At gå konkurs i Danmark er som en dødsdom. Staten gør alt for, at man aldrig nogensinde rejser sig igen. Dankort er umuligt at få, så alle betalinger er med kontanter man hæver i banken. PBS umuligt. Telefon kan kun være på et dyrt taletidskort. I andre lande ser man det som en pligt at få folk på fode efter en konkurs, så de kan skabe nye ting for samfundet – i Danmark hjælper du bedst dig selv, ved at sætte dig med øl foran Aldi og vente på bistand. Det nægtede jeg. Jeg VIL være herre i mit eget liv og VIL klare mig selv – om staten giver lov… Så nu handler det om at genvinde troværdigheden – og finde nogle folk, der er friske på at skabe nyt!

Uddrag: “I Danmark får du krisehjælp hvis du ser en ged blive kørt over, men en konkurs opfattes ikke som noget, der påkræver den store opmærksomhed eller hjælp. Man bør så sandelig have psykologhjælp for at komme ovenpå igen, det er for stort at skulle klare det selv. Jeg havde mistet firmaet, mistet min far, flyttet til en ny by og var blevet far til lille Malthe på det samme år. Men jeg havde ikke set en ged blive kørt over, så hjælpen var umulig at få”.

Læs fortællingen HER…

MAN KAN komme op igen, selv efter den værste ulykke. Man bliver ikke stærkere, af det man ikke dør af – men man lærer at leve med det. Og selvom vejen op af bjerget er stejl, så skimter vi da målet og mærker, at tiden igen er begyndt at arbejde for os. Solen skinner lidt mere ind i stuen i Vejle.

Uddrag: “det levende ord har reddet mig. Der er med sikkerhed stadig mange, der dømmer mig på gamle ulykker, men fred være med dem. Jeg kan umuligt få alle til at kunne lide mig, det har jeg efterhånden lært. Men til de, der gider at lytte, har jeg ord om hvordan jeg kom op af hullet. Hvordan jeg valgte at komme videre. Hvordan jeg trodsigt kæmpede mig til overfladen – og kan de inspirere et enkelt menneske, så er det alle ordene værd”.

Læs fortællingen HER…