Logoet forestiller en sol, der med tykke stråler lyser på to børn der leger og læser. Det er lavet en smule ubehjælpeligt af børn eller en lærer, der ikke burde ha haft noget med kreative fag at gøre. Det ligner lenoliumstryk, men bag det lettere barnlige ydre ligger netop kærligheden til det barnlige. For en skole er det jo netop kærligheden til dem, der skal gå der og have deres liv der. De 7 år i Vejle har betydet så frygteligt meget for Den og Det jeg er i dag. Vejle Friskole var nemlig ikke bare en skole, hvor man fik nogle år til at gå – det var et værested, hvor man lærte om livet sammen med mennesker man holdt af. Vejle Friskole har for mig været en skole for livet. Jeg husker derfor med gru mit skifte fra Vejle Friskole til en helt almindelig folkeskole i Nørre Nebel. Det er noget af det mest rædselsfulde skifte jeg til dato har lavet.
Pludselig var lærere, lærere og elever, elever. Pludselig sagde man Hr. og Fru og lærte fine remser med konger, dronninger og havnebyer i Danmark. Væk var nærheden og de grundlæggende holdninger til hvordan et forhold mellem barn og voksen skal være. Ud med indlæring gennem smil og oplevelser – Ind med udpensling af detaljer i lærerbøgerne i strenge ordrer. På folkeskolen i Nørre Nebel fik man også eftersidninger på rektors kontor. Jeg fattede ikke pointen i eftersidning – “Det bør da ikke være en straf af skulle blive på skolen – i burde da lave en skole, hvor det var en straf at blive sendt tidligere hjem”, var reaktionen – men den fattede de vist ikke. De har jo heller ikke gået på friskole i Vejle.

Et nyt begreb indfandt sig kort efter skiftet fra Vejle Friskole – Et begreb jeg ikke før havde kendt til… Skoletræthed.

Men hvad er det så Vejle Friskole kunne. Egentlig ligger forklaringen gemt i skolens gamle navn, der blev droppet kort efter mit skifte. Dengang hed skolen Vejle Fri Børneskole. Og det var netop sandheden. Skolen var til for børnene – på børnenes præmisser. Forholdet mellem lærer og elev var ikke opdelt så stift som på andre skoler – Lærerne var mere gode venner som man godt kunne li’ og respekterede af venskab – ikke af rolleopdeling. Forholdet mellem skole og familien er også værd at nævne. Forældre var ikke blot til forældremøder, der jo nærmest på andre skoler er noget der skal overstås, men deltog i skolearbejdet. Jeg husker tydeligt de arbejdsweekender der blev holdt på skolen, hvor vi var med til at male og ordne skolens bygninger. Den slags skaber respekt for bygningerne – der var ikke hærværk og graffiti på væggene, fordi man selv havde været med til at male skolen. Samtidig kendte vi alle forældrene til vores kammerater og det gav en fornemmelse af at alle elever og lærere var én stor familie.

Jeg bruger ofte de ting Vejle Fri Børneskole lærte mig – de oplevelser jeg fik. Jeg husker tydeligt et interview om stenalderfolkene for et par år siden. Hvis jeg ikke havde gået på Vejle Friskole havde jeg nok bare set billeder i en bog om stenalderen, og derfor ville det sikkert ha været vanskeligt for mig at forstå hvor svært det f.eks. har været at lave en flinteøkse. Men det prøvede vi på Vejle Fri.

Vi havde en uge, hvor alt stod i stenalderfolkenes tegn – vi lavede økser, bagte brød på sten, sov i stenalderhuse (trods alt i soveposer) og prøvede at leve ligeså primitivt og uden midler som stenalderfolkene. Derfor kunne jeg lave et godt interview med denne mand, og fortælle egne oplevelser og hvad jeg synes var svært ved at leve på den måde. Og det er bare et eksempel på hvad den form for indlæring betyder for et menneske senere i livet.
Man vender tilbage til de ting man lærte gennem leg.
Pludselig husker man ikke blot det man skulle lære, men også de ting man oplevede samtidig.
F.eks. står det ganske klart lige nu mens jeg skriver, hvordan natten i stenalderhuset endte med at jeg fik den kæreste i klassen jeg så gerne ville ha. Vi pralede lidt af at ha været i seng sammen – men i bakspejlets sande lys ved jeg, at vi bare sov i samme hus og sendte hinanden et blik – højst to. Mere skulle der ikke til før man var kærester dengang !

Men friskolen i Vejle HAR været og er et dørgreb for mig. Døre åbnes livet igennem til forskellige arbejdspladser og til forskellige livssyn. Man lærte aldrig kongerækken eller remsen med jyske havnebyer, men hvor ofte har man da også brug for at remse havnebyerne op. Jeg kan ikke lige komme på et job, hvor man til ansættelsessamtalen bliver bedt om at repetere danske konger op gennem tiderne.
Derimod kan man brillere med et menneskesyn og evne til samarbejde der langt overgår de fleste af dem, der har valgt kun at læse bøger barndommen igennem.
En barndom på Vejle friskole er en nøgle til viden om mennesker OG et dørgreb til livet…

Næste artikel: Kassettebånd og mareridt – Læs den HER…

Relaterede historier:

  1. 1984 – Kasettebånd og mareridt

---


  • Share/Bookmark

Hvis du har ord, som du vil dele med mig – så skriv endelig:

Dit navn (påkrævet)

Din e-mail (påkrævet)

Emne

Din besked