ORKAN, UBÅD, TERROR OG KØ PÅ E20

I skrivende stund kværner orkanen Irma indover USA. Vi taler stadig om orkanen i 1999, med hastigheder på 128 km/t – mens den sydamerikanske af slagsen når 350 i vindstødene. Tidligere væltede et jordskælv huse i millionbyen Mexico City. Tsunamierne blev ikke så store som frygtet. Peter Madsen er anklaget for manddrab og vi følger dagligt de mange historier om Kim Wall i den selvbyggede ubåd.

Alt er nærmest gult på nyhedernes hjemmesider. Breaking News står der hele tiden – så ofte, at vi har vænnet os til det, og ikke synes det breaker noget specielt.

Jeg husker tydeligt som dreng, da Danmarks Radio afbrød sine planlagte udsendelser, for at stille om til en ekstra TV-avis. Da vidste vi omgående, at vi skulle lytte efter. At det i sandhed var noget, der skulle lægges mærke til. Noget der havde kaldt folk ekstra på arbejde, for at informere os om noget, der ikke bare var værd at vide – men vigtigt at vide.

I dag er det som om, der altid skal være en bjælke – og at selv et trafikuheld i Skjern derfor kan finde vej til den gule bjælke. I mangel af bedre.

På den måde bliver vi langsomt immune. Hvornår skal mine børn forstå, at noget er alvor. For alvor. Hvordan skal de nogensinde få fornemmelsen af, at der er noget som er vigtigere end andet. At det – med al respekt – er noget mere alvorligt, at flere hundrede mennesker er dræbt i et terrorangreb end at der er kø på E20.

Ansvaret ligger nok endnu engang på folkeskolen og forældrene, nu hvor medierne ikke tager det ansvar på sig. Men selv os voksne har svært ved at skelne. Det er tydeligt på facebook, hvor en bilbombe for få år siden kunne få os til at skifte profilbilledet ud med et flag fra det ramte land. I dag skifter vi ikke længere. Der skal mere og mere til, før vi gider reagere på ondskab.

Det ved terroristerne godt. De er helt klar over, at der skal mere til for at få vores opmærksomhed. Og derfor sker der langsomt det, at vores ligeglade tilgang til nyhederne får ondskaben til at skrue op for voldsomheden. Samme vil medierne skulle, før vi gider se med. Og den onde cirkel ender i en undergang.

Vi må gøre op med den cirkel ved at huske at reagere.

Hver gang.

Der skal ikke mere til end en reaktion. Nogle ord, nogle tanker, en samtale – alt andet end ligegyldighed.

For ligeglade er vi jo ikke blevet endnu. Vel?

DEL ENDELIG 🙂

/Søe

Continue Reading

LYKKEPILLER UDEN RECEPT

Duften af friskkværnet kaffe, lige når man tager posen af maskinen i Irma.
Smilet fra en hjemløs, når man køber hus forbi, uden at tage en avis med.
Følelsen af en barnehånd, der griber din hånd på gåturen.
Når græsslåmaskinen stadig kan starte, efter en lang vinter.
Når de spiller sangen fra din ungdoms første kys i radioen.
Flyet der lander et varmt sted på din ferie.
Duften af nyslået græs, når du sidder hjemme på din ferie, fremfor at rejse.

Smilet på dit ansigt, de nætter du ligger og kigger på et sovende barn.
Det tidspunkt, hvor følelsen af, at alt nok skal gå, vender tilbage efter et tab.
Turen ned ad gågaden, med heltens musik fra Top Gun i ørene.
Roen på en fridag, når alle andre er taget på arbejde.
Wienerschnitzel, når man har fjernet ansjosen på en rigtig kro med brasede kartofler til.
En fyldt kalender man glæder sig til.
En tom kalender man kan fylde.

En storm, der blæser alle de blade væk på terrassen, du havde lovet din kone at fjerne.
Synet af en bil, der stopper, når du er punkteret.
Når hård mave endelig går over.
En ny bog, du har glædet dig til, ligger klar på sengebordet.
Et like på en ting du har skrevet, som du frygtede, ingen ville gide at læse til ende.
Et møde med et menneske, du har været uenig med.
Forløsende grin midt i et voldsomt skænderi.
De første ærter, købt ved en bod på vejen til Lønstrup.
Piratos efter tre uger i Thailand.
Latteren, når et barn udtaler noget helt forkert.
At finde et manglende bilkort til barndommens samling på et loppemarked.
Når det man troede var en computervirus, viser sig at være manglende strøm.

Varmen fra et lejrbål, når solen er gået ned.
Et stjerneskud, der giver lov til at ønske sig hvad som helst og hvor ligeglad man er, når ønsket ikke opfyldes.
En seddel, du havde glemt i inderlommen på en jakke, som kan bruges frit.
Barnets vejrtrækning, når man fortæller godnathistorier, der har virket.
Når man møder et menneske, alle ser ned på, men man selv ser op til.
Når de spiller vores sang.
Når dit hold brænder et straffespark.
Når din holdning vinder et valg.

Ketchup, der alligevel gik af i vask.
Når du vågner med smil på læben og opdager, at det ikke var en drøm.
Smagen af træ og sand, når din tre-årige har lavet en kage du skal smage.
Dannebrog hejst på en blå himmel.
At svare kækt med overskud på en mail med trusler.
Søndag med rundstykke fra en ægte bager.
Første skridt af mange for et barn.
Når bleen er tør, selvom det lugtede.

Når nogen vælger at dele og følge dig, fordi dine ord gav glæde

Når man søndag aften opdager, at man glæder sig til hverdagen

Continue Reading

Træt af debatten om skat!

Hold da op hvor er jeg træt af debatten om skat! Den er altid under lavmålet for enhver der har en IQ over en snegl.

Når staten kræver ind, regner vi i procenter. Tager du 50% af en million er det flere penge end 50% af 20.000 kroner. Det sker uden den store ballade hver eneste dag.

Men når vi taler om at lette skatten i Danmark, så regner modstanderne pludselig i kroner og øre. Så vil de, der årligt betaler mange kroner “tjene mere” end dem, der ikke betaler ret meget, fordi deres procenter jo ikke giver samme beløb. Og de mest sure er tit dem, der slet ikke betaler, men får en kærkommen og retfærdig hjælpende hånd.

Om det skal op eller ned må i skændes om. Det er promiller i det store regnestykke og der sker reelt ikke ret meget.

Men kan vi for fanden ikke enes om at regne ens før, under og efter. På forhånd tak.

Continue Reading

SNUP EN TREO

Et band må selvfølgelig selv beslutte, hvem de vil give gratis adgang. Ekstra Bladet kalder det presseetisk forkert at udelukke Thomas Treo. Pressen er ikke en fanklub, skriver de. Nej da. Men Treo er heller ikke en anmelder!

Thomas Treo er blevet kendt som gammel sur mand og skamrider det image. Han sendes ud til ting, han på forhånd ikke bryder sig om. Vi har hørt han ikke kan lide Sanne Salomonsen. Hvorfor så sende ham til hende igen og igen? Kun for at skrive hvor gammel og brugt hun er – mens publikum jubler. Det er blevet hans stil at gå modsat alle andre anmeldere og modsat dem, der har købt billet. Han er i mine øjne dermed trådt ud af anmelderkorpset og er selv blevet mere vigtig for anmeldelsen end hans skrevne ord.

Når en anmelder fylder mere end kunstneren han skriver om, er det tid at finde en ny. Men der er med sikkerhed flere klik og delinger i surt opkast end i seriøsitet på anmelderfronten. Det er ærgerligt, da kunsten har brug for gode indspark og seriøse spark i røven. Treos spark og indspark flytter intet andet end bannersalget.

Continue Reading

Stol nu bare på lærerne!

(Interview med BT – https://www.bt.dk/danmark/far-til-fire-om-omdiskuteret-skolevaerktoej-stol-nu-bare-paa-laererne )

Sommerferien er slut for de fleste, og det betyder skolestart for børn landet over. Det betyder også, at det omdiskuterede forældraintra igen tages i brug, og at skolebørnenes forældre igen begynder at få beskeder over intra-systemet, som alle skoler bruger til at udveksle informationer mellem lærere og forældre. Vi har talt med Jeppe Søe, der journalist, blogger på BT, foredragsholder og far til fire, om forældreintra.

Er du enig i tesen om, at når forældre ved alt, hvad der foregår gennem forældreintra, så behøver børnene ikke fortælle, hvad de har lavet i skolen, for det ved mor og far allerede?

»Nej, slet ikke. Men vi skal måske lære, at vi får mere at vide og mere information, og at vi ikke nødvendigvis skal handle på det hele. Det er en læringsproces over alle grænser, og det er vi slet ikke kommet til endnu.«
Hvordan skal man lære det?

»Det gør man i virkeligheden ved at få tiltroen tilbage til lærerne. Vi tror ikke på, at de gør det bedste, de kan. Det kan jeg godt forstå, for politikerne taler lærerne ned hele tiden. Jeg stoler meget på lærernes faglighed. Hvis jeg får at vide på forældreintra, at skoleklassen har problemer med nogen, der mobber eller lignende, så spørger jeg, når jeg henter mine børn, om det er noget, jeg skal bekymre mig om eller gøre noget ved. Hvis ikke, stoler jeg på, at de kan. Det er en tro, jeg har på deres faglighed, ligesom jeg har en tro på en mekaniker. Jeg fatter ikke, at folk mangler tiltro til den faglighed.«

Men hvordan skal forældre så lære at navigere i al den information, forældre får fra forældreintra?

»I virkeligheden handler det ikke kun om forældreintra, men i hele livet. Vi lever i en periode, hvor vi får sindssygt meget at vide. Der er tusind ting hver dag, vi skal forholde os til. Noget af det skal vi handle på, og andet skal vi glemme igen. Det er vi ikke gode til, for vi er ikke vant til informations-flowet.«

»På mit eget forældreintra er der da informationer, jeg gerne vil være fri for. Men vi lever i en pædagogisk tidsalder, hvor man for eksempel har legegrupper på forældreintra, så dem der normalt ikke leger så godt sammen, kan få lavet nogle legeaftaler.«

Det er jo netop sådan noget, nogen frygter, fordi det bliver forældrenes ansvar i stedet for børnenes. Legegrupper, hvilke lektier, man har for, og hvornår man skal have gymnastik tøj med. Er det ikke en bekymring, du deler?

»Spørgsmålet er, om det nogensinde er et ansvar, børn har haft.«

»Men jeg kan bekymre mig over, om vi glemmer at tale med hinanden. At stå nede ved i garderoben, og børnene har lavet en legeaftale – det sker ikke mere. Det hele er aftalt på intra på forhånd. Den umiddelbare legeaftale er der ikke mere.«

»Men jeg synes næsten, det er værre, at vi konstant bekymrer os. Vi bekymrer os over, at der er nogle børn, der ikke leger så godt sammen. For helvede. Tag en arbejdsplads. Der kan man ikke lige godt med alle, men sådan må det ikke være i en klasse, og alle skal have lyst til at lege med hinanden på kryds og tværs. Hvor er det naturlige henne i at tvinge nogen til at lege gemmeleg sammen? Det er en pædagogisk bekymring. I gymnasiet er de ligeglade. Det undrer mig. Jeg tror, sådan noget er blevet opfundet, fordi forældre netop er bekymrede.«

»Det farligste er faktisk ikke forældreintra. Men Facebook. Der opstår lukkede forældregrupper, hvor lærerne ikke er med. Det er skadeligt. Det er en lukket debat. Det er helt bevidst en samtale uden læreren og skolen. På mange måde er forældreintra det gode, fordi alle kan være med.«

Hvordan lyder dit budskab, hvis det skal koges ned?

»Forældreintra må aldrig blive tomme beskeder, man svarer på skriftligt, for det er de færreste gode til. Man skal huske at sige: »Det var spændende, det du skrev i går, lad og lige tale om det.« Jeg ved, at alle lærere ville elske den slags snakke.«

»Men det er som om, vi bekymrer os, bliver vrede eller bliver sure, og så handler vi på det. Men vi skal huske at tale sammen.«

Continue Reading

DR lukker X-factor.

De kan ikke andet. Den nuværende situation for DR er, at de ikke leverer noget som helst, man ikke får andre steder. Redaktørerne er bange for at miste seere og indkøber udenlandske koncepter, fremfor at finde på selv. X-factor fremhæves igen og igen som symbolet på uopfindsomheden – og DR kunne ikke andet end at sende dette signal, optil medieforliget. Hvis ikke DR indenfor maksimalt et par år leverer helt unikt fjernsyn, skabt til at gøre os til bedre aktive medborgere i et demokrati, så dør hele DR. Man kan ikke opretholde betalinger ved at være en halvdårlig kopi af alle de andre!

X-factor (som jeg elsker og har set hvert sekund af) kan sendes på alle kanaler. Det behøver vi ikke betale licens for at få lavet. Det ved de godt – og derfor slagter de det program, som et symbol, forud for medieforliget.

DRs rolle, hvis vi skal betale tvunget licens, er at skabe noget der er behov for – men ikke nødvendigvis seere i. Lige nu er de en kopi af de andre – og dermed ikke unikke og pengene værd. De bruger pengene på at overbyde TV2 for at få olympiaden. Det er helt kuk. Giv den til TV2, som så kan få Telenor til at betale gildet. Brug licensen til at skabe indhold, vi ikke kan få.

SÆLG DET MESTE
For et par uger siden sagde jeg i “det vi taler om” på radio 24/7 at jeg synes DR kunne sælges. Det blev selvsagt opfattet bastant, men jeg mener det. DR skal efter min smag barberes helt ned til P1, DR2 og Ramasjang – altså skæres godt 70% væk med fokus på fordybelse og børn. Altså en voksenkanal, en børnekanal og en ungdomskanal som nationale medier. Selvsagt i ny forklædning – og med regionale stationer som aktive producenter. Resten af kanalerne sælges til højest bydende, da de allerede sender det de andre gør.

Alle pengene vi sparer bruges derefter på en art “Danflix” hvor både små og store producenter får betaling og støtte for at lave ting direkte til visning der – og delvist også får betaling for antal seere. Støtte gives fortsat til drama, store projekter som Danmarkshistorien mv. Dette dog besluttet af et stort råd, bestående af lige dele “eksperter” og lige dele “domsmænd”, udvalgte danskere efter lodtrækning. Dermed redder vi sådan set DR – eller rettere redder den opgave, som et nationalt betalt medie burde ha.

Da TV2 kom, var de et alternativ. For en helt ny seergruppe blev de det foretrukne TV. DR panikkede og kopierede TV2, og genvandt da en del seere. Men de blev også en kopi. Og dermed ikke den unikke kanal, vi med glæde betalte licens for. De lagde kimen til, at blive lige gyldige (ikke ligegyldige, men lige gyldige). Havde DR holdt fast i fordybelsen, også i sager der ikke var millioner af seere i, så havde vi i dag forsvaret DR. Det kan de færreste længere – godt hjulpet af utallige sager der viser, at respekten for vores penge er så som så. Det er udviklingen – og den kan ikke rulles tilbage. Heller ikke ved at rydde op i symbolske udsendelser som X-factor. Men godt forsøg…

PS. Dette er ikke del af den DR-bashing om heste eller lønninger, alle hopper ud i. Det er en holdning jeg har luftet i årtier for at redde licensen og tanken om at have et par nationale kanaler.
Licens skal kun gives til programmer, der ikke ville kunne laves uden!

Continue Reading

Når forskere forsker i forskernes forskningsresultater

(Skrevet til BT – https://www.bt.dk/redaktionen/jeppe-soee )

Så går det løs igen. Om lidt begynder de daglige beskeder fra forældreintra at tikke ind på telefonen.

Børnene skal igen i skole – og blive der til hen på eftermiddagen, hvorefter de trætte skal til fritidsaktiviteter for at holde gang i det lokale liv og derefter endelig hjem til de lektier, de ikke nåede i lektiecafeen – der trods navnet hverken byder på drikke, kage eller nok personale.

Indimellem skal de, der ikke udøver civil ulydighed, trækkes igennem nationale tests, lærere står klar med læreplaner, læringsmål, elevskemaer og alskens pædagogiske værktøjer, de har fået, men reelt ikke har brug for. Men de skal selvfølgelig bruge det alligevel. Alle skal jo behandles ens, selvom vi er forskellige.

Skolereformen fylder tre år. Fødselsdagsgaven er, at ministeren giver 50 skoler lov til at gøre som før. Selvfølgelig bare som et forsøg i to år – selvom det, de skal forsøge, er mere gennemprøvet end det system, de får frihed fra. Derudover lover man en pengepræmie til de skoler, der bedst løser opgaven – altså giver man penge til dem, der kan bevise, at de ikke har brug for pengene.

Vi fik reformen, fordi en Pisa-undersøgelse viste, at det hele var af helvede til. Alt for mange var tabt på gulvet, sagde man. Måske vi bare satte barren op, så en pisse dygtig håndværker ikke kunne blive tømrer uden en flot karakter og viden om styret i Burundi. I hvert tfald gik politikerne i panik over tallene – selvom Pisa er berygtet for at regne forkert.

De satte forskere til at forske i tallene og andre til at forske efter en løsning. Den gennemførte Antorini uden lærernes bifald – og ansatte derefter forskere til at lave følgeforskning, der skulle holde øje med om forskernes løsning på det problem, forskerne mente, der var, var den rigtige.

Enhver kan høre, den er gal. Der er fantastiske tiltag i reformen, der kunne skabe en skøn skoledag – man lånte idéer, der har fungeret i friskolen gennem årtier – men man glemte, at intet sker, uden at de, der skal løse opgaven, er med. Og at der er nok ansatte.

Derfor står vi reelt med en amputeret folkeskole, hvor lærerværelserne er delt i to fløje med ledelsen i en tredje – overvåget af politikernes Excel-ark-logik, som konstant viser fejl – men alligevel bliver brugt i debatten til at banke lærerne på plads med.

Det er det samme, uanset hvilken reform der er udført i al hast. Først fejrer man det, som var Jesus stået op af graven. Derefter hører vi i tre år om alle problemerne – og politikernes standardsvar er, at »det jo lige skal ordentligt i gang«. Godt støttet af forskerne der har spurgt et par elever, så politikerne kan sige på tv, at »alle er glade, når vi spørger«. Efter tre år kan man ikke længere svare det samme, og så begynder man med at forsøge at gå tilbage til det, der virkede før.

Om nogle år er reformen ændret. Ligesom Skat og politireformen og alle de andre guldkalve, politikerne dansede om, hvor folket senere viste sig, at have ret. Der skal bare lige gå lidt tid, så politikerne ikke taber ansigt. Det venter vi så på – og det venter vores børn på. Årgang efter årgang af forsøgskaniner, der kun klarer sig igennem, fordi mange lærere gør som de plejer i smug. Og tak for det.

Den totale arrogance står forskeren Niels Egelund for, da han forleden til TV 2 udtalte, at ministerens frihedsbreve er en fejl – at hun »lytter for meget til interessenter frem for videnskab«. Det er, hvad lærere, forældre og elever er blevet til i den danske folkeskole. Interessenter.

Videnskaben har gjort vældigt meget godt for menneskeheden. Men forskernes resultater er bedst tjent med, at blive blandet med sund fornuft – og den er oftest tydeligst hos de, der dagligt skal leve i forskernes virkelighed. For mig ser det ud som om, der er videnskabeligt belæg for at lytte mest til folket.

Continue Reading

Drøm eller mareridt

Min hjerne er ikke normal. Det kommer næppe bag på nogen! Men i nat fik jeg selv beviset lige i hovedet.
Jeg drømte, at jeg kom kørende i en bybus på vej mod Roskilde, hvor jeg skulle holde et foredrag om løvfrøens parringsritualer. Pludselig bremser bussen helt vildt hårdt og min kuffert falder ned og alle tingene ud på gulvet.
Alle vrisser af chaufføren, og jeg opdager det er Prins Henrik. Han er helt ligeglad og kører videre og griner og smiler. Da vi når Roskilde siger han selvfølgelig “Råskiiiiil” i mikrofonen. Jeg leder febrilsk efter min ene sko, der er faldet ud af kufferten. Han venter og smiler. De andre passagerer synes han bare skal køre videre, men han siger jeg lige skal have mine sko med til foredraget om frøer.
Endelig finder jeg min sko ved siden af en plasticdildo med DR logo, som jeg rækker op til Mette Bock, der også har tabt sin kuffert. Jeg lister ud af bussen og Prins Henrik lukker døren. Det går op for mig at jeg ikke fik sagt tak til prinsen.
Jeg går hen til chaufførens vindue og rækker ned i min lomme, hvor der ligger en af Villums legetøjsbiler og rækker den ridsede Skoda til Prins Henrik og siger tusind tak for hans måde at være på. Han er glad og kører videre med en masse vrede mennesker. Mette Bock sidder og vinker til mig med sin DR-dildo da jeg vågner.

Er der en drømmetyder tilstede og vil jeg overhovedet høre dit bud?

Continue Reading
1 2 3 47