af Jeppe Søe, journalist & foredragsholder ved Jeppe.dk – (Skrevet til Vartovbogen 2010)

”Der truer os i tiden, en ond usynlig magt”. Sådan skriver Ole Wivel for godt 50 år siden. I dag ville vi straks tænke på Osama Bin Laden, BPs olieudslip eller politikernes nedsmeltning i forhold til global opvarmning. Men det er slet ikke et sådant trusselsbillede Ole Wivel havde i tankerne. Han fortsætter digtet med svaret på, hvad der truer: ”vor egen sikre viden, som sprængte med foragt”. Truslen er vores viden, den skråsikre af slagsen. Vi måler og vejer alting og dømmer efter talmagi. Vi er bevidste om viden, undersøgelser og resultater. Men måske er vi blevet alt for bevidste. Sproget kender det mærkelige, at det kan være galt at være for bevidst. Man kan netop sige om et menneske, at ”hun er lidt for bevidst” – lidt for snu, beregnende, planlæggende eller skråsikker.

Man undres nok over, at Ole Wivel sætter negativt fortegn på viden. På den tid dyrkede man jo netop de lærde i helt ustyrlig grad, ved at lette på hatten når overlægen, præsten eller biografdirektøren gik forbi. Respekt for de veluddannede og lærde – og viden i sig selv var et afgjort gode. Viden var godt, fordi vi kun forventede, at mere viden ville føre til mere godt, til et bedre samfund og en bedre verden. Men han slår fast, at viden er en trussel. Grunden er, at Ole Wivel er vidne til atombombens dræbende lys, der med stor magt bag slår ihjel. Og den bombe, og teknikken bag, er skabt af de lærde. De kloge, der er så lærde at de kunne skabe den – og så skråsikre og optagede af deres opfindelse, at de glemte hvad den kunne bruges til. I ren benovelse over hvad vi kan, glemte vi hvad vi gjorde. Hos Wivel bliver det til, at vor egen sikre viden nedskriver Adams billede – det vil sige det oprindelige menneske – til skyggen på en mur. Når Wivel vælger lige de ord skyldes det et billede, der hang på væggen i forfatteren Martin A. Hansens kontor. Når Wivel sad og talte med Martin A. Hansen, så han på det billede, der hang bag Martin A. Hansens stol. Det var et kendt billede fra Hiroshima, en af de to byer, amerikanerne smed atombomben over for at få sluttet Anden verdenskrig, men jo også for at få afprøvet atombomben. Atombombens lys affotograferede i et glimt de menneskekroppe, som bombens varme smeltede et sekund efter. Atombombens lys viste næsten som fotografik menneskekroppene som skygger på en mur, lige før kroppene smeltede. Vi har glemt hvad der var tanken med at være menneske, vi har glemt Adam og Eva og er mere optaget af æblet på træet, end jordforbindelsen til livet.

Wivel vil have os til at overveje hvor vi hører til. Vælge retning, til den mørke eller lyse side. Og det skal være et personligt valg, ikke et valg de lærde eller eksperterne skal træffe for os. Vi står, ifølge digtet, i ”en jævndøgnstid, hvor hjerterne er delte og med sig selv i strid”. Jævndøgn er det tidspunkt, hvor der er lige meget sol på den sydlige og nordlige halvkugle – og i den poetiske, digteriske verden handler det om at lysets og mørkets kræfter er lige stærke. Før var viden kun noget godt, mente man. Men fra og med atombomben opdager vi, at viden, forskning og videnskab har to sider – ligesom med genforskning, der kan mindske tallet af arvelige sygdomme, men også søsætte nye væsener i naturen, måske væsener, der ødelægger os og naturen. Vi skal ha greb om livet, få styr på mørkets kræfter – og vælge livets lyse side. Han har mistet grebet så alvorligt, at han ikke engang har håb – han er ved nulpunktet, og derfor taler han om ”håbets vendepunkt”, søger efter at det går opad igen for håbet.

Hvordan får digteren så greb om livet igen. Ikke med ny viden, ikke med ny forskning eller nye masseødelæggelsesvåben. Svaret er meget enkelt:
I ordet overvintrer den sandhed, vi forlod,
og ingen magt kan hindre den i at fæste rod

selv i en fattig jord, hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.

Det er ikke belæringens ord, Guds ord, påvirkningens ord eller reklameordene, der er er tale om. Men de fælles ord i den almindelige samtale.

Han tror på, at den almindelige samtale imellem os vil føre til, at vi får greb om livet igen. Det er tro på almindelige menneskers evne til at finde svaret på den ødelæggelse, som vor egen sikre viden har medført. I den dagligdags samtale om livets alvor og mening ligger spiren til fornyelse og til et værn for det oprindelige i mennesket. Udvejen af det fastlåste ligger i Det Levende Ord… Eller med Wivels egne ord fra et andet digt: ”I samtalen begynder livet igen”.

Baghovedet er til storskrald

Godt 50 år er gået siden bomberne faldt og digtere som Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel råbte vagt i gevær og kaldte på det oprindelige menneske. Hjalp deres nødråb? Har vi ved hjælp af det levende ord fundet veje frem, der er klogere? Har vi genfundet det oprindelige menneske? – Ikke det der ligner!… på det nærmeste tværtimod. Og dermed er alt jo ved det gamle, da Grundvig jo kom med præcis samme nødråb i 1839 i ”Er lyset for de lærde blot”, der var et oprør mod vores dyrkelse af de lærde og de kloge. Også her trygler han om samtale mellem mennesker. Almindelige mennesker, der ikke har phd og fine papirer. Det er derfor han skriver ”Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde”. Solen er oplysningen, og den er hos bønderne. Ikke at Grundtvig troede bønder var klogere end alle andre mennesker, men på Grundtvigs tid var det almindeligste at være bonde – og dermed et sindbillede på at oplysning og viden om det væsentlige ligger hos alle dem, der ikke læser bøger – men i stedet lever liv. En dyb agtelse hos den gamle for det jævne, hvorpå vi skal bygge.

Vi dyrker fortsat viden. Vi har statsministre der siger, at hvis de andre er billigere skal vi bare være bedre. Vi dyrker videnssamfundet og de lærde – og man kan ikke se en TVavis, eller læse en avis, uden at vi får kommentarer fra en ”ekspert”. Og hvad værre er: Mennesket har overladt det levende ord til fjernsynet og pressen! Kaster vi os endelig ud i noget, der kunne minde om en samtale, er dagsordenen ikke noget selvoplevet, men noget andre har sat på dagsordenen i den lille kasse vi sidder foran hver aften. Vores tiltro er blind til medierne, selvom vi selv synes vi er kritiske. Selv de historier vi ryster på hovedet af, sætter sig fast omme i baghovedet. Baghovedet var engang stedet, hvor vi lagde viden om litteratur fra gymnasiet eller andre alment dannende informationer, vi kun sjældent brugte. Men baghovedet har skiftet indhold. Det er vores sted til storskrald, hvor det ligger klar til at blive afhentet i nødsituationer. Det er der, vi lægger informationer fra Se&Hør og Ude&Hjemme. Det er der vi har lidt viden om de kendte, de kongelige og de, der har tabt Vild med Dans og X-factor. Ting der er så aldeles ligegyldige, men som optager baghovedets plads og skubber Rifbjerg, god latin og Darwin ud. Vi skal ha baghovedets storskrald fyldt op jævnligt for at kunne agere socialt. Selv kender jeg det især fra sølvbryllupper. Især hvis der er bordkort. Værten for festen tænker, ham Jeppe Søe kan snakke fanden et øre af, så ham sætter vi ved de besværlige og stille – så skal han nok få snakken i gang. Og der sidder man så hver gang placeret ved 8 personer, der nikker og siger ja og nej – og ikke griner af de få vittigheder, man har på plakaten. Efter et stykke tid med almindeligheder giver man op, og så går man i baghovedet i en tragisk kamp for at finde en eller anden fælles reference for samtale – og pludselig ud af munden hører man sig selv sige: ”Hvad synes I ellers om Kandis?”, ”Synes I ikke Frederik og Mary passer godt sammen?” eller ”Tror i ikke der er problemer med SMS afstemningerne i Vild med Dans?”. Storskrald leveret fra baghovedet, som får bordet til at leve et kort stykke tid. Først senere i desperation kaster man sig over det evigt gode spørgsmål: ”Hvad synes I så om de fremmede?”. Så er aftenen jo reddet, man har løst opgaven ved bordet – men i den grad snakket fanden i øret og endda brugt en del af hans virkemidler. Det er når det levende ord har hjertestop. Når vi ikke længere føler i hjertet hvad vi har på sinde – eller hvad vi har på hjerte – men i stedet laver en beregning af situationen og afprøver emner for bare at få en snak på bordet. Og det der virker, er altid det der tilhører den fælles referanceramme – det vi alle har set i TV og hørt i radioen. Det vi alle har en mening om. Og dermed hører vi sjældent noget nyt. Vores videnssamfund er en gave, men kun hvis vi ved hvad der er viden og hvad der er affald. Hvis vi ikke lærer at skelne, bliver ”vor egen sikre viden” til en trussel i tiden. Teknik og eksperter har overtaget magten fra folkelivet. Ord fra avisernes forsider og fjernsynets indkaldte eksperter bliver vores egne, og pludselig har vi glemt os selv. Vi er blevet selvvalgte døde dørmåtter, der byder livet velkommen, men lader verden træde på os på vej ind.

Abernes planet

Der er ikke noget nemmere end en befolkning, der glemmer at tænke selv. Dem kan man gøre med hvad man vil – og det gør magten så. Danskerne er aber, når de sætter sig i sofaen og tænder for nyhederne. Men det var ikke så oprindeligt Wivel bad os være. TV og politikere er glade for, at befolkningen er aber. De er så nemme at manipulere og fastholde. Det kræver noget andet end det, som man traditionelt har spillet på – men så må man jo skifte indhold og gå efter målgruppen. At vi er aber, når vi er seere, læsere eller lyttere, viser sig i nye undersøgelser af hjernen mens vi ser TV. Vi bruger 17% mindre energi når vi ser TV end når vi kigger ud af vinduet. Der foregår absolut intet i knoppen på os, vi stirrer ind i kassen og hører hvad Vorherre Dorph Petersen har til os – hvad der mon er værd at vide, for at kunne ”følge med” – om det så er i samfund eller underholdning. Information skal der til – så vi kan tale med naboen over hækken og er klar til enhver samtale, med en holdning. Når danskerne er aber, og magten opdager det, så er fanden løs i laksegade. Så kan man stort set gøre hvad man vil. Ser vi på politik, så er det præcis hvad man har opdaget for nogen tid siden. Dansk Folkeparti var de første der fandt ud af, hvor væsentligt det er at kende sin målgruppe. Dygtigt går de efter et ”sikkert segment” som de lærer at kende ganske indgående – og kender man de bokse man taler til, rammer man aldrig forkert. De er fløjtende ligeglade med om folk er rasende på dem og kalder dem skældsord, som ikke fortjener at stå i en bog fra Vartov, for de ved de rammer dem, som de vil fastholde. Hvis en muslim har stjålet en pakke tyggegummi, så kan Pia Kjærsgaard 2 sekunder efter sige, at alle skal sendes hjem, da hun ved hvordan hendes vælgere er – og ude ved kakkelbordet eller i campingvognen, sidder folk og nikker, selvom den salat de får til grillpølsen er købt hos en tyrkisk grønthandler. Kender man sin målgruppe kan man gøre alt.

Andre partier laver veltilrettelagte kampagner i samråd med reklamefolk, for at nå segmentet. Der laves analyser, hvor de lærde undersøger politikernes karisma og påklædning. Spinfolket laver manus, og dukkerne udfører spillet på TV. Og er dukkerne umulige at ændre, så snitter man en ny dukke til at lede. Tydeligst i Socialdemokratiet, hvor Lykketoft har enorm erfaring og med sikkerhed i alles øjne – uanset hvilket parti man er fra – har en troværdighed, om end man kan være uenig i holdningerne. Han er bare lidt for gammel og grim til kammeraternes strategi, og så kom Thorning på banen. Ikke erfaren, men tydeligt det helt rigtige ungdommelige pust de gamle fanebærere havde brug for. De borgerlige panikker. Lykketoft var ingen udfordring for Bendtsen, men overfor barmfagre smukke kvinder er Bendtsen ikke ligefrem rette indpakning. Til EU med ham og så lad os få Lene på banen. I midten havde de radikale Marianne Jelved ved roret, men analysen viste jo tydeligt at Radikale var blevet in og moderne. Cafe Latte partiet blomstrede – og dertil passede erfarne rynker og håndtasker ikke, så ind med Vestager.

Det er klart at denne lille gennemgang er både generaliserende, fornærmende og snæversynet – men der er ikke tvivl om, at man i den politiske verden agerer som var politik et produkt, der skal sælges. Der er ikke den store forskel på en brugt pampers-ble og et politisk parti længere, end ikke indholdet er ret forskelligt. Spindoktorere og mediekurser præger politikernes kalender, da det væsentlige ikke er hvad man siger og mener – men måden man svarer og får tingene sagt. På den måde kan man som politiker gøre med en befolkning hvad man vil.

Vi lever i en jævndøgnstid, men i min verden er vi for længst gået til den mørke side. Vi kan stadig ane lyset i glimt, så der ER en vej tilbage, men det skal gå stærkt inden vi smuldrer op i Sidney Lee og Lottokuponer. Bedste eksempel på vores mørkeliv er vores terrorfrygt – og måden frygt og utryghed bliver brugt af de, der gerne vil gennemføre beslutninger. Det er en fordel at et abefolk er utrygge, og kan man ikke selv skabe utryghed, så får man hjælp af medierne og udefrakommende terrorister. Ser man nyhederne, er det tydeligt hvordan man arbejder med utryghed og frygt. Jeg husker det fra jeg selv sad på en redaktion i 90’erne. Man skulle helst starte nyhederne med historier, der gjorde folk bange og utrygge. Det gjorde, og gør, man for at fastholde seerne – og fordi man gerne vil ha dem med fra starten af udsendelsen. De skal jo ha reklamerne med inden det går løs. Hvis TV startede en udsendelse med en politibetjent der følger ællinger over vejen i Kongens København, så ville aberne med sikkerhed tænke: ”Der sker jo ikke en skid i Danmark, jeg behøver ikke at se nyheder”. Men starter pressen derimod med terror, krig, død, ødelæggelse, trafikuheld eller brand, så tænker aberne: ”Hold da op en uhyggelig verden vi lever i, jeg må hellere følge med for at se, om jeg kan være tryg i morgen”. Vi ser et drab i Købmagergade i København – og der er lavet en rekonstruktion så vi kan være med hele vejen – og med den begynder vi straks at blive utrygge: ”Vi må hellere se nyheder kl 22 for at se om han er fanget, eller er flygtet her til Bogense”. Frygt fastholder os, gør os til nyhedsnarkomaner, der ikke kan leve en dag uden at vide, hvordan verden ligger mellem Bandidos og Hells Angels, og om der er nogle på fri fod i vores område. Vi låser dørens mange hængelåse, lukker vinduerne, trækker mørklægningsgardinerne ned og sætter os i sofaen foran TV, der er det eneste lys i beskyttelsesrummet. Og det er der samfundet gerne vil ha os. Politikerne kan nå os der, TV tjener penge på at ha os der – og i sofaen kan vi få dagens informationer ind i baghovedet, så vi er klar til en ny dag i den medieskabte virkelighed.

Bin laden er spindoktor

Den medieskabte virkelighed kender Osama Bin Laden alt til – og han forstod at udnytte os, uden at vi har opdaget det. Osama havde et budskab at komme ud med, og der er han jo ikke forskellig fra hverken politikere eller pampers. Indholdet i budskabet selvsagt forskellig, men det handler om at røre aberne, nå os, røre os – og gerne få os til at huske budskabet bagefter. Osama har prøvet med lidt bilbomber, og TV har da også brugt billederne af den knuste bil. Men bilbomber virker ikke rigtigt længere. For det første er det jo groft sagt et billede af en køler, der ligger og ryger. Alle de blodige lig, som TV gerne vil filme, er spredt overalt og det er umuligt at få i kassen, så en bilbome er vi blevet så vandt til, at den bliver ”kort nyt” i en tv-udsendelse. Vi gider ganske enkelt ikke noget, vi har set før. Vi kræver nye virkemidler, hvis vi skal rejse os fra sofaen. Og det vidste Osama udemærket. Han blev næsten ikke hørt, og han fik ingen tv-tid ud af at sprænge lidt bomber her og der. Og kendskabet til aber og markedsføring gør så, at Osama sender et par fly af sted mod World Trade Centre. Det tankevækkende ved den aktion er, at det ikke virker som et koordineret angreb. Der rammes lidt efter lidt nogle markante dele af det amerikanske statssystem, men USA når jo at få evakueret en del af bygningerne, fordi det ikke bare sagde bang overalt på samme tid. Min påstand vil til stadighed være, at det netop var instrueret og kordineret sådan. Det ene fly rammer Worls Trade Centre – og så venter Osama Bin Laden 17 minutter, selvom mange mulige ofre for hans terror når at flygte. Hvad venter han på? Han venter på CNN, BBC, DR og TV2. Han venter på at alle kameraer i New York rettes mod det brændende tårn – og han venter ikke mindst på, at alle aber retter blikket mod TV skærme i hele den vestlige verden. Da vi sad der, kom det andet fly. Og det trick virkede. Vi følte vi var med, som om det var en 3D film i biffen. Vi så folk dø, kaste sig ud i intetheden fra etage nummer 24. Aberne så andre aber i abeflokken dø, og så stod vi sammen. Ingen bilbombe kunne gøre sådan ved os, der skulle et medieplanlagt angreb til, der tog hensyn til lyssætning og involvering. Om aftenen tog vi endda ind på rådhuspladsen i København for at tænde lys og mindes de døde. Ikke fordi vi kendte dem, men fordi vi ville vise sympati. Smukt tænkt, men samtidig det værste vi overhovedet kunne gøre. Vi står der nemlig ikke, når det der sker er småt. Havde det været 4 stålskibsværftsarbejdere der var blevet skudt på et stålskibsværk i Gdansk, så havde vi ikke sunget på rådhuspladsen. Der skal mere til at få os ud af huset, og dermed sender vi jo netop signal til Osama: Det her var terror der er til at forstå! Og det signal sender vi så også til andre håbefulde terrorister, der kæmper om vores opmærksomhed. Vil I ha vores opmærksomhed, skal i virkelig slå mange ihjel. I skal virkelig være rå i jeres omgangstone, i skal virkelig være hårde og kontante. Så tager vi stilling.

Osamas viden om TV, aber og virkemidler var perfekt til at sætte os alle i et selvvalgt fængsel. Politikere stod i kø for at fordømme, de sikrede os, at man ville ”tage alle midler i brug” for at få de skyldige fundet og uskadeliggjort. Og hvis der er noget der har passet, så er det da netop det! Der er stort set ingen grænser for, hvilke midler der er indført i terrorbekæmpelsens navn – og skrækkeligere er det, at være vidne til, at ingen aber råber op når de mister grundlæggende værdier. Man æder at vi bliver budt ufrihed, da vi har forståelse for, at den jo kun indføres for at fange Osama. Men det er os der er fanget. Vi er i den store internationale terrorkrig, vi sender alt af sted vi har at byde på af unge soldater og våben. Hvad gør vores modstander? Intet! Osama optager sig selv med et videokamera foran et bjerg, sender det til pressen – og så bliver vi alle frygtelig bange, analyserer hvert et ord og begynder at tjekke hinandens mundvand i lufthavnen eller sætter folk i fængsel for at have en lommekniv. Vi sender danskere til retsforfølgelse i USA, vi laver visitationszoner, vi mistror og filmer folk på gaden. Vi griber ind i demonstrationer og sætter tusinder i futtog, men går mest op i det, fordi Bubber er en af dem. Det hele er jo til at forstå, når vi ser de to tårne styrke til grunden. Men hvad gør vores modstander? Ikke en dyt… Han sender et videobånd engang imellem! Når Osama Bin Laden kan få hele den vestlige verden i knæ ved at sende et videobånd. Når han ved at nævne Danmark på videoklip kan få os til at sigte en lystfisker for knive i handskerummet. Har Osama så ikke allerede vundet? Har vi ikke dermed gjort ham til verdens mægtigste mand? Indtil vi går mod lyset og griber det levende ord igen, så er svaret: Jo!

For kloge til at se, hvor dumme vi er

Hvordan kan vi i oplysningens højborg, i Grundtvigs fødeland, falde så dybt? Hvordan kan så oplyste væsener lade os trække så langt ned? Det kan vi måske netop, fordi vi opfatter os som oplyste. Vi påstår igen og igen at vi er så kloge og bevidste, at det halve kunne være mere end nok. At man aldrig i Danmark ville kunne snyde befolkningen, fordi vores indsigt ligger som grundpille i grundloven og folkeoplysningen er enorm. Måske har den viden været en sovepude, hvor vi ikke så det komme. Uden sammenligning i øvrigt var det jo netop hvad Hitler gennemførte i Tyskland, langsomt op gennem 30’erne. Da han fik magten gav han en radio til alle tyskere – men den radio kunne kun spille statsradioens udsendelser. Derefter tog han langsomt bevidstheden ud af folk, uden at de opdagede hvad der skete. Pludselig var den virkelighed, som Hitler talte om, helt tydelig for jævne tyskere – de havde jo hørt radioen sige noget lignende. De genkendte Hitlers virkelighed, fra noget de havde lyttet til hjemme i sofaen. Herhjemme i Danmark, folkeoplysningens hjemland, har vi måske alle ønsket at følge med, helt narkotisk har vi lyttet og suget til os i en grad, der ikke er sund. Og hele tiden, når vi følte der var noget galt, har vi sagt, at vi som folk aldrig kan styres. Vi er jo Grundtvigs fædreland. Og den tro har så fjernet vores indre virusprogram, så alt affaldet kunne stige os til hovedet. Stopper vi ikke op, kan man snart gøre med os hvad man vil – så længe der altså er en ekspert i MorgenTV der bekræfter, at sådan er det. Solen er hos de lærde, og de lyser så videre ned på bonden, fra fladskærmen på væggen.

Oplysning være skal vor lyst! skriver Grundtvig. Det har ikke noget at gøre med, at vi alle sammen skal have vore lyst styret som pædagoger. Det er heller ikke sådan, at vi først bliver mennesker som følge af oplysning.

Grundtvig har ikke den mening, at det er kundskaberne, der forklarer tilværelsen. Det er ikke religionerne, der skaber meningen med tilværelsen. Heller ikke kristendommen. Det er heller ikke ideologierne, der skaber meningen. Det er ikke i psykologien eller filosofien, vi finder meningen.

Meningen med tilværelsen ligger i hvert enkelt menneske. I religionerne generindrer vi den mening med tilværelsen, som vi måske ikke selv har fået op til overfladen. Det er ikke religionen, der skaber den i os, men religionen får os til at huske, hvad vi allerede ved. Johannes V. Jensen siger i en hel anden forbindelse noget, der udtrykker det fint: Vid bedre, hvad du ved.

Udtrykket generindring stammer fra den græske oldtid. Tænkerne dengang mente, at al oplysning var generindring af, hvad hvert enkelt menneske allerede vidste eller havde erfaret fra det daglige liv. Det er så modsat nutidig tankegang, hvor man mener, at oplysning handler om noget nyt, noget, man ikke vidste, men som de lærde skal indlære i os.

Tankegangen hos Grundtvig er egentlig let at forstå. Man kunne undre sig over, hvorfor så mange mennesker er optaget af andre religioner og andre folks måde at leve på, i Indien, i Kina, Afrika og Sydamerika, dels hvordan de lever og tænker nu, dels hvordan de har levet og tænkt for tusinder af år siden.

Men drivkraften til at være optaget af de fremmede kulturer er jo altid, at vi hele tiden ved, at det er menneskeliv som vort eget menneskeliv, der har levet eller lever på den måde, mennesker som os selv, der har tænkt eller tænkt på den måde. Vi er altid dybt optaget af, hvordan andre tumler det liv, vi selv er i gang med.

Men samtidig er det jo et udsagn om, at det er de samme erfaringer, mennesker over alt på jorden har gjort, og de samme tanker, de har været ude i. Det, der har betydning for et menneskeliv, synes at være grundlæggende det samme.

Derfor er livsoplysning altid oplysning om det, hver enkelt af os godt ved på forhånd, men som måske i øjeblikket ligger skjult for os, og som vi gerne vil genhuske – derfor føler vi os mere i live, når vi møder det samme hos andre mennesker. Livslysten bliver større.

Man kan afgøre med sig selv ved læsningen af Grundtvig, om han taler om to forskellige slags oplysning, livsoplysning og folkelig oplysning. Det er i hvert fald rigtigt, at hans tanker om livsoplysning ligger klar allerede før 1820, hvorimod begrebet folkelig oplysning, det, der handler om samfundet, først kommer til i 1830′erne, da de rådgivende stænderforsamlinger og – i fyrrerne – rigsdagen, folkestyret, demokratiet kommer til. Nogle foretrækker at skille livsoplysning og folkelig oplysning, men for mig er det samme sag, som netop ikke bør adskilles. Samfundet og oplysningen om vort fællesskab i samfundet hænger nøje sammen med livsoplysningen, og ved at skille de to dele af, gør man politik til samtaler kun om nuet, om øjeblikket, om det formelle og det skematiske..

Politik er også poesi og bør være historisk-poetisk. Når grundtvig taler om det historisk-poetiske, mener han ikke den skrevne poesi, men den levede poesi – handlingens poesi, fordi det er i livets handlinger, vi er skabende, og i livets handlinger, vi erfarer tilværelsens mening. Et sted taler han meget fint om handlings-livet som det poetiske, nemlig i Sol er oppe, hvor han jo slutter med ordene: Dag og dåd er kæmperim.

Om politik og samfund er poetisk må være op til den enkelte at afgøre. Jeg synes ikke det rimer . og hvis det gør, er vi tilbage ved sølvbrylluppets hjerte/smerte-digtning, der med nogen besværlighed kan afsynges på Katinka, Katinka… Det er uskønt at være vidne til, at politik og samfundsdebat kun er øjebliksbilleder, hvor politikere udelukkende udtaler sig om enkeltsager og er klar med enten ros eller forargelse over en sag, som pressen har oppe. Politikere har lyst til meget mere, men får ikke lov. De er gået ind i politik for den store samfundstanke, det brede samfundssyn og helt grundlægende værdier – men reelt får de kun taletid i medierne, hvis de gider blande sig i debatten om burka, kamphunde eller 50 øres gebyr på dankortet. Det er uskønt, når pressen finder en ekspert der underbygger historien – og dagen efter, når historien er vendt, en ny ekspert, der kan redegøre for det modsatte synspunkt. Vi opdager det ikke, men det sker hver eneste dag – og det rimer næsten aldrig.

Eksperten stopper det levende ord

Valget af eksperter er tilfældigt – og man bruger gerne de samme i fjernsynet igen og igen. Dem der fungerer godt og ser godt ud imens. Indenfor den teologiske gren er der kun tre eksperter vi gider se i MorgenTV. Er et teologisk spørgsmål til debat, så ringer pressen ikke til en tilfældig præst, da man jo risikerer at få fat i en kedelig figur, der siger Jesus i hver anden sætning – men Lilleør eller Pless ved man hvad er. De er folkelige og forståelige. Og er sagen virkelig stor, så vi skal bruge en biskop – og der ringer man udelukkende til Roskildes tidligere biskop Jan Lindhardt, som også har vist sig at være god på TV. Når præster sidder i folkekirkens præstegårde og ser dem på TV, så ryster en del på hovedet – men den del af teologien hører vi aldrig om, den debat må man tage i menighedshuset. På TV virker kun dem, der er afprøvet og godkendt af aberne på den anden side. På samme måde er det med universitetsfolket, der også kaldes ind i fjernsynet, hvis sagerne er svære at forstå. De afklarer intet på de 2 minutters interview, men det er som om aberne ude foran skærmen ser på eksperten og tænker: Jamen så er det nok rigtigt. Eksperten kan slynge om sig med fremmedord, og hvis magten får et andet sprog end folket, så er folket umyndiggjort. Derfor talte man latin i kirkerne i gamle dage – ingen fattede en meter af hvad der blev sagt, men når man er så klog, at man kan tale latin, så må det være meget klogt. Og samme tanke går så ind i fjernsynet, hvor eksperterne taler pluddervælsk og aberne nikker. Politikerne talte i 80erne og 90erne også meget pluddervælsk. De brugte helt uforståelige ord og især debatten om EU var på det nærmeste umulig at forstå, hvis man ikke havde traktaten på nethinden og fuld juridisk forståelse og kendskab til fremmedord på universitetsniveau. Den går ikke længere i politik, hvor vi vil ha de folkelige ord, hvor en politiker kan reagere præcis som min dreng i børnehaven og tude på kommando. Alle er så langt nede på jorden, at det nærmest er pinligt at være vidne til – og det bliver så utroværdigt at se på, at vi må kalde på en, der kan ”det gamle sprog fra 80erne” – nemlig en ekspert fra RUC eller CBS der kan sætte tingene på plads, så vi ikke fatter noget som helst. Men de lærde har jo læst bøger.

Du kan lave abe-testen lige nu og her: Husk tilbage på engang du så en historie i nyhederne, der handlede om en verden du kendte til? Det kan være du så et indslag om landbruget, og selv er landmand. Det kan være du så et indslag om finansverdenen, og selv er bankmand. I det hele taget tænk på en historie du har set, hvor du har viden om det historien handlede om. Jeg vil vædde hele min troværdighed med, at du efter indslaget sad og rystede på hovedet over indslaget. Du sad og sagde, at sådan er det jo slet ikke. Pressen har jo misforstået det hele. De har jo slet ikke sat sig ind i sagerne… Må jeg spørge: Hvordan kan det være du tror på det næste indslag der kommer, som handler om noget du ikke kender til? Måske fordi der er en ekspert og man har spurgt manden på gaden. Man vil jo nødig være anderledes og udenfor. Kan du mærke abe-burets stænger rundt om dig?

Det levende ord genoplives mund til mund

Når det levende ord er dødt, og vi kun taler om de emner, der kommer fra redaktioner, så skal vi ha gang i en genoplivning. En hjertestarter vil ikke kunne gøre meget for det levende ord. En omgang strøm kan ikke sætte noget af denne type død i gang. Det der skal til er mund til mund-metoden. Der skal pustes liv i en for længst glemt strube hos den, der sidder overfor dig. Ord der renser baghovedet for storskrald. Og det gør man bedst ved, at begynde med at tale om sit eget. Der er fare for, at man vil blive opfattet som selvoptaget eller at janteloven slår ned som et lyn, og dømmer dig ude af det gode selskab – men vi bliver nødt til at begynde at fortælle om vores liv, vores tanker og vores ståsted. Tale og tale og tale – indtil den, der sidder på den anden side, bliver nødt til at svare. Ikke med ord fra TV2, men ord han selv skal finde. Det kræver mod at sætte ord i verden, og modstand er der nok af. Jeg har givet mig selv titlen ”professionel ordkløver” på mit visitkort, fordi jeg har gjort det til min levevej og livsbetingelse at arbejde med ord, kløve dem, dele dem og sprede dem. Jeg er aktiv på FaceBook med næsten 5000 venner, som jeg spreder min galde og glæder til. Jeg holder foredrag i selv den mindste landsby og elsker debatten efter mit opstød. Jeg lægger billeder og ord på nettet af mit liv og min virkelighed. Jeg har lagt min livshistorie på min hjemmeside www.soe.dk, da en livshistorie ikke skal vente til man er død. Når den er online, kan man lade den leve som vel er tanken med livshistorier. Ord om liv, der er levet – skrevet efterhånden, som de bliver til. En biografi, der ikke står som et komma i tiden, men i stedet en livslang tankestreg, der løbende samler op og fører videre. Men når man gør sådan, så kommer Jante op fra alle revner i soklen på huset og smyger sig klæbrigt op af benet på dig. Som det altid er med folk, der skriver om sig selv: Tror biografiens forfatter virkelig, at hans liv har været så interessant, at andre gider læse det? Det væsentlige for mig har dog aldrig været hvad andre synes, men hvad jeg selv står for. Jeg har som ordkløver kastet ord i grams, uden tanke på, hvordan de modtages. Det er jo ikke op til mig. Det væsentlige for mig er, at ordene er mine – og at man sætter dem i verden! – Så kan andre tænke sit, men det er jo også netop tanken med det hele.

Reglen for en succesfuld genoplivning af det levende ord er, at ingen af de ord du puster ind i den døde abe må komme fra medierne. Ingen holdninger må være andres – og hvis du citerer andres holdning, så skal du komme med dine egne tanker om dem. Du skal fortælle, snakke, ævle, debattere, kommentere… Først oplever du tomhed, fordi folk ikke orker mennesker, der konstant har holdninger eller taler uden stop. Men en dag sidder en abe i tomheden og tænker: Hvad mon egentlig Jeppe Søe tænker om sådan en sag. Den dag skal fejres, da mund til mund-metoden er lykkedes til fulde.

Hvis det er svært i begyndelsen, kan man starte med at brokke sig. Det er vi jo gode til herhjemme, eller som Steffen Brandt siger i TV-2: ”Kom lad os brokke os, det er nok det vi har det bedst med. Lad bare de andre slås, det er synd for dem men det kommer ikke rigtigt os ved. Vi har rigeligt at se til med vort eget liv og det er bedre at flå end at blive flået i”. Man kan altid komme langt med brok, men det er kun den halve genoplivning. Der skal helt andre ord til fra din verden. Nemlig de små personlige glæder, der kan få smilet frem hos den anden. Det, der får os til at hænge sammen og opleve fællesskab. Vi taler om at have fælles referenceramme, men det behøver ikke at være ”Hit med sangen”. Der er så meget andet vi har til fælles. Min far Poul Erik Søe skrev i 1999 en ”Huskeseddel mod Tomheden” til Danmarks Radios udsendelse ”ved dagens begyndelse”.
Deri står en række af de ting, som vi med stor succes kan bruge mund til mund:

Huskeseddel mod tomheden,

Poul Erik Søe, Danmarks Radios ”Ved dagens begyndelse” 1999:

  • Den vårny smag af rabarbergrød, før den kunne købes frysefærdig, de røde rabarber-klumpers syrlige signaler i tungestrid med nymalket komælk, de runde fordybninger efter skeen i den røde grød med mælkens hvide rand.
  • Jordbær lige fra marken, mørklægningsgardiner, der bliver taget ned efter fem år, det Richs-billede, man lige manglede i serien, smør, rystet af fløde i en mælkeflaske under krigen.
  • En blomst på mit bord uden afsender, kold sylte med Arffmans sennep og rødbeder – tredie juledag – om natten, når de andre sover og øl, der er hældt lidt for hurtigt op, så det skummer som nisseskæg og løber ud på en dug, der alligevel skal skiftes.
  • Morgener, hvor en nysværtet kakkelovn er blevet fyret for kraftigt op og fylder stuen med varme og en sviende lugt.
  • Hesten foran mælkevognen, lugten af hestepærer, presset mod næsen af dyrets sved og fra de sure mælkesjatter under jungerne, de sorte svedpletter langs hestens seletøj, rundingerne på hestens bag, dens sitrende ben, dens tålmodige mule og hvide savl, som om den selv havde drukket al mælken.
  • Månen, når skyerne har travlt og får det ser til at se ud, som om den løber baglæns.
  • Hundens vilde glæde, når man kommer tilbage og har været væk fra den i hele tyve minutter.
  • Rødspætter med persillesovs og meget citron, sovsen til stegte hjerter.
  • Kaj Julian fra Kilden i Aalborg, Teddy Petersen fra Wiwex. Mogens Kilde i Palladium – dengang, man ikke vidste, at den slags ikke er fint nok til oplyste mennesker.
  • Børns øjne, mens jeg pakker noget op, de selv har lavet.
  • Det øjeblik, da den første af Færøerne dukker op som en grøn æggeskal på havet
    efter 14 timer i kuling.
  • Sen morgenkaffe en dag, hvor alle andre er på arbejde.
  • En femøres lykkepose under krigen med vaffelrester dyppet i salmiak og et lille, sekskantet stykke pap, der sættes på en halv tændstik og bliver til en snurretop.
  • En fuldrynket, gammel kone, der besøger en kirkegård på grænsen mellem Rusland og Estland for at lægge blomster på fire børns grave. Hun knytter næven og taler russisk med retning mod Moskva, som har taget dem fra hende. Bagefter griner hun med bævende rynker, mens hun drikker pulverkaffe ved vores bus.
  • Mildheden i stemmen hos to, der lige har været oppe at skændes, og som pludselig vil enes igen.
  • Når ens far lagde nogle af kødbollerne fra hans egen suppe over på ens tallerken.
  • En fod, der er fodformet, et usminket ansigt, der tør være gammelt, et barn, der står alt for tidligt op på forældrenes fridag tidligt i juni og kommer ind for at spørge, om det snart er jul.
  • At sidde bagest i den sidste bil, der kommer med en færge.
  • Lugten af tøj, der har hængt ude i frostvejr. Og af skomagerværksted, af saltet sild, min fars tømrertøj, mæt af sød sved og af lugten af nyt træ.
  • En gammel mand med hænderne hvilende på en stok, han selv har skåret,
    mens han synger en sang, han kan udenad.
  • Fingre, som krummende kalder på et barn, der er ved at lære at gå for at lokke det til et skridt. Hænder, der fortvivlet vrider sig for at rette op på, hvad en mund lige har sagt. En hånd, der bydende skærer gennem luften hos en taler, der er meget usikker på sin sag. En lillefinger, der næsten usynligt bliver løftet som en diskret vinken midt i et alvorligt møde fra een, man holder af. Hænder, der sætter lyng på plads i en krans.

Det er sådan nogle ord vi skal finde i os selv, for at kunne komme tilbage til livet, blive levende i ord og gerning – blive børn igen. Det er sådan en liste, som vi alle skal skrive og lægge om i baghovedet. – Og der er jo plads nok, nu hvor storskraldet er blevet hentet af den Grundtvigske skraldebil. Man bliver helt lykkelig og barnlig af listen med fælles levet liv – og sådan slutter Ole Wivel jo netop også barnligt, når han beskriver hvad ordet giver af muligheder overfor truslen der truer: Mit barn mit barn giv agt – alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!

Relaterede historier:

  1. 2004 – Tale til christiania, farvel konservative

---


  • Share/Bookmark

Hvis du har ord, som du vil dele med mig – så skriv endelig:

Dit navn (påkrævet)

Din e-mail (påkrævet)

Emne

Din besked