BILFERIE DEL 3: FIDGETSPINNER I NORDSØEN, DELFIN PÅ SPRINGTUR, HOLLANDSK OPKAST OG STRIP

Min indbakke var pludselig fuld af søde beskeder der alle gik på, om jeg er ok. Baggrunden er den, at jeg ikke lavede en opdatering i går. Vi er ok – men har mistet en Fidgetspinner!
Det er en tragisk begivenhed for alle under 9 som jo konstant triller rundt med den lille dims, som var de hamstere i livets store lykkehjul. Men nu ligger den ene på bunden af Nordsøen med mulighed for at blive ædt af en torsk og dukke op i din sandwich. Beklager på forhånd.

Vi har nu kun een fidgetspinner retur – og det har fået nabokrigen til at ulme ondt på bagsædet. Den skulle hjælpe ADHD-plagede og det må passe, da de nu uden spinneren agerer som minimum 12 diagnoser af bogstaver.

Vi lagde ellers så hyggeligt ud med at forlade myregrotten på “hotellet” uden nævneværdig afskedsceremoni. Ej heller ejerens farmor fik et knus – og jeg følte det som Nelson Mandela da han forlod fængslet da vi langsomt trillede ud fra den såkaldt sikrede parkeringsplads, hvor sikkerheden bestod i ansættelsen af en Roma-familie, der boede fast nede i hjørnet.

Vi kørte på stranden og byggede menneskekroppe istedet for sandslotte. Det var mit pædagogiske sind der trådte i karakter, i håbet om at vise Nord- og Sydkorea, at de begge er mennesker – bare i forskellig størrelse. Men lige da pointen skulle sættes ind, blev det højvande og sydkorea mistede benene – og så ville Nordkorea bytte figur.

DELFIN PÅ LANGFART

For at mægle købte jeg en delfin som kunne pustes op. Der er flere grunde til, at det er en stupid handling for en forælder.
Den første er, at den er oppustelig – og at man jo så skal puste. Den indeholder samme mængde luft som en uges vejrtrækning – og det skal levere på rekordtid fra lunger, der har røget en bønne eller to i sin spæde ungdom.
Den anden grund er, at der var fralandsvind. Det havde mit ellers livreddertrænede sind ikke observeret, indtil Malthe råbte på mig og gjorde opmærksom på, at delfinen var stukket af.

Langsomt men aldeles målrettet var gummidyret som en Free Willy på vej til havs. Min respekt for redningsaktioner i Vestjylland, efter mulige indbyggere på luftmadrasser gjorde, at jeg straks satte afsted. I stærk strøm tordnede jeg ud ad det bedste jeg havde lært. I fuld fart gennem strøm og bølger på vej til England. Efter 5 minutters intensiv havsvømning kiggede jeg op – og havde nærmest kun forladt stranden. Delfinen var nået til første revle og midlertidigt standset op i brændingen.

Efter en tid nåede jeg forpustet dyret, der indeholdt al den luft jeg skulle have brugt til at komme ind igen. Jeg lagde mig op på delfinen og kiggede ind på stranden. Der stod mine børn og råbte – og jeg besluttede mig for at lade delfinen og strømmen føre mig til England. Forestillede mig en pub med gigantiske fadøl forude – men ombestemte mig. Vi skal i Disneyland om et par dage – og da jeg er erklæret Donaldist søgte jeg mod land. Og så tømte vi delfinen for al liv.

Først da opdagede jeg at jeg havde glemt solcreme. Jeg mærkede den der fornemmelse af kløe og varme på den ufede måde. Grundtvig på ryggen havde skiftet farve og var nu oppustet med røde kinder.

LAKRIDSER I EN AUTOSTOL

Jeg forlod straks stranden, mens mor og de to indsmurte unger blev lidt endnu. Tanken var at gøre bilen klar til næste tur mod Paris og en overnatning på sæderne et sted undervejs.
Er I egentlig klar over, hvor mange lakridser der kan ligge gemt i et barnesæde? Jer der endnu ikke er forældre aner det næppe, men svaret er 13. En del af dem smeltet i varmen, så stoffet nu har et mønster der ikke oprindeligt var planlagt af producenten.

Jeg mugede ud på samme måde, som dengang jeg kortvarigt kom på rideskolen i Lønne. Jeg er pisse ræd for heste – men da den slags skoler indeholder en del folk af modsatte køn, flyttede jeg nærmest ind. Af samme grund er jeg ferm på en symaskine og i særdeleshed til korssting, da jeg havde husgerning når gutterne var til motorlære. Jeg ville hellere score en tøs eller to end at være sammen med en 2-takters maskine. Og erfaringen fra rideskolen kom i brug da der nu skulle fjernes efterladenskaber fra bagsædets skyttegravskrige.

Da alt var klar og lækkert, kom børnene og satte sig ind. Våde og fulde af mudder – og så havde det hele været lige meget.

JEG STRIPPER KUN FOR BØRNEFAMILIER

Vi kørte ind til Amsterdam til et sidste kig inden vi tager på færd videre mod Paris. I den store og herlige Vondelpark placerede vi os mellem minimum 200 familier med børn. Det er jo helt og aldeles tåbeligt at gøre. Vi har i forvejen en krig med to børn – og så hundrededobles det pludselig, lige der på legepladsen. Men alle andre sad bare på tæpper og lod deres børn lege løs i både klatrestativer og det store springvand, der var omdannet til en regulær pool. Uden opsyn. Fedt lavet af byen!

Den var aldrig gået hjemme, hvor vores lovgivning sikkert ikke har tiltro til at folket selv kan administrere den slags – eller kommunalpolitikere, der frygter en shitstorm fra curlingspillende speltmødre der mener underlaget er for glat til at deres børn kan benytte det. Nogle må gribe ind – og vupti sidder hele byrådet og skal spilde tiden på en mindre mængde klor eller en dybere rille i belægningen, fremfor at sørge for bedre skoler og plejehjem. Det er nok derfor at vores parker mere er med græs, der ikke må betrædes.

Da vi har siddet i 30 minutter opdager jeg, at jeg stadig har badeshorts på – og at disse ikke har det net, der ellers holder alskens vedhæng inde. Med andre ord har det halve Holland set direkte op i mit skræv og dertilhørende tissemand, uden at give mig besked. Enten fordi de er så vandt til nøgenhed i byen – eller af medlidenhed. Væk ville jeg. Hurtigt.

HOLLANDAISE I HALSEN

På vej ud af parken hører jeg larm. To fyre i 50’erne med alternativ påklædning – og absolut på andet end frisk luft – er i mundhuggeri med hinanden, ovre under et træ. Den ene mangler en del tænder i forvejen fra sidste skænderi og lever næppe et liv, der giver plads til problemer om børn der slås på bagsædet. Den anden har to store guldkæder på i en størrelse, der i forbindelse med resten af hans stil viser, at der bare er tale om malet jern. Eller er tjent hjem via en anden etnisk indkomst end dansk.

Jeg har ikke tænkt over det før nu, men hollandsk er virkelig et grimt sprog. Man skal helt ned gennem halsen, lidt som når man skal hente en slimklat helt nede i svælget under en halsbetændelse. Og når man så hører dette besynderlige modersmål råbt fra bums til bums, lyder det som opkast på en dag med tømmermænd. Kort efter er opkast faktisk helt relevant derovre i skovbrynet, men det er en anden ulækker detalje i stil med lakridserne i barnesæder tidligere. Og den lader vi ligge.

THOR REDDER MIDDAGEN

Afskedsmiddag i Amsterdam. Jeg tilbød alle muligheder og vi gik endda hele vejen til centrum og så på gøglere, sangere, kunstnere og andet rakkerpak. Stemningen på torvet var varm og skøn – red light lyste kort derfra – restauranter bød på “alt du kan æde” af spareribs. Jeg var i paradis. verden var vidunderlig.

Indtil jeg huskede, at det var børnenes tur til at vælge restaurant og mad. Og vupti sad jeg på burger King med en flad fornemmelse. Bed i en eller anden slags brød omkring en bøf, der smagte af de føromtalte speltmødres mulige erstatning for rigtig ko – og i det sekund jeg satte tænderne i min Bacon Double menu, der smagte præcist som i Skalborg, reagerede Thor med vogn og geder foroven og sendte et torden og lynvejr nedover pladsen. En helt retfærdig straf og en kærlig hilsen til mig, med ønsket om at vi hurtigt kunne spise op og komme til bilen.

Kørte hele natten, kun afbrudt af en rasteplads uden Yvonne. Og nu er vi kørt ind i Paris. Fortsættelse følger… nok.

Continue Reading

BILFERIE DEL 2: HVAD LAVER DEN NØGNE DAME I VINDUET, FAR?

Vi overlevede natten. Badet i sved vågnede vi med solen. De orange gardiner holdt ikke lyset ude. Vi har sammenlagt tabt os 15 kilo – svarende til to håndbagage hos Ryan air. Sover vi sådan her i tre uger, vil vi spare en del på benzinøkonomien senere. Samt medlemskabet i fitness. Og vores vægt gå i minus. Det dør man af.

Vi havde besluttet at spare parkeringen i Amsterdam og tage toget ind til centrum. Ifølge hotellets ejers farmor lå stationen nemlig i gåafstand fra hotellet. Det gør alt jo i virkeligheden, hvis bare det er landfast.

Gåafstand i dette tilfælde var længere end Villum kunne kapere og derfor satte han sig solidt til rette på skulderen af far. Det er derfor ældre mennesker vokser nedad i livet. Man kan mærke rygraden presse sig sammen langsomt og tilbyde en krumning som kompensation. Villum elsker at sidde deroppe i timevis. Og mine skuldre agerer nærmest Memoryskum og har evige spor efter nu fire børn. Og i den tid, hvor de er helt små og udenfor rækkevidde af almindelig fornuft, hjerne og pli, pisser de dig lige ind i nakken uden at advare. Man mærker bare pludselig en varme brede sig ned ad ryggen og ved med det samme, at dagen bliver lang og klam. Villum er forhåbentlig ovre den alder. Tynget af livet vandrede vi afsted mod toget. Det kørte til tiden. Tydeligt man ikke er hjemme. Ferier minder os altid om, at vi slet ikke er så langt foran alle andre, som vi går rundt derhjemme og forestiller os.

5 KRONER FOR AT PISSE

På banegården i Amsterdam søgte vi nærmeste lokum. Det kostede 5 kroner at komme derud. Jeg tog Villum på armen for at spare en femmer og gik gennem tolden ud mod det forjættede land. Vagten var inder og kiggede på os med et blik, som kun en tissemand kan sende. Så jeg lagde en euro i en tom tallerken for at glatte ud.

Man fik en voucher til brug for næste besøg, så man næste gang kunne skide for en krone. Så går man der hele dagen med en billet i hånden og søger efter et toilet der har samme ejere og logo som det, man benyttede om formiddagen. Til sidst betaler man igen en femmer eller pisser far ind i nakken.

VIND OG SKÆV

Vi bevægede os rundt i skønne Amsterdam. Husene er ligeså skæve som de fleste turister, der gik fra coffeeshop til coffeeshop for virkelig at få noget ud af det. De lokale gider ikke rigtigt. Tankevækkende at der er færre borgere i Holland, der udsættes for lovlig hash overalt, som har prøvet en bønne end folk i Danmark der har.
Villum synes det lugtede lidt af lokum.
Personligt minder det mig om en del festivaler. Ikke lokumslugten, men cannabis. Jo egentlig også lokumslugten, nu jeg tænker mig om…

DILLER-BUTIK MED TILBEHØR

Hvad laver den nøgne dame derinde far, spurgte han pludselig.
– Hun gør rent, forsøgte jeg.

I virkeligheden skader det nok knægten mere at komme hjem i den tro, at hollandske kvinder støvsuger nøgne med for meget makeup – fremfor at sige det som det er. Damen i vinduet kiggede tomt ud på vejen og ænsede ikke folk der gik forbi. Hun havde paryk på i en sort nuance, en gstreng og en brystholder – og stort set ikke andet.

Kroppen var ikke bygget til gstreng. Den forsvandt ganske enkelt mellem diverse poser der hang her og der. Jeg var glad for at brystholderen var på plads, da brysterne ellers havde ramt gulvet – og det syn havde ikke været ok at gemme på i endnu en svedig nat på hotellet. Men de var rullet fint sammen og placeret i holderen, der holdt. Og så lige dagen efter jeg havde oplevet Yvonne i Tyskland. Det er unfair. I vinduet ved siden af det modsatte syn. En krop så tynd, at en vandrende pind kunne skjule sig uden at kamuflere sig. Man kan vælge den dør man lyster – også den tredie tøs, der tydeligt havde et andet stykke værktøj mellem benene end det, som brysterne antydede der burde være. Han, hun og hen.

Imens hulkede Malthe af grin på den anden side af gaden over det, han kaldte en dillerbutik. Og ganske rigtigt var der jo gummidillere i alle vinduer. Også her var udvalget særdeles stort. Vi forsøgte det bedste vi havde lært at fortælle om at damerne var til salg og at dillerne var legetøj som damer kunne lege med. “Tilbehør til damer”, konstaterede Villum tørt, som om det var en sprøjtepistol fra Kärcher i Bauhaus med diverse små og store dyser i kassen – og ramte i virkeligheden hovedet på sømmet.

“Der er kaptajn America”, mente Villum og pegede på en dragt der var rimelig tætsiddende på en mannekendukke som han gerne ville ha. Hun stod solidt plantet mellem en læder domina og en pilot med frække netstrømper. Aldrig i mine 46 år har jeg entreret en ruteflyver og passeret piloter med netstrømper. Men det sætter unægteligt ordet cockpit i relief. Den passede hverken mig eller min kone.

RASTAFARI OG TRÆSKO

En souvenirbutik havde træsko udenfor i størrelse Amin Jensen og børnene flyttede ind i hver deres. Krigen mellem de to lande var aftaget voldsomt og lidt søskendekærlighed var at spore. Forbigående forstås. Indenfor var der nøgne damer på askebægre og rastafarifarver på de fleste ting til salg. Det gør ikke noget specielt godt for hverken mannikenpis-figurer eller træsko, der begge i forvejen er forhindret adgang til museum of modern art. Jeg siger ikke det hele var grimt, men det var det. Salt og peber bøsser i festlig form, der virker morsom når man køber den – men aldeles tåbelig når man pakker dem ud hjemme i Svenstrup.

Vi købte en hotdog – derhjemme min yndlingsspise, men her jo en aldeles misforstået blasfemisk udgave. Pølse uden skind i et tomt og tørt brød – og derpå skal man så selv i gang med at fylde på af alskens upassende ingredienser som ost, karry, bacon og kål. Jeg vil hjem.

TOG TIL HAG, JESUS OG MANGLENDE BLÆRE TIL SPAREØVELSE

Efter en times rundtur på kanalerne fandt vi toget hjem til varmen, sveden og det grimme tapet. Udenfor stationen stor en dame med et skilt, der forsøgte at fortælle os om at Jesus er vejen. Det virkede ikke som om Jesus havde gjort ret meget godt for hende. Villum stillede sig og gloede på præcist samme måde han tidligere havde gloet på damer med et andet budskab. Hun begyndte at synge en salme og sluttede med et “God bless you” til barnet. Han lærte en del om damer i dag. Overfor stod Jehovas Vidner og lignede noget, der lige var landet fra det ydre rum. I 27 graders bagende stol forsøgte de i fuld påklædning med slips og hele svineriet at give små bøger væk med samme budskab som hende den anden. Det virkede pludselig som om alle ville sælge os noget. Enten noget vi skulle putte i hjertet eller noget hjerteløst, vi kunne putte ind andre steder.

Toget troede jeg var på perron 4. Der holdt også et, så vi hoppede på toget inden det kørte. Det var dog hurtigtoget til Hag, hvor forbryderdomstolen har til huse. Jeg overvejede et sekund at præsentere syd- og Nordkorea for stedet inden vi imorgen skal køre videre sydpå, men vi nåede ud af toget inden dørene lukkede. Over på den rigtige perron – forbi lokummet med det rigtige logo. Nu kunne vi skide skide billigt – men ingen kunne. Den slags ærger en jyde helt uanstændigt meget. Nu skal jeg sidde i Paris en uge med en billet til træk og slip i et helt andet land – og må sikkert betale fuld pris påny.

TYSKERNE EJER STRANDEN

Vi fortsatte til stranden, fordi rummet igen var ovnagtig. Stranden var stor og bred, Nordsøen varm og nogenlunde bølgefri – der er ikke skyggen af planlov i spil i Holland. Der lå lounge-barer og restauranter i klitterne med levende musik og Buddha-bar agtig stemning. Derhjemme byder klitterne mest på nøgne folk i gryder og marehalm. Det virker pludselig en anelse oldnordisk forhold til en guiness serveret med havudsigt.

Et tysk par havde slået sig ned på strand nær vores lille plet. De havde hele udstyret indenfor pas-dig-selv. Store sejl og læskørme hele vejen rundt – kun hul mod havet, så udsigten ikke blev spoleret for dem. Og der satte vi os. For at give dem modspil. Hvis de skulle bygge borg omkring deres solbadning ville vi bygge slot lige mellem dem og bølgerne, så deres udsigt blev Villums bare numse og et begyndende sandslot. De ænsede det ikke. De lå bare helt stille og absorberede strålerne. Tyk og rynket – nærmest elefantagtig hud, der har set mange somre. Mange mange somre. På hver deres liggestol.

De rørte sig ikke i de to timer vi byggede slotte i sandet. Jeg gik på et tidspunkt tættere på for at nærstudere deres maveskind, ikke fordi jeg er fascineret af elefanter, men måtte tjekke om de åndede eller var udåndede. Der var liv. Trods alt.

Nu ligger vi her igen. I sengen. I varmen. Med myrer. Jeg har åbnet døren til gangen og vinduet udtil terrassen og har sat ventilatoren op i vinduet i håb om, at den vil tiltrække ilt fra andre verdener og puste det ind til os. Det virker nærmest. Måske vi rent faktisk får søvn i nat, mens døren udtil alle de andre på gangen står åben og inviterer alskens tosser indenfor i sengen. Vi har en saltbøsse klar…

Continue Reading

BILFERIE DEL 1: RASTEPLADS I WIEKAU MED BLOWJOB OG JORDHULE FORUDE

Jeg besluttede i sidste sekund at droppe tanken om at låse børnene inde i hver deres hundebur. Ikke at humanistiske hensyn, da forældre jo også er humanister som der skal tages hensyn til – men fordi de var for dyre. Istedet isolerede jeg bagsædet med en masse dyner og puder. Der er større chance for at uran slipper ud af et laboratorium i Malmø end at en lyd kommer ud fra det bagsæde. Hver med sin iPad – og en harddisk bagi med alskens tegnefilm og andet der vil sørge for, at det nærmest er som om vi er alene afsted uden børnene.

Sådan var tanken i hvert fald. Allerede ved Skørping fuckede harddisken up, så Villum ikke kunne se et eller andet, som han absolut mente, var det væsentligste at se netop da. Og da Malthe tilbød at hjælpe, overskred han den usynlige grænse mellem de to lande og bevægede sig for langt ind på nordkoreas enemærker. En krig brød ud. Ikke bare en pudekamp, men en regulær kamp med landstyrker og luftvåben. Da vi passerede Horsens overvejede jeg at dreje indenom statsfængslet for enten at få råd eller læsse lortet af. Og jeg talte minutter til vi måske blev stoppet og skilt ad i Inger Støjbergs grænsekontrol. Min plan var at råbe asyl. Glemte dog at tyskere ikke tjekker en hujende fis.

Gudskelov var der internet indtil vi nåede Tyskland. Youtube holdt de to fronter beskæftiget med andet end myrderier og ved Haderslev gav Villum op og faldt i søvn. Samme gjorde mor. Vi trillede gennem Tyskland og der var ro. Og mørkt. Jeg havde Den Korte Radioavis i øret og glemte tid og sted. Den ene kilometerpæl efter den anden passerede for mit inde blik – Tyskland er pænt i mørke. Jeg tankede benzin kl 3 og opdagede først da, at Malthe havde fået harddisken til at virke og nu var på Ice age 1, 2 eller 3 og minions og FUCK han ville blive træt og pirrelig imorgen. Fuld af blyfri trillede jeg videre og bad Malthe slukke for alverdens underholdning og lukke øjnene. Det startede kortvarigt krigslysten i Sydkorea, men overgivelsen var en tro følgesvend til stædigheden.

YVONNE GIR ET BLOW

I Wiekau et sted efter Bremen kunne jeg ikke mere. Jeg havde ikke hentet flere podcasts med Kirsten Birgit og vejen begyndte at ligne en scene fra grand theft auto. Så jeg trillede ind på en mørk og ligegyldig parkeringsplads. Holdt ved siden af en mørkeblå Ford Escort. Der sad en mand og sov med hovedet bagover og åben mund. Lignede lidt en mumie der var stukket af fra nationalmuseet, men først her i Tyskland opdagede, at han ikke kunne køre bil. Kort efter kom også en kvindes hovede til syne og så var han helt vågen. Hendes hår lignede Yvonnes fra Olsen Banden og tøjet var så kort og farverigt, at selv Jim Lyngvild ville mene, at der må være grænser for, hvad moden skal tillade. Kort efter forlod hun bilen og han kørte væk. Enten var det en fesen måde at blive skilt på, eller også kendte de hinanden for dårligt til at hun skulle sove videre i hans skød. Hun gik videre. Skødesløst.

Vi sov i bilen til Villum stod op med solen. “Er vi i amsedam” ville han vide. Jeg måtte skuffe ham med at 4 timer mere nok var en mulighed Nordkorea måtte vænne sig til.

SMUK RUTE VALGT

Omkring kl 9 begyndte jeg at undre mig. Vi drønede rundt i små byer med blonde-gardiner i vinduerne, åbne vidder som udsyn og en helvedes masse vand. Bange anelser blev bekræftet. Jeg havde sat vores lortenavigation til at finde den smukkeste rute – fremfor den optimale, hurtige eller korte. Og af den grund kejtede vi nu rundt i nordholland langs kysten – fordi den synes vi skulle se på havet. Det eneste jeg ville se var en seng. Jeg må fandme få stillet det om inden vi skal videre mod Paris, så den møgdims ikke vælger at køre over Polen, fordi den mener der er et smukt udsigtspunkt med en svane og en sø lige nord for Krakow.

Vi så hele kystlinjen og alskens små byer af elendig beskaffenhed. Den der typiske hollandske firkantede byggestil, en facade der var ufattelig smuk, veltrimmet og med små pusse nusse blomster, som ingen almindelige kender navnet på. Baghaven derimod er ofte noget upassende rod. Fint skal det være. Eller smukt, som NAVIGON åbenbart mener den rute var.

MYRER I JORDHULEN

Vi landede på hotellet klokken cirka lort. Og når jeg skriver hotel, er det måske mere et af de steder, der ville passe til hende Yvonne. På timebasis. Fordi det hedder hotels dot com gør det jo ikke et oldgammelt plejehjem, der nu er vandrerhjem, til d’angleterre. Ligesom hotels dot com ikke får ejerens bedstemor til at ligne en dørmand med gøj hat. Aircondition er aldeles fraværende hvilket gør, at vores værelse var på en temperatur som selv en finsk overvægtig mand ville mene var lige i overkanten at præsentere ham for i en sauna. Tapetet er en forsidehistorie i sig selv. Jeg troede de sidste ruller af den type blev begravet i mosen med grauballemanden, men nej. Her udenfor Amsterdam lever det endnu. Silke der har genskin fra “lampen” i loftet. Lidt som genskæret i julepynt bare absolut uden engle og hjerter. Mønsteret et trafikuheld af en blomst – og så står lortebrun jo genialt til de orange gardiner.

I vinduet er et mylder af myrer, som bekræfter mig i at tapetet burde være under jorden. Myrerne tror simpelthen de er hjemme og opfører sig sådan. Men der er internet og to dobbeltsenge. Nord- og Sydkorea kaster sig i sengen og hviler ud. Først imorgen vil vi ind til byen. I dag skal vi komme os lidt. Lande og ryge fredspibe.

KREDITKORT ER FOR NYMODENS TIL OS

Vi går dog lige ned til byen for at få en bid aftensmad. Vi finder en biks med pizza og fire plasticstole ned til en af Hollands utallige kanaler. De tager hverken Visa eller Mastercard, viser det sig, da vi havde spist – og derfor måtte jeg på byvandring efter en maskine der kunne spytte et par sedler ud. 2 kilometer væk – oppe ved hotellet – lå en seddelpresse – ved siden af en restaurant!! Det er sådan nogle oplevelser der gør livet værd at leve kortere end først planlagt. Mig tilbage til familien, der stadig var i live.

Nu ligger vi endelig i dynerne sammen med alle vores søde dyr. Myrerne er super flinke og gør jo egentlig ikke ret mange for træd. De synes jo egentlig bare omgivelserne ligner en jordhule. Hvilket også gør dem til aldeles kloge dyr. Om det er en myre der kravler på inderlåret eller en sveddråbe fra en krop, der måler febertemperatur, er uvist. Men fornemmelsen er egentlig ret dejlig.

Jeg savner yvonne – eller i hvertfald en lokkedåse – og bilens aircondition. Imorgen skal vi se på mere vand og skifte kanaler i Amsterdam. Natten bliver sikkert en koger med en del vågne timer – så Koreakrigen kan blusse op igen imorgen i trætte børn. Men så er vi gudskelov i en fornuftig by, hvor vi kan ryge os vind og skæve uden at det gør noget i forhold til lovgivningen. Først skal jeg bare lige op i byen og købe to bure…

Continue Reading

GODE RÅD TIL BILTUREN?

Sommeren byder på en biltur ned gennem Europa med stop i Tyskland, Holland, Belgien, Paris, LaRochelle, Monaco, Barcelona, Venedig og hjem over Schweiz. Jeg blogger som på mine togture undervejs.
Jeg har før kørt korte ture med drengene på bagsædet, men det gør jeg selvfølgelig aldrig igen, uden enten en væg opbygget mellem dem – eller en anden funktion, som strøm i sæderne eller peberspray i nakkestøtterne.

I år har jeg som noget nyt investeret i transportbure. Den store på 9 år må være cirka samme størrelse som en schæfer. Jeg er bare i tvivl om den lille på 4 år. Kan han være i en kasse til cocker spaniels eller skal vi helt op i Labrador?

Continue Reading

FUCK UD AF MIT FEED…

Kære Lela, Tracy, Isabel, Erma, Evrine mv. I ser alle sammen både sunde og raske ud. Nogle af jer er endda direkte pæne. Velkommen på Facebook. Jeg kan se, at I alle lige har oprettet profilen i går – og kun nået at dele et enkelt klip med nogle, der dyrker hård sex. Det var vældigt inspirerende og interessant at se, men jeg har valgt at slette jeres anmodning.

I skal ikke tage det personligt. Jeg har det bare sådan, at man i det mindste skal sørge for, at ens profilbillede passer med de andre billeder man lægger op af sig selv. Og så er porno for mig et aktivt tilvalg, og ikke noget der skal komme midt i et feed med bamser, lagkager og billeder af mine venners frokoster.

Jeg er smigret over, at I finder en mand på 45 værdig til jeres venskab og takker for invitationer til seksuelle eskapader og fri leg. De beskeder jeg har fået fra jer i indbakken, tyder dog på at I allerede dyrker for meget sex og går alt alt for lidt i skole. Jeres engelsk er næsten ligeså ringe, som forsvarets oversættelse af jægerbogen. Jeg kræver altså fejlfrit engelsk, før samvær kan komme på tale – og selv da, skal jeg lige have det vendt med med konen.

I virkeligheden er I jo alle sammen en behåret overvægtig russer, der hedder Aleksei…

Senere vil han stoppe billige smykker ind i mine venners feed. Og hvad værre er: I findes i virkeligheden, hedder noget andet og er blevet kidnappet elektronisk af Aleksei, der nu bruger jeres smukke ydre til at sende videoer af andres indre.

Jeg sletter 7-10 piger dagligt.

Det er faktisk blevet så uendeligt svært for piger at komme indenfor i min vennekreds efterhånden. Jeg har lukket grænserne og kræver ID ved overgangen fra ude til inde. Jeg generaliserer voldsomt og lukker alle de pæne udenfor fællesskabet. Jeg frygter at der er røget nogle ægte mennesker i min grovsortering. (Hvis du er blevet ven med mig, er du åbenbart røget gennem filteret – og vi lader den lige ligge der, hvorfor netop du strøg over grænsen ik?…)

Fremover lukker jeg dig kun ind umiddelbart, hvis du har bumser i hele krydderen, dine briller sidder skævt og dækker for lidt over en skæv næse. Dit hår skal være afbleget på den der pinlige måde og frisuren afsløre manglende daglige bade.
– Og vupti har Aleksei pludselig chancen for at komme ind i varmen ved at være sig selv.

Prøv det Aleksei… Måske er du mere end nok og kan glemme de lånte fjer? Kom an din russiske feje hund. Lad os danse! Og tak til Mai Mercado for overskriften

DEL SMILET, SÅ ER DU PÆN

Continue Reading

GU’ VIL JEG DA EJ KASTE MED FLASKER!

To fyre brænder en kniv, til den er rødglødende. Sekundet efter overraskes de af, at den kan skære gennem en colaflaske.
Klik.
En pige sidder på sengen med puder omkring sig og lægger mascara, mens hun fortæller om mærket, som er “helt fantastisk” – mens vi andre godt ved, at det er firmaet der har betalt for puderne.
Klik.
En dreng sidder og bander mens han spiller et krigsspil i timevis, som vi sidder og ser, fremfor at spille selv.
Klik.
En pige, der blev kendt for at vise bryster i en for nedringet kjole, fortæller os alle om noget, hun mener er fucked up.
Klik.
To drenge scater for første gang, og slår nosserne ned i et plankeværk.
Klik. Klik. Klik.
Sluk.
Suk.

Jeg glæder mig virkelig hver eneste dag over mulighederne, som teknikken og internettet giver os. Alle kan komme til ordre, enhver kan dele holdninger og skabe en masse fjernsyn – helt uden licens. Men når jeg lurer på YouTube og andre lignende netværk, slår det mig ofte, hvor lidt vi i virkeligheden har at dele. På den anden side må jeg jo erkende, det er mig den er gal med, når en fyr der hedder Rasmus Brohave kan få flere seere end DRs danmarkshistorie, ved at synge om at forlade sine studier, fordi han hellere vil fokusere på sine 200k følgere. Når man lytter til hans tekster, havde uddannelsen været fin at fortsætte lidt endnu. Det er nok også bare mig der er gammel, når en video med en pen-pineapple-apple-pen kan ses af 250 millioner eller når nogle, der kan kaste med en flaske og få den til at lande, som den burde have stået fra begyndelsen, kan høste 45 millioner på et kast.

Men der er lys forude. Videoer med færre seere indeholder alvor og viden – og måske kommer der en renæssance. Man kan lære om næsten alt, hvis man søger. Der ligger fremragende fjernsyn fra hele verden – og der er folk, som ikke bare har noget på hjerte, men også på hjernen, som har valgt at indtage mediet. Alvoren er på vej – og vil udfordre alle dem, der kaster med flasker. Og måske endda inspirere unge mennesker (og os andre) til ikke at vise bryster eller falde og slå sig på en sjov måde – men først vise ting frem, når de kan det.

I min ungdom så vi “kvit eller dobbelt”, hvor en 14-årig vidste alt om hajer. Vi sad og så hende vinde penge på at have viden og vi tænkte “Sådan vil jeg også være”.

I dag ser vi på folk, der kaster med flasker. Lige her mener jeg reelt, at det var bedre værdier medierne spredte i gamle dage – men det er jo bare mig, der er blevet gammel.

Continue Reading

NÅR VI SPØRGER ELEVERNE….

(Skrevet til “magasinet skoleklog”)
Gallup er den første statsmagt. Dagligt hører vi om en eller anden måling, der chokerer os alle – og i debatten de næste 10 år vil blive brugt som et nærmest guddommeligt argument, der er umuligt at slå tilbage på. Vi ved ellers af erfaring, at målinger har det med at blive modbevist af virkeligheden. De siger populært sagt ikke en skid andet, end at vi gætter på, at dette er ugens lottotal. “Det er det eneste vi har at forholde os til”, siger politikerne og slynger om sig med tal, de godt selv ved nemt kan være forkerte. Men politik handler ikke længere om at gætte rigtigt om fremtiden, men om at vinde debatten her og nu.
Der bliver taget beslutninger på baggrund af målinger, og en måling viser efterfølgende, at dem beslutningen gik ud over, er glade for beslutningen. Der forskes først i virkeligheden, forskes så i hvordan en forandring ville hjælpe på det problem, som målinger viser der er – og efterfølgende opstartes følgeforskning, der forsker i, om forskningen var rigtig. Det har følgeforskerne en interesse i at vise den var – og så spørger man, som man vil have svar.
Senest oplevede jeg det i DEBATTEN på DR2 den faktaresistente Antorini forsvare sine beslutninger om reform og om at teste i vildskab. Konstant brugte hun sætningen: “Når vi spørger eleverne…” eller “Når vi spørger lærerne…” – men ingen har spurgt hverken elever eller lærere. Politikerne får det altid til at lyde som om de nærmest på daglig basis ringer rundt og smalltalker med ansatte og borgere, mens de i virkeligheden sidder der bag skærmen og ser på excel-ark fra følgeforskningen. Det kan vi ikke være tjent med.
PISA var sendt os fra gud, hvis vi lyttede til Egelund. Og det gjorde de fleste, mærkeligt nok. PISA var en gave fra globaliseringen. Pludselig kunne vi finde ud af, om vores unger i 2045 kunne konkurrere med børn i Rom og Beijing. Vi hyldede den nye gud, dansede om guldkalven og skabte populære tv-udsendelser, der viste at vores børn slet ikke var så kloge som vi gik og troede. De blev slået på målstregen af en kinesisk klasse, og det kunne vi selvsagt ikke leve med på forsiden af Ekstra Bladet. Vi vil være de absolut bedste i verden til alt – det krævede bare nogle forandringer, da folkeskolen jo tydeligt var helt til rotterne. Lærerne sad i rundkreds og alt skulle nu i spil. Politikere og forskere dansede videre om guldkalven og de skabte en ny folkeskole, helt udenom de ansatte – en folkeskole, som de siden ret febrilsk har forsøgt at forsvare. Målingerne viser jo…
Som Moses, der kastede to tavler ned i guldkalven, burde det ramme de målingssyge hårdt at finde ud af, at PISA ikke er guddommelig viden. At kineserne havde snydt. At vi sammenlignede os med utopi. At PISA er utroværdig. At de nationale tests er aldeles ubrugelige. Men de danser sørme endnu. Målingerne viser jo… at lærere og elever er glade.
Når jeg holder min søn hjemme fra de nationale tests er det ikke blot fordi jeg mener det er et overgreb på børn. Eller fordi de beviseligt ikke viser en dyt og derfor er spildtid. Det er også fordi jeg ikke mener, at man skal basere folkeskolen på målinger. Hverken de nationale, de globale eller dem der bruges til at holde dansen i gang. Det er blevet et mantra på Christiansborg at påstå, at folk forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter. At mange ikke kan en skid og derfor ikke får en ungdomsuddannelse. Det mantra er forkert – det excel-ark er et gæt, der ligeså godt kan være forkert. Og det mener jeg det er.
De kan nemlig en del, de elever som politikerne synes er et problem. De kan præcist det, de skal kunne. Vi har bare sat vores krav op og nu skal alle være boglige, koste hvad det vil. En tømrer skal sørme på høj uddannelse og kunne læse og regne og skrive – og dermed har vi skabt et system, hvor vi udelukker alle dem, der ikke passer til de standarder, vi selv sætter op. Det er åbenbart ikke fint at være håndværker, hvis man ikke samtidig kan læse Shakespeare eller kender til styret i Burundi. Vi har alle dage haft en gruppe, der kan mere med hænderne end med hovedet. De er bare blevet et skældsord nu – nogle man kan slå lærerne og skolerne i hovedet med.
Ser vi på vores nuværende arbejdsmarked, alle os i 40erne og 50erne, er der masser af virksomheder, skabt af folk der ikke var stærke i skolen – men lever fantastisk, ligesom vi lever af dem. Iværksættere med skæve ideer, der starter for sig selv. Er de talblinde, slår de sig sammen med en boglig økonomifidus og vupti har de ansatte og skaber værdi for landet. Tømrere, malere, havefolk og brolæggere, der tjener gode og lever fint og godt. De mennesker ville i dagens skolesystem være problemet. De ville være dem, der fra første klasse fik at vide, at de ikke er gode nok. At de er under middel. At der skulle en ekstra indsats til for at lære dem alt det, de ikke umiddelbart har flair for at vide. Og mit gæt er, at vi ville have knækket dem, så de ikke turde starte op for sig selv – præcist som vi gør nu på daglig basis med elever i folkeskolen. Den rummelige folkeskole er ikke rummelig. Den er smalsporet, målrettet og demotiverende.
Beviset ligger i to enkle spørgsmål:
Hvorfor er der ikke nationale tests i håndværk og design?
Hvilke tiltag ville man starte, hvis de boglige elever her viser sig at være under middel?
Continue Reading

ENGLEN SCOREDE SAMBA

En engel går gennem Aalborgs gader. Klokken er 7, dagens efter karneval. I hånden bærer hun sine to vinger og en påsat glorie. Glorien er lidt småbrugt. Samme er hun. Hun ligner ikke en uskyldsren engel. Mere en, der faldt for en pirat eller en zombie og tog med ham hjem til en nat, der bød på andet end harpesang.

Længere nede er to slukørede superhelte på vaklende ben på vej hjem. De ligner nogle der ikke scorede med overnatning. De har til gengæld festet til netop nu, hvor den velkendte træthed pludselig kan overrumple en fulderik – og de går absolut ikke lige.

Den ene er supermand. Logoet på maven er smurt ind i blå maling – sikkert fordi han har taget en smølf op af en skurvogn i indre by. Batman derimod er ren som sne. Lidt synd, tænker man. Til gengæld er det nok kun de færreste kvinder der tænder på mænd med helmaske og trikot. Men de findes jo.

Op ad Vesterbro blander morgenfriske morgenløbere sig med nattens folk – der overnattede hos andre og nu er på vej hjem i det, som de havde på igår.

Eventyrfolkets lange ensomme march.

Jeg elsker de morgener nu, hvor jeg ikke er en af dem mere. Dengang elskede jeg dem ikke. De gjorde ondt. I bolden.

Elsker at rødhætte krydser vejen, mens en familiefar i en Volvo standser for rødt lys, på vej til bageren efter rundstykker. Og en sørøverkaptajn passeres af en motionsløber.

Foran NETTO står fire mand høj med hver deres indkøbsvogn med flasker. Gårdsdagens indtjening skal i banken. Vejen flyder med alskens affald, der hurtigt og effektivt opsamles af de mange hjælpere, så byen igen bliver sig selv.

Mindst 50 barnevogne er samlet i en enorm række, der senere fragtes væk. De fleste vogne har båret optil flere liv de første år – men står nu omdannet til alt fra rumskibe til vikingeskibe. Alt sammen i virkeligheden for at kamuflere et depot af bajere lige der, hvor sutteflasken i vognens storhed lå.

Jeg elsker når en by holder fest! Det roder og sviner lidt, men det kan man faktisk leve med, hvis man prøver at gro sig en smule godt humør. Når 70.000 mennesker samles, sviner det. Jeg tænker alene 4 mand samlet nytårsaften i vores stue roder – og hvis jeg ganger den fest med 15000 er der ikke noget at sige til det.

Byen står endnu – og den pulserer. Nogle dage mere end andre – men selv denne morgen slår hjertet. I englen, piraten, smølfen, Superman og endda i uheldige Batman.

Det er byens fester der minder os om, at vi er skide gode sammen! I virkeligheden…

OG HVIS DU ER en af de sure, der sidder og råber at “unge er uden styring” og at byen er ødelagt når der er karneval eller Distortion så har du åbenlyst ikke prøvet at rengøre gulvet efter en kandiskoncert. Du har ikke stået klokken lort foran damhuskroen i 80’erne og stoppet slagsmål med flasker – og du har glemt, hvad du selv var engang.

Måske du skulle bruge aftenen på at drikke en kop kaffe og overveje, hvorfor du har bosat dig i en by? Den var her jo først! Hvis du kiggede i EDCs kataloger kunne du finde så mange fredelige oaser, hvor du kunne blive fri for alle os andre. Og vi kunne blive fri for dig. Win win.

Continue Reading