af Jeppe Søe, professionel ordkløver- (Skrevet til modersmål-selskabets årbog 2010)

En gammel talemåde siger, at humor er det man mangler, hvis man forsøger at forklare hvad det er. I min tolkning betyder det, at vi bare skal tage humoren med et gran salt, lade den leve eget liv og ikke hverken tænke eller skrive bøger om den. Men det er uomtvisteligt, at humoren spiller en større og større rolle i samfundet. Humoren er med til at sætte dagsorden og med til både at samle eller fjerne os fra hinanden.

Når vi med et satirisk penselstrøg og stor koncentration tegner Muhammed, i håbet om, at hele verden vil forstå, at her må vi skam gerne ytre os – som vi vil – bruger vi humor som et forkølet forsøg på, at udstille noget vi i virkeligheden bare kunne have sagt. Vi tør alligevel ikke helt stå ved det – og derfor vælger vi den gode gamle retorik med stor hat og rød næse – i håbet om, at det bliver vederlagsfrit. Det gør det ikke. Resten af verden, og de der kommer rejsende ind i vores, har svært ved at læse satiren. Det er meget dansk, at vi sådan en smule fejt får sagt hvad vi vil – og lader tonen være satirisk, igen i håbet om, at vi ikke behøver stå last og brast med udsagnet – i fald det ikke bliver vel modtaget.

Vores danske smil er blevet til en mere rå humor, som hverken verden eller de fra verden, der kommer hertil, helt forstår. Pludselig er humoren, der har været vores stærkeste våben og limen i vores samhørighed, blevet et problem. Derfor er det på tide at tage humoren op, kigge på den en sidste gang – og herefter efterlade den til eget liv igen, så den kærligt kan leve videre i et smil. Om humoren er vejen frem ved jeg ikke, men man siger jo at smilet er den korteste afstand mellem mennesker, og så må man vel antage, at vi er på vej i den rigtige retning. Om afstanden så bliver kortere eller længere kræver, at vi kigger på humoren med alvorlige briller. Så nu tager jeg så humoren op som en anden Aristoteles, der jo ville kategorisere alt og tage humoren meget alvorligt – og når du, kære læser, har læst denne sidste bog nogensinde om humorens væsen, så lader vi humoren ligge. Lader den leve og giver den derved fornyet kraft.

Min familie er latterlig!

Det er aldrig sjovt at være latterlig. Det er nemmere at være grinagtig, men helt godt bliver det først, hvis man er morsom. Det er trist at ordet latterlig har fået en negativ klang. Tænk at kunne sprede latter. Tænk at være et menneske, der er lig latter? Det ville være godt at få det ord tilbage i den smilende del af vores ordforråd. Jeg synes i den grad min søn på 2 år er latterlig. Det ved jeg han er, for når han ubehjælpsomt er begyndt at kæmpe med det danske sprog, sker der noget i mig – og jeg slår en latter op. Han er noget af det mest latterlige jeg nogensinde har skabt. Onde tunger vil påstå, at han er til stor morskab, men i disse ligestillingstider mener jeg ikke det er fair overfor en Far at kalde en søn for MORsom. Min kone er da både sjov og latterlig, men MORskab eller MORsom er ikke en FARbar vej når man omtaler et fælles barn. Nu skal man næppe rejse en sproglig kønskamp i en bog, der udgives af en forening der hylder MODERSmålet – men tankevækkende er det dog, at hvis man er ”som mor”, så er man morsom og den rene Dirch Passer – er man derimod ”lig Far”, så er man farlig som Osama bin Laden. Samme situation opstår om ordet Morskab, der i folkemunde er en herlig befriende ting, mens faderskab udelukkende er noget man kæmper for i retten eller med DNA-prøver.

Man kunne altså hævde at sproget giver mor nogle fordele, og tillægger hende egenskaber vi alle sammen finder charmerende og rare at være i selskab med. Og morskabet er et godt sted af være – men der behøver ikke være trangt i faderskabet af den grund. Så i den kønsløse ligestillingskamps navn, slår jeg hermed i stedet på det latterlige og vil kæmpe det latterliges sag. Lad os bare bruge modersmålet til det formål – men lad os hermed slå fast at det også er fars. Målet.
Humor er så stor og væsentlig del af vores kultur, at den kryber ind alle vegne. Intet er, bogstaveligt talt, helligt. Vi kalder det frisind og lykke – og læner os op af humoren når livet er alt andet end sjovt. Et udtryk som galgenhumor viser meget godt hvor langt ind i livet humoren spiller en rolle. Når vi er allermest ulykkelige, når ingenting giver mening og når vi giver op – skæver vi rundt for at få øjenkontakt med det menneske der skal komme med den forløsende replik. Sig noget sjovt

Humor er magt og hekseri

Når pressen udstiller et menneske på forsiden af deres avis, og med få ord i 24 pkt. klar rød karakteriserer det menneske, kan alle vi andre mene, at det er latterligt. At avisen er. At personen på forsiden er – eller at samfundet er. Ingen af delene er noget at grine af. Alligevel er det ofte det vi gør. Når noget er ufatteligt, ubærligt og meget lidt sjovt – trækker vi på smilebåndet. Opfinder, speciel til lejligheden, små sjove ordspil og vittigheder der skal holde os oppe og løfte os ud af det vi ikke helt kan forholde os til. I skrivende stund er jeg medierådgiver for Anni Fønsby under den store rufferi-sag i Odense. En meget lidt latterlig tid, om end jeg flere gange har hørt, at folk kalder dækningen latterlig. Der er enkelte lyspunkter. Ekstra Bladet havde et billede på deres forside af Anni og jeg, der er på vej ind i retten i Odense. Det er i sig selv ikke latterligt, men på gaden bagved havde den hurtige fotograf knipset på helt rette tidspunkt, da en bil fra Kødgrossisten kørte lige bag Anni. Da sagen handler om rufferi, er netop det firmanavn en gave for et foto – og der var forsiden latterlig. Så latterlig, at jeg var ved at køre galt af grin. Men dagen efter, hvor samme avis i ord citerede forkert fra retsbogen for at sælge deres pamflet i kiosken, siger vi også de er latterlige. Det er de ikke. Den dag er de ondskabsfulde. Vi taler om ”hvor skabet skal stå” som om der kun er eet. Men i det danske sprog er der mange skabe. Faderskab, Morskab, ondskab og klogskab… og de skabe skal gerne stå adskilt.
Når BT f.eks. skriver om Anni Fønsby, at hun ”har et gummiansigt og kødfyldte læber” så smiler nogle måske – og synes det er morskab. I min verden skal de superlativer ind i et andet skab, da humorens væsentligste bestanddel er, at man ikke prøver at være morsom på andres bekostning. Desværre er den form for morskab blevet den farbare vej. ”Bekostning” er i den sammenhæng et spændende ord. Jeg er klar over, at der med sikkerhed menes kost, som i mad eller penge – men kost er jo også en man bruger, til at feje for egen dør. Og i mange sammenhænge er det et bedre billede. Når vi skriver sådan om f.eks. Anni Fønsby, er det jo en heksejagt.

De fleste af os læser med stor gru om fortidens uvidende og onskabsfulde heksejagt, og græmmes over, at vi er folk der engang bekendte os til den slags rædselsvækkende metoder. Bagefter går vi ned i kiosken efter unavngivne dagblade, og slår med stor interesse op på dagens artikel om dagens sag. Vis mig heksen. Og der er hun så. Fanget i et uheldigt øjeblik, i en uheldig situation, i en uheldig sag – udråbt som hele landets ”Dårskabs Dulle”. Vi kan godt sige, at dulle er et pænere karaktertræk end heks, men meningen er akkurat den samme!

Vi synes vi kan tillade os at stemple hende. Artiklerne og indslagene er vinklet og ingen kan – skal – være i tvivl. Her er heksen. Hende vi godt må svine til, pådutte egenskaber og på baggrund af fri fantasi tegne lidet flatterende portrætter af. Nu skal du, kære dansker, dømme hende. Gøre helvedet hedt for hende. Gøre dig morsom på hendes bekostning – for hvad skulle du ellers! Den kvinde er selvfølgelig ikke brændt, hun er branded – men det er lige præcis det samme.

Derfor, midt i det latterlige er alvoren også. Der er med sikkerhed blevet grinet en del på redaktionen af det billede af kødgrossisten, men på trods af den nedtonede humor i den passerende bil, så er der også en dom i billedet. Pressen går tæt på, det er deres opgave. Pressen skal være vagthunde, men er i stedet blevet bidske pittbulls, der gnaver i benet af historien, til der ikke er mere kød på. Så selv i den lunefulde humor på forsiden ligger en dom over en person, der burde være uskyldig til det modsatte er bevist.

Humoren er et termometer

Humoren er blevet holdning. Humoren bliver dagligt brugt til at vise, hvad man mener – eller skrive/sige ting, som man ikke ville kunne sige, hvis det da ikke var fordi man pakkede det ind i humor. De fleste ved godt, at det er en farlig vej at virke for racistisk – men siger man det i stedet på en sjov måde, så kan man afvente og se hvordan de andre i lokalet tager vittigheden om flygtningen. Hvis de griner højt, så har man genfundet fællesskabet og tør kaste sig ud i en mere alvorlig snak om de fremmede – hvis de siger ”nøj, den var altså grov den der”, så ved man, at man i stedet bør tale om Vild med dans. Vi har altså nedgraderet humoren til et termometer, vi lige kan smide på bordet for at måle, hvor langt vi kan gå. Og det har humoren taget skade af.
Humoren er et stærkt våben. Brugt i en debat, kan humoren sætte et punktum, der er svært at fjerne med nok så væsentlige argumenter. I Danmark er vi ikke kommet så langt i brugen af humoren. I den politiske debat var Uffe Ellemann nok den, der forstod humoren bedst og med sine små stikpiller kunne man kaste nok så meget saglighed efter ham – det prellede af, da den som får os til at le bliver beskyttet af et usynligt filter. Vi ved, at Villy Søvndal har ansat Stand-Up komikeren Sebastian Dorsett til at putte humor ind i sine taler og sine svar. Men humor er noget man skal mestre, ikke noget man skal lære. Villy Søvndal inviterede Fogh ud på en køretur for at se Danmark, og det var et genialt træk, der sødt men råt fik sagt en masse mellem linierne. Siden har Søvndal så inviteret stort set alle han debatterer med på en køretur, og så opdager vi jo, at humoren er et indlært redskab, der kan bruges i pressede situationer, og ikke en frisk kommentar fra hjertet. At mestre humor er en kunst. Den kan man leve af – med mindre man genbruger.

Humorens udvikling

Humoren var i ”gode gamle dage” ren lagkage. Går vi til de gamle folkekomedier og senere spillefilm fra ASA FILM med Dirch Passer og andre folkekære skuespillere, så var humoren, med al respekt, kønsløs. Den var latterlig, grinagtig og folkelig – bevares – men man skal virkelig se mellem linjerne i ”Sommer i Tyrol” for at finde noget samfundskritisk. Humoren ville dengang kun én ting: Den ville bringe smil på læben, måske endda latter til søndagsforestillingen. Af samme grund blev alle, der deltog i filmene, folkekære. De var søde personligheder, der intet ondt ville os. Netop derfor vi kalder dem ”folkekære”. Siden blev humoren spids og satirisk. Pludselig ville humoren os en masse. Det var primært da TV kom ind i vores hjem. Det var som om det medie egnede sig til en satire, der ikke fungerede på det store lærred. TV er jo hurtigere at lave end en film – man kan derfor pludselig være aktuel i sin humor. Bedst husket fra den æra er selvfølgelig Buster Larsens LORTELAND fra programmet ”Hov Hov”, hvor han spiddede regering og politik og samfundsspørgsmål. Humoren var fra det øjeblik blevet en brik i et spil, der var en farlig modstander for de folkevalgte. Det ændrede tonen på Christiansborg. Vi husker alle de tørre kommentarer der prægede datidens politikere, men med humor skal humor bekæmpes – og man fik flere og flere, der begyndte at løsne op.

Man må tilpasse sjov til medierne

Holdningernes humor havde den bagdel, at det var lange monologer. I begyndelsen, hvor man blot havde en knap på et TV og DR var eneste valg, fungerede den langsomme stil fint. Jeg husker fra selvsamme Hov Hov en sketch, hvor familien Danmark lavede gymnastik i stuen til radioens udsendelser med strækøvelser. Sketchen tog 6 minutter, hvor man blot så en familie gøre gymnastik og langsomt smadrede og væltede alt i stuen. Fin seance til statsTV der er ene på markedet, men da konkurrencen kom fra sattelitterne, kunne formen ikke længere holde. Man kunne ikke have en langsom opbygning og en pointe efter 6 minutter. Det gad folk ikke vente på, når nye udenlandske programmer kunne trækkes hjem fra en tallerken på taget.

Herefter blev humoren hurtigere. Man droppede opbygningen til pointen og skulle i stedet levere pointer konstant. Hvert minut bør indeholde fire pointer. Første gang vi for alvor så det var i programmet Dansk Naturgas, hvor Tommy Kenter, Kirsten Peüliche og Per Pallesen mestrede den hurtige replik. Enhver husker Mathiesen, der talte med Fru Christof. Pointerne fløj gennem luften uden opbygning. Pointen var vittigheden i sig selv. Humoristisk en nyopfindelse på TV, der passede til en stigende konkurrence med fjernkontrollen. Per Pallesen forfinede stilen i Hjørring, hvor jeg fulgte revyen gennem flere år – revygenren blev hurtig, små såkaldte ”one-liners” blev brugt igen og igen – og i pauserne, hvor revykunsterne skulle skifte tøj, indførte han i Hjørring små hurtige vittigheder foran tæppet. Indslag, der fik det til at glide i en lind strøm af smil, så man ikke fik lyst til at zappe væk.

Per Pallesen opfandt ikke den hurtige humor, men konverterede den til TV og revy. Den hurtige humor er den københavnske. Den hurtige replik, der er skabt til lejligheden. En pointe, der ikke kan genbruges eller gennemtænkes, men skal mestres og komme fra hjertet. En svajer kommer kørende på budcyklen og er ved at ramme en gammel dame. Hun råber ”Kan du ikke ringe knægt”. Han svarer i farten: ”Sagtens moster, hvad nummer har du”. Det er en frækhed uden sidestykke der præger den humor, som efterhånden har vundet. Vi ser ikke den langsommelige humor ret meget mere, mens den hurtige flyver af sted på skærmen og i virkeligheden hele tiden.

Stand-up bør sætte sig ned

Dagens humor styres hårdt af Stand-Up komikerne, der fører svajerens grin videre. Stand-Up kan meget mere, end den bliver brugt til – men vi er på vej. En stand-up komiker står på scenen. Eneste redskab er mikrofonen og den rappe replik. Han revser samfundet og politik som Buster Larsen gjorde, men pointerne er eneste virkemiddel. De skal være der hvert sekund. Samhørighed med publikum er en dyd. Hoster et menneske på første række, skal den hurtige replik fyres af. Og i begyndelsen var grovheden den lave fællesnævner fra den kant. Skiftende komikere gjorde en dyd ud af at sværte andre mennesker til. Gøre sig morsom på andres ”bekostning”, gøre kendte til hekse og sørge for med grin, spot og spe, at føre dem gennem byen til bålet.

En af de første vi lagde mærke til var Casper Christensen, der i begyndelsen var en rå fyr. Han mestrede om nogen den hurtige replik og turde gå til grænsen. Enhver husker måske, da han til en prisuddeling skulle åbne showet – og stod bag en talerstol. Det eneste man kunne se var et diadem, der stak op. Han parodierede Dronning Ingrid, der som bekendt havde en krum ryg og derfor ikke kunne se folk i øjnene. Det var majestætsfornærmelse og folk blev enten rasende eller følte befrielse. Casper var sin helt egen og turde tage slagene. Mange hundrede stand-uppere har siden forsøgt at gå i hans fodspor, men det er som om de ikke har set, at verden har ændret sig. Ja selv Casper har ændret sig. Det er i dag ikke nok at stille sig på en scene og sige frække ord – i dag skal man gentænke stand-up og forfine. Måske endda genfinde Buster Larsens rolighed i fortællestilen.

Igen er det Casper der fører an i denne fornyelse. Med serien KLOVN, som han skaber med Frank Hvam, har de genfundet folkekomedien fra Dirch Passers tid. De er ikke onde ved andre, men bruger sig selv som heks. De morer sig over sig selv, på egen bekostning. Og så genkender vi pludselig os selv og griner MED og ikke AF. Casper er på vej i den retning, som man for længst har set i USA. Derovre er stand-up blevet en magtfaktor. De fleste stand-uppere der har succes i USA har et budskab og revser samfundet intelligent og med eksempler fra virkeligheden. Får os til at grine af ægte ting, og ikke noget der blot er opfundet i komikerens hoved.

Når humor tages seriøst

Det bedste eksempel kan ses på DR2 i Danmark. Daily Show med John Steward. Dagligt bruger han mediernes klip, sætter dem overfor hinanden og med humor giver os en indsigt i historien. Han har gæster i studiet, som han revser spydigt men med et smil. Og midt i et komisk interview kommer pludselig helt seriøse spørgsmål og svar. Eller Will Ferrel, der i et teaterstykke spillede Præsident Bush og gennemgik hele hans præsidentperiode med komiske briller. Vi får humor – men også noget med hjem. Der bør stand-upperne i Danmark finde base for en ny levevej!

Herhjemme er det dygtigt forsøgt af Flemming Jensen, der gang på gang i den humoristiske danmarkshistorie har været bannerfører for nytænkning. Hans skuespil SPINDOKTOR var på alle måder præcis hvad jeg savner på den danske humoristiske scene. Peter Larsen revsede også dygtigt i afdøde Nils Ufers teaterstykke om tamilsagen. Bortset fra de to er dansk komik endt omkring bæltestedet. Og jeg vil gerne hæve det op til hovedet, som bør være med hvis man ønsker noget med sin humor, andet end at være folkekær. Humor er blevet en industri. Komikere har de flotteste huse og kører i de fedeste biler. Men en industri skal også overveje hvad den vil med verden, udover at skumme fløden. Og der savner jeg flere, der finder nye veje.

Humor er hjernevask

Humoren har gennem tiden været mangt og meget. Et våben, brugt som overlevelse, eller brugt som scoretrick. Det er sådan set det sidste der gør det til en stor industri. Om man så vil score en pige i byen og få hende med hjem – eller om man bruger humoren til at score seere og læsere og få dem til at blive på kanalen. Humoren har fået besøg af hjerneforskere, der seriøst ser på det latterlige for at finde ud af, hvordan man bedst gør folk glade og giver dem godt selskab. Det gælder for underholdningen på TV, hvor kombinationen af hjerneforskere, livstilseksperter og fokusgrupper gennemser underholdningen inden den rammer pøblen, og der kan vi så måle, om man har fundet en fælles sprogtone, der virker forløsende og som ”godt selskab”. God gennemanalyseret humor fra en charmerende studievært kan fastholde seere, og deri undervises så værterne til at kunne give det lille smil.

Selv i seriøsitetens højborg på TV Avisen og i Nyhederne på TV2 har humoren fundet vej. Ikke som en gennemtænkt løsning til at give seeren noget med hjem, men som en kalkuleret hjernevask til fastholdelse af danskerne i sofaen. Enhver kender slutningen på nyhederne, hvor vi skal ha et lille smil. Enten som sidste historie eller som billeder under rulleteksten. Vi hører i Nyhederne om krigen i Irak, sulten i Afrika – og seerne er ganske enkelt ikke klar til at gå fra sult i Afrika til Amin Jensen og ”Hit med sangen”. Der må komme en lille overgang fra alvor til underholdning. Og derfor præsenterer man under rulleteksten billeder af bøgen der springer ud i Vejle, eller en australsk bæver der har parret sig med en fisk i fangeskab. Så kan vi smile lidt af verden, glemme det grusomme – og gøre klar til at synge med lige om lidt. Humoren er derfor gået fra at være et hjerteligt samspil mellem mennesker, til en kalkuleret hjernevask som sørger for at holde os i sofaen.

Den lille smiley er til grin

En ting er de, der lever af humoren. En anden er alle os andre, der bruger humoren i daglig tale eller i den offentlige debat. FaceBook og andre sociale medier gør, at vi konstant bruger humoren på skrift – med stor risiko for at blive misforstået. Det er vi klar over, og derfor har vi opfundet et skriftligt smil. Enten skriver man i en SMS direkte ”*SMILER*” så man er sikker på, at modtageren ved at man ikke mener noget som helst seriøst. Eller også bruger vi en såkaldt smiley. Det er nok nettes væsentligste nye ord. Det lille tegn, der sørger for at modtageren af vores skriftlige kommunikation ikke bliver sur. Det vælter med smileyer på nettet i debatterne, fordi vi så nødigt vil misforstås. Men det lille ubehjælpsomme ansigt, skabt af tankestreg og kolon har ikke længere effekt. Vi misforstår. Og vil måske misforstå :-)

Taberen i brugen af Stand-Up har været de trykte medier, da Stand-Up fungerer bedst på en TV skærm, hvor vi oplever og ser komikeren. Men aviserne ville ikke tabe kampen, og tilbød derfor klummer til komikerne, hvor de skriftligt kunne angribe verden. Den eneste der mestrer den skrevne komik er Sebastian Dorsett. Resten bliver en forkrøblet kamp om at sammensætte ord pudsigt, og for det meste uden mening.

I dag er det sådan, at alle der ønsker det kan benytte af de mange nye medier og blive publicister i en grad H.C. Andersen ville have misundt dem. Det betyder, at sproget vokser, kryber – udvikler sig og bliver brugt og misbrugt i helt nyt omfang. Du kan udstille både dig selv og andre – forholdsvis – vederlagsfrit og oftest gør vi det i håbet om, at andre vil opfatte os som sjove og underholdende. Hver dag opdaterer millioner af mennesker deres facebookstatus – og vis mig den bruger der ikke trykker send med et veltilfreds smil – i forventningen om andres respons på deres vittige budskaber.

Igen stiller det store krav til vores ansvarsfølelse. Vi efterstræber i helt uhyggelig grad det anerkende smil fra andre mennesker – og i den sags tjeneste – er vi villige til at udstille hvem som helst og hvad som helst. Jeg tror langt mere på de anerkendende, opmuntrende eller oprigtige smil. Dem der umiddelbart bryder frem i genkendelsens glæde. Dem vi ikke forsøger at skjule – dem der ikke har til formål at sløre misundelse, hoveren eller en glæde over andres ulykke.
Vi må sjovt nok tage humor alvorligt

Vi må se at blive bedre til at tage humoren alvorligt. Vi må forstå at det ikke er noget at grine af. Man kan mene, at det er en latterlig pointe – og jo, da – der er noget sært grinagtigt over den tilgang til det morsomste i verden. Alligevel mener jeg, at have ret. Man kan sagtens smile, mens man tager sagen alvorligt.

Vi skal stræbe efter at finde tilbage til den umiddelbare latter, det forløsende smil og en overraskende morsom betragtning. Vi skal holde med skrive hverdagens manuskripter med indlagte pauser til insisterende dåselatter. Vi skal turde mene det vi siger – uden af sløre det i humorens navn. Omvendt skal vi gå ud i verden med den hensigt at more os. De to ting skal bare, i langt større grad, skilles ad.

Vi skal sætte humoren fri og lade den leve sit eget uskyldige liv. Vi må aldrig blive så dygtige og kalkulerede i vores kommunikation, at humoren bærer retorikken. Vi må gerne sige tingene med et smil, men vi må ikke være morsomme på andres, eller sagens, bekostning. Morskab er farbar vej, men vi skal se os for!
/Jeppe Søe

Biografi:

Jeppe Søe, født 1971, professionel ordkløver med hang til samtale om medierne, som han har forladt. Revser af samfund og presse i foredrag, debatter og på hjemmesider. Kommunikationsrådgiver for virksomheder og ofre for pressens pres. Tidligere journalist på blandt andet TV2 og TV3, højskoledreng, højskolelærer og grundtvig-kender med forkærlighed for friheden til forskellighed. Kalder sig med glæde ordkløver, selvom det har samme negative klang som latterlig. Men finder ordet så væsentligt, at han mener man skal være stolt over at kunne kløve det.
Mere om Jeppe Søe på www. soe.dk og www.jeppe.dk

Relaterede historier:

  1. Bogindlæg: Det levende ord har hjertestop
  2. 2004 – Tale til christiania, farvel konservative

---


  • Share/Bookmark

Hvis du har ord, som du vil dele med mig – så skriv endelig:

Dit navn (påkrævet)

Din e-mail (påkrævet)

Emne

Din besked