Klokken har passeret midnat. Er lige gået i seng. Pia er gravid i 8 måned, og vi har lige siddet og talt om fremtiden. I morgen er den frygtede dag, hvor jeg må gå den tunge gang til skifteretten og lukke mit livsværk ned. Jeg må erklære firmaet konkurs. Drømmen brast efter 10 års hårdt arbejde, nogle kunder kunne ikke betale og jeg bremsede ikke i tide. Vi går i seng, selvom jeg ved at jeg nok ikke kan sove. Frygter dette ukendte univers af dommere og advokater, der forsejler ens skæbne.

Telefonen ringer i mørket. Det er min mor. Jeg kan med det samme høre på hendes stemme, at opringningen ikke har et godt budskab. ”Far er ikke mere”, siger hun. Han faldt pludselig om på deres københavnertur med en blodprop. Jeg står i det mørke køkken og får beskeden. Hører ikke mere efter. Jeg er faldet om. Det næste jeg husker er, at jeg ligger på køkkenets gulv blandt smadrede glas. Besvimet og i chok. Pia er ved at ringe efter ambulancen, mens jeg skræmt og halvnøgen ser min krop indsmurt i glasskår og sølet ind i resterne af den vin, der tidligere dannede rammen om vores fremtidssnak. Lige nu synes fremtiden slukket. Kan ikke mærke min krop, ikke tænke klart. Gentager bare igen og igen, ”far er død”.

Vrøvler hele vejen til hospitalet. Aner ikke hvad jeg har fortalt ambulancefolkene, mens de satte elektroder på min krop. Jeg er bleg og afkræftet. Kæmper febrilsk med ikke at tænke på far, bliver bange for at tænke på ham. Må have kontrol, og det får jeg bedst ved at lade som om alt er godt. Fortæller hele verden at jeg er helt OK. Overbeviser lægen og sygeplejersken om, at jeg bare lige fik det lidt skidt. Tager mig sammen og husker min indre kamp for ikke at lukke virkeligheden indenfor i mørket. Bliver udskrevet og støtter mig til min kone ud i bilen, hjemme sidder jeg i mørket i stuen og ryster. Pia ryster også, af skræk for hvad der kan ske mere. Hun ved hvor presset og ked af det jeg i forvejen var, og ved også at dette var et varsel om at jeg ikke kan magte mere. Det kan hun heller ikke selv.

Jeg insisterer på at tage i retten kl 9. Kurator kondolerer udenfor retsbygningen I Kolding, men jeg nægter fortsat at der er sket et dødsfald. Kan og vil ikke tænke på det. Går ind til dommeren, der spørger til hvad jeg ejer og har og hvad der er gået galt. Svarer som en robot, er ikke tilstede i livet eller døden. Er i nuet, men lever der ikke. Fortæller om alt jeg var og alt jeg ejer til den fremmede dame for enden af bordet. Hun skriver ned og for hvert pennestrøg bliver jeg frataget en ejendel, til der kun er en krop tilbage. En krop der ryster af nattens begivenheder og af nervøsitet over det, der venter. Det ukendte kan altid både være skrækindjagende eller spændende. Man ved for det meste på forhånd, hvad det ukendte bringer og om man skal glæde eller frygte. Her var der ingen tvivl om det ukendte forude. Det var truende og ondt. Lyspunkter ville forsvinde og blive svære at se igen. Et sort dybt hul, uden en stige der kan hjælpe mig op. Ikke andre stiger, end den der kan bygges af tro og vilje. Men de to egenskaber havde dommeren også taget fra mig i retslokalet.

Kort efter er det slut. Forlader retten som en slagen mand. Alt er taget fra mig. Alt jeg kæmpede og arbejdede for i døgndrift gennem 10 år er fjernet. Også min elskede far. Jeg tager op til min mors hus på Mols. Far døde pludselig i København og mor er på vej hjem med fars kiste fra København. Han skal ligge hjemme i sin egen seng på mols indtil begravelsen. Det var uvirkeligt at se rustvognen komme kørende til huset. Følte den var kørt forkert. Den kunne da umuligt stoppe i vores virkelighed? Vi bærer kisten ind i huset og sætter den ved fars seng. Jeg er med til at løfte ham fra kisten og op i sengen, men føler stadig ikke at det passer han er død. Om lidt vågner han jo og taler med mig om verden, så vi kan finde ud af det hele som vi plejer. Om lidt kommer der ord fra hans mund, som altid. Men far ligger bare der. Svarer mig ikke, selvom jeg ved at han gerne ville. Han er eneste menneske der formår at trøste mig, og så er han nu selv sorgen der skal trøstes for. Jeg vælger at han sover. Vi ses snart igen. Lukker døren stille i til hans soveværelse, lader ham sove.

Jeg forstår ikke noget og dropper at være mig. Jeg er ikke værd at være. Flygter til det praktiske arbejde. Når jeg ikke kan finde ud af at være der for mig selv, kan jeg gudskelov være der for andre. Men inde i mig selv er der slukket for noget væsentligt. Der er slukket for mig. Slukket for mine følelser. Som et relæ der slår fra, for at sikre at strømmen ikke tager endnu et menneskeliv. Tør ikke slå relæet til igen. Tror ikke der er plads til det hele. Tør ikke at tænke. Det nytter ikke noget. Har intet tilbage. Dommer og Vorherre har taget det, der havde betydning, fra mig.  Det er som om alt er slut. Helt og aldeles slut.

Relaterede historier:

  1. 2008 – Når ord er livgivende!
  2. 2008 – En nat bag tremmer
  3. 2008 – Lad julesorgen slukkes
  4. 2009 – Nytårsbrev til vennerne om store tab

---


  • Share/Bookmark

Hvis du har ord, som du vil dele med mig – så skriv endelig:

Dit navn (påkrævet)

Din e-mail (påkrævet)

Emne

Din besked