes Dorph var på med nyhederne. Jes, som jeg kender så godt og holder meget af. Ham, der lærte mig så meget om det at være studievært. Han sad på en plads jeg engang havde haft, en nyhedsstol, hvorfra han fortalte om verden udenfor. Og her sad jeg. Indenfor. Og kiggede på min gamle position fra en fængselscelle. Dybere er det umuligt at falde. Ikke fordi jeg var dybt nede, der er så absolut folk der har det markant værre end den situation jeg sad i, men at sidde der og se hvor man var 8 år tidligere. På en toppost, som folk så op til. Og gense den fra en celle i Esbjerg.

Træbordet havde ikke samme farve over det hele. Lakken var falmet de fleste steder, ligesom mange af kanterne på bordet var forsøgt brændt af en lighter i kedsomhed – eller fortvivlelse. På siden af bordet stod der ”Jyde-Ole er et stikersvin”. Jeg sad og så på den linie i flere timer. En indsat ville gerne fortælle andre i samme situation, at de måske sad der på grund af Jyde-Ole. At han var stiker. Stavet med eet K som vidnesbyrd om, at afsenderen allerede fra skoletiden ikke havde fået mange chancer. Pludselig gik det op for mig, at jeg sad et sted hvor sådanne beskeder var dagligdag. At ham der skrev mente, at alle der sad der skulle ha den besked. At alle der sad i den celle måtte kende Jyde-Ole.

Jeg kiggede igen op på Jes Dorph og begyndte at græde. Ikke hulkende gråd, men bare tårer der væltede ud over mit skræmte ansigt. Selvom jeg sad der ved en fejl, var jeg ikke en succes. Alt jeg havde kæmpet for var på vej ned. Der var problemer i firmaet, nogle medarbejdere skændtes indbyrdes og produktionen blev hele tiden forstyrret af kampe og dårlig intern kommunikation. Vi overskred deadlines, som ellers var en religion for mig. Jeg havde mistet grebet om det hele – og nu sad jeg her. Sammen med Jyde-Ole og Jes Dorph på en meget fjern tv-skærm. Nu var det dog vejrudsigten med Peter Tanev, og selv jobbet som vejrvært var nu umuligt at komme til igen. Jeg kunne sikkert ikke engang få lov til at lave boligprogrammer mere. Så dybt var jeg faldet. Måske sporten kunne bruge en tidligere straffet?

Nøglerne raslede i døren. En betjent kom med to stykker rugbrød, et thebrev og marmelade. Jeg bad om en telefonopringning, og ville ha fat i en dommer så jeg kunne komme hjem. Fejlen måtte kunne ordnes. Betjenten sagde surt, at ”her er det os der ringer, og det gør vi i morgen. Det er søndag i dag og fogedretten åbner klokken 9”. Så lukkede han døren igen, nøglerne fjernede virkeligheden og jeg var overladt til mig selv. Nu var der ikke kun tårer. Der var lyd på gråden, næsten hysterisk gråd. Følte slet ikke jeg var menneske. Et dyr i en celle, og en vagt der måske ville få mig ud hvis det en dag passede ham. Jeg græd som besat, over det hele på en gang. Jeg håber fandme politireformen fortsætter – det skriver jeg en ny kronik om” mumlede jeg, og kom til at grine af mig selv midt i gråden. Det er nok ikke det værste fængselsbetjentene har hørt af forbandelser på deres arbejde. Og de kunne sikkert ikke engang høre mig inde i frokoststuen. De sad nok, ligesom jeg, og hørte om solskin i morgen til hele landet. Forskellen var bare, at de var sikre på at opleve det.

Jeg lavede kogt vand på vandkedlen i cellen og satte the-brevet ned i plastic koppen. Jeg tog den hurtigt op igen, da thebrevet jo skulle vare hele natten eller måske ugen ud. På træbordet med beskeden om Jyde-Ole var der nu gang i anden pakke smøger. Jeg ryddede op på bordet, og lagde alt fint og pænt i lige rækker. Cigaretpakkerne snorlige udfor hinanden. Jeg vaskede askebægret af, men det var et godt brugt engangsaskebæger af sølvpapir og rester af tusinde skoddede cigaretter dannede en helt ny bund på sølvpapiret. Efterladenskaber fra Jyde-Oles ofre. Men rent og pænt skulle det være. Lagde mit tøj pænt sammen og lage også det militærisk snorlige på stolen. Betjenten skulle gerne se når han kom, at jeg ikke var en forbryder, men et dannet menneske med styr på tilværelsen der var fejlagtigt placeret i Jyde-Oles verden. Da alt lå pænt, kiggede jeg op på klokken. En lille knap der var eneste kontakt til omverdenen. Trykkede jeg på den, ville betjenten komme. Jeg sikrede mig at alt var pænt og ringede på klokken. Jeg havde troet han ville komme løbende, men tiden gik. Lang tid faktisk. Som om jeg var lige meget. Jeg var et dyr i cellen, og på et tidspunkt når nogen gad kunne jeg godt få hjælp. Ydmygende at opleve sig selv på den måde. Forladt og overladt til vagtens nåde. Efter et kvarter raslede nøglerne, jeg startede med at pointere at jeg var her som en fejl, spurgte om der virkelig ikke var noget at gøre. Hvordan jeg ville blive kontaktet, hvordan jeg skulle forholde mig og hvornår jeg ville høre fra retten. Han var tydeligvis irriteret over at blive forstyrret i Vild med Dans eller en genudsendelse af Station2. I hvert fald sagde han surt, at jeg kun skulle ringe hvis jeg ville noget vigtigt og at jeg hørte fra dem i morgen. Selvom synes jeg at det jeg spurgte om var meget vigtigt. Faktisk kunne jeg ikke komme på noget vigtigere i det øjeblik, for så havde jeg forsøgt mig med det. Men jeg blev overladt til mig selv og mine tanker igen.

En fængselscelle er skræmmende. Selvom man ved at man kun skal være der 12 timers tid, så er de timer ikke til at bære. Følelsen af ensomhed er helt uden sidestykke. Og så de forbandede nøgler der rasler hver gang betjenten udenfor går på lokum eller en runde for at se til dyrene. Hvordan mennesker kan sidde inde i årevis er for mig en gåde. Eller folk, der sidder i isolation i uger eller måneder. Jeg var skør allerede inden go aften Danmark. Tanken om at staten nu ejer mig. Jeg er i ”deres” varetægt og ”de” har magten over min tidsplan og mine valg. Jeg kan ønske hvad jeg vil, men det er op til samfundets vogtere om de skal gå i opfyldelse eller blive hørt.

Jeg tænkte på Pia. 10 år yngre end mig og midt i sit livs store prøve: Gravid med vores søn. Om få måneder skulle vi ha ansvaret for en lille skabning. Hun var i lykkelige omstændigheder, og her sad hendes ellers så succesrige mand i fængsel i Esbjerg. Da hun fandt mig var jeg studievært, feteret og i bladene. Jeg var med til de store fester og kendte de kendte. Oplevelserne stod i kø, alle ville ha mig med og vi tog for os af alt, hvad livet som kendt kunne gi os. Nu havde hun 8 år efter en fængslet mand, der plejede omgang med stikere. Fester med kongehuset var nu blevet til Jyde-Ole og marmelademad fra en småsur betjent. Jeg tænkte at hun nok ville forlade mig. Tænkte endda, at hun måske allerede var ved det i Ribes vilde natteliv lige nu og her. Der er jo ikke grænser for hvad man kan støve op på en regnvåd søndag nat i Danmarks ældste by. Alt hun kunne finde måtte hun være bedre tjent med. Tvangstankerne stod i kø, og der var fri entre. Følte mig som en fiasko. Lavere end lav. Tommere end tom. Hvis jeg da måtte for betjenten.

Natten gik med TV. Skruede lidt højt op for fjerneren, så stilheden aldrig fangede mig. Stilheden har spøgelser der ånder og hvisker grimme ting. Jeg slog over på CNN og begyndte at skrive kronikker inde i hovedet. Holdt mig igen og holdt mig ud, ved at forsøge at finde nye ord. Forfatteren Ole Wivel skrev engang om en verden, hvor vi havde glemt ordet. Han sukkede efter håbets vendepunkt, og genfandt lykken: ”I ordet overvintrer den sandhed vi forlod”. Nye ord kan skabe nyt liv. Mit barn mit barn giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.

Natten gik langsomt. Uret i cellen var defekt, heldigvis, men CNN havde hele tiden et ur på skærmen. Og jeg fulgte hvert et minut. Den nat skrev jeg flere bøger, tusind kronikker og læserbreve og forberedte mange foredrag. Men jeg havde hverken papir eller pen og turde ikke trykke på klokken til virkeligheden. Det var jo kun, hvis der var noget vigtigt.

Dagen efter kl 8.50 havde jeg pakket alt (smøgerne), havde vasket askebægret for at gøre klar til nye gæster, havde smidt marmeladen og thebrevet i skraldespanden og taget posen ud med knude på. Helt som vi plejede at gøre på Lønne Højskole, når der skulle nye deltagere ind på bostedet. Jeg var klar til at møde dommeren kl 9. Det blev dog først kl 11. De to timer var værre end hele natten. Troede jeg var glemt. Forstod ikke hvad vi ventede på. De skulle jo bare bekræfte fejlen.

To betjente hentede mig. Jeg mødte dommeren, der bekræftede at sagen ikke var en sag og så måtte jeg gerne tage hjem. Jeg stod udenfor retsbygningen i Esbjerg. Den ligger nede på havnen. Jeg trak vejret dybt og indåndede den harske lugt af fisk som kendetegner Esbjerg. Det lugter af guld, siger de lokale. Det var jeg enig i den formiddag. Jeg var fri, men knækket. Min kone hentede mig, og jeg græd da jeg forsøgte at sætte ord på det jeg havde været igennem. Følte mig samtidig latterlig, da jeg vidste at Jyde-Ole sikkert stadig sad derinde, måske på ubestemt tid. Sammen med alle de andre, for hvem ringklokken kun er til vigtige ting – som er alt andet end det, de har på hjerte.

Jeg tog hjem på arbejde. Der var medarbejdermøde klokken 13. Ingen hørte om min nat i fængslet. Jeg spillede cool og ovenpå, men var på vej mod bunden med cementklods om benene.

Den dag i dag drømmer jeg om den nat. Jeg hører nøglerne rasle, og kigger ned på bordet med dommen over Jyde-Ole. Vågner badet i sved og håber stadig stikeren er i live. Måske skulle jeg ha brændt hans navn væk, når nu jeg var i gang med den kriminelle løbebane. Det havde måske sparet ham for hævnen. Fængslet er straf nok.

Continue Reading

2008 – Når ord er livgivende!

”Skriv! Start med din lortedag. Den værste i dit liv. Derefter hvordan du kom dertil og hvordan du vil komme videre. Jeg er din ven, Jeppe. Tak fordi du altid bevarer dig selv. Hvis du vil sparre er jeg lige her. Jens R.”

Jens Romundstad kunne ikke være kommet med bedre råd. Selvfølgelig skal jeg skrive. Jeg lever af ord, elsker ord og kalder mig endda professionel ordkløver. Hvad andet end ord skulle redde mig. Hvilket andet middel skulle kunne være min igangsætter? Jens har krydset min vej ofte og har altid sat mærker, hvor han krydsede. Igen den dag på facebook, hvor et lille vindue forneden kom frem med de forløsende ord fra min gamle ven. Ikke mange venner er tilbage efter en konkurs. Der bliver pludselig meget tavst, og mange var der kun, fordi man ”var noget”. Det er jeg ikke mere, åbenbart, og så var jeg den de valgte fra i vennekredsen. Man trøster sig med, at de så heller ikke var værd at samle på, men det gør ondt at opdage, at dem man troede var tæt på var så uendeligt langt væk.

De tætteste er dog tilbage, heriblandt Jens – og en lang række mennesker, der ellers ikke stod mig nær, er dukket op med de helt rigtige ord på det helt rigtige tidspunkt.

”Skriv dog jeppe”, sagde den gode gamle robinson-biker. Og som sagt så gjort. Har skrevet i døgndrift siden hans ord faldt. Igen viser Ole Wivel sig at have ret. I at ord kan være håbets vendepunkt.

Efter en konkurs er man intet. Man kan ikke synke dybere, end til et menneske, der ikke engang må modtage sin egen post. Den sendes direkte til kurator, som så sender videre med forsinkelse. ”Nu er det tid til tandlæge” kunne kurator meddele mig, da hun sendte en scanning af indkaldelsen til tandlægetjek. Det er frygteligt at ens postkasse er tom. At der er filter på virkelighedens forsøg på at kontakte mig. Alle papirer og værdier gennemgås, en vurderingsmand kommer ud og kigger i alt man har og sætter en pris på ens liv. Derefter sættes man til salg. Højest bydende kan købe alt hvad man ejer. Min kone bød gudskelov højest, så jeg ikke skulle vinke farvel til arvegodset. Ikke de store værdier, men for mig meget værd. Især da min far er væk, får alt muligt mærkeligt en større betydning. Et maleri min farmor har lavet i sin tid, nok ikke den store værdi på ebay, men at se det gå for 5 kroner ville være frygteligt. Selvom det kun er 3 kroner værd. Så min kone bød og overtog mit liv. Pakket i kasser og leveret ved døren mod kontant betaling. Gudskelov hun havde den mulighed, der var vi privilegerede. Andre mister alt og må netop se farmors maleri gå for 5 kroner til en fremmed, der vil bruge det i som baggrund i en amatørrevy på Lolland.

Konkursen gør en anden ting ved dig. Den gør dig til en fiasko. Du føler dybt inde, at du er ubrugelig for samfundet. En der bare har kostet penge. En der godt nok tog chancen og forsøgte at skabe noget samfundsnyttigt, men som ikke magtede det og derfor kostede samfundet penge. Der går lang tid inden man føler man er menneske igen. Et menneske der har ret til at leve.

Jeg glemmer aldrig første gang jeg skulle stå foran et publikum igen. Konkursen var endnu ikke offentlig kendt, men jeg kendte den og tænkte: Hvorfor skulle de mennesker dog lytte til sådan en som mig. Hvad skulle de mennesker dog bruge en hel aften på mig for. Jeg svedte mig igennem foredraget og stammede på mange steder, hvor jeg ellers plejer at være selvsikker. Havde det rigtigt skidt og vidste, at dette skulle blive mit aller sidste foredrag. Så kom klapsalverne. Større end tidligere. Stående bifald endda, og jeg fattede ikke en bjælde. Vendte mig om for at se, om der stod en person bag mig de måtte hylde, en B.S. Christiansen eller Bubber. Men der var tomt bag mig.

Jeg havde fornemmelsen af at være tilbage.

Nok kunne de tage alle mine ting, de kunne tage mine penge og tage mit selvværd – men min hjerne og min erfaring kunne de hverken sælge eller sætte pris på. Det gjorde andre, og de lyttede endnu. Høj af den oplevelse trillede jeg hjem til Vejle og gik glad i seng. Men som så ofte før vender lykken hurtigt. Vejle Amts Folkeblad havde lagt en besked på telefonsvareren næste formiddag. ”Du er gået konkurs med 15 millioner kroner, og du er gået konkurs tidligere og vi vil bare ha din kommentar til en artikel vi har skrevet om det”.

Jeg var rystet. Jeg vidste historien var forkert, 15 millioner er jo helt hen i vejret. Så meget skyldte jeg under ingen omstændigheder væk, så det skulle jeg selvfølgelig ha forklaret dem. Derudover vidste jeg, at hvis det her kom i pressen, så var jeg færdig. Jeg har i 20 år rådgivet folk om pressens magt når de dømmer, og prøvet at redde folk ud af den knibe de kommer i. Kun de færreste kommer sig ovenpå en hetz.

Jeg valgte at undersøge sagen inden jeg ringede til folkebladet. Kurator kunne ganske rigtigt oplyse, at kravet mod mig var oppe på 15 millioner. Men de 11 millioner var fra en enkelt kreditor, og de havde ikke undersøgt om noget af det var rigtigt. Reelt kunne en eller anden ringe til kurator og sige, at jeg skyldte ham 100 millioner, og så ville det være på 115 millioner kroner. Ingen krav ville blive undersøgt, hvis der ikke var penge i konkursen til at undersøge det. Altså hvis der var et minus. Det var der selvfølgelig, ellers havde jeg jo ikke taget i skifteretten og lukket for strømmen, så jeg vidste jo godt, at banken ville tabe lidt på denne konkurs. De var dog selv medskyldige i at det gik den vej, da de ikke godkendte en redningsplan som Deloitte og Touche havde lavet.

Jeg stod altså med en kurator, som kun kunne sige, at der p.t. var krav for 15 millioner kroner. De 11 millioner (hvoraf 6 var renter) kom fra den tidligere sag fra Aalborg, hvor direktøren og medejeren løb med kassen, og derfor vidste jeg, at de millioner i hvert fald ikke skulle på listen. Det havde jeg endda papir på. Men historien var altså, at kurator kunne meddele hvad beløbet stod på lige nu. Han forklarede også avisen, at tallet var usikkert og ikke undersøgt, men det var ikke en god historie, så det blev udeladt.

Jeg vidste godt, at det krævede mere kendskab end en journalist havde omkring konkurs-regler og at den ville blive svær at forsøge at forklare for pressen – og vidste også allerede der, at den gode historie ville være ”TV VÆRT skylder millioner” uanset hvad jeg end måtte formå at forklare dem. Jeg ringede til Vejle Amts Folkeblad, som i mellemtiden havde gravet en masse andet frem, der slet ikke havde hold i virkeligheden. Rent gætværk og direkte ondskabsfuldheder. Blandt andet ville de underholde læserne med, at jeg nok ikke arvede gods fra min netop afdøde far og hvem der ejede huset vi boede i og min kone var også del af historien. Intet af dette har noget at gøre med historien, jeg arbejder ikke – det gør min mor jo i uskiftet bo og vi bor til leje i huset – og min kone er ikke ansvarlig for min konkurs. Men i underholdningens navn blev historien til. Jeppe Søe fra hus og hjem, skylder 15 millioner væk. Min forklaring blev kortet ned til at jeg kaldte beløbet ”helt hen i vejret” mens den væsentlige oplysning om, at kravet ikke er undersøgt blev udeladt. Folk der ikke kendte reglerne ville tro, at jeg var en svindler og at man kunne møde mig i en port, med hatten i hånden. Og hvad værre var. Vejle Amts Sladderblad sendte historien ud på Ritzau, så ethvert medie kunne tage den til sig som deres egen.

Dagen efter var jeg dømt. En søgning på google på mit navn har siden midten af 90’erne henvist til utallige foredrag og kronikker, men nu var de fleste søgningsresultater om min fiasko og fallit.

Konkursramte fremstilles altid som Stein Bakker-agtige svindlere. Mennesker uden moral og uden medmenneskelighed. Jeg er hverken svindler, umenneskelig, umoralsk eller ufølsom. Min historie er som mange andres med opture og nedture – held og uheld. Hverken det ene eller det andet beskriver det hele menneske.

Min biografi skal netop gøre præcist det, så godt ordet nu kan…

(Læs også om selve dagen, hvor både konkursen ramte og min far døde indenfor de samme 4 timer HER)

Continue Reading

2008 – “Jeppe Søe konkurs” – Fra alt til intet…

Klokken har passeret midnat. Er lige gået i seng. Pia er gravid i 8 måned, og vi har lige siddet og talt om fremtiden. I morgen er den frygtede dag, hvor jeg må gå den tunge gang til skifteretten og lukke mit livsværk ned. Jeg må erklære firmaet konkurs. Drømmen brast efter 10 års hårdt arbejde, nogle kunder kunne ikke betale og jeg bremsede ikke i tide. Vi går i seng, selvom jeg ved at jeg nok ikke kan sove. Frygter dette ukendte univers af dommere og advokater, der forsejler ens skæbne.

Telefonen ringer i mørket. Det er min mor. Jeg kan med det samme høre på hendes stemme, at opringningen ikke har et godt budskab. ”Far er ikke mere”, siger hun. Han faldt pludselig om på deres københavnertur med en blodprop. Jeg står i det mørke køkken og får beskeden. Hører ikke mere efter. Jeg er faldet om. Det næste jeg husker er, at jeg ligger på køkkenets gulv blandt smadrede glas. Besvimet og i chok. Pia er ved at ringe efter ambulancen, mens jeg skræmt og halvnøgen ser min krop indsmurt i glasskår og sølet ind i resterne af den vin, der tidligere dannede rammen om vores fremtidssnak. Lige nu synes fremtiden slukket. Kan ikke mærke min krop, ikke tænke klart. Gentager bare igen og igen, ”far er død”.

Vrøvler hele vejen til hospitalet. Aner ikke hvad jeg har fortalt ambulancefolkene, mens de satte elektroder på min krop. Jeg er bleg og afkræftet. Kæmper febrilsk med ikke at tænke på far, bliver bange for at tænke på ham. Må have kontrol, og det får jeg bedst ved at lade som om alt er godt. Fortæller hele verden at jeg er helt OK. Overbeviser lægen og sygeplejersken om, at jeg bare lige fik det lidt skidt. Tager mig sammen og husker min indre kamp for ikke at lukke virkeligheden indenfor i mørket. Bliver udskrevet og støtter mig til min kone ud i bilen, hjemme sidder jeg i mørket i stuen og ryster. Pia ryster også, af skræk for hvad der kan ske mere. Hun ved hvor presset og ked af det jeg i forvejen var, og ved også at dette var et varsel om at jeg ikke kan magte mere. Det kan hun heller ikke selv.

Jeg insisterer på at tage i retten kl 9. Kurator kondolerer udenfor retsbygningen I Kolding, men jeg nægter fortsat at der er sket et dødsfald. Kan og vil ikke tænke på det. Går ind til dommeren, der spørger til hvad jeg ejer og har og hvad der er gået galt. Svarer som en robot, er ikke tilstede i livet eller døden. Er i nuet, men lever der ikke. Fortæller om alt jeg var og alt jeg ejer til den fremmede dame for enden af bordet. Hun skriver ned og for hvert pennestrøg bliver jeg frataget en ejendel, til der kun er en krop tilbage. En krop der ryster af nattens begivenheder og af nervøsitet over det, der venter. Det ukendte kan altid både være skrækindjagende eller spændende. Man ved for det meste på forhånd, hvad det ukendte bringer og om man skal glæde eller frygte. Her var der ingen tvivl om det ukendte forude. Det var truende og ondt. Lyspunkter ville forsvinde og blive svære at se igen. Et sort dybt hul, uden en stige der kan hjælpe mig op. Ikke andre stiger, end den der kan bygges af tro og vilje. Men de to egenskaber havde dommeren også taget fra mig i retslokalet.

Kort efter er det slut. Forlader retten som en slagen mand. Alt er taget fra mig. Alt jeg kæmpede og arbejdede for i døgndrift gennem 10 år er fjernet. Også min elskede far. Jeg tager op til min mors hus på Mols. Far døde pludselig i København og mor er på vej hjem med fars kiste fra København. Han skal ligge hjemme i sin egen seng på mols indtil begravelsen. Det var uvirkeligt at se rustvognen komme kørende til huset. Følte den var kørt forkert. Den kunne da umuligt stoppe i vores virkelighed? Vi bærer kisten ind i huset og sætter den ved fars seng. Jeg er med til at løfte ham fra kisten og op i sengen, men føler stadig ikke at det passer han er død. Om lidt vågner han jo og taler med mig om verden, så vi kan finde ud af det hele som vi plejer. Om lidt kommer der ord fra hans mund, som altid. Men far ligger bare der. Svarer mig ikke, selvom jeg ved at han gerne ville. Han er eneste menneske der formår at trøste mig, og så er han nu selv sorgen der skal trøstes for. Jeg vælger at han sover. Vi ses snart igen. Lukker døren stille i til hans soveværelse, lader ham sove.

Jeg forstår ikke noget og dropper at være mig. Jeg er ikke værd at være. Flygter til det praktiske arbejde. Når jeg ikke kan finde ud af at være der for mig selv, kan jeg gudskelov være der for andre. Men inde i mig selv er der slukket for noget væsentligt. Der er slukket for mig. Slukket for mine følelser. Som et relæ der slår fra, for at sikre at strømmen ikke tager endnu et menneskeliv. Tør ikke slå relæet til igen. Tror ikke der er plads til det hele. Tør ikke at tænke. Det nytter ikke noget. Har intet tilbage. Dommer og Vorherre har taget det, der havde betydning, fra mig. Det er som om alt er slut. Helt og aldeles slut.

Continue Reading