”Skriv! Start med din lortedag. Den værste i dit liv. Derefter hvordan du kom dertil og hvordan du vil komme videre. Jeg er din ven, Jeppe. Tak fordi du altid bevarer dig selv. Hvis du vil sparre er jeg lige her. Jens R.”

Jens Romundstad kunne ikke være kommet med bedre råd. Selvfølgelig skal jeg skrive. Jeg lever af ord, elsker ord og kalder mig endda professionel ordkløver. Hvad andet end ord skulle redde mig. Hvilket andet middel skulle kunne være min igangsætter? Jens har krydset min vej ofte og har altid sat mærker, hvor han krydsede. Igen den dag på facebook, hvor et lille vindue forneden kom frem med de forløsende ord fra min gamle ven. Ikke mange venner er tilbage efter en konkurs. Der bliver pludselig meget tavst, og mange var der kun, fordi man ”var noget”. Det er jeg ikke mere, åbenbart, og så var jeg den de valgte fra i vennekredsen. Man trøster sig med, at de så heller ikke var værd at samle på, men det gør ondt at opdage, at dem man troede var tæt på var så uendeligt langt væk.

De tætteste er dog tilbage, heriblandt Jens – og en lang række mennesker, der ellers ikke stod mig nær, er dukket op med de helt rigtige ord på det helt rigtige tidspunkt.

”Skriv dog jeppe”, sagde den gode gamle robinson-biker. Og som sagt så gjort. Har skrevet i døgndrift siden hans ord faldt. Igen viser Ole Wivel sig at have ret. I at ord kan være håbets vendepunkt.

Efter en konkurs er man intet. Man kan ikke synke dybere, end til et menneske, der ikke engang må modtage sin egen post. Den sendes direkte til kurator, som så sender videre med forsinkelse. ”Nu er det tid til tandlæge” kunne kurator meddele mig, da hun sendte en scanning af indkaldelsen til tandlægetjek. Det er frygteligt at ens postkasse er tom. At der er filter på virkelighedens forsøg på at kontakte mig. Alle papirer og værdier gennemgås, en vurderingsmand kommer ud og kigger i alt man har og sætter en pris på ens liv. Derefter sættes man til salg. Højest bydende kan købe alt hvad man ejer. Min kone bød gudskelov højest, så jeg ikke skulle vinke farvel til arvegodset. Ikke de store værdier, men for mig meget værd. Især da min far er væk, får alt muligt mærkeligt en større betydning. Et maleri min farmor har lavet i sin tid, nok ikke den store værdi på ebay, men at se det gå for 5 kroner ville være frygteligt. Selvom det kun er 3 kroner værd. Så min kone bød og overtog mit liv. Pakket i kasser og leveret ved døren mod kontant betaling. Gudskelov hun havde den mulighed, der var vi privilegerede. Andre mister alt og må netop se farmors maleri gå for 5 kroner til en fremmed, der vil bruge det i som baggrund i en amatørrevy på Lolland.

Konkursen gør en anden ting ved dig. Den gør dig til en fiasko. Du føler dybt inde, at du er ubrugelig for samfundet. En der bare har kostet penge. En der godt nok tog chancen og forsøgte at skabe noget samfundsnyttigt, men som ikke magtede det og derfor kostede samfundet penge. Der går lang tid inden man føler man er menneske igen. Et menneske der har ret til at leve.

Jeg glemmer aldrig første gang jeg skulle stå foran et publikum igen. Konkursen var endnu ikke offentlig kendt, men jeg kendte den og tænkte: Hvorfor skulle de mennesker dog lytte til sådan en som mig. Hvad skulle de mennesker dog bruge en hel aften på mig for. Jeg svedte mig igennem foredraget og stammede på mange steder, hvor jeg ellers plejer at være selvsikker. Havde det rigtigt skidt og vidste, at dette skulle blive mit aller sidste foredrag. Så kom klapsalverne. Større end tidligere. Stående bifald endda, og jeg fattede ikke en bjælde. Vendte mig om for at se, om der stod en person bag mig de måtte hylde, en B.S. Christiansen eller Bubber. Men der var tomt bag mig.

Jeg havde fornemmelsen af at være tilbage.

Nok kunne de tage alle mine ting, de kunne tage mine penge og tage mit selvværd – men min hjerne og min erfaring kunne de hverken sælge eller sætte pris på. Det gjorde andre, og de lyttede endnu. Høj af den oplevelse trillede jeg hjem til Vejle og gik glad i seng. Men som så ofte før vender lykken hurtigt. Vejle Amts Folkeblad havde lagt en besked på telefonsvareren næste formiddag. ”Du er gået konkurs med 15 millioner kroner, og du er gået konkurs tidligere og vi vil bare ha din kommentar til en artikel vi har skrevet om det”.

Jeg var rystet. Jeg vidste historien var forkert, 15 millioner er jo helt hen i vejret. Så meget skyldte jeg under ingen omstændigheder væk, så det skulle jeg selvfølgelig ha forklaret dem. Derudover vidste jeg, at hvis det her kom i pressen, så var jeg færdig. Jeg har i 20 år rådgivet folk om pressens magt når de dømmer, og prøvet at redde folk ud af den knibe de kommer i. Kun de færreste kommer sig ovenpå en hetz.

Jeg valgte at undersøge sagen inden jeg ringede til folkebladet. Kurator kunne ganske rigtigt oplyse, at kravet mod mig var oppe på 15 millioner. Men de 11 millioner var fra en enkelt kreditor, og de havde ikke undersøgt om noget af det var rigtigt. Reelt kunne en eller anden ringe til kurator og sige, at jeg skyldte ham 100 millioner, og så ville det være på 115 millioner kroner. Ingen krav ville blive undersøgt, hvis der ikke var penge i konkursen til at undersøge det. Altså hvis der var et minus. Det var der selvfølgelig, ellers havde jeg jo ikke taget i skifteretten og lukket for strømmen, så jeg vidste jo godt, at banken ville tabe lidt på denne konkurs. De var dog selv medskyldige i at det gik den vej, da de ikke godkendte en redningsplan som Deloitte og Touche havde lavet.

Jeg stod altså med en kurator, som kun kunne sige, at der p.t. var krav for 15 millioner kroner. De 11 millioner (hvoraf 6 var renter) kom fra den tidligere sag fra Aalborg, hvor direktøren og medejeren løb med kassen, og derfor vidste jeg, at de millioner i hvert fald ikke skulle på listen. Det havde jeg endda papir på. Men historien var altså, at kurator kunne meddele hvad beløbet stod på lige nu. Han forklarede også avisen, at tallet var usikkert og ikke undersøgt, men det var ikke en god historie, så det blev udeladt.

Jeg vidste godt, at det krævede mere kendskab end en journalist havde omkring konkurs-regler og at den ville blive svær at forsøge at forklare for pressen – og vidste også allerede der, at den gode historie ville være ”TV VÆRT skylder millioner” uanset hvad jeg end måtte formå at forklare dem. Jeg ringede til Vejle Amts Folkeblad, som i mellemtiden havde gravet en masse andet frem, der slet ikke havde hold i virkeligheden. Rent gætværk og direkte ondskabsfuldheder. Blandt andet ville de underholde læserne med, at jeg nok ikke arvede gods fra min netop afdøde far og hvem der ejede huset vi boede i og min kone var også del af historien. Intet af dette har noget at gøre med historien, jeg arbejder ikke – det gør min mor jo i uskiftet bo og vi bor til leje i huset – og min kone er ikke ansvarlig for min konkurs. Men i underholdningens navn blev historien til. Jeppe Søe fra hus og hjem, skylder 15 millioner væk. Min forklaring blev kortet ned til at jeg kaldte beløbet ”helt hen i vejret” mens den væsentlige oplysning om, at kravet ikke er undersøgt blev udeladt. Folk der ikke kendte reglerne ville tro, at jeg var en svindler og at man kunne møde mig i en port, med hatten i hånden. Og hvad værre var. Vejle Amts Sladderblad sendte historien ud på Ritzau, så ethvert medie kunne tage den til sig som deres egen.

Dagen efter var jeg dømt. En søgning på google på mit navn har siden midten af 90’erne henvist til utallige foredrag og kronikker, men nu var de fleste søgningsresultater om min fiasko og fallit.

Konkursramte fremstilles altid som Stein Bakker-agtige svindlere. Mennesker uden moral og uden medmenneskelighed. Jeg er hverken svindler, umenneskelig, umoralsk eller ufølsom. Min historie er som mange andres med opture og nedture – held og uheld. Hverken det ene eller det andet beskriver det hele menneske.

Min biografi skal netop gøre præcist det, så godt ordet nu kan…

(Læs også om selve dagen, hvor både konkursen ramte og min far døde indenfor de samme 4 timer HER)

Relaterede historier:

  1. 2008 – En nat bag tremmer
  2. 2008 – Lad julesorgen slukkes
  3. 2009 – Nytårsbrev til vennerne om store tab

---


  • Share/Bookmark

Hvis du har ord, som du vil dele med mig – så skriv endelig:

Dit navn (påkrævet)

Din e-mail (påkrævet)

Emne

Din besked