Vejle, 29 december 2008

Til venner, bekendte, familie, kunder og andre i min nærhed…

Mit nytårsbrev er en fast tradition… men det har aldrig været SÅ svært at skrive som i år.
- 2008 var nemlig fyldt op af begivenheder… og der er så uendeligt mange at takke.

Jeg plejer at skrive to breve: et til forretningsforbindelser og et til venner og familie. I år er der kun et enkelt brev, da ærligheden omkring det private kaos allerede har været underholdning i aviserne, og dermed også bør nævnes i et forretningsbrev. Og hvorfor i øvrigt ikke være intim overfor kunderne. Nogle af jer stoler jo dagligt på mine råd i sager, hvor forkert kommunikation kan være liv eller død. Kun en maskine ville nægte jer den samme indsigt.

Jeg forstår ikke livet baglæns

Et nytår bruger man til at se både frem og tilbage. Jeg har altid elsket den aften, hvor man står med champagneglasset i hånden og ved første slag fra rådhustårnet, ved man året er gået – og et nyt har taget sit første åndedrag. Det er lidt som en genfødsel – eller med Ole Wivel: ”Mit barn, mit barn giv agt – alt er igen uprøvet i dine hænder lagt”.


Lad mig slå fast, at jeg ikke har lyst til at se tilbage i år!

2008 har på alle mulige måder været et dårligt år for mig. Søren Kierkegaard mener vi skal forstå livet baglæns, men uanset hvor meget jeg kigger i bakspejlet, så fatter jeg ikke en brik af det hele. Jeg vælger derfor at se forlæns i stedet. Ubetinget og fordomsfrit se på det nye år, og følge de ønsker og mål jeg har sat mig.

2008 blev et skæbneår. Jeg havde for et år siden kaldte ordet ”skæbneår” for ren retorik og tåbelig floskel, men nu ved jeg at det findes. Et enkelt år, ja faktisk få måneder, kan besegle en skæbne og ændre alt. Begivenheder kan ramme eller ske, som gør at man aldrig bliver helt sig selv igen.

Farvel far…

Mit hårdeste slag ramte 5 marts 2008.

Min kone og jeg var i lykkelige omstændigheder. Vi glædede os enormt til at vores søn skulle se dagens lys, og helt utrolige scanningsmetoder gjorde, at vi allerede havde set tredimensionelle billeder og filmklip af ham – der manglede blot en måneds tid endnu, så var han virkelighed.
Vi havde lige siddet aftenen før og talt om hvor dejligt det ville blive… Men kort efter søvnen var begyndt, blev vi vækket brat. Telefonen ringede, min mor fortalte at far pludseligt var død.

Jeg husker ikke meget mere fra den samtale. Jeg faldt besvimet om på køkkengulvet i mængder af glasskår og blev kørt i ambulance til Vejle Sygehus i en choktilstand. Jeg fattede det ikke, og talte i vildelse om alt og intet.

Min far var (og er) mit ét og alt. Mange daglige telefonsamtaler blev det til. Et menneske der støttede mig i mine valg – og ofte var medvirkende til, at de blev udført. Vi havde samme fag og dermed samme interesser, og alt blev vendt i de daglige samtaler. En støtte – og en stor del af mig selv – var væk. Det var åbenbart mere end min hjerne kunne kapere, og den valgte at lukke ned for kroppen for at undgå ulykker.
Aldrig har jeg fået et større chok. Far blev 70 år, og var lige begyndt på en ny tilværelse som han allerede elskede. Der var så meget vi skulle nå og så mange ord, der endnu ikke var sagt – så mange ting, som jeg på trods af timevis af daglige snakke, endnu ikke havde fået svar på. Det tab kommer jeg mig aldrig over, det ved jeg med sikkerhed. Noget bliver aldrig det samme igen – og det har jeg brugt resten af året til at acceptere, uden det store held.

Jeg blev udskrevet om morgenen, og det var godt – for jeg havde endnu en skæbneting jeg skulle. Jeg skulle lige lukke mit livsværk helt ned, på den allerværste måde.

Farvel firma…

Mit firma gennem 12 år var blevet for stort og uoverskueligt, og i denne uoverskuelighed havde nogle kunder ”glemt” at betale. Jeg så slet ikke hammeren falde, men i ugerne op til den 5. marts fik jeg overblik over situationen. Jeg talte med mange eksperter på området, og lavede nogle løsningsplaner med dem – men banken afviste overraskende revisorens meget realistiske redningsplan. Det hele kunne ha været undgået ved en enkelt håndsrækning, men min hånd famlede i blinde uden noget at gribe fat om.
Jeg havde kæmpet i 10 år – og de sidste 3 år alt for hårdt. Jeg var slidt op af alt for meget arbejde med problemer i virksomhedens måde at køre på. Med 8 ansatte mistede jeg langsomt overblikket. Selvom man er dygtig til sit arbejde, behøver man åbenbart ikke være dygtig til at lede andre medarbejdere. Det ved jeg nu, at jeg ikke er god til. Jeg søgte en personalechef og havde en mentor på – men det var for sent. Og da ingen kunne hjælpe, var der ingen vej udenom. Kampen var forbi.  Jeg måtte gå den meget tunge gang i skifteretten for at lukke firmaet ned – erklære mig selv konkurs.

Jeg var konkurs i skifteretten, blot 2 timer efter jeg blev udskrevet.

De to ting har tilsammen gjort, at jeg ikke vil huske 2008! Jeg lærer meget gerne af mine fejl, men mine fejl gjorde det ikke alene. Omstændighederne, og en begyndende finanskrise, gjorde at banken blev alt for forsigtig til små virksomheder, og det blev jeg et af de første ofre for. Efterfølgende kom så pressens behandling af mig, der var meget svingende i kvalitet. Nogle udviste enorm forståelse og var meget påpasselige med ikke at gøre en trist situation til underholdning, her var blandt andre Ekstra Bladet og Se&Hør blandt de meget dygtige og redelige.
Men usandfærdige historier væltede ind, og blev spredt via internettet og Ritzau – og jeg kunne ikke andet end at sidde og læse med i aviser og ugeblade. Jeg havde ikke mulighed for, eller kræfter til, at påvirke noget som helst. Er man tidligere studievært, og har man én gang inviteret pressen indenfor i ens privatliv, skal de ha lov til at gå rundt en sidste gang og lede efter rester i dødsboet. Sådan er tabloid, og det er som det er. Kunder, erhvervsfolk og mennesker der kender mig kunne nemt gennemskue pressens historier, og dermed var der god støtte at hente i breve og telefonopkald fra alle de mennesker, der er i mit netværk – men det var rædselsfuldt at se sin person blive trukket gennem sølet, klædt af og blotlagt i usande påstande og forkerte citater.

Malthe!

Midt i det hele kom Malthe som planlagt. Og sikke et lille væsen der intetanende dukkede op i den kaotiske verden. Han var ret ligeglad med konkursen og pressen. Han ville elske – og elskes. Han krævede det af sin far, som et barn kræver, uden at kunne tage hensyn. Gudskelov.
Krav fra et smilende barneansigt kan man ikke udskyde, og derfor kom dagligdagen tilbage midt i sorgen.

Malthe var en lykkepille uden recept, der gik ind og rokkede ved hele vores hverdag. Alt der var blevet til en egoistisk indadvendt dyb sorg, måtte der åbnes for. Og ud kom den lykke, der altid er omkring et lille nyt menneske. Vi tog det hele til os, indåndede luften i fulde drag og fik mod på at se frem.

Ydermere havde jeg fået en klar fornemmelse af, at min far er hos mig endnu. Far var et ordmenneske, og alle ord han har sagt er hos mig – og i dem er der svar på mange af de endnu ustillede spørgsmål. Jeg bilder mig også ind, at der kommer nye ord fra ham – selvom folk sikkert tror man er skingrende skør når man siger sådan – lidt i stil med at se ufoer – men det er nu altså min tro, at han fortsat er lige omkring mig og kan råde, hvis jeg får brug for det. Med den følelse indeni, kunne jeg begynde at skabe liv igen.

Nye spirer gror frem…

Vi havde to muligheder: Enten kunne vi sætte os ned på havnen, drikke øl og leve et sikkert udmærket liv der – eller også kunne vi tage fat i nakken på os selv, og komme videre med noget nyt. Meget tages der fra dig i en konkurs, men de kan ikke tage din erfaring og din hjerne. Jeg har siden 1990 lavet journalistik og kommunikation for store og små danske virksomheder. Det gik langsomt op for mig, at den evne jo ikke var del af konkursboet… I starten af 2008 var der direktører på topplan, der satte pris på mine råd – hvorfor skulle det være anderledes nu?

Vi greb derfor det halmstrå, der kan gribes fra et sort hul. Den eneste stige der er at kravle op ad. Vi lavede et nyt firma, byggede det hele op fra bunden som dengang i 1996, og valgte også at købe hele konkursboet fra det gamle firma ved hjælp fra gode venner. Vi kan dermed det samme som før rent teknisk, vi fik mulighed for at begynde på en frisk – med erfaringen i skuffen om, hvordan man ikke skal gøre. Vi er på vejen igen, og kan med tiden også sætte plaster på de sår, der måtte være rundt omkring.

Blended Media er nu en realitet, med udgangspunkt i Vejle. Vi laver video, kommunikation og rådgivning – og står også for markedsføringen i nogle virksomheder. Ydermere er vi med i nogle ting på Christiansborg, der vil få betydning i 2009 – samt et stort projekt i København optil klima-topmødet, som tager megen tid og tanke i disse måneder. Dagen har igen fået indhold, og hvert minut tæller i kampen om at nå de mange nye mål. Og midt i det hele kravler Malthe rundt og minder os om, at arbejde ikke er hele livet.

TAK!

Jeg kan slet ikke begynde at takke de mennesker, der med ord eller handling har betydet forskellen mellem liv og død i 2008.

I ved selv hvem I er.

Både jer, der har skrevet og ringet – støttet med ord og gerninger – og alle jer i mit netværk, som jeg ved jeg har, i det sekund jeg får brug for en snak – og dem, som jeg stadig overraskes over at høre fra. Kendte og ukendte. Det har været min væsentligste redningskrans i året der gik, at jeg havde jer alle at ringe til, hvis det blev for meget. Sikke mange gode svar.

Jeg takker også de kunder, der troede på os og fulgte med. Det kommer i ikke til at fortryde!

Det har også været et godt år med FaceBook, hvor mange elskelige venner fra mine dage dukkede op med trøstende ord, folk jeg har truffet tilfældigt i sin tid – folk jeg aldrig har haft kontakt med før, eller folk, der er gledet ud. I kom alle tilbage i mit liv, takket være denne fantastiske hjemmeside – og jeres ord var livgivende udover alle grænser.

Et stort knus til min familie, der deler sorgen over far men også har overskud til nye spor – og en speciel tak til Jens Romundstad, der med vanlig biker-hård hånd gav mig et slag over nakken og et indlysende råd: Skriv for satan! Jeg har siden skrevet og skrevet om alt det der ramte. Det er blevet til mange hundrede sider om tiden der er gået, og hvert ord har det hjulpet at få på papir.

Endelig den største tak til Pia, min kone, som igen har været den faste støttepille i husets fundament. Uden dig var det hele ramlet helt og aldeles sammen omkring mig, men du holder altid lige en hånd på rette sted, så det hele bliver stående. Det er ufattelige kræfter du indeholder, at du kan magte en sorgfuld mand, midt i krise over død og konkurs – og ved siden af lige føde et barn, holde huset gående og støtte mig.
Jeg er dig så ufatteligt taknemmelig, uden forbehold, for at du var livgivende for både en baby og en far i 2008.


-:::-:::-:::-


Nytårsaften står vi derfor igen med champagnen og vælger at se fremad!
Vi går ind i et år, hvor både Malthe og Blended Media for alvor skal op at stå – og begynde at gå.
Begge skal formes og ha et selvstændigt liv.
Begge skal gøre en forskel i verden.


Vi glæder os til at telefonerne begynder at ringe igen, så vi kan hjælpe virksomheder med knas i kommunikationen eller firmaer, der skal markedsføre nye tiltag eller produkter.
Vi håber selvfølgelig at nye og gamle kunder fortsat vil vise os tillid, og tage et møde om muligt samarbejde.


Jeg glæder mig også til at møde nogle af jer alle igen, hvad enten det er til en kop hyggekaffe – eller til en snak om et muligt samarbejde. Begge dele har lige vægt – og jeg ser frem til mange gode møder i 2009.

Vi ønsker alle et GODT NYTÅR!

.

---


  • Share/Bookmark

Hvis du har ord, som du vil dele med mig – så skriv endelig:

Dit navn (påkrævet)

Din e-mail (påkrævet)

Emne

Din besked