De siger det altid til folk, der hænger med mulen. “Op på hesten igen”. Men det er ikke så nemt som det er sagt. Især ikke, når man er ramt af en konkurs i Danmark. Her stempler vi folk som de rene svindlere, og bare tanken om at vedkommende skal ha et nyt liv, er for de fleste frastødende. Og det ER også i den grad op af bakke!

Når man er erklæret konkurs fjerner de alt hvad man er. De fjerne alle muligheder for, at forsøge at komme op på hesten. Ja hele hesten har de sådan set sat i stald. Mange gange har jeg tænkt, at det ville ha været meget nemmere at sætte mig ned foran Aldi med en kasse bajere. Så havde staten hjulpet med alt fra bistand til tandlægeregninger. Men jeg er ikke et passivt menneske. Jeg ønsker ikke, at staten skal være min arbejdsgiver – jeg ønsker ikke at give op.

Men staten agerer som om, de hellere så dig foran Aldi. Og andre gør det samme! Firmaer bliver pludselig bange for at handle med dig, selvom man kan præcist det samme som før. Bankerne er ganske enkelt umulige, og vil ikke engang give dig en PBS løsning, så regningerne kan blive betalt automatisk. Der er ingen mulighed for at komme ovenpå, uden at det er op ad den stejleste bakke, som jeg nogensinde har bestiget. Ikke desto mindre var det den rejse, som jeg valgte at tage på.

I USA er det et kvalitetsstempel, at man har prøvet en konkurs. De tror på, at man nu kan se den komme, hvis man skulle komme i en lignende uheldig situation. De mener, at man er bedre istand til at se længere frem. Og det har de jo ret i! Jeg kan med sikkerhed sige, at man som erhvervsmand står bedre rustet efter en ulykke, end før. Så at handle med vores firma er det sikreste man kan forestille sig – men firmaer læser jo også aviser!

Søger man på Google på mit navn, så dukker fortiden op. Mængder af historier handler om min konkurs, og har skubbet alle de tusinder af sider der handlede om mit virke, min kunnen og mine bedrifter helt ned på side 12. Der er ikke meget at gøre. I gamle dage pakkede man fisk ind i aviser dagen efter. Udtrykket handler om, at man ikke behøver at reagere på en dårlig forside, den er glemt imorgen. Sådan er det ikke længere – Google husker alt, og er man først stemplet, så er det til døden.

Jeg har siden haft dialog med specialt to store kunder, som jeg ikke husker for noget godt. Vi har helt inde i kontraktfasen, havde aftalt alt og var sådan set gået igang – mange møder og tanker var tænkt og drøftet, så produktionen var på plads. Pludselig bliver der tavst i den anden ende af linien. De havde lavet en google-søgning, og så var ordren væk. Specielt var det tragikomisk for det ene firmas vedkommende, da de havde to konkurser bag sig inden de blev en stor landsdækkende kæde – men fortiden skræmmer kun, når man kigger ved siden af spejlet. Det var næsten ligegyldigt hvad vi prøvede, så gik det hele i vasken når de søgte på Google. Derfor måtte jeg til at tale om min konkurs på første møde. Jeg nåede næsten ikke ind af døren, før jeg fortalte min historie. Jeg skulle altså nu til at sælge vores ekspertise, efter at have renset rummet for ting, der forlængst var overstået. Men hellere det, end at finde ud af senere, at et firma stoler mere på aviser og google end på virkeligheden.

Alt er selvfølgelig et økonomisk kaos. Dankort og lignende luxus-ting bliver taget fra dig, ikke kun mig men fra hele familien. Pludselig hed det hævekort, ned i en automat og så ellers kontanter i lommen, for at klare dagen og vejen. Og det gælder også i firmaet. Skulle jeg på optagelse i København, så havde jeg 5000 kroner i kontanter med i lommen. Ikke en optimal måde at drive virksomhed på, men sådan er en opstart jo for de fleste. Hele firmaet havde kurator fået pakket i kasser, som vi derefter bød på og gudskelov kunne købe tilbage. Alt jeg havde samlet sammen gennem et langt liv siden TV3 lå hulter til bulter i kasserne – vi skulle så sandelig starte på en frisk, men hesten kan man ikke altid komme op på uden hjælp – og da slet ikke, når staten holder fast i benene på dig, for at sikre du aldrig igen bliver ridende.

Man kan nemt stå op en morgen og tro på livet, tro på fremtiden og tro på at der stadig er brug for dig. Men så kommer der et brev, der siges en sætning eller der angribes fra pressen – og så er man dernede igen. Det føles som om alt trækker dig ned mod Aldi, men det kan da umuligt være i statens interesse at man ikke klarer sig selv?

Sindet er følsomt. Det går ud over familien. Det går ud over helbreddet… I Danmark får du krisehjælp hvis du ser en ged blive kørt over, men en konkurs opfattes ikke som noget, der påkræver den store opmærksomhed eller hjælp. Man bør så sandelig have psykologhjælp for at komme ovenpå igen, det er for stort at skulle klare det selv. Jeg havde mistet firmaet, mistet min far, flyttet til en ny by og var blevet far til lille Malthe på det samme år. Men jeg havde ikke set en ged blive kørt over, så hjælpen var umulig at få.

Ordet blev redningen. Igen.

Jeg skrev et nytårsbrev i nytåret 08/09 som jeg sendte ganske bredt ud. Det røg ud til alle kunder, netværket, vennerne, familien og på FaceBook. Nytårsbrevet var mit forsøg på at sige, at jeg lever endnu – og jeg insisterer på at leve videre. Det hjælp at skrive det – men det hjalp endnu mere, at få ord retur. Det er jo netop hvad en psykolog også gør. Svarer dig på dine sagte tanker – og det var hvad vennerne gjorde. Også dem, der var mig helt ukendte skrev retur. Og det var livgivende – ja endda livreddende. Den væsentligste sætning, som flere gentog, var at “de kan jo ikke tage det du kan”.

Så jeg så fremad. Jeg begyndte at gribe af den modstand der ramte konstant. Når endnu et bjerg væltede, grinede vi og sagde “Det er da klart, selvfølgelig væltede det”… og så ellers lappe hullet og komme videre.

Når jeg ser tilbage på den tid, ser jeg et menneske i nød. Et menneske, der i modstanden forsøger at svømme mod den strøm, der konstant går modsat vej – men også et menneske, der er afkræftet. Selvom man griner, er der forskal på et smil. Nogle smil er hjertelige – du kan mærke det kommer helt inde fra det inderste. Andre smil føles ikke på samme måde, det er som om der gemmer sig noget bag smilet. Og det gjorde der. Jeg blev bange for at smile ægte, fordi jeg regnede med, at noget ville indtræffe der fik smilet til at stivne.

Men jeg blev ved at svømme. Vi blev ved at svømme. Målet var ikke længere det samme, men bare at komme over på den anden side, hvor solens stråler kunne ses og mærkes – og hvor vandets strøm ikke var imod os. Grebet af den kamp, begyndte jeg at kaste mig ud i alt der overhovedet kom indenfor min vej. Jeg ville bevise overfor mig selv, og andre, at jeg ikke var død. Jeg gik med i et politisk parti, jeg meldte mig til en række sponsorerede foredrag til gode formål, jeg påtog mig store opgaver i de foreninger jeg var med i, jeg kastede mig ud i opgaver, der måske kunne føre til noget senere, jeg startede alt muligt op selv – i håbet om, at få folk med senere. Satte tusinde både i søen og sørgede for, at holde dem oppe. Jeg knoklede i døgndrift, og hvergang et skib tog vand ind, så pumpede jeg for at holde ideen flydende. Langt de fleste skibe skulle jeg aldrig have sat i vandet. Det var ideer, der ikke kan startes uden et dankort. Og da slet ikke alene. Men ved hjælp af 24 timers arbejde i døgnet, kunne jeg få det ud af havnen. Det blev væsentligt for mig, at have travlt. Væsentligt at vise, at jeg havde travlt. Væsentligt, at folk vidste jeg havde gang i 1000 ting.

Det blev væsentligt med alt det, der ellers er uvæsentligt. Når jeg ser tilbage kan jeg se, at de fleste skibe var udtryk for en slags depression. En stædig kamp for at være i live og vise det. Alt imens det væsentlige var lige omkring mig, nemlig familien. Da jeg så det valgte jeg at skyde en række skibe ned, fylde dem med vand og konservere dem til bedre tider. Fokus skulle være på et enkelt skib, og så på livet!

Det er den bedste beslutning jeg har taget – først da var jeg på vej op på hesten. Ihvertfald var den nu trukket ud af stalden.

Relaterede historier:

  1. 2009 – Nytårsbrev til vennerne om store tab

---


  • Share/Bookmark

Hvis du har ord, som du vil dele med mig – så skriv endelig:

Dit navn (påkrævet)

Din e-mail (påkrævet)

Emne

Din besked