Jeg var samler. Samlede på alt muligt fra sten til musik. Musikken blev mit første store fald. Der var fest på Uldum Højskole. Eleverne havde pyntet op og alt var klar til det helt store. Jeg måtte være med til kl 22 og nøjedes med at se på. Var omkring 12 år gammel og måtte som altid gerne deltage på højskolen, indtil et vist punkt. Det var tit der det for alvor blev sjovt, men også der, hvor eleverne var i en tilstand der nok ikke var sund for en dreng på 12. Det vidste mor og far udmærket godt. Selv var jeg selvfølgelig uenig.

Men elever på højskole kan såmænd godt feste før kl 22. Også rigtigt gå til den, og det gjorde de også denne aften. Musikken flød ud gennem højttalerne, endda musik af den gode slags. Musik jeg ikke havde hørt før. Jeg gik hen til stereoanlægget for at se på de kasettebånd der lå på anlægget. Der kunne jo stå et kunstnernavn, som jeg så måtte ind på Vejle Bibliotek for at finde. Men det gjorde der ikke på ret mange af dem. Det var som altid i 80’erne nogle ting, der var optaget fra radioen. Man kunne næsten høre pauseknappen blive trykket ind og ud, for næsten at skjule en af speakernes stemmer mellem numrene.

Jeg ved ikke hvad der skete. Ved ikke hvad jeg tænkte eller hvordan det lod sig gøre, men pludselig var jeg hjemme i min seng med 8 kassettebånd i lommen. Jeg havde stjålet. Jeg var en tyv. Satte et bånd på båndoptageren og lå under dynen med god musik og dårlig samvittighed.

Jeg skjulte båndene og tænkte, at det nok gik over. Når det så var gået over, kunne jeg lægge dem over på skolen igen som var de faldet ned af en hylde. Måske ingen savnede dem. Turde i hvert fald ikke andet.

Efter en uge gik alt i sort. Eleverne tog det op på et fællesmøde, der var forsvundet bånd fra festen og det var ikke en måde at leve på i et fællesskab. De efterlyste dem igen og igen og det blev en stor sag på skolen. Jeg var helt ude af den. Forstanderens søn havde stjålet fra eleverne. Den dreng, der måske var den mest opdragede efter fællesskabstanken var nu tyv. Jeg smed båndene ud. Skrækslagen. Sagen forsvandt og jeg var lettet. Det var det værste jeg nogensinde havde følt, men nu så det lyst ud igen.

På Uldum Højskole var ….

Eleverne skulle på besøg hos far og mor. Det gik på skift mellem lærerne at have åbent hus.

En elev trak mig til side. I hånde havde hun et bånd, som hun havde fundet under sofaen. På båndet stod hendes navn. Ved siden af mit. Jeg troede båndet var mit eget, og at hendes navn var et kunstnernavn på hende der sang på båndet. Derfor havde jeg skrevet mit eget navn på. Men det var et af de bånd jeg havde stjålet. Ovenikøbet med begge vore navne på. Hun sagde, at hvis jeg bare lige kom med resten skulle hun nok lade sagen ligge, men for det første havde jeg dem ikke – og for det andet sagde hun det jo alligevel til en, der sagde det til en anden. Jeg havde nogle frygtelige dage, hvor jeg ikke vidste om hun ville gøre noget ud af det eller ej.

Jeg skulle til fødselsdag hos Søren fra klassen. Og jeg skulle sove der. Midt i chokoladen og kagen ringede min mor til Sørens mor. Jeg fik mor i røret, og hun sagde vi skulle snakke sammen. At jeg ikke skulle sove hos Søren. At hun ville komme og hente mig omgående. Og at jeg godt vidste hvad det handlede om.

Det havde hun ret i. Blodet susede gennem min krop. Jeg stammede og havde ondt i maven. Jeg vidste udmærket hvad det her handlede om – men ikke hvad der skulle ske. Mor kom hurtigt i vores blå volvo. Jeg satte mig på bagsædet, så jeg ikke behøvede øjenkontakten. Hun hentede mig uden et ord, kørte ned på en parkeringsplads i Vejle og satte sig på bagsædet hos mig. Vi talte og græd i mange timer, det satte spor.

Næste artikel: Nu er det nok Synnøve Søe – Læs den HER

.

---


  • Share/Bookmark

Hvis du har ord, som du vil dele med mig – så skriv endelig:

Dit navn (påkrævet)

Din e-mail (påkrævet)

Emne

Din besked